Læsetid: 5 min.

At holde processionen ud

Hvad er læren af H.C. Andersens fortælling om kejserens nye klæder? At ærlig kritik kan vælte selv den mægtigste mand? Nej, tværtimod
Hvad er læren af H.C. Andersens fortælling om kejserens nye klæder? At ærlig kritik kan vælte selv den mægtigste mand? Nej, tværtimod

Ib Kjeldsmark

19. april 2014

Der er en lidt mærkelig og temmelig overset detalje ved H.C. Andersens fantastisk berømte fortælling om Kejserens nye klæder: Hvordan slutter historien? Hvem kan huske det?

Jo, rigtignok afsløres kejseren af det lille barn, der råber: »Men han har jo ikke noget på.« Og ovenikøbet løber denne erkendelse som en steppebrand gennem folket, så alle pludselig råber det. Men hvad sker der bagefter? Hvordan reagerer kejseren og hans kammerherrer, da det bliver klart for enhver, at han går nøgen rundt i gaderne? Fortællingen slutter med disse ord:

»Det krøb i kejseren, thi han syntes, de havde ret, men han tænkte som så: ’Nu må jeg holde processionen ud.’ Og kammerherrerne gik og bar på slæbet, som der slet ikke var.«

Her stopper fortællingen simpelthen, men hvordan slutter historien så? Bliver kejseren væltet, eller lykkes det for hans embedsmænd at holde masken og nå hele vejen tilbage til slottet, så de bagefter kan udsende en pressemeddelelse om visse misforståelser med hensyn til det meget delikate materiale, kejserens nye klæder var syet af?

Den anden Andersen

Måske er sagen, at det for Andersen egentlig slet ikke handlede så meget om afsløringen af magten, men om dumhed og smålighed i almindelighed – både hos kejseren og hans undersåtter.

»Alle mennesker i hele byen vidste,« som det hedder, »hvilken forunderlig kraft tøjet havde, og alle var begærlige efter at se, hvor dårlig eller dum hans nabo var.«

Alle i byen, inklusive kejseren selv, ved egentlig godt, at han ikke har noget tøj på, men det er, som om de ikke i tilstrækkelig grad tror deres egne øjne til at overvinde den frygt for at blive udstillet og til grin, der lurer lige om hjørnet. Hvad nu hvis der er en mening, som jeg bare ikke helt selv kan se?

Således betragtet er fortællingen egentlig slet ikke en fortælling om kritik og afsløring, men næsten tværtimod om, hvordan det sociale bånd fungerer – hvordan et samfund rummer så mange følelser og interesser og dialektiske forviklinger, at de mærkeligste forordninger og institutioner kan opretholdes, endda selv om de nogle gange fremstår som helt forrykte eller korrupte. Fortællingen viser med andre ord, hvordan ’den store Anden’ fungerer, med psykoanalytikeren Jacques Lacans begreb. Det vigtigste er ikke, om jeg selv tror på ét eller andet, men om den store Anden gør, om de andre gør. Så længe den Anden ikke har registreret det, gælder det ikke, og Kejserens nye klæder kan dermed læses som en beretning om, hvordan det lykkes at opretholde den store Anden, selv når alle ting synes at vise, at den ikke længere kan opretholdes.

»Nu må jeg holde processionen ud,« tænkte kejseren og skred videre. Er det ikke langt mere denne sandhed om magten, som Kejserens nye klæder giver os, end den ofte gentagede om vigtigheden af uforblommet kritik og retten til at sige sin mening?

På en sjov måde bliver H.C. Andersen dermed også langt mere moderne og aktuel. Hvordan fungerer nemlig medier og offentlighed i dag? Er det ikke i virkeligheden sådan, at man faktisk kan slippe af sted med de mest utrolige ting, hvis bare man holder masken og lader, som om det ikke rigtig gælder alligevel? Læs f.eks. Claus Hjort Frederiksen som kejseren. Den tidligere beskæftigelsesminister blev i 2009 af Danmarks Radios Jesper Tynell over 15 radioindslag systematisk afsløret i at have givet Folketinget urigtige oplysninger, i hemmelighed at have afskaffet kravene til udenlandske arbejdstageres sikkerhed, foreskrevet en ulovlig administration af 300-timersreglen i kommunerne, bestilt misvisende tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen for at fordreje den offentlige debat og slettet belastende dokumenter fra ministeriets arkiver. Jesper Tynell modtog Cavlingprisen for afsløringerne, men Hjort Frederiksen lod sig ikke påvirke. Han fortsatte som finansminister i Lars Løkke Rasmussen-regeringen og har ikke holdt sig tilbage fra at have markante meninger om sine modstanderes habilitet siden. Man må næsten forestille sig Claus Hjort som kejseren efter at være nået tilbage på slottet:

»Puha, det gik sgu vist alligevel! Det var da egentlig utroligt …«

Kritikkens fremtid

Måske rummede de manglende konsekvenser af Jesper Tynells afsløringer en slags indvarsling af en ny rolle for den kritiske journalistik. Det er ikke længere den dybdeborende, samfunds- og magtkritiske journalistik, der for alvor rykker noget. Det, det handler om, er at få politikere til at tabe ansigt, opføre sig fjollet eller ikke kunne finde rundt i, hvad de selv mener. Hvis kejseren var stoppet op midt på torvet og havde kigget forundret ud på sine undersåtter, ville han have været færdig. Hvis han havde udtrykt tvivl om sin egen symbolske status, var han endt som Annette Vilhelmsen i stedet for som Claus Hjort.

Det er ikke afsløringerne af politikernes fatale passivitet i forhold til klimaforandringerne, der koster kasketter, men Lars Løkkes kluntede håndtering af GGGI-skandalen var lige ved at gøre det. Eller tag tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen som eksempel: Da han i starten af skandalen omkring sit mulige magtmisbrug i sagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold kom for skade at sige det aldeles besynderlige, at han havde besluttet sig for »at give sig selv mundkurv på«, var det lige ved at gå galt for ham. Men det var, som om han derefter hurtigt lærte det: Det var, som om han fandt ud af, at ligegyldigt hvad der kom frem i afhøringerne, da skattesagskommissionen kom i gang, så skulle han bare holde hovedet højt og fastholde, at han ikke havde gjort noget galt. Det gælder bare om at holde processionen ud.

Hvad kan en politiker altså lære af Kejserens nye klæder? Ikke at ytringsfriheden er den vigtigste værdi i et demokratisk samfund, eller at enhver magthaver kan væltes af en uskyldig konstatering af sandheden. Tværtimod: Læren er, at hvorvidt man kan slippe af sted med et eller andet, først og fremmest afhænger af, hvordan man bærer det. Lad dig ikke slå ud af at være blevet taget i en unøjagtighed i DR2’s Detektor for eksempel. Gå bare ind i studiet og sig, at de muligvis har ret, men at du nu alligevel mener, at sandheden nok er sådan et sted midtimellem. Din modstander, den kritiske journalist, får nydelsen ved at være spydig over for magten og måske endda en lille pris. Og du selv kan fortsætte, som om intet var hændt.

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Storm Jensen
  • Andreas Trägårdh
  • Benno Hansen
  • morten Hansen
  • Rasmus Kongshøj
  • Peter Taitto
  • Tom Paamand
  • Niels Duus Nielsen
  • Torsten Jacobsen
  • Maria Guldager
  • Niels P Sønderskov
  • Inger Sundsvald
  • Toke Andersen
  • Jørn Vilvig
  • Lise Lotte Rahbek
Olav Storm Jensen, Andreas Trägårdh, Benno Hansen, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Peter Taitto, Tom Paamand, Niels Duus Nielsen, Torsten Jacobsen, Maria Guldager, Niels P Sønderskov, Inger Sundsvald, Toke Andersen, Jørn Vilvig og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Der mangler faktisk en sætning i CVA´s gengivelse:
Efter : »Det krøb i kejseren, ... : ’Nu må jeg holde processionen ud.« skal der stå: "Og så holdt han sig endnu stoltere, ..."
Men det er vel meget menneskeligt at forsøge et holde processionen ud, selvom man er blevet afsløret, og selv kan se det.
Jeg synes stadig, der vigtigste ved eventyret er den måde, bedragerne får folk til at hoppe med på bedraget. Den snedighed og overtalelsesevne, der skal til, for at få folk til ikke at tro deres egne øjne (eller tanker og ræsonnementer), en evne, politikerne har god brug for, og virkelig bruger i vidt omfang.

Hvis I ikke kan forstå, at skattelettelser for de rige og stramninger for de fattige er den nødvendige vej til velfærdssamfundets opretholdelse og forbedring, så enten duer I ikke i jeres embeder, eller også er I utilladelig dumme.
De moderne "Vævere" er dagens konsulenter fra Mc Kinsey eller Danske Bank Corporates eller Finansministeriets økonomer. De tilrettelægger de herligste stoffer og det dejligste tøj, som ikke alene har farver og mønstre så usædvanligt smukke, nej deres teorier og tabeller har endvidere den egenskab, at deres rigtighed bliver usynlig og uforståelig for enhver, der ikke duer i konkurrencesamfundet, eller også er utilladelig dum.

morten Hansen, Elisabeth Andersen, Helge Rasmussen, Rasmus Kongshøj, Peter Jensen, Jakob Silberbrandt, randi christiansen, Bob Jensen, Line Nielsen, Henning Pedersen, Niels Duus Nielsen, Inger Sundsvald, Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak og Keld Sandkvist anbefalede denne kommentar
Annette Chronstedt

- det brændende punkt opstår jo netop dér - spadestikket dybere - hvor den vilde analyse holder sit fokus: at blindheden er r e s i st e n t . . Så spørgsmålet rejser sig i al sin vælde: hvad er det, der betinger den menneskelige bevidstheds tilsyneladende ufattelige accept, når alt alligevel e r afsløret ?

Torben Selch, randi christiansen og Bob Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Riisgaard

Eller også handler det i al sin enkelhed om, "at kunne tælle til 90" - Det vil sige om magt: Hvad betyder det, at Jesper Tynell eller en anden kritiker kan dokumentere , at Claus Hjort Frederiksen eller Troels Lund Poulsen lyver, når løgnen ikke er ulovlig efter dansk offentlig rets meget fleksible imødekommenhed overfor officielle institutioner, og der ikke er 90 mandater bag en beslutning om at lade det medføre parlamentariske konsekvenser. Ytringsfrihed er impotent overfor åben vilje til magt og utilsløret magtanvendelse.

Grethe Preisler

Nu skal man nok passe på ikke at drage alt for bastante paralleller mellem eventyrkejseren i H.C. Andersens skæmtehistorie fra 1837 om Kejserens nye Klæder og nutidens "folkevalgte" politiske ræve- og snydepelse.

Den arme kejser i eventyret, der tænkte, at han "måtte holde processionen ud" til trods for at "hele Folket" til sidst stod og råbte, at han ikke havde noget på, var jo ikke folkevalgt og havde heller ikke selv kæmpet sig frem til sin plads på toppen af den ceremonielle kransekage. Han var havnet der ene og alene i kraft af sin fødselsret og -pligt som den forrige kejsers tronarving.

"Folket" krævede dengang som nu brød og skuespil. Og kejseren gjorde sin pligt ved at sørge for underholdningen, mens hans gamle ærlige ministre og embedsmænd tog sig af den praktiske opgave med at sørge for, at "folket" til hver en tid havde brød nok i skabet til ikke at begynde at sætte spørgsmålstegn ved rimeligheden i den herskende orden og gribe til "fortvivlelsens selvhjælp" i form af en væbnet opstand.

Eventyret om kejserens nye klæder blev med andre ord skrevet, før den borgerlige revolution, hvor Danmarks sidste enevoldskonge med et hørligt lettelsens suk lagde magtens scepter fra sig og underskrev den forfatning (junigrundloven af 1849), som rigets for daværende "bedste mænd" strikkede sammen til lejligheden uden smålig skelen til egen økonomisk fordel (hø, hø, hø).

Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar

Det her minder mig om et gammelt Marx Brothers-citat:
Chico/Groucho Marx: "Who are you gonna believe, me or your lying eyes?" (Findes i flere udgaver)

Paraden vil ingen ende tage med hensyn til folkeskolereformen, den hurtigste, dårligste og mest uklare omlægning af skolen, se blot den stakkels Antorini som hun retter sig op, i enhver sag desangående. Ingen tvivl om, at det ved det optog, kommer til at gå op for mere end en lille dreng, hvad det ikke indeholder af gyldne løfter.