Når Michael Kimmel er ude og køre med sin søn, Zack, og de ser en ordentlig benzinsluger af en bil, smiler han til sin søn og stritter med lillefingeren. Især hvis det er sådan en panservognslignende Hummer.
»Za-ack,« siger han så og viser en krumbøjet lillefinger frem, så den 13-årige knægt ikke er i tvivl om, at der i en stor bil gemmer sig en lille pik.
Sammenhængen er selvsagt ikke videnskabeligt bevist, og Michael Kimmel er trods alt professor i sociologi og en af verdens førende maskulinitetsforskere, så han burde måske holde sig fra den slags simplificeringer, men det gør han ikke. Heller ikke når han underviser. Det gør han på Stony Brook University på Long Island i New York, hvor han er leder af Center for mande- og maskulinitetsstudier. Mandag eftermiddag fra klokken 14 til 17 leder han diskussionerne i faget Sociology of Gender sammen med en lille snes kandidatstuderende.
Denne mandag fortæller en af dem – inden den tungere tekstlæsning går i gang – om en oplevelse, hun havde på motorvejen forleden, hvor en mandlig bilist skar sig ind foran hende, mens han kiggede hende i øjnene og lavede halshugningsbevægelse med hånden.
»Du kørte tydeligvis for langsomt,« siger Kimmel med et smil.
En anden studerende fortæller om at holde i kø ved benzintanken sammen med en masse andre bilister, der alle forsøgte at hamstre benzin efter en voldsom storm i området. Hun så en mand råbe og skrige ad en ældre dame.
»Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, men noget omkring mænd og biler fremkalder en vrede, som er helt ude af proportioner,« siger Michael Kimmel.
En studerende foreslår, at frustrationerne kommer af at være afskåret fra at køre bil, forhindret af manglende benzin og langsomme medbilister. Kimmel fortsætter tanken:
»Måske er trafikken den eneste tilbageværende arena for maskulin frihed. Og nu er selv den stækket. ’Du stækker min frihed, så jeg slår dig ihjel.’ Mændene synes, de er berettigede til at føle sig magtfulde bag rattet, men de føler sig ikke magtfulde.«
Magtfulde magtesløse mænd
63-årige Michael Kimmel er en af USA’s førende maskulinitetsforskere og, som det for nylig hed i den britiske avis The Guardian, verdens vel nok mest prominente mandlige feminist.
Han er forfatter til en lang række bøger om køn og seksualitet, senest Angry White Men: American Masculinity at the End of an Era, hvori han forsøger at finde en forklaring på den voksende andel af vrede, afmægtige mænd, der føler sig ydmyget og svigtet af, hvad de oplever som et i stigende grad feminiseret samfund.
Han giver et lift tilbage til New York og forklarer på vejen, hvorfor mange mænd kan have svært ved at sluge feministisk kritik.
»Det er, fordi den analyse, vi er blevet præsenteret for, har været forkert. Den lyder sådan her: Kvinder siger, at de samlet set, som gruppe, ikke sidder på magten. Det er åbenlyst rigtigt. Se på parlamenter, virksomheder, universitetsbestyrelser verden over – som gruppe sidder kvinderne ikke på magten. Derudover føler den enkelte kvinde sig som regel heller ikke magtfuld. Feminismen har forsøgt at forholde sig til de to sager: at rette op på kvinders kollektive uligestilling og at give den enkelte kvinde en følelse af handlekraft og valgfrihed i sit eget liv. Hvis vi så laver parallellen til mænd, så begynder vi med at konstatere, at mænd som gruppe sidder på magten. Ja, det gør de, helt åbenlyst. Derfor må den enkelte mand også føle sig magtfuld. Forkert! Det er dér, mange mænd står af. De fleste føler sig ikke spor magtfulde,« siger Kimmel og fortæller om den typiske respons, han gennem sine feltarbejder fik, når han snakkede med mænd om feminisme og ligestilling.
»De sagde: ’Hvad snakker du om? Jeg har ingen magt! Min kone hundser rundt med mig, mine børn hundser rundt med mig, min chef hundser rundt med mig. Jeg er fuldstændig magtesløs.’ Det gik op for mig, at der for kvinder er en symmetri mellem kollektiv magtesløshed og følelsen af individuel magtesløshed. For mænd er det asymmetrisk. Forskellen på mænd og kvinder er ikke, at kvinder føler sig magtesløse – det gør mænd også – men at mænd føler sig berettigede til magten. Det, de er bange for at tabe, når man snakker om ligestilling med dem, er ikke den magt, de har, men den magt, de forestiller sig, de kommer til at få, og som de føler sig berettigede til. For dem lyder feministisk kritik som en beskatning af en indkomst, de ikke har. ’Du skal betale millionærskat, selv om du kun tjener 20.000 dollar om året.’ Ingen gider betale den skat.«
— Hvordan endte du selv med at interessere dig for feminisme?
»Blandt mine kolleger – profeministiske mænd og aktivister inden for det her område – har flertallet oplevet at have svært med at være mænd, sådan som det forventes. Enten var de ikke gode nok til sport, måske var de for tykke eller for tynde, for kloge eller for dumme, de passede ikke ind. Som regel var de ikke gode til sport. Hvis du som dreng ikke er god til sport, bliver din maskulinitet straks draget i tvivl. Men det er ikke min historie. Jeg dyrkede baseball og brydning i gymnasiet. Jeg var redaktør for skolebladet og havde en kæreste med høj status. Så jeg var faktisk ret god til det der maskulinitets-noget. Alligevel var det, på trods af min succes, ret utilfredsstillende. Det føltes tomt.«
— Hvad ved det?
»Jeg ved ikke ... mine forhold til andre mænd føltes falske. Uautentiske. Jeg følte heller ikke rigtig, at de kvinder, jeg havde forhold til, kendte mig rigtigt.«
— Hvad skete der så?
»Jeg begyndte på et universitet, der indtil da udelukkende havde været for kvinder, og det var virkelig en øjenåbner.«
— Hvordan?
»De her kvinder var bare virkelig kloge. De var alt, hvad jeg havde lært, kvinder ikke var. De var kvikke, sjove, uafhængige – hvor pigerne på mit gymnasium havde været mere stille.«
»Jeg begyndte at få øjnene op for, hvordan maskulinitet blev oplevet fra kvindernes perspektiv. Jeg kan huske, hvordan vi sad og spiste middag sammen fredag aften, når fyrene fra Yale kom for at score, og jeg så de her aggressive forsøg på at nedlægge bytte fra mine veninders synsvinkel. Det var meget interessant.«
— Du var vel også selv skolet i den slags adfærd. Hvad stiller man op med den bagage? Hvordan løser man konflikten mellem feministiske indsigter på den ene side og på den anden side nogle handlemønstre og vaner, der vel nok er på grænsen til det sexistiske?
»Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af at lade, som om vi pludselig fik en åbenbaring og derfor nu er fuldstændig immune over for alt det, vi er vokset op med.«
»Husk, det er i vores levetid, at ændringerne er sket. Så selvfølgelig render vi rundt med nogle gamle forestillinger i hovedet, som ikke længere kan bruges til noget; som ikke passer til den verden, vi lever i. Da jeg voksede op, lød lektien i omklædningsrummet: Hvis hun siger nej, så kør på lidt endnu. Hvis hun skubber dig væk, så kør på lidt endnu. Grundlæggende var budskabet: Giv ikke op, før hun slår dig. Dengang kaldte vi det dating. I dag ville vi kalde det date rape. Jeg ville kunne ryge i fængsel for det. Så vi mænd har været nødt til at ændre vores forestillinger om verden. Det er en stor forandring. Selvfølgelig sker det ikke på et øjeblik, at tavlen bliver visket ren og fyldt med noget nyt. De gamle tanker er der stadig, og dem må man arbejde med, og så må man træffe nogle valg,« siger Michael Kimmel og fortæller en historie fra sin tid som studerende på Vassar College i de tidligere 70’ere, hvor han så meget op til sin vejleder, en populær psykologiprofessor.
»Han var meget karismatisk, meget humanistisk, det handlede om interaktion og om at skabe mening i fællesskab, alle elskede ham, og jeg havde et tæt forhold til ham. Jeg stod ved siden af ham til introduktionsdagen for de nye studerende et år, og jeg kan huske, at vi stod og kiggede på de mange nye ansigter, da han sagde: ’Jeg elsker begyndelsen af semesteret, jeg elsker introdagen, hvor man kan vælge mellem alle de nye piger.’ Som i: vælge, hvem han skulle i seng med. Og da han sagde det, tænkte jeg: ’Jeg kan ikke vente, til jeg en dag bliver professor og får lov til at vælge mellem alle de nye piger.’ For det var ganske enkelt sådan, det var. Underviserne gik i seng med de studerende, fordi det var sjovt, og de var smukke og sexede og syntes, underviserne var guder. Det giver sig selv, at jeg sidenhen har gentænkt min position,« siger Michael Kimmel og griner.
»Min pointe er, at jeg dengang i 1971 ikke tænkte: ’Det kan du da ikke – det er sexchikane!’ Jeg glædede mig til, at jeg selv fik lov. Det er en tydelig illustration af det, vi taler om: følelsen af berettigelse, og hvordan tingene har ændret sig.«
Sexede ligestillinger
— Hvordan forholder du dig til kritikken af ligestillede samfund som passionsløse, kønsløse, uden forskel og flirt?
»Hver gang jeg har været i Skandinavien, har jeg gået rundt og tænkt, at kvinderne er enormt smukke, alle sammen, så smukke, og det er ikke, fordi de alle sammen er fysisk attraktive, men fordi de er i besiddelse af deres egen subjektivitet. I Milano er kvinderne vældig yndige, men de har konstrueret sig selv som objekter for det maskuline blik. Kvinder i Oslo er smukke i deres egen ret. De føler sig berettigede til at optage plads. Og som feminist må jeg bare sige, at der ikke er noget så sexet som en kvinde, der føler sig berettiget til at fylde lige så meget som mig. Lighed tænder mig virkelig. Jeg vil have en, der har lyst til at kysse tilbage, lyst til at kneppe tilbage, lyst til at være lige så tilstedeværende i samværet som mig. Jeg gider ikke at være sammen med en, der bare er passiv og Barbieagtig. Det er ikke sjovt. Og det er ikke sexet. For mig.«
Vi nærmer os Brooklyn, hvor Michael Kimmel bor med sin kone, professor i journalistik Amy Aronson, og deres søn. Inden han sætter mig af ved Eastern Parkway subwaynedgangen spørger jeg ham, hvordan heterosex i ligestillingens tegn undgår at blive politisk korrekt 50-50-sex.
»For mig er der to ting, der er virkelig frækt, når det handler om sex. Den ene er at dominere, den anden er at blive domineret. Med andre ord kan jeg godt lide virkelig at være på eller overgive mig. For mig har det spændende ved sex altid været måden, man navigerede mellem følelserne magt og magtesløshed på. At overgive sig til en andens begær er virkelig ophidsende. Men sådan som vi traditionelt set har konstrueret femininitet, har kvinder ikke kunne udtrykke deres begær. Takket være feminismen kan de. Så nu kan vi opleve det. At være gensidige, at være flydende. Jeg siger ikke, at det skal være 50-50, det lyder ret kedeligt, men hvad med 90-10 og så 10-90, du ved, veksle frem og tilbage mellem de to. Det synes jeg lyder ret sjovt.«
Tak for dagens gode opløftende indspark.
Der er nok mange der går glip af rigtig meget.
Enhver ting er enten konkav eller -vex
så alt hvad han drømmer er noget med sex!
(køb en kam og red håret)
Autopiloten som redaktør! Enhver US-professor fra et hvilket som helst inferiørt universitet, kan være sikker på, at blive refereret til mindste komma i enhver dansk avis, hvor den amerikanske provins ligestilles med den danske andedam. Er det nødvendigt, at gå tre år på journalisthøjskolen for at lære den slags?
Men ellers - den hvide mand ser sine tilranede privilegier og magt antastet af veluddannede og selvbevidste kvinder. Uha, uha, det ser ud til at være ret slemt, i hvert fald hvis man skal bedømme det ud fra mængden af flæbende mænd. I stedet for at reflektere over egen rolle og funktion, og forstå, at tingene forandrer sig vedvarende, så ender det i klynk og anklager, om at blive tilsidesat, og berøvet, det man(d) mener er ens natur- og gudsgivne ret.
Personlig får jeg kvalme fordi så mange af mine medbrødre flæber over kvinder, der bruger de muligheder, som tilværelsen giver. Tør øjnene og tag udfordringen op i stedet.
"Jeg siger ikke, at det skal være 50-50, det lyder ret kedeligt, men hvad med 90-10 og så 10-90, du ved, veksle frem og tilbage mellem de to. Det synes jeg lyder ret sjovt."
Og jeg synes, det dér 10-90 lyder som en udpræget 'male fantasy'. Men hvad véd jeg. For mig hverken lyder eller er 50-50 med udsving i varierende størrelser til begge sider spor kedeligt.
Jeg læser dette som at de mænd som udelukkes fra Magten,( i hvilken form de nu må mene de har ret til) vender og sparker ud efter den de mener er under deres værdighed, kvinder. I stedet for at vende sig mod den der virkelig har taget hans Magt?
Hmm
Det minder om historien, om dæksdrengen der sparker skibshunden. Da han har fået spark af bådsmanden.
Godt nok utroligt at man kan vide så lidt om mænd og biler og stadig være professor og komme i avisen.
Mænd konkurrerer med andre mænd ved at købe store biler – vi er ikke så dumme at vi igennem automobilets 100 års historie ikke har fundet ud af at kvinderne er stort set ligeglade med antallet af cylindre så længe den kan klare turen ned til brugsen og tilbage. Der er en ting der over alt andet tiltrækker kvinder – en slags pendant til silikonebrysterne: Social position. En mand der respekteres, ja måske ligefrem beundres af andre mænd. Chef titlen på visitkortet går lige i ovarierne – og kan man ikke opnå dette – er det at køre i en bil som de andre mænd godt kunne tænke sig, og dermed udviser respekt overfor ham der har den – den bedste løsning.
Vi taler her om det store flertal – selvfølgelig findes der nicheområder, f.eks. den gode romanforfatter – der også kan begejstre. Men ligeså umuligt det er for 100 vis af empatiske sociologer og sundhedskampagner at få mænd til at lade være med at dreje hovedet når silikonerne kommer forbi – lige så umuligt er det at afskaffe betydningen af penge og magt.
"Mænd føler sig også magtesløse, forskellen er, at de føler sig berettigede til magten"
Alle mænd? Danske? Amerikansek? Rumænske? Arentinske? Fø? Nu? I alle samfundslag? Nedslående, at man i en avis hvor man forventer at kunne blive klogere på væsentlige ting, støder på denne amerikanske , og åbentbart også danske, semi-religiøse debat, en ideologi for folk der prøver at forsvare deres rolle i samfundet. Det er simpelthen for lang ude.
"Mænd føler sig også magtesløse, forskellen er, at de føler sig berettigede til magten": Jeg har spurgt et udvalg af mænd jeg har stødt på om citatet gælder for dem. De svarede ikke, men så blot på mig med undren.
Dream on, Henrik Brøndum, det er so last year.
Spændende.
Hvis man vil vide mere om de til tider klaustrofobi fremkaldende kønsbokse som mainstreamkulturen og de dominerende økonomiske aktører længe har forsøgt at masse både mænd og kvinder ned i så kan jeg anbefale følgende forelæsningsrække fra Sut Jhally (2009) om køn, sex og race som også inddrager Michael Kimmel og mange andre interessante hoveder indenfor dette brede felt http://www.sutjhally.com/courses/comm387/clickheretogotothe/
Gratis og nem at hente, og masser af indsigt for både mænd og kvinder selv om det hovedsageligt er med de amerikanske samfundsbriller på.
Derudover er det hvis almindeligt kendt at folk der ser dem selv som særlige frie altid bliver irriterede når sociologer peger på at netop de er særlig kulturelt determineret.
Eller sagt på en anden måde. Naturen elsker forskelle, men samfundet hader dem som regel.
Den eneste forskel på mænd og kvinder i denne henseende er vist at mænd aldrig bruger deres køn til at offerliggøre sig under når de føler sig snydt for magten.
Det, Anders Feder, gør de tværtimod hele tiden.
Peter Hansen: Eksempel?
Der er personen og der er kønnet.
De sidste mange år ender mange diskussioner og indlæg imellem benene og ikke, hvad der forgår imellem ørerne.
Kom til mig om aftenen
Efter en lang og rig dag
Når jorden duftfer og skyerne hviler som bjerge på afstand
Lykkelig vil jeg da skilles fra alt, som har været mit
Lad mig til afsked blot høre fuglenes sang
Som et fløjt fra min ungdoms solbeskinnede enge
Er det ikke præcis denne følelse af at have fortjent bedre end man får, der driver Nationalisten /xenophoben til at beskylde de "fremmede" for at ødelægge den vante orden, Liberalisten, der "ville være rig, hvis ikke det var for skattefar"?
Sjovt billede !
Underbygger ikke just artiklens pointer, men det er måske heller ikke meningen.
Det nævnes hele to gange i artiklen, at Kimmel er en af de førende maskulinitetsforskere, om end han reduceres lidt undervejs, da han først betegnes som en af verdens førende, mens han i anden omgang kun er en af de førende i USA. Måske burde det være nævnt mange flere gange, således at han på passende vis kunne blive reduceret yderligere. For hans fremtrædende status giver næppe mening, uden for en rent feministisk og propagandistisk kontekst.
At mænd kan føle sig magtesløse giver vist sig selv. Trods alt har den almindelige gennemsnitsmand og ditto kvinde det tilfældes, at de ikke råder over voldsomt megen magt. Men Kimmel mener at mænd er frustrerede, fordi de føler sig berettigede til magten, hvilket underforstået skal være på bekostning af kvinderne. Jeg kunne godt lide at blive bekendt med hvor – og af hvem – sådanne synspunkter fremsættes, at mænd har en særlig ret til magt? Den modvilje som mange mænd udtrykker mod feminismen, drejer sig mest om at kritisere synspunkter i retning af, at kvinder skal tilkendes en særlig ret til at få overdraget magt og privilegier, gennem kvoter og lignende. Altså det modsatte synspunkt af, at et kønstilhørsforhold i sig selv berettiger til magt. Men da dette måske netop er et udgangspunkt for feminister som Kimmel, forventer de vel, at dem der modsiger dem, tænker på samme måde.
Hans opfattelse af, hvad der udgør traditionel maskulinitet forekommer at være både bastant og fordomsfuld. Dette er vel ikke noget godt udgangspunkt for en forsker, og da slet ikke én der skal forestille at være førende i faget. Men det passer så meget desto bedre, til en propagandistisk hensigt. F.eks. lader det til, at han, såvel som så mange andre, mener at sexisme pr. definition er noget som mænd udsætter kvinder for, og aldrig omvendt. Men en sådan opfattelse er jo i sig selv et udtryk for sexisme! Ligeledes er postuleringen af kønskonstruktioner, og kritik af samme, først og fremmest et udgangspunkt for selv at lave kønskonstruktioner, og propagandere for disse som værende gode og rigtige.
Og så tænder han på politisk korrekt sex. Tænk engang, og hvad så?
(Jeg er en anden Peter Jensen end den ovenstående)
Nu forstår jeg bedre hvordan sociologisk kønsforskning er komme frem til konklusioner der ligger så langt fra de fakta som biologisk kønsforskning har akkumuleret. Biologisk kønsforskning kigger videnskabeligt objektivt på virkeligheden. Sociologisk kønsforskning burde foregå på det teologiske fakultet.
En anden Peter Jensen: "Sociologisk kønsforskning burde foregå på det teologiske fakultet".
Enig. Og det teologiske fakultet burde have strøget ordet "logisk" og komme ind under kirkeministeriet eller blive én af Uffe Elbæks projekter.
Den norske sociolog / komiker Harald Eia har begået en genial programserie omkring problemet med nyreligiøsitet og ideologi i bl.a. sociologiske teorier og "forskning". Der tales norsk og engelsk - med engelske undertekster. Denne er en god begyndelse:
http://www.youtube.com/watch?v=tiJVJ5QRRUE
(1-7) The Gender Equality Paradox
(2-7) The Parental Effect
(3-7) GayStraight
(4-7) Violence
(5-7) Sex
(6-7) Race
(7-7) Nature or Nurture
Det er sjovt at lege med kønsrollerne og magtfordelingen. Et lige forhold er vel hvad vi alle ønsker.
"The answer to lifes mystery is simple and direct: sex and death.", Motörhead
Hold nu op med den overspændte biologisme: den kan ikke forklare verden, for den tager ikke højde for, at det er omgivelserne, der påvirker udviklingen. Naturvidenskabelig reduktionisme har i de sidste 150 gang på gang vulgariseret og nedskrevet komplekse fænomener, som er i iagttagelige for enhver, der løfter hovedet fra bøgerne eller laboratorieglasset. Om noget er vi på vej væk fra en firkantet forståelse af determinering - selv planter og dyr tilskrives i disse år i højere og højere grad bevidsthed, fordi vi ENDELIG faktisk holder op med at antage og undersøger sagerne uhildet. Og her står Darwin vist mest i vejen.
Er en Mand i en bil i virkeligheden Ironman, et misfoster med overnaturlige kræfter og dermed potentiale til fuld kontrol? Vi mennesker, specielt mænd, har ikke godt af legetøj som giver os flere kræfter end hvad én Mand burde have.
En mand, et los i røven - det kan ikke forrette den store globale skade
En mand, militært isenkram - og vi står Alle midt i Kiev
Vi kan ikke styre vore "overnaturlige" kræfter
"For hans [Michael Kimmel] fremtrædende status giver næppe mening, uden for en rent feministisk og propagandistisk kontekst."
Hvilket jo så heldigvis heller ikke er tilfældet. Der er gu'skelov mange mænd, der ikke, lige så snart der opstår en debat om køn, kønsforskning o. lign., propper fingrene i ørerne og messer 'jeg kan ikke høre, hvad du siger', når nogen giver udtryk for et andet synspunkt end deres eget. Eller når nogen, som eksempelvis Michael Kimmel gør i ovenstående, delagtiggør andre/os i den indsigt årtiers forskning har bibragt ham.
Og til trods for at begrebet "kvoter" overhovedet ikke er omtalt i artiklen, bliver det med usvigelig sikkerhed bragt på banen i kommentartråden. Hvad er det dog ved blot tanken om eventuel indføring af kvoter, der får nogle (mænd) til at 'get their panties in a twist'?
Selv om Michael Kimmel naturligvis ikke kan svare på vegne af Informations kvote-forskrækkede debattører, giver han, hvad der lyder som en plausibel del af forklaringen, hér fortalt til et tysk publikum:
"The way we think about gender equality – in many industrial societies in Europe and North America – we are told to think of it as a zero-sum game. So what men think very often is that if women win, men are gonna lose."
http://m.youtube.com/watch?v=-bJEdSJkMF4
Interessant foredrag af Kimmel. Gode pointer som f.eks., hvad den hvide, hhv. den sorte kvinde ser i spejlet. Den første ser en kvinde, den anden ser en sort kvinde. Og manden ser i spejlet "a human being" - et menneske . . . og så kan vi selv tænke over, hvad kvinden ser i spejlet.
I Ny Kongensgade i København kalder en frisørsalon m.m. sig "Frau und Mäench". Det er tvetydigt - og ikke til at vide, hvad man skal mene om det.
Vibeke Rasmussen
Det gør ingen forskel, at kvoter ikke er nævnt i artiklen. Hver gang al denne snak om, at gøre op med mænds såkaldte privilegier skal konkretiseres i praksis, så handler det altid om kvoter eller lignende former for særbehandling, selvom man ofte forinden forsøger at gemme det bag en masse floskler om, at ligestilling er i begge køns interesse osv..
Når ”vrede mænd” kommer med kritik, og føler at de mister ”berettiget” magt, er der som regel tale om kritik af konkret særbehandling af kvinder. Selvfølgelig findes der også mænd som bare rakker ned på kvinder, men det er en tendens der går begge veje. Og dette kan aldrig berettige til, at afvise alle der påpeger, at ligestillingstiltag ofte reelt indebærer diskrimination, som ”vrede mænd” eller lignende.
Men Kimmel vil uden tvivl gerne afvise sine kritikere på denne måde, hvilket også fremgår af den video som du har vedhæftet. Han taler således om, at mænd ofte føler at man tager noget fra dem, og giver et eksempel med at en mand mener at en sort kvinde har taget ”hans” job. Derefter kører han løs med en smøre om, at mænd på forhånd føler at de har krav på alting, på grund af deres historisk betingede privilegier (hvis eksistens i dag, i de vestlige samfund, er et rent postulat). Men det er også klart underforstået i sammenhængen, og i den amerikanske kontekst, at der ved eksemplet med den sorte kvinde er tale om, at hun har fået sit job ved Affirmative Action. Selvom det bliver pakket ind i megen anden snak, er kernen som regel, at der er tale om et forsvar for kvoter, og andre konkrete særrettigheder.
I videoen virker Kimmel endda endnu mere plat og fordomsfuld, end i artiklen, og gør sig heller ingen større umage med at underbygge sine postulater.
Desværre er ligestilling blevet sådan en socialdarwinistisk praksis, der passer utrolig godt til mange mænds socialisation som urtidsjægere, men som overser det civilisationistiske træk, at man er nødt til at modificere jungleloven, herunder det forhold, at mænd stort set alene forholder sig til andre mænd i deres sociale praksis.
Lydia Lunch - Atomic Bongos
https://www.youtube.com/watch?v=s4ole_bRTdw
”Mænd føler sig også magtesløse, forskellen er, at de føler sig berettigede til magten”
Det er måske sandt i nogen udstrækning, men er det samme ikke tilfældet for kvinder? Er her ikke tale om en aldeles stereotyp og unuanceret artikel som totalt overser kvindens magt i hjemmet og kun fokuserer på manden i samfundet?
Janus Agerbo, det er denne holdning, der skaber terrorister: middelklassemænd, der oplever, at de ikke fik af tilværelsen, hvad de var berettigede til. De, der har så travlt med at udnævne andres samfundskritik til "offermentalitet" for selv at løfte en selvstændighed, de ikke kan bære i forhold til de herskende strukturer. "Jeg gjorde det, der blev forventet af mig, og alligevel gik det galt".
I tilknytning til Michael Bruus' bemærkning kan man også fremføre, at dette at gøre krav på særbehandling, for at få mere magt, vel faktisk er den mest tydelige måde at signalere, at man netop føler sig berettiget til magten.
Lad nu Kimmel boltre sig med de ulve han hyler iblandt. Når Kimmel istedet for at definere sin rolle som den nye mand i det moderne samfund vælger at kaste sig i armene på ny-feministerne, så er der sgu' da ikke meget at hente for os moderne mænd, der har været med fra dengang man med et par velvalgte citater fra Erica Yong stod med trusserne i hånden, mens vi nynnede "Hendes mund siger nej, men hendes øjne siger ja".
Det vanskeligt at blive oprigtigt interesseret i hvad Kimmel har fundet frem til, når oplevelsen nærmest må samstilles med en pygmæ fra det mørkeste Afrika, der bliver belært om naturgudernes gøren og laden af en nyudklækkede etnograf fra Oslo.
Kom nu ind i kampen.