Læsetid: 7 min.

Op med humøret – prekæriatet kommer

Rundt omkring på kloden gnistrer kollektive bevægelser, og det er kun begyndelsen på et opgør, skriver den britiske professor Guy Standing, der er overbevist om, at progressive kræfter er i gang med at genopfinde fremtiden – nøjagtig som det har været tilfældet i alle tidsaldre hidtil
Modstand. Bulgarske studerende og undervisere demonstrerer foran parlamentet i Sofia med krav om den socialistisk ledede regerings afgang – et eksempel på de ’vitale energier’, som professor Guy Standing kalder de mange protestbevægelser og alternative politiske netværk, der i disse år former sig over det meste af kloden.

Modstand. Bulgarske studerende og undervisere demonstrerer foran parlamentet i Sofia med krav om den socialistisk ledede regerings afgang – et eksempel på de ’vitale energier’, som professor Guy Standing kalder de mange protestbevægelser og alternative politiske netværk, der i disse år former sig over det meste af kloden.

Stoyan Nenov

26. april 2014

Til næste år vil vi kunne fejre 800-året for Magna Carta – et af de væsentligste politiske dokumenter i historien. Magna Carta var det første klassebaserede charter i den forstand, at det blev påtvunget det herskende monarki af datidens nye opstigende klasse. I dag ser ikke blot Magna Carta, men også det frigørende, økologiske pionerdokument, Charter of the Forest fra 1217, ud til at være glemt af den herskende elite. Men vor tids nye masseklasse, som jeg vil kalde for ’prekæriatet’, har ikke tænkt sig at tillade elitens hukommelsestab meget længere.

I dag har vi brug for et nyt charter for prekæriatet. Men hvem er prekæriatet?

Prekæriatet (af engelsk: precarious – uholdbar, prekær) består af de millioner af mennesker, der må føre en usikker tilværelse uden nogen egentlig identitet på arbejdsmarkedet, hvor de udfører en enorm mængde af arbejde, der ikke regnes for noget, og nøjes med lave og flygtige lønninger uden medfølgende sociale ydelser, hvis de da ikke må leve i afhængighed af overførselsindkomster og velgørenhed. Vi taler om gruppen af working poor i evige praktikantstillinger og om de marginaliserede og udstødte mennesker, der aldrig rigtig har formået at sikre sig en status som ligeværdige borgere. Trængte mennesker, som står i fare for at få udhulet eller ligefrem miste deres rettigheder.

Dette prekæriat udgør nutidens masseklasse, og det er en klasse, som kan være politisk farlig, fordi prekæriatet afviser de gamle partipolitiske dagsordener. Men det er også en klasse, som har politisk forandringspotentiale, fordi prækariatet higer efter at blive stærkt nok til at afskaffe sig selv ved at afskaffe de uligheds- og usikkerhedsvilkår, der definerer det. Et charter for prækariatet vil kunne blive en vej til at redde fremtiden.

Traditionelt er et charter et klassebaseret sæt af krav, der sætter en progressiv dagsorden eller formulerer en ny vision for et bedre samfund, hvor helheden er større end summen af de enkelte dele. Et radikalt charter må kræve, at samfundet omstruktureres, så mennesker sættes fri. Det må have som ambition at ville forny eller forstærke rettigheder i et friheds- og lighedsperspektiv ved at anvise nye veje til at mindske tidens mest markante uligheder.

Siden finanskrakket i 2008 og i den efterfølgende fase med ’nøjsomhedspolitik’ og nyliberale nedskæringer har mange kommentatorer mumlet, at venstrefløjen i dag skulle være afgået ved døden. Det udspringer af erfaringen med frygtsomme socialdemokrater, der lider det ene valgnederlag efter det andet, hvis de ikke selv favner nyliberalismen. De socialdemokratiske partier har til fulde fortjent disse nederlag og har kun sig selv at bebrejde for deres vigende folkelige opbakning. For så længe de orienterer sig imod ’den klemte midte’, dvs. så længe de søger at appellere til den formodede middelklasse, alt imens de imødekommer eliten, kan de højest gøre sig håb om at vinde valg, når højrefløjen fejler, og måske nok opnå de højeste politiske embeder, men ikke den politiske magt.

Den traditionelle arbejderbevægelses tilbagetrækning fra scenen betyder imidlertid ikke, at der ikke længere kan føres venstrefløjspolitik. I et pessimistisk indlæg i Guardian harcelerede Costas Lapavitsas, græsk økonomiprofessor, og Alex Politaki, græsk journalist, for nylig over, hvorfor Europas unge ikke tager sig sammen og gør oprør nu. Men skinnet bedrager. Fraværet af konventionel politisk aktivitet afspejler fraværet af nye visioner fra venstre.

Denne situation er i mellemtiden ved at forandre sig, og det sker i et hastigt tempo. Lad os ikke glemme, at de målsætninger og politikker, der for over 100 år siden begyndte at opstå under arbejderbevægelsens store march fremad, heller ikke var defineret på forhånd, men tog form under sociale kampe og på grund af sociale kampe.

Jeg har på 30 rejser inden for de seneste to år været så heldig at være vidne til de fænomenale energier, som findes i prekæriatet. Men en samfundsforandrende bevægelse har brug for tid for at kunne udkrystallisere sig og finde sin form. Sådan har det altid været.

For at forstå den større sammenhæng må vi indse, at vi står midt i en global transformation. Den fase, hvor den nyliberale Washington-konsensus kunne dominere uantastet, førte til krisen i 2008, hvor tidens finanspolitiske, eksistentielle, økologiske og fordelingspolitiske kriser løb sammen i én. På dette tidspunkt havde prekæriatet allerede taget form. Siden da er dets vækst kun accelereret.

Masseklassens drømme

De grædekoner, som har erklæret venstrefløjen for død, overser noget: En ny march frem mod genoplivning af en fremtid med mere frigørelse og lighed må bygge på tre principper, som kan hjælpe os til at definere en ny progressiv dagsorden.

Det første princip er, at enhver march fremad må tage inspiration fra den fremspirende masseklasse, sådan at fremskridtet bliver defineret ud fra denne klasses usikkerhed og forhåbninger. I dag er denne klasse prekæriatet med dettes karakteristiske produktions- og distributionsforhold og relationer til staten. Denne klasses bevidsthed bestemmes af dens blanding af afsavn, usikkerhed, frustration og angst. Men de fleste i denne klasse længes ikke efter et tilbagetog til fortiden. Prekæriatet siger til den gamle venstrefløj:

»Mine drømme er ikke i jeres stemmeboks.«

Det andet princip er, at enhver march fremad må kræve nye former for kollektiv handling. Disse handleformer er lige så diskret under udvikling verden over. Ingen progressive bevægelser kan få succes uden en form for kollektiv stemme, og disse nye former må omfatte nye synteser af fagbevægelserne og de laug, der igennem to årtusinder fremmede udviklingen af et erhvervsmæssigt defineret medborgerskab.

Det tredje princip er, at enhver march fremad vil involvere tre overlappende kampe, som det vil tage tid at få til at blusse effektivt op. Den første kamp drejer sig om anerkendelse. Her er der, stik modsat hvad venstrefløjens grædekoner forestiller sig, sket fantastiske fremskridt siden 2008.

Anerkendelsen er blevet smedet i dannelse af de netværk, som blev forstærket af de kollektive gnister, vi så sprænge igennem Det Arabiske Forår, Occupy-bevægelsen, Spaniens Indignados, masseprotester på de centrale pladser i diverse storbyer, Londons optøjer i 2011, de spontane aktioner i Istanbul og snesevis af brasilianske byer i 2013, den pludselige fremvækst af Beppe Grillos Fem Stjerne-bevægelse ved Italiens valg sidste år, urolighederne i Stockholms forstæder, den modige og langvarige besættelse af gaderne i Sofia (som kun blev bragt til ophør, da en oligark indsatte bøller) og den endnu modigere harme hos prekæriatet i Kijev igennem de seneste måneder. Ganske vist er disse begivenheder i bedste fald kun løst sammenknyttede. Men at der er vitale energier derude er ikke til at overse, hvis man ønsker at se og føle det.

Slut med antipolitik

Det, som herigennem vokser frem, er en kollektiv følelse af anerkendelse blandt millioner af mennesker – og ikke kun blandt de unge. En stigende del af prekæriatet oplever et fælles vilkår af udsathed og indser, at dette er en kollektiv oplevelse, som skyldes bestemte strukturelle træk ved det økonomiske og politiske system. Vi ser også andre ligestillede mennesker i spejlet om morgenen, ikke kun vores eget skrammede og utilstrækkelige selv. Prekæriatet bliver til en klasse for sig selv, uanset om vi så vil bruge dette ord eller et andet til at beskrive oplevelsen af en menneskelighed. Der findes i dag en langt større følelse af anerkendelse end i 2008.

Dette vil også være nødvendigt, før den næste kamp kan udvikle sig til en samlende appel om solidaritet. Denne kamp er en kamp for repræsentation inden for statsmagten i dens enkelte forgreninger. Den er kun lige begyndt, fordi prekæriatet først kun lige er begyndt at indse, at antipolitikken er det forkerte svar. Igen ser vi opmuntrende tegn på, at energien bliver kanaliseret over i handling. Vi kræver at være subjekter, ikke objekter, der bliver puffet rundt, disciplineret, flået og ignoreret efter tur.

Prekæriatet må inddrages i reguleringen af den fleksible arbejdskraft, de sociale sikkerhedsinstitutioner, fagforeningerne osv. De handicappede, arbejdsløse, hjemløse, indvandrere, etniske minoriteter – i alle disse grupper ulmer en vrede, der kan blive katalysator for oplevelsen af en kollektiv identitet. Vi er de mange, de er de få. De mange år med tornerosesøvn lakker mod enden.

Den tredje kamp handler om omfordeling. Også her sker der fremskridt. Den lunkne socialdemokratiske centrum-venstrefløj står tilbage uden tøj på, og det samme gør det atavistiske venstre, der prøver at slå hælene i med tomme trusler og ønsker at skrue tiden tilbage til en illusorisk guldalder. De nægter at forstå dette undergravende stykke prekæriat-graffiti:

»Det værste vil være at vende tilbage til den gamle normalitet«.

Det ustabile arbejdsmarked vil fortsætte. Kravene om større fleksibilitet vil blive stærkere, og lønningerne vil stagnere. Hvad nu? Kampen for omfordeling er i sin vorden, men den har udviklet sig til en forståelse af klassefragmenteringen og af, hvordan plutokratiet forfører lønmodtagerklassen – salariatet – og pacificerer proletariatet. Kampen vil vise, at med globaliseringen må der opbygges et nyt distributionssystem, langt mere radikalt end det, der blot sikrer en mindsteløn, hvor ønskeligt dette så end er.

Et charter for prekæriatet må genoplive en rettighedsbaseret vej mod omfordeling af de vigtigste aktiver, som i dag bliver nægtet prekæriatet, herunder social tryghed, kontrol over egen tid, styrket adgang til fællesgoder og de aktiver, der er nødvendige for, at prækariatets medlemmer kan reproducere sig selv for i sidste ende at kunne afskaffe sig selv. Denne vision er ved at tage form. Måden, det sker på, er rodet, men tendensen er klar.

I 1215 tvang datidens klasse af baroner et magtfuldt monarki til at imødekomme dens krav om anerkendelse, repræsentation og omfordeling. Gennem historien har nye klasser i vidt omfang gjort det samme, fra Den Franske Revolution med dens radikale oplysningstid til de bemærkelsesværdige hos Thomas Paine og andre til 1800-tallets chartister og bølgen af menneskerettighedsbevægelser efter Anden Verdenskrig. I hver en tidsalder har progressive kræfter genopfundet fremtiden. Det er de også i gang med nu. Op med humøret.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Jens Falkesgaard
  • Henning Pedersen
  • Britta Hansen
  • Jeppe Petersen
  • Laurids Hedaa
  • Jan Pedersen
  • Rasmus Kongshøj
  • Claus Piculell
  • lars abildgaard
  • Markus Lund
  • Rune Petersen
  • Jakob Lilliendahl
  • morten Hansen
  • Niels Mosbak
  • Søren Rehhoff
  • Ervin Lazar
  • Jesper Green
  • Bill Atkins
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro, Jens Falkesgaard, Henning Pedersen, Britta Hansen, Jeppe Petersen, Laurids Hedaa, Jan Pedersen, Rasmus Kongshøj, Claus Piculell, lars abildgaard, Markus Lund, Rune Petersen, Jakob Lilliendahl, morten Hansen, Niels Mosbak, Søren Rehhoff, Ervin Lazar, Jesper Green, Bill Atkins og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg sidder lige og læser Enhedslistens 25 års jubilæumsskrift og under overskriften "De store diskussioner" står der:

Borgerløn eller ej?

Borgerløn er en basisindkomst, der gives til alle medborgere i samfundet, uanset om de har arbejde, er arbejdsløse, studerende eller noget fjerde. Borgerlønnen er uafhængig af formue og indkomst, og der er ikke nogen pligter forbundet med at modtage ydelsen. Borgerlønsdebatten fylder meget i 90'erne i Enhedslisten og er et fast tilbagevendende punkt på årsmøderne.
Argumenterne for borgerlønnen er blandt andet, at den sikrer en minimumsindkomst uden bureaukrati, og at den styrker det civile samfund, familien og kunstnerisk aktivitet, fordi den vil give frihed til i højere grad at kunne fravælge betalt arbejde. Argumenterne imod borgerlønnen er blandt andet, at der ikke bliver stillet nogen krav til dem, der modtager ydelsen, og at det er uhensigtsmæssigt at bruge mange penge på borgerløn fremfor på andre initiativer i samfundet. Enhedslisten har aldrig vedtaget, at man er tilhænger af borgerløn.
Den langvarige debat om borgerløn spillede en særlig rolle i Enhedslistens tidlige historie. Uenighederne gik nemlig på tværs af de "gamle" partiskel og partilinjer. Dermed bidrog borgerlønsdebatten i væsentlig grad til at integrere forskellige politiske strømninger i et samlet parti.

---

Ovenstående er måske et eksempel sammenhængskraften i de mere diffuse bevægelser vi vil se, som værende drivkraften i det fremtidige 'prekæriat'. Tværpolitiske holdninger som nægter at dø hen. Bevægelser forsvinder eller transformeres, mens ideerne vokser videre og modnes, og danner samlingspunkt for meningsudviklinger på tværs i samfundet. Ungdomsarbejdsløshed, Integration, Nedrustning, Fred, Lavenergisamfund, Bilfri by, Arbejdsdeling, EU-integration, Nej til privatiseringer... er eksempler på andre ideer, som kan tænkes at skabe tværpolitiske bevægelser.

Enhedslisten blev skabt ud af Fredsbevægelsen, Slumstormerne, Kvinderkamp er klassekamp, Faglig ungdom, Nej til atomkraft, Folkebevægelsen mod EU - men det betyder jo ikke at Enhedslisten har patent på disse bevægelsers ideer.

Philip B. Johnsen, Britta Hansen, Laurids Hedaa og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Det er spændende stof, nu hvor den progressive venstrefløj er ved at gå fløjten i pubertær anti-attitude uden visioner.
Jeg giver artiklens forfatter ret i at håbet må ligge i kollektive bevgelser, der indser at vi ikke skal sætte vores lid til politikere, de er for låste. Omvendt er det besynderligt at knytte stockholmsk ghetto-bilafbrændinger til konstruktive bevægelser, der mister artiklen troværdighed. Bølleoptøjer kan være forståelige, men der er intet håb knyttet til dem. Iøvrigt Atkins, Enhedslistens folk er vel primært fra de forenede dødsboer, hhv VS og Kommunisterne.

Jeppe Lykke Møller

Da Guy Standing gættede RUC i forbindelse med et PhD kursus på RUC gad Information ikke engang svare på min indbydelse. Det er dejligt at se ham få lidt plads, for hans to bøger Work After Globalization og The Prekariat er rigtigt interessante for folk der ønsker en grundig analyse af det globale arbejdsmarkeds forfatning og nogle bud på hvad man kan gøre ved det. Standing peger på nogle løsninger på den førte neoliberale politik, men jeg synes at han klasseanalyse er langt den mest spændende. I øvrigt er der en rigtig god anmeldelse af han seneste bøger i seneste udgave af Nordic Journal of Working Life Studies. www.nordicwl.com

Jacob la Cour Møller, Britta Hansen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar

Morten Pedersen hvis du havde forstået indholdet i min kommentar ovenfor ville du have indset, at det debatterne om de tværpolitiske spørgsmål, der samlede flokken - det er hele pointen.

Claus Piculell

Jeg håber virkelig, at forfatteren får ret, men det bliver næppe i min livstid eller før endnu en voldsom krise.

Lars Petersen

Jeg ønsker betydelige skattelettelser til den hårdt arbejdende middel klasse. Det kan ikke passe at vi skal slide og slæbe for at folk kan sidde derhjemme og fise de af.

En større middel klasse som inkludere flere af de svage og økonomisk frihed fra statens tyranni i form af an minimal stat er en hver friheds kæmpers drøm.

Andreas Trägårdh

Det er banksektoren der sidder og fiser den af

Per Torbensen, Michael Bruus, Sarah Nynne Holm, Henning Pedersen, Laurids Hedaa, Rune Petersen, Bill Atkins og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Piculell:
Jeg tror du får ret, men det bliver med din sidste kondition.
Den voldsomme krise er på vej. Uden at vi har haft et opsving står vi lige foran et nyt kollaps af gigantiske proportioner. Dét kommer det eksisterende system forhåbentlig ikke til at overleve.

Helene Nørgaard Knudsen

Jeg har det efterhånden således med dem - eliten - i Europa - inklusive vores egne politikere - der tager beslutningerne: Jeg er efterhånden bedøvende ligeglad med hvad i gør og hvorfor! Jeg vil bare gerne vide hvornår i stopper og forholder jer til den virkelighed de nederste (som hastigt assimilerer den nedre del af middelklassen) i samfundet skal forholde sig til: En globaliseret verden hvor kravene til den enkelte stiger. Hvor de opgaver der kan automatiseres bliver det. Har i tænkt på at dette også rammer højere oppe før eller siden. Når først der kommer big-data analyseværktøjer der kan "programmeres" med point-and-click så forsvinder mange jobs i de akademiske sektorer.

Per Torbensen, Andreas Trägårdh, Henning Pedersen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Det bliver første gang i moderne historie at der ikke har været et opsving mellem to kriser. Og det er fordi 2008-krisen aldrig rigtigt er blevet overstået. Den er stadig igang, selvom eliten med alle midler til rådighed har haft succes med at udskyde den. Den går ikke meget længere, og så får en dobbelt-kollaps (som faktisk er det samme kollaps, bare forsinket i midten), som ikke har noget historisk sidestykke.

Kunne forestille mig, den næste kamp kommer til at stå omkring Lokaliseringen. I det blændende lys fra Globaliseringen har vi mistet respekten for det lokale miljø. Vi centraliserer magt, midler, undervisning og dermed befolkningen på små geografiske steder og stopper al investering i provinsen, udkanten, ødemarken, naturen, det billige skidt.

Hvis vi fremover skal flyde ovenpå i den globale virkelighed, er den lokale foretagsomhed, opfindsomhed og iværksættelse en grobund for givtig aktivitet og konkurrenceevne, som det har været så ofte før. Det er meget svært at starte en ny stor eksport op uden først at satse lokalt. Hvis vi forstod at udnytte geografien bedre, kunne flere få en indholdsrig tilværelse fuld af værdier, vi knap kender ordlyden af længere. Med mindre enheder kunne diversitet, nærvær, omsorg, solidaritet og ikke mindst dynamik få en tiltrængt renaissance, men det ville samtidig kræve en større grad af decentralisering af uddannelse, selvbestemmelse og mindre topstyret lovgivning og deraf følgende større respekt mellem regering og borgere. Der er så mange, der vil. Der er så få, der må.

Det giver i dag ingen mening at centralisere arbejdspladserne i så høj grad, som det sker i en tid med fiberbredbånd og realtime kommunikation lokalt, regionalt og globalt. Spred lovgivningen, institutionerne og herved befolkningen og arbejdspladserne ud i landet. Her er virkelig tale om uopdyrket land i en tid, der skriger på aktion. Vi kan godt, men det kræver vilje til og respekt for Lokalisering. Kun mennesker kan skabe forandring.

Andreas Trägårdh

Dennis
Første gang for hvem? De fleste befolkningsgrupper har aldrig for alvor oplevet opsvingene du henviser til men historien viser da ganske rigtig at der har været undtagelser, og disse har medierne så skamredet konsekvent i 100 år. Der er ikke hold i dem. Det er knapt mere end rygter. I fjord nåede endnu et Harvard studie frem til at den sociale mobilitet er sværere end nogen sinde, at demokratier er historisk set de værste til at effektuere social mobilitet.

Andreas Trägårdh

En anden forbandet faktor der skaber massiv ulighed er f.eks. software industrierne. Hvor ganske få mennesker går sammen og lukrere på resten af fællesskabet i en uhæmmet grad, og skaber meget stor omsætning ofte til en lille ejerkreds med meget få ansatte.

randi christiansen

Sålænge der er fri jagt > indbyrdes konkurrence og privatprofitering på fællesejet > naturressourcerne - og stadig større deregulering af de finansielle markeder i konkurrencestatens markedskonforme demokrati > demokrati underlagt markedet, som derved bliver kontrolleret af den 1% : de har startpakkefordel, og de giver ikke frivilligt slip - så er det skindemokrati og ikke ægte demokrati. Det har altid været klart for socialisterne, de har bare ikke været så gode til det med alternativet, der - for at være funktionelt - kræver et højt samarbejds-empati-og intelligensniveau, som det er lykkedes reptilhjernerne at forpurre med deres falske tale om frihed. Selv sos'erne og de identitetsforvirrede tidligere socialister, sf, har ladet sig forføre af magtens falske retorik om 'nødvendighedens politik'.
Moder jord, den planetare krop, kommer os til hjælp og siger igen og igen NEJ : misbruget fører til menneskehedens undergang - spørgsmålet er, om vi kan nå at genoprette balancen. - en balance, som der er så ringe men dog stigende forståelse for. Menneskeheden er tydeligvis meget langt fra en forståelse for, hvad der er til vort eget bedste. Der kriges og svines nærmest uhæmmet her i mørkets tidsalder, som forudsagt > kali (the demon killer) yuga.

Jakob Lilliendahl og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og sålænge uret er ret, er modstand en pligt - det er også stærkt irriterende for mig - mildt sagt - at det stadig er relevant at påpege disse ubalancer

Jakob Lilliendahl og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
Jacob la Cour Møller

Hvilken optimisme! Prekæriatet lyder i mine ører mest af alt som en analytisk konstruktion, som ikke har megen bund i virkeligheden. De bevægelser, som Standing nævner, indeholder alt fra arbejdsløse sydeuropæere over rabiate islamister til middelklasse-italienere med politikerlede og har næppe nogen nævneværdig fællesnævner, som kan binde dem sammen, og hvis de havde, så har de da slet ikke nogen organisatorisk styrke, der på nogen måde kunne gøre dem til en ny sammenhængende global klasse. Erfaringerne, oplevelserne, kulturerne osv. er alt for forskellige i disse bevægelser. For ikke at nævne retningen på deres vrede. Ikke engang industrialiseringens arbejderklasse opnåede på trods af deres stærke fælles interesser at opbygge en international solidaritet, der fik global gennemslagskraft. Der er noget "Revolutionen kommer!" over Standing, som lugter af gammel romantisk socialisme. Revolutionen kommer ikke, og prekæriatet forbliver en vag teoretisk konstruktion, snarere end en politisk virkelig bevægelse. Der er bestemt store problemer med globaliseringen, og politisk handling er bestemt nødvendigt. Og de folkelige bevægelser er sikkert en del af løsningen, men det vil for mig at se være som alliancer på tværs af klasser, snarere end et prekæriat af working poor.

Bill Atkins

Jacob la Cour Møller, det virker nærmest som om du har nedskrevet din aftenbøn.

og, Prekæriatet... lugter af gammel romantisk socialisme. Hvori begrunder du lugten af 'gammel romantik'?