Læsetid: 10 min.

Kære Far ...

En gammel tradition om brevudvekslinger i dagspressen er genopstået i løbet af de sidste måneder. Gamle venner, gamle fjender, politikere og afdøde verdensmænd har følt sig kaldet og nu skriver Lasse Lavrsen et brev til sin far
En gammel tradition om brevudvekslinger i dagspressen er genopstået i løbet af de sidste måneder. Gamle venner, gamle fjender, politikere og afdøde verdensmænd har følt sig kaldet og nu skriver Lasse Lavrsen et brev til sin far

iBureauet/Mia Mottelson

5. april 2014

Kære far,

Jeg håber, det går godt hjemme på gården, og at I har fået styr på det med jorden. Herovre går det fint, og som det plejer. Jeg har min sidste dag på arbejdet i dag, så nu vil jeg prøve at forklare dig lidt om, hvad jeg egentlig laver. Ikke fordi du nogensinde har spurgt.

Jeg skal skrive en artikel om en større debat, der har kørt herovre. Du har helt sikkert ikke hørt om den, og jeg tror heller ikke, hverken Folkebladet eller Jyllands-Posten har skrevet om den, men på redaktionen og blandt mine venner har den fyldt en del. Debatten drejer sig om såkaldte kommunikationsfolk eller K-folk, som nogen har forkortet det, og den har sit udspring i en debat mellem én, der hedder Signe Wenneberg, og én, der hedder Martin Kongstad. De er begge to en slags lokalkendte her, som også lever af at kommunikere. Hvad er kommunikationsfolk, spørger du nok, og det skal jeg nok prøve at redegøre for i løbet af brevet, men helt overordnet kan jeg sige, at det er den type mennesker, du efterspurgte, da vi i efteråret drak en kop kaffe på en café her i København, og du spurgte ekspeditricen: »Hvem giver 40 kroner for en kop kaffe?«.

Det er svært at sige præcis, om det er en kønsdebat, en netværksdebat eller bare en uenighed mellem nogle lidt celebre mennesker, men den har været virkelig ophedet i mere end to uger nu. Særlig har den kørt på internettet og Facebook, som jeg ved, du er kommet på, efter mor og du tog det edb-kursus ude i Skive. Til gengæld kan jeg også se, at du stadig kun er venner med Søren og Betina, og jeg regner ikke med, du i mellemtiden er blevet venner med Signe Wenneberg eller Martin Kongstad.

Nå, men sagen er den, at den 8. marts er hvert år kvindernes internationale kampdag, og i den anledning skrev Signe Wenneberg en liste på 147 forskellige kvinder, som hun syntes burdes høres noget mere i medierne – eller »med røv i bukserne«, som hun lidt vulgært kaldte det (det skulle efter sigende være et jysk udtryk – har du hørt det før?). Du kender formentlig ikke mere end et par stykker af dem på listen, men fælles for alle kvinderne er, at de er afsindigt veluddannede, succesfulde og mestendels arbejder med kommunikation – alle former for kommunikation. Også kommunikation, du dårligt vil tro eksisterer: Madkommunikation for eksempel (det er den største gruppe) eller Alt mellem himmel og jord-kommunikation eller Still going strong-kommunikation (her kender du et par stykker: b.la. Marianne Jelved og Pia Kjærsgaard). Som du kan forstå, er der tale om en meget lang liste, og den blev endnu længere ugen efter, da den blev udvidet med 50 navne mere sammen med en undskyldning til de kvinder, der stadig ikke stod på den. Det minder lidt om dengang, Jette og Leif skulle holde sølvbryllup oppe i hallen, og de ikke kunne bestemme sig for, hvem der skulle med, så de endte med at blive 300.

Disse K-kvinder er som sådan ikke kvinder, der arbejder på den måde, du vil kalde arbejde, men det, de gør, gør de godt og sikkert også hårdt, i hvert fald tjener de tilsyneladende mange penge på det. En meget stor del af de knap 200 kvinder bor nemlig i den samme del af Storkøbenhavn som Signe Wenneberg, og her koster boligerne altså omkring 50.000 kr. pr. kvadratmeter. Jeres stuehus alene ville altså koste 15 millioner, hvis det lå der, men lad være med at glæde dig for tidligt, for jeg har været inde på nettet og se, hvad kvadratmeterprisen er hos jer, og både Sure Ejners hus og min gamle klassekammerat Anders’ barndomshjem er til salg, og her er kvadratmeterprisen altså på omkring 2.500 kr. Begge huse har i øvrigt stået til salg i mere end et år. Jeg ved selvfølgelig ikke, om kvinderne i virkeligheden bare bor i et hus betalt af en mand, der tjener penge – for eksempel er Suzanne Bjerrehus (hende kender du) med på listen over de kvinder, der bliver for lidt hørt (ja, jeg ved det), og både du og jeg ved, at hendes mand i hvert fald skulle tjene godt med penge.

Signe Wenneberg selv er som sagt også en slags kommunikatør, men hun er sådan set mere end det. Du har måske set hende i et af mors blade ude i udestuen, for her optræder hun en gang i mellem. Hun er et sted midt i 40’erne vil jeg tro, men ser meget yngre ud og er i det hele taget virkelig smuk – der er ikke nogen i hele Salling, der ligner hende. Hun er altid ekstremt velklædt, også selv om hun for det meste er fotograferet i sin have, og jeg vil umiddelbart vurdere, at hun har tøj på for måske 5.000 kroner – gummistøvlerne alene kunne godt koste 1.500 eller mere. Det er i haven, hun har haft hovedparten af sin ’forretning’ de senere år – hun er sådan en slags Søren Ryge for den kreative klasse. Ikke at hun er gartner som dig; hun er uddannet i retorik – i at kommunikere – fra universitetet her i København, men hun har alligevel skrevet en masse om havebrug, botanik og den slags. Jeg har faktisk et par af hendes bøger, og jeg synes, de er gode, men jeg er nu ret sikker på, at du ville foreslå hende at rykke det meste af sin have op og plante noget nyt, klippe den helt ned og tynde den gevaldigt. Selv om hun bor i byen, holder hun meget af, at det føles naturligt og ser naturligt ud, og så dur det ikke med kantklippede plæner og ukrudtsmidler fra Tyskland. I øvrigt tror jeg ikke, I deler opfattelse af ukrudtsmidler, og jeg tvivler på, hun har sådan et giftrum, som vi havde ude i laden, hvor cementgulvet var gult, og hvor du altid lige bad mig og Søren holde vejret, når vi gik forbi. Jeg kan stadig huske den der metalliske lugt.

Signe Wenneberg er også meget aktiv på internettet, og blandt andet har hun en såkaldt weblog (eller blog), hvor hun ofte skriver små tekster om det, hun laver – om sine katte, hvor hun rejser hen, om sine høns, eller hvad hun sådan går og finder på, og mange, mange tusinde mennesker elsker at læse om det. Hun stillede i øvrigt op til Folketingsvalget for Socialdemokraterne sidste gang og blev for nyligt også medlem af Etisk Råd, men jeg ved ikke helt hvorfor.

Hun er, som du kan forstå meget aktiv og meget kommunikerende, og på en hjemmeside, der hedder www.kommunikationsforum.dk offentliggjorde hun så for nyligt den liste med en masse andre kvinder, der kommunikerer meget eller nærmere bestemt: de, der var bedst til det. Det faldt så forfatteren Martin Kongstad for brystet. De to har vist nok kendt hinanden i mange år, de er cirka jævnaldrende og har begge to brugt det meste af deres liv i indre København og et sommerhusområde, der hedder Tisvildeleje – det er egentlig ikke noget særligt (og slet ikke som Vorupøre eller Fur), men det blev ekstremt dyrt op gennem 90’erne, fordi en masse kendte arkitekter, ansatte på DR, skuespillere og den slags købte sommerhus deroppe i 70’erne. Rygtet herovre vil vide, at de, Wenneberg og Kongstad, aldrig har været pjattede med hinanden. Det ved jeg ikke, om er rigtigt, men i hvert fald blev Martin Kongstad sur over listen. Dels fordi han syntes, det var en dum idé med listen som sådan, og dels fordi han mente, at den kun bestod af kvinder, som Signe Wenneberg i forvejen var venner med – altså ikke en reel liste over de dygtigste kvinder, der fandtes. Det var bare et klodset forsøg på netværk mellem kvinder, syntes han, for som du ved fra Rotary ude i Skive, er der ikke rigtig tradition for, at kvinder sådan i stor skala er med til netværksmøder.

Hvorfor er det så vigtigt, hvad sådan en fyr mener om den liste, kunne du spørge, men her skal du forstå, at Martin Kongstad ikke er hvem som helst. Martin Kongstad er en slags ufrivillig konge over kommunikationsfolk og ja, vel over hele den danske del af det, man kalder den kreative klasse. Han har ikke bare en jysk middelklassebaggrund, som os andre, og han har ikke bare en rig far, der har købt ham en dyr lejlighed i et kvarter, der før var billigt, men nu er smart og dyrt. Han er født ind i det – han er en af dem, der fik kvarterne til at blive dyre.

Der er heller ikke nogen i hele Salling, der ligner Martin Kongstad – eller måske kunne hans ansigt godt minde om en ung Åge Damerøvs. Han er bare meget, meget smartere, og jeg kan med sikkerhed sige, at der ikke findes nogen smartere end ham i Salling – måske i hele Nordvestjylland, ja måske i hele Jylland. En slags konge af den kreative klasse, der gør det eneste rigtige, når man er dét, nemlig både at undsige sig titlen og segmentet ved at skrive hele bøger og klummeserier om, hvor forfærdeligt det segment er. Han er sjov, han er skarp, han er ond, og så er han mester i at få rent pral til at se ud som selvironi. Martin Kongstad er urørlig, så når han lukker munden op, holder vi andre mund. Det er ham, vi andre, der kommunikerer, gerne vil være. Måske fordi han er blevet en rigtig forfatter. Måske fordi han var med hele vejen. Måske bare fordi han er en social begavelse, eller måske fordi han har den der evne til aldrig at træde forkert.

Martin Kongstad lægger sig hele tiden ud med den gode smag ved at latterliggøre den og pege fingre ad den, men netop derfor er han selv indbegrebet af den. Jeg kan godt forstå, det kan lyde lidt bagvendt, men sådan er logikken for den type mennesker. Den er måske ikke stort anderledes en den, der hersker oppe i byen, hvor man jo også kan positionere sig ved at bagtale de andre, men bagtaleriet her foregår bare ikke bag folks ryg, men ved at skrive klummer, noveller eller romaner om de mennesker, man bagtaler, men bare giver et andet navn. Så kan folk selv gætte, hvem der skydes efter, og så har det også den djævleske effekt, at folk kan blive nervøse for, om der er tale om dem selv.

Der er tale om et slags hierarki, hvor man kan holde sig inde, ved at dømme alle andre ude. Det lyder enkelt, men det er det ikke. For der er en lille vekslende gruppe, man aldrig må dømme ude, og det er det, der er kunsten: at kende og indkredse den gruppe, og så sørge for aldrig at skyde på dem. Signe Wenneberg er ikke i den gruppe.

Jeg ved ikke præcis, hvor debatten endte, og jeg ved heller ikke, om der kom meget nyt frem, og du kan med en vis ret stille det helt enkle spørgsmål om hvorfor? Hvorfor den kamp, hvorfor denne liste, ja hvorfor dette brev. Men svaret er det samme for det hele: for at blive set.

For de her mennesker betyder det så meget, hvordan andre ser dem. Sådan har jeg det også. Det er ligesom, når du og mor venter på, at bøgehækken gror til om foråret, så folk ikke kan kigge ind, eller den måde, du ikke kan udstå at have noget til at ligge at flyde af frygt for, hvad forbipasserende skal tænke. Det er bare meget værre for de her mennesker, for de lever af det, andre tænker om dem. Det er det, de kommunikerer hele tiden. Det er deres uniform eller deres arbejdsredskab. At kommunikere og at kommunikere sig selv. Koder betyder alt her – tøj, venner, netværk, lister. Det lyder måske koldt og overfladisk, men det er det slet ikke – tværtimod er det stærkt og følsomt, forsigtigt, nervøst og til tider euforisk, når man så bliver belønnet og står på den rigtige liste, eller folk roser éns artikler. Sådan er det. Jeg ved, du ønsker den samme anerkendelse for dit arbejde, så det må du ikke se ned på. Det er derfor, sådan en debat kan betyde så meget. Også selv om det kun er på Facebook, og selv om de ikke på den måde reelt producerer eller laver noget. De her mennesker arbejder hele tiden. Hele tiden, far. Og alle vil føle sig vigtige, alle vil føle sig brugbare. Alle vil føle sig set. Måske kunne du tænke over det, når du ser mit navn i Jyllands-Posten fremover. Den avis læser du da, ved jeg. Så har jeg måske heller ikke brug for at kommunikere så meget.

Hils Mor.

Kh Lasse

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Mortensen
  • Tino Rozzo
  • Adam Lajtoch-Rosschou
  • Søren List
  • Jørn Vilvig
  • Nikolai Thyssen
  • Camilla Krag Jensen
  • Niels Mosbak
  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Holger Madsen
  • Vibeke Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
Carsten Mortensen, Tino Rozzo, Adam Lajtoch-Rosschou, Søren List, Jørn Vilvig, Nikolai Thyssen, Camilla Krag Jensen, Niels Mosbak, Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Holger Madsen, Vibeke Rasmussen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Den liste, den liste! Jeg er godt tilfreds med, at en virkelig skarp pen - Jette Hansen - har undgået den skæbne at havne der.

Hvad gør kvinder i øvrigt, hvis de ikke vil stå der? Kan de komme af listen?

Vibeke Rasmussen

Tak for et godt grin – eller rettere en stille latter der boblede konstant under hele læsningen. :)

Carsten Mortensen, Tino Rozzo og Camilla Juul anbefalede denne kommentar

"Den kreative klasse" er ifølge Richard Florida, opfinderen af begrebet, "mennesker beskæftiget med at opfinde og udvikle nye industrielle produkter". Nye industrielle produkter inkluderer åbenbart, ifølge den selvproklamerede danske kreative klasse, skabelse af navlebeskuende sniksnak og varm luft ;-)

Vibeke Rasmussen

Og så skal jeg, og ikke mindst mine lattermuskler, nok være glad for, at Lasse Lavrsen ikke også kastede sig ud i at forsøge at forklare …

… hvordan der kom endnu et modindlæg i forumet for kommunikatører, denne gang rettet mod Martin Kongstad – og hvordan det indlæg først havde én titel – og hvordan den titel så af redaktionen blev ændret til "Overophedede nosser" – og hvordan det blev forklaret at udtrykket stammede fra et indlæg, som Morten Sabroe havde skrevet på facebook – og hvordan indlægget var et angreb på René Fredensborg – og hvordan dén titel så også siden blev ændret – og …

… og det er far Lavrsen nok også glad for. ;-)

Selvom jeg ikke aner hvem de to myldretidsfænomener er, som skal lægge ryg til satiren her, så er det temmelig morsomt skrevet.

Tak for et godt grin - jeg ler ellers aldrig for tiden.
Jeg har været i både Tisvildeleje og Vorupøre. Jeg foretrækker til en hver tid det sidste !
P.S. Fur er også dejlig.

Kære Lasse Lavrsen!
Det dér er - undskyld mig - fandens godt skrevet.
Glæder mig til at høre mere fra dig.
PS. Forsøgte fornylig at kæmpe mig gennem Martin Kongstads roman "Fryser jeg", men måtte opgive.
Usympatiske menneskers ligegyldige problemer er mit liv for kort til
Færdig med ham!!