Gru er godt for turismen

Sporene fra krigen i Eksjugoslavien er de mest populære attraktioner i Bosnien, ligesom turister valfarter til Killing Fields i Cambodja, det orkanhærgede New Orleans og Tjernobyl i Ukraine. Men er den såkaldte ’dark tourism’ lærerig og opbyggelig – eller svælger man som turist blot i andres lidelser?

	Krigsturist. Den tyske advokat Klaus Gerber videofilmer Srebrenica Genocide Memorial. En mindepark, hvor der foreløbig er begravet 6.066 ofre for serbiske ekstremisters massakre på omkring 8.000 bosniske mænd og drenge i sommeren 1995.

Krigsturist. Den tyske advokat Klaus Gerber videofilmer Srebrenica Genocide Memorial. En mindepark, hvor der foreløbig er begravet 6.066 ofre for serbiske ekstremisters massakre på omkring 8.000 bosniske mænd og drenge i sommeren 1995.

Frank Sebastian Hansen
12. april 2014

Straks døren til minibussen glider til side, begynder Klaus Gerber at filme med sit lille hd-kamera. Varmen er ulidelig, og luften står helt stille i den lille by i Bosniens bjerge. Bag tremmegitteret ved parkeringspladsen fanger tyskerens videokamera række efter række af de hvide mindesten, der markerer ofrene for Srebrenica-massakren i 1995, hvor over 8.000 muslimske mænd og drenge i løbet af få dage blev myrdet af den bosnisk-serbiske hær på ordre fra hærchefen Ratko Mladic.

Klaus Gerber, som i sit civile liv er advokat, er på rundrejse på Balkan for at opsøge de tidlige krigsskuepladser og konfliktzoner. Tre dage har han afsat til at besøge Bosnien, inden han skal hjem til Bøhmens dybe skove og studere sine nye optagelser.

»Jeg er dybt fascineret af historien og specielt af krige. Jeg tror, man kan lære meget af menneskelige tragedier,« siger Klaus Gerber og trækker den foldbare tropehat længere ned i panden. Klaus Gerber bruger alle sine ferier på at besøge de steder, hvor historien har sat sine tragiske spor. Med sit videokamera har han tidligere registreret de sørgelige tilstande i diktaturstaten Nordkorea, og sidste år var han i Pristina i Kosovo, ligesom Tjernobyl og kz-lejrene i Europa allerede er krydset af på hans liste.

I øjenhøjde med krigen

»Vi var på Sarajevo Siege Tour og på Srebrenica-tour, og begge var fantastiske. Ét ord beskriver det hele, simpelthen fantastisk.« Sådan skriver en gæst på TripAdvisor som anbefaling af den tur til Srebrenica, som vi er taget med på. I Bosniens hovedstad Sarajevo tilbyder stadig flere bureauer at tage turisterne med rundt til de tidligere kampzoner, og det er de mest populære attraktioner i byen. På samme måde er det med mange af verdens andre konflikt- og katastrofeområder.

Fænomenet kaldes dark tourism – eller krigsturisme. Knap er en krig blevet afsluttet eller en ulykke blevet breaking news i medierne, før de første turistbusser dukker op. Turister står i rækker for at se Killing Fields i Cambodja, og fyldte busser triller gennem det orkanhærgede New Orleans, ligesom lokale turistguider har skabt en lukrativ forretning ved at lade turister skyde løs med kalashnikovs i de tidligere krigszoner i Vietnam.

Senest har man set mange nysgerrige lægge vejen forbi den italienske ø Giglio for at se det forliste krydstogtskib Costa Concordia ligge kæntret i vandskorpen, og de modigste – eller mest dumdristige – turister tager i dag til Irak, Libyen eller Syrien for at se uhyrlighederne på nært hold.

Fascinationen af død og ødelæggelse er dog ikke af ny dato. Tidligere maste folk sig frem for at stå forrest ved offentlige hængninger, og ved slaget ved Waterloo i 1815 kom overklassens fornemme damer rejsende med hestevogne for at se de blodige kampe fra første parket.

Anne Wæhrens, historiker og ph.d.- studerende ved Københavns Universitet, har forsket i dark tourism.

»Mange bliver tiltrukket af det onde i mennesket, af menneskets mørke sider, og krigsturismen – eller dark tourism – er en skøn forening af afsky og fascination.«

Filosof Henrik Jøker Bjerre fra Aalborg Universitet kalder turistformen en morbid fascination af noget, der er mere virkeligt end det, vi oplever i vores hverdag.

»Alt i dag har været en tur igennem mediernes turbine, og derfor søger vi i stigende grad det autentiske. Der opstår en længsel efter at komme i berøring med det, vi kan kalde ’det virkeligt virkelige’. Og man kan sige, at døden er det allermest virkelige i vores liv.«

Krigens lære

Turen til Srebrenica er arrangeret af Sarajevo Funky Tours, der ejes af 29-årige Skender Hatibovic. Han tager hver dag turister fra hele verden med rundt i Bosnien for at se på de landskaber, som krigen fra 1992 til 1995 har efterladt. Med i den hvide minibus til Srebrenica er ud over den tyske advokat også en australsk læge, en amerikansk jurist, et hollandsk lærerpar og en japansk studerende.

»Både turen til Srebrenica samt turen Sarajevo Siege Tour er særdeles populære hos turisterne. Krigen er en stor del af vores forretning,« fortæller Skender Hatibovic. I sæsonen tager han ud flere gange hver dag, og på et år har han knap 500 guidede krigsture.

»Jeg startede firmaet, fordi de turister, jeg mødte i Sarajevo, altid spurgte mig ud om krigen og om min families oplevelser. Siden besluttede jeg mig for at lave en forretning ud af det. Krigen er svær at forstå, men jeg håber, at mine ture kan bringe en forståelse til folk, der aldrig har oplevet en krig,« siger Skender Hatibovic.

Han tror på, at mennesker, der har oplevet en krig, altid gerne vil dele deres oplevelser og erfaringer. Derfor håber han også, at de lokale er glade for det, han laver.

»Jeg fortæller historien på vegne af alle, der har oplevet det. Jeg fortæller, hvordan vi overlevede,« siger Skender Hatibovic, mens hans kæderygende far, Salem, der er chauffør på dagens krigstur, og som var soldat på de muslimske bosnieres side under krigen, nikker bifaldende.

Den kollektive hukommelse

Minibussen zigzagger gennem Sarajevos trafikmylder, mens Skender Hatibovic udpeger Markale-markedet, hvor 68 mennesker i februar 1994 blev dræbt af en serbisk mortergranat. Lidt efter accelererer minibussen ud ad Sniper Alley forbi det legendariske Holiday Inn hotel, hvor journalister fra hele verden under FN-beskyttelse rapporterede hjem fra krigen.

Fortalere for krigsturismen som Skender Hatibovic mener, at den bedste måde at forstå krigens natur på, er, at man med egne øjne ser krigens konsekvenser og lærer, hvordan folk overlever i konfliktzoner. Den personlige tilstedeværelse er altså langt mere virkningsfuld, end når krigskonflikterne bliver serveret på et par minutter i en nyhedsudsendelse.

»Vores ture er med til at gøre tragedierne menneskelige,« siger han.

Også UNESCO vægter det humane aspekt højt, hvilket samtidig er grunden til, at de har sat Auschwitz på sin liste over verdens kulturarv: Auschwitz er »et sted for kollektiv hukommelse omkring dette mørke kapitel i menneskehedens historie«, og en »advarsel mod de tragiske konsekvenser af ekstreme ideologier og fornægtelse af menneskelig værdighed«.

På samme måde er New Yorks 9/11 Memorial Site et forsøg på at give de besøgende en »meningsfuld følelsesmæssig behandling af terrorismens ondskab« og skabe en oplevelse for de besøgende, der både er »oplysende og stærkt følelsesmæssig«.

»Man lærer om krigen og historien, og man ser, hvad mennesker kan finde på at gøre ved hinanden. Man får ansigt på de lidelser, man hurtigt zapper forbi på tv,« siger den hollandske skolelærer Jasmine Hendriks, der er med på turen, som Sarajevo Funky Tours arrangerer.

»Jeg kan godt forstå, at nogle synes, det er urimeligt, at det her bruges til turisme, men størstedelen af de lokale virker, som om de er glade for opmærksomheden og for, at de kan tjene nogle penge på det.«

Skam jer

»Turister – I skulle skamme jer,« stod der på det hjemmelavede træskilt, som en indbygger i New Orleans satte op foran de fyldte turistbusser, der ankom i kølvandet på orkanen Katrina, som i 2005 havde gjort op imod én million mennesker hjemløse.

Det er langtfra alle, der bryder sig om, at turisterne kommer forbi med deres nysgerrige blikke og store kameraer. For dem er dark tourism ikke oplysende og givende, men grådig og vulgær. Da Costa Concordia stødte på grund i 2012 i Italien, afviste flere turistbureauer at lave ture til vraget med det argument, at der stadig var lig inde i skibet, og at det var usmageligt at have gloende turister valfartende dertil. En lignende diskussion har der været omkring Utøya, og ingen ønsker, at øen skal ende som en morbid turistattraktion.

Også Cheryl Sweeney, en platinblond amerikansk jurist, der sidder på forsædet i den hvide minibus fra Sarajevo Funky Tours, er i tvivl, om det er etisk forsvarligt at deltage i disse krigsture.

»Jeg spørger selvfølgelig mig selv om, hvorfor jeg er taget med på turen her. For på den ene side vil man jo ikke opføre sig, som om man er i en zoologisk have. Men på den anden side, synes jeg, det er vigtigt selv at se, hvad der virkelig skete.«

»Jeg er bange for at blive en voyeur og gå og pege fingre, hvorefter vi tager hjem til vores dyre hotel. Det er vigtigt at tage hensyn, så man ikke bliver til en voyeur. Det ønsker jeg virkelig ikke,« siger Cheryl Sweeney.

Det er ikke første gang den 55-årige amerikaner er på sådan en tur. I 2005 var hun med på en bustur rundt i New Orleans.

»Det kunne jeg ikke lide. Den tur var ren udnyttelse. Vi gjorde intet andet end at glo på folks ulykke. Men som mennesker er vi vel bare grundlæggende nysgerrige.«

Perverteret underholdning

Filosof Henrik Jøker Bjerre mener, at det er svært at finde balancen mellem udnyttelse og oplysning.

»Som turist tager man jo hjem igen og fortsætter sit normale liv, og det er en meget egoistisk tilgang til andres ulykker. Hvis man kun gør det for at opleve noget interessant, eller for at komme mere i kontakt med sin egen dødelighed, så synes jeg dark tourism er tvivlsomt.«

Han mener, at krigs- og katastrofeturismen bliver ren forretning, hvis ikke turisten tager et større ansvar på sig.

»Som krigsturist skal man virkelig tænke over, hvorfor man er der. Man skal bruge tid på at være til stede, så oplevelsen bliver siddende i én. Krigsture bør aldrig være en del af en gruppe amerikaneres Europe in one week-tur. Dét er perverteret.«

I Sarajevo er det heller ikke alle turistbureauerne, der har dark tourism og krigsturene med i deres programmer. Heller ikke selv om der er mange penge at tjene.

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde tænkt på at udbyde krigsture. For folk er meget interesserede i det,« siger Thierry Joubert, der driver firmaet Green Visions i Sarajevo.

»Men jeg tror ikke, at en tur på tre-fire timer, hvor man ser en bygning med skudhuller, gør ret meget ved folks opfattelse af krigen her så mange år efter. Klik, du har fået dit billede. Hjem igen. Det er det eneste, det handler om,« siger Thierry Joubert.

»Det kræver meget mere tid og mange flere diskussioner at skabe forståelse, og det kan vi som turistbureauer, der vil tjene penge, slet ikke tilbyde.«

Subjektiv historieformidling

Historiker Anne Wæhrens, der har studeret dark tourism i Auschwitz, mener, at det positive ved krigsturismeturene er, at de skaber en interesse for, hvad der er foregået i historien og en bevidsthed om, hvordan lignende ting kan undgås i fremtiden.

Alligevel er hun skeptisk over for den historieformidling, som finder sted.

»Turene bliver meget let til en form for følelsesporno, hvor den faktuelle historie bliver skubbet i baggrunden. Hvis det er for meget splat, gru og gys, og tur-udbyderne glemmer den historiske ramme, så er der en stor fare for at læringsaspektet går tabt.«

Nogle gange kan det som turist være svært at finde rundt i, hvad der egentlig er den ægte objektive fortælling, og hvad der er kalkulerende propaganda. Specielt i konflikter som den i Bosnien, er der mange forskellige forklaringer på, hvorfor krigen eskalerede, og hvem der har ansvaret.

»Specielt når konflikten stadig er tæt på rent tidsmæssigt, er der en risiko for, at turene giver en skæv formidling af historien, som ikke er objektiv,« siger Anne Wæhrens.

»Balkan er et sted, hvor det stadig er aktuelt, men med f.eks. Anden Verdenskrig er det nu så lang tid siden, at skellene er ved at være brudt ned. Men mange gange vil formidlingen af fortiden være farvet.«

Det er dog ikke en holdning, som deles af Skender Hatibovic fra Sarajevo Funky Tours.

»Måske passer de her ture ikke ind i alles opfattelse af, hvad krigen var. Men det er deres mening. Der findes fakta om krigen, og det er dem, jeg forholder mig til,« siger han og bruger konsekvent ’vi’ om indbyggerne, når han taler om det belejrede Sarajevo.

»Vi er nødt til se sandheden i øjnene, så vi kan komme videre. Ellers lærer vi aldrig noget.«

Drømmen om Hiroshima

På hjemmesiden for Sarajevo Funky Tours tilbyder de blandt andet ture om historie, hiking, natur og panorama – og krig og folkemord. I forbindelse med turen til Srebrenica reklamerer de med, at man får mulighed for at møde en »ægte overlever« fra serbernes massakre.

Dagens ’overlever’ er Amra Begic, som mistede sin far og bror i massakren. Hun byder os velkommen foran den gamle batterifabrik i Potocari, hvor de bosnisk serbiske soldater kynisk skilte kvinder og børn fra mænd og store drenge, mens hollandske FN-soldater så passivt til.

»Jeg forstår ikke, at der kommer så mange turister her,« siger Amra Begic der også er leder af det nyoprettede mindemuseum ved Srebrenica.

»Hvis det var mig, der havde råd til at rejse rundt i verden, ville jeg hellere ligge på en strand på Hawaii i stedet for at se på død og tragedier. Det har jeg set nok af. Men jeg er glad for, at så mange kommer her. I er med til, at man ikke glemmer folkemordet i Srebrenica.«

Ved det lille springvand i mindelunden ved Srebrenica tænder chaufføren Salem Hatibovic endnu en cigaret. Den 55-årige mand ser utilpas ud.

»Jeg bryder mig ikke om at være her. Sådan er det hver gang, jeg tager en gruppe turister med hertil. Krigen kommer tilbage til mig,« siger han.

Med sit lille hd-kamera er Klaus Gerber nået hen foran mindestenene, hvor navn efter navn på massakrens muslimske ofre er hugget ind i granit. Han har brugt aftnerne inden rejsen på at sætte sig grundigt ind i konflikten på Balkan, fortæller han. Sin kone har han efterladt hjemme i Tyskland, for hun vil hellere på badeferie.

Advokatens næste tur er allerede planlagt. Den går til Serbiens hovedstad Beograd, hvor han skal se bygningerne, som NATO-fly bombede i 1999, og resterne af det amerikanske Stealthfly, der befinder sig på krigsmuseet.

»Men jeg drømmer også om at se Japan og Hiroshima og Nagasaki, hvor atombomberne blev kastet under Anden Verdenskrig. Det står højt på min liste.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Nu har jeg rejst på Balkan gennem mange år. Det vil sige hele Balkan og alle balkan-landene, hvor jeg i gennemsnit er 8-10 uger om året. Og jeg møder kun meget lidt krigsturisme.

Selv stedet, en lille landsby tæt ved lufthavnen udenfor Sarajevo, hvor man gravede en tunnel ud til verden, fra den totalt lukkede hovedstad, er ganske svagt besøgt. Og er man on location, møder man stort set kun pensionerede nato-soldater, der viser deres hustru og måske børnebørn, hvor de "jobbede" under denne urimelige krig.

Og steder som Srebrenica da. Jo der kommer faktisk mennesker fra hele Europa, men se på dem, og lyt til dem, for så finder man ud af, det er bosniske flygtninge med relationer til dette sørgelige sted.

Jeg kommer også ude i de små landsbyer bag de fjerneste bjergkæde, og jeg tror simpelt hen ikke på, at det har det beskrevne omfang. Men krigsturisme findes, og midt under krigen i BIH kørte især hollandske familier gennem Bosnien og Hercegovina på deres vej til feriestederne ved den kroatiske adriakyst. Men de var ikke mange.

Og går man ned til Kosowa, vil jeg påstå, at der slet ikke er nogen turisme.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeppe Laustsen

Jeg rejser meget og jeg snakker meget med andre rejsende. Aldrig nogensinde, har jeg hørt ordet "krigsturisme" anvendt om besøg til fortidens konfliktzoner.

Krigsturisme, war tourism, er skam et udbredt fænomen, men det bør kun bruges til at henvise til de skøre arenalintyper, der besøger nutidens krige. De folk, der netop nu rejser rundt i Syrien eller DR Congo med intet andet formål end at "opleve krigen", som en ung japansk rejsende udtrykte det til mig i Beirut sidste år. Det er her, det bliver moralsk problematisk, når man udnytter folks sårbarhed og dårligdom til at tilfredsstille sin egen eventyrlyst og adrenalinhunger.
Og der er mange af dem. Jeg har boet i både Palæstina, Libanon og Uganda, og alle tre steder skal man ikke lede længe for at finde en udlænding, der med kamera om halsen og lommerne fulde af dollars har travlt med at finde bussen til den nærmeste krigszone. I Uganda er der ligefrem tale om en egentlig industri, hvor (fortrinsvist hvide) tidligere soldater tager sig dyrt betalt for at fragte turister rundt på slagmarkerne i DR Congo.

Der er forskel på at udnytte folks nuværende dårligdom, som når man tager på menneskesafari til Libanons flygtningelejre eller beslutter sig for at tage en forlænget weekend i Damaskus, og på at vise interesse for tidligere tiders menneskelige katastrofer. Sidstnævnte kan vi alle lære noget af.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben Lindegaard

Jeg blev lidt eftertænksom ved at læse artiklen. Jeg har været på et par af Cultours militærhistoriske rejser vedrørende 1. & 2. verdenskrig. Desuden har jeg på egen hånd at udforske slagmarkerne ved Somme - der findes et antal britiske guider til området. Desuden har jeg besøgt et par kz-lejr museer - herunder Auschwitz.
Ud over at jeg finder det interessant, så føler jeg faktisk også, at jeg viser respekt. Og hvis jeg kunne blive bare en smule klogere, så er det kun så meget desto bedre.
Jeg havde i 2004 lejlighed til at tale med en engelsk veteran fra D-dag, Cultour havde lagt besøget meget tæt op til 60 års dagen d.5.6., og han virkede ret begejstret over at kunne fortælle historien igen for gud ved hvilken gang.
Jeg kan sagtens se, at der har udviklet sig en turisme omkring slagmarkerne og mindesmærkerne; men ikke desto mindre bliver jeg voldsomt berørt, når jeg f. ex. finder breve til de faldne på gravene. Jeg håber ikke, at det er følelsesporno.
En del af de besøgende på gravpladserne er familiemedlemmer; og jeg håber sandelig ikke, at vi andre udviser manglende respekt ved at besøge mindesmærker og gravpladser, som vi ikke har et direkte forhold til.

Brugerbillede for Line Nørregaard

Det skal gøres klart fra start, at jeg er fuldt ud enig i, at turisme til aktuelle krigszoner er forkasteligt. Det skal der ikke tjenes penge på, eller opnås adrenalinkick ved. Men at "besøge"/"opleve"/se steder som gør fx 2. Verdenskrig eller Den Kolde Krig fysisk tilstedeværende, ser jeg bestemt ikke som en turisme der foretages blot for at opnå adrenalinkick, følelsesporno eller sågar bare for at lave et eller andet spændende. Nej, jeg ser det derimod som en måde for mennesker at forstå det der skete, eller ihvertfald komme tættere en forståelse af det. Det er en bearbejdelse for både de personer/de lande som var involveret i begivenheden (hvis man overhovedet må benævne rædsler som krig osv. som dette). Det er en måde at overkomme og forstå det der faktisk skete og en måde at få andre til at reflektere over det. Og ja, selvfølgelig kommer det an på hvilken måde man tager til disse steder på. Men primært tror jeg virkelig på, at besøg i fx kz-lejre foretages for at få en historisk viden, for at vise respekt og for at forstå hvad det var der skete.

At disse steder stadig besøges af utallige mennesker hvert år er da et udryk for, at mange er interesserede i at huske historien, forstå den og tage ved lære af den.

Brugerbillede for Torben Lindegaard

@Line Nørregaard
Det er dejligt at se dig sætte så flot ord på dette at besøge museer og mindesmærker fra de 2 verdenskrige.

Det er en voldsom oplevelse f.ex.at besøge Newfoundland Memorial Park/Preserved Trenches. En række unge canadiere arbejder som en slags guider og opsynsfolk på stedet i respekt for de faldnes minde.

Jeg havde en anden oplevelse, da jeg skulle finde en soldaterkirkegård for et britisk regiment. Der er skilte, der viser vej i det landskabelige Somme-område, og jeg blev ført ned ad en aldeles uanvendt markvej med så højt græs i midten, st jeg blev bange for at få revet udstødningen af bilen. Pludselig viste der sig en velholdt sidevej, som førte ned til kirkegården, som var totalt velholdt af den britiske soldaterkirkegårdstjeneste. Alle hovedstenene var rettet op og ukrudtet luget væk. Der lå breve - i plastikomslag - på 2-3 af gravene.

Det er rædselsfuldt at tænke på de unge mænd, der gav livet på en gudsforladt pløjemark ved Somme-floden for 100 år siden.

anbefalede denne kommentar