Når et helt folk bures inde

Borgerkrige og interne konflikter verden over betyder, at folk fødes, vokser op og dør i flygtningelejre. Men er flygtningelejre til for at beskytte de civile eller for at pacificere en utilfreds befolkning? Efter 20 års konflikt i det nordlige Uganda stiller mange eksperter netop det spørgsmål

	Dødens sko. Jeg har allerede dødens sko på, så jeg ved, hvor jeg skal hen, siger Angee Santa. Hun har aids, og snart skal hun følge sin mand, der døde i oktober. Børnene tager en onkel sig af, det er der sørget for, forklarer hun. Hun har ikke andet end flygtningelejren at holde sig til

Dødens sko. Jeg har allerede dødens sko på, så jeg ved, hvor jeg skal hen, siger Angee Santa. Hun har aids, og snart skal hun følge sin mand, der døde i oktober. Børnene tager en onkel sig af, det er der sørget for, forklarer hun. Hun har ikke andet end flygtningelejren at holde sig til

Jakob Dall
5. april 2014

Hun hedder Angee Santa, har fire halvstore børn, og allerede inden hun får påbegyndt sin historie, er det tydeligt, at hun har aids i et fremskredent stadie. Lemmerne er tynde som spaghetti, huden er plettet af betændelse, øjnene sidder som trykket ind i kraniet. Alt omkring hende emmer af tristesse, men selv siger hun, at hun er rolig. At Gud har valgt for hende, og Guds valg må man bare acceptere.

»Jeg har allerede dødens sko på, så der er ikke nogen vej tilbage for mig.«

Snart må hun derfor følge sin mand, der efter lang tids sygdom døde af aids i oktober sidste år. Når også hun er borte, vil ansvaret for børnene blive overladt til en onkel. Det er der tænkt på, fortæller hun. Indtil da bliver de, hvor de er. Det vil sige i det, som er tilbage af den tidligere flygtningelejr ved Amuru, hvortil hun selv kom som ung. I dag er lejren blevet til en lille landsby med eget handelsliv og en lille sundhedsklinik.

Da konflikten var på sit højeste, var der så mange internationale nødhjælpsorganisationer i det nordlige Uganda, at besøgende kørte gennem en skilteskov af reklamer for hjælpeorganisationer, og bistandsarbejdernes hvide landrovere skabte trafikpropper på vejen til Nordugandas hovedby, Gulu.

De fleste bistandsorganisationer er for længst væk, tilbage står kun lidt spredt infrastruktur.

Angee Santa bor således i de efterladte hytter fra krigens tid, fordi hun føler sig mest sikker tæt på en læge. Desuden har hun ikke længere nogen jord at vende hjem til. Derfor er hun blevet i stedet for at tage tilbage til familiens oprindelige landsby, der ellers kun ligger 15 kilometer borte.

»Da andre begyndte at vende hjem efter freden, blev vi. Min mand var for syg til at kunne flytte tilbage og starte forfra igen.«

Det samme gjorde hendes nuværende naboer, der med få undtagelser alle er enker. De har ikke andet end den tidligere flygtningelejr at holde sig til. Mere end to årtiers konflikt og tvungen flugt til lejre har sat en hel befolkning tilbage.

To årtiers borgerkrig

Angee Santa er blot en af knap to millioner ugandere fortrinsvis fra acholifolket, der igennem det meste af livet har levet i lejre for internt fordrevne – de såkaldte IDP-camps, som drives af FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR. Hendes familie er splittet, jorden har det mistet, og hendes børn må vokse op i en tilværelse uden forældre.

Ifølge den ugandiske regering er hun og resten af befolkningen i det nordlige Uganda ofre for en krig mellem centralregeringen og den terrorlistede organisation Lord’s Resistance Army, LRA – en mærkværdig, religiøs funderet og ekstremt voldelig milits anført af den kugleskøre og kyniske Joseph Kony, der især er kendt for at have bortført tusindvis af børn for at gøre dem til soldater.

LRA og Joseph Kony er på USA’s og EU’s terrorlister, Kony er eftersøgt af Den Internationale Straffedomstol i Haag, og USA’s præsident Barack Obama har netop beordret 150 amerikanske elitesoldater til Afrika for at intensivere en eftersøgning, der allerede beskæftiger USA’s militær på tværs af adskillige centralafrikanske lande.

Men under overfladen handler konflikten i det nordlige Uganda – som det er typisk for interne konflikter rundtom i verden – om mere end blot en terrororganisation. Den handler også om magtudøvelse over for et befolkningsmindretal og ikke mindst om den magtudøvelse, der består i at forflytte dele af befolkninger til lejre, hvor de mister deres indflydelse og netværk som politiske borgere og bliver umyndiggjorte modtagere af nødhjælp på regeringers og organisationers nåde. Og derfor er den også blevet et eksempel på, at brugen af flygtningelejre rundtom i verden i stigende grad betragtes som en problematisk og ofte direkte skadelig måde at håndtere konflikter på.

Museveni mod acholierne

Da Lord’s Resistance Army for første gang gør opmærksom på sig selv i 1987, er der allerede en konflikt i gang mellem en gruppe, der kaldte sig The Holy Spirit Movement, og Ugandas centralregering. Det nordlige Uganda anses som en trussel af landets præsident Yoweri Museveni. Han frygter acholifolket, der aldrig har bakket om præsident Museveni, der i 1986 kuppede sig til magten.

Da den ugandiske regering ikke er i stand til at nedkæmpe LRA militært, begynder regeringens politik med at tvinge stort set hele det nordlige Ugandas befolkning ind i såkaldte beskyttede lejre.

I 2006, da en fredsaftale bliver underskrevet, bor således mere end 90 procent af det nordlige Ugandas befolkning i lejre for internt fordrevne. Mange af dem er blevet tvunget ind i lejrene af det ugandiske militær – for at beskytte dem mod overgreb fra LRA, som det hedder – og har fået 48 timer til at pakke deres ejendele og forlade deres landsbyer. Andre flytter frivilligt til lejrene, og fotos af børn fra oplandet, der hver aften vandrer ind til lejrene omkring byen Gulu for at være i sikkerhed for Konys soldater, går verden rundt.

Men forklaringen om, at forflyttelsen til lejrene alene skyldes behovet for at sikre befolkningen mod kidnapninger, afviser en lang række eksperter.

Én af dem er Patrick Wegner, tysk ph.d. i international ret og en stærk kritiker af Ugandas lejrpolitik. I en artikel fra 2012 med overskriften »Et folkemord i Uganda? – De beskyttede lejres politik fra 1999 til 2006« beskriver Patrick Wegner, hvordan folk levede »et frygteligt liv i lejrene« omgivet af regeringsstyrker, der i store træk ikke formåede at beskytte civilbefolkningen mod angreb fra LRA.

»Derimod spredtes sygdomme som kolera, ebola og aids på grund af manglende hygiejne og overbefolkning i lejrene. Da det var værst boede der 1,8 mio. i sådanne lejre, og godt 1.000 døde hver uge,« skriver han og refererer, hvad mange i det nordlige Uganda mener om konflikten, nemlig at regeringstropperne i virkeligheden bedrev »en folkemorderisk politik«.

Flere eksperter sætter i dag spørgsmålstegn ved, om Ugandas regering med hjælp fra det internationale samfund førte en beskyttelsespolitik for at tæmme befolkningen i nord – eller om det virkelig var i folks egen interesse at holde dem i lejre i så mange år.

Nyttige idioter

En anden mangeårig ekspert i konflikten i Uganda, Chris Dolan, ph.d. fra London School of Economics, der i årevis har arbejdet for det internationale donorsamfund i Uganda, mener, at konflikten rent faktisk blev trukket i langdrag, fordi det internationale donorsamfund opretholdt lejrene i så lang tid.

I sin berømte bog om konflikten i det nordlige Uganda, Social Torture, fra 2009 argumenterer han for, at Ugandas regering havde klare interesser i at holde befolkningen i nord i flygtningelejre. At det i virkeligheden var hensigten at pacificere en utilfreds befolkning, og at det internationale samfund som en flok nyttige idioter bidrog til den opgave.

Og det er en kendt problematik og en vigtig pointe, når man anvender flygtningelejre i verden generelt set, siger Simon Turner, der er forskningsleder ved Global Refugee Studies under Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, AAU.

»Der er en tendens til altid at se lejrene som noget apolitisk og humanitært – men ofte indgår de i et større geopolitisk spil,« siger Simon Turner, der peger på, at samme problematik er set mange andre steder i verden, hvor der er interne konflikter eller borgerkrige. Eksempelvis i Guatemala, hvor regeringen under borgerkrigen oprettede såkaldte sikre landsbyer.

Her var logikken, at hvis man ikke holdt sig inden for de beskyttede områder, var man automatisk på oprørernes side og et mål for regeringsstyrkerne.

»Man kan kalde det humanitære lejre, men det er ofte også en måde at få pacificeret en ellers kritisk befolkning på. Så det er vigtigt at være opmærksom på lejrenes politiske rolle,« siger Simon Turner, der peger på, at den form for beskyttelse af civilbefolkning – eller snarere kontrol med befolkningen – sås helt tilbage i Vietnamkrigen.

»Det er jo eksempler, hvor fjenden i virkeligheden er civilbefolkningen. Budskabet er klart: Bor I her, er I fredet – bevæger I jer udenfor, så er I med oprørerne – underforstået: ’Så er I vores potentielle bytte,’« siger Simon Turner.

Livet på standby

Mens motiverne til at holde folk som flygtninge kan være uklare, er konsekvenserne af en generations konflikt og en generations opvækst i lejre umulige at overse.

Det nordlige Uganda er stærkt underudviklet, og samfundets sociale og økonomiske strukturer ligger i ruiner. Det samme gælder de normer, der tidligere holdt sammen på samfundet. Volden, misbruget og lovløsheden er svær at viske ud igen.

Et samfund, der har været ramt af mange års konflikt, og hvor befolkningen har været afskåret fra et almindelig liv, er derfor tit slået tilbage til start, når freden endelig indfinder sig, forklarer Susan Reynolds Whyte, professor i antropologi ved Københavns Universitet.

Hun har brugt det meste af sit professionelle liv på at forske i og beskrive det nordlige Uganda.

»Institutioner og jord er de to største udfordringer efter konflikten. Altså folks jordbesiddelser, hvor konflikten har gjort, at ingen rigtig ved, hvem der har ret til hvad,« siger Susan Reynolds Whyte.

»Efter 20 års konflikt er der ligeledes ingen infrastruktur i store dele af det nordlige Uganda. De områder, hvor folk tidligere boede, har hverken skoler, sundhedsklinikker, veje, vand eller andet,« siger hun.

Dertil kommer problemet med den vold, der typisk opstår i konfliktsamfund, hvor mange mister deres identitet og frustreres af mangel på muligheder. Det går oftest ud over de svageste – kvinderne og børnene.

»Generelt er der et stort problem med vold mod kvinder i Uganda, men den nordlige del af landet skiller sig alligevel ud,« siger Susan Reynolds Whyte, der blandt andet peger på det stigende alkoholmisbrug under konflikten som en afgørende faktor.

»Mange mener, at problemet med alkohol steg markant under konflikten, hvor mange mænd drak, da der ikke var andet at lave i lejrene. Samtidig blev alkohol en slags selvmedicinering på grund af alt det frygtelige, folk havde oplevet. Men det hjælper altså ikke på kvindernes problemer,« siger Susan Reynolds Whyte, der beskriver, hvordan mændene gradvist mistede deres identitet under konflikten.

Fra at være familiens beskytter og forsørger i et liv i det fri, blev manden frataget en god del af sin vante rolle, og det har givetvis virket frustrerende på mange.

»Mændenes kontrol over ressourcebasen – altså jorden, kvæget, indtjeningen, forsvandt med konflikten og tvangsflytningerne ind i lejrene.«

Mange mænd endte med bare at sidde i lejrene uden noget at tage sig til, mens kvinden i nogen grad opretholdt sin rolle som den, der passer børnene, holder hjemmet, laver maden.

»Maskulinitet kom derimod til at handle om vold. Manden kunne blive soldat eller oprører – så det kom til at handle om, at mandens maskulinitet blev udtrykt som vold frem for ved at forsørge sin familie,« siger hun, og fortsætter:

»Hele historien om kønsroller i lejrene er utrolig vigtig for at forstå de problemer, som man ser i dag.«

Paradoksalt nok, forklarer Susan Reynolds Whyte, har de mange bistandsorganisationers fokus på kvinders rettigheder givet en form for bagslag. Mændene er blevet sure over al det rettighedssnak.

»Der er en del forskning, der viser, at mændene føler et behov for at sætte kvindernes på plads. De er begyndt at tale for meget om rettigheder,« siger Susan Reynolds Whyte.

Hjælpen forsvinder

At mange af de internationale hjælpeorganisationer, der næsten faldt over hinanden under konflikten, nu er væk eller i gang med en hastig udfasning af deres arbejde, gør ikke opgaven med at bringe det tidligere konfliktsamfund på fode mindre.

»Problemet er, at mange af de humanitære organisationer, der var til stede under konflikten, trak sig, da fredsaftalen blev indgået,« siger Susan Reynolds Whyte.

»Så nu forsvinder de fleste af donorerne, selv om der er et enormt behov for hjælp.« Også her er Norduganda et eksempel på en problematik, der udfordrer hjælpeindsatser verden over: Viljen til at hjælpe er størst, når konflikter er mest blodige. Men i postkonfliktfasen, hvor muligheden for at gøre en forskel på længere sigt er langt større, mister mange af donorerne interessen.

Tilbage i Amuru sidder Angee Santa og venter på sin egen død. Få skridt væk er den sundhedsklinik, der blev bygget af internationale donorer under konflikten, og som gør, at hun og andre ikke flytter fra den jord, de i dag lever på – en jord, de ikke har ejendomsret til, og som de kan blive fordrevet fra uden varsel.

På sundhedsklinikken kender dr. Kenneth Oketayot, den ansvarlige overlæge, til alle de problemer, det tidligere konfliktsamfund i dag kæmper med. Han modtager dagligt mænd, kvinder og børn med de sædvanlige sygdomme: diarré, malaria og underernæring. Men også mange kvinder, der opsøger klinikken med skader efter vold.

Overlægens kontor er et rod af papkasser, arkivskabe, plastikstole og håndtegnede plancher med dagens opgaver. På væggen bag lægens stol hænger et klistermærke, hvor der står Bikes, not Bombs.

»Og så har vi mange kvinder, der indlægges efter at have forsøgt at begå selvmord. De er desperate på grund af vold i hjemmet og en kummerlig tilværelse under slavelignende forhold. De har travlt med at komme væk herfra – hjem til Gud, som de siger.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Sten. Philip Lugar hugger sten, som han kan sælge til byggeri. På en dags arbejde kan han knuse sten nok til at tjene 4-5 dollar

Invalid. Filda Ajok, 32, fik polio, mens hun boede i flygtningelejren Acholibur Camp. Hun bor stadig, hvor lejren lå, før den officielt blev lukket i 2007. Hendes børn hjælper hende med at komme ind til byen i kørestolen, som er svær at køre alene på de sandede veje. Hendes mand Afngo Ajok arbejder som daglejer

Vold. Joyce Aciro, 34 år, sidder på foran bålet sammen med sin dreng og sin familie. Hun er flygtet i sikkerhed, efter hendes mand tæskede hende. Hun regner med snart at vende tilbage til manden, ’for hvor skal jeg ellers gå hen’, spørger hun

Foto: 
Jakob Dall

Venten. På Lacor Health Center sidder en enlig kvinde og beder for, at hun bliver rask. Hun har smerter i brystet og venter på svar fra en række blodprøver

Træfældning. Jimi Okello, 24 år, fælder træer på families jord. Træet skal laves til trækul og sælges, så han kan brødføde sin 17-årige kone, Beatrice Pica, og deres toårige datter, da deres afgrøder ikke har givet det afkast, de håbede på

Forsiden lige nu

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu