Læsetid: 6 min.

Han sætter tempoet, han gør det godt

Det ser sjældent særlig imponerende ud, når han lunter rundt og fordeler bolde på midtbanen, men lille Andrea Pirlo har været med til at forandre moderne angrebsfodbold – og om få uger sikrer han Juventus det tredje mesterskab på stribe
Regista. Med overblik og sikre afleveringer lader Juventus’ Andrea Pirlo som regel bolden trille roligt rundt på midtbanen, indtil han pludselig skruer op for tempoet som den centrale rytmesætter han er.

Regista. Med overblik og sikre afleveringer lader Juventus’ Andrea Pirlo som regel bolden trille roligt rundt på midtbanen, indtil han pludselig skruer op for tempoet som den centrale rytmesætter han er.

Marco Alpozzi

19. april 2014

Han er kongen af cool i europæisk fodbold, den diminutive Andrea Pirlo, når han med sit ubarberede og pjuskede look lunter rundt på grønsværen og drysser millimeterpræcise afleveringer af sted til sine omkringfarende holdkammerater uden på noget tidspunkt selv at spurte eller i øvrigt give udtryk af, at han anstrenger sig unødigt.

Et ikon, der hastigt nærmer sig de 35 år, og som i sin aktive karriere har været med til at redefinere den måde, moderne angrebsfodbold praktiseres på i dag.

Af sine holdkammerater på landsholdet har han fået tilnavnet l’architetto for sin evne til at opbygge holdets angreb. Og han er mere end nogen anden den, der har ændret den traditionelle 10’ers rolle på banen og trukket playmakerfunktionen ned i den defensive midtbane; ned i kæden lige før forsvaret. Ned til den position, som Pirlo har gjort til sin egen.

At den lille hjulbenede norditaliener med romablod i årene (Pirlo nedstammer fra den østeuropæiske romabefolkningsgruppe sinti; hans bedstefar indvandrede til Italien i starten af århundredet) skulle blive en fodboldmæssig pioner, stod imidlertid på ingen måde skrevet i stjernerne, da han som anfører ledte det italienske ungdomslandshold frem til Europamesterskabet i 2000.

Her optrådte han i den traditionsrige rolle, som det man i Italien kalder trequartista, den offensive spilfordeler, der fra en fremskudt position driver holdet fremad og sætter angriberne i scene. Og det var også til denne position, at han blev hentet til den milanesiske storklub Inter. Her havde Pirlo imidlertid svært ved at sikre sig en plads i startopstillingen på det stjernebesatte mandskab, så efter tre år med begrænset spilletid søgte han tilflugt i den nordlige provinsklub Brescia.

Her stødte han ind i et nyt problem, nemlig at posten som 10’er allerede var besat – og dét af ingen ringere end den geniale buddhist med hestehalen, Roberto Baggio, der må regnes for én af de sidste store playmakere i italiensk fodbold.

Baggio var ikke sådan at slå af holdet, men Brescias træner, den grånende mesterstrateg Carlo Mazzone, havde en løsning. Han havde fået øje på nogle kvaliteter i Pirlos spil, som ingen andre på det tidspunkt havde set. Og en dag på træningsbanen kaldte han den lille playmaker hen til sig og tog en snak med ham, der skulle vise sig at ændre Pirlos fodboldkarriere for altid.

»Hvad ville du sige til at blive flyttet ned på den bagerste midtbane lige foran forsvarerne?« spurgte Mazzone.

Det brød Pirlo sig ikke meget om.

»Jeg kan godt lide at score mål,« svarede han.

»Men hvor mange scorer du lige nu?« spurgte Mazzone og svarede selv. »Fire eller fem om året. Hvis du rykker ned på den nye position, vil du lave flere. Lad os prøve det i et par uger.«

Modvilligt gik Pirlo med til eksperimentet, men allerede efter de første par kampe var han solgt til ideen.

»Jeg føler mig meget bedre tilpas dér på banen. Jeg får bolden hele tiden.«

Og med de ord var en af verdens bedste dybtliggende playmakere født. Pirlo brillerede i sin nye position og blev hentet til AC Milan, som han var med til at spille i Champions League-finalen i 2005, men det definitive gennembrud på den store scene fik han først ved verdensmesterskaberne i Tyskland året efter.

Italienerne rejste til slutrunden med et hold, som på forhånd ikke blev levnet mange chancer, eftersom holdets offensive omdrejningspunkt, Romas spilfordeler Francesco Totti, mødte op i rusten tilstand og med metalplader indopereret i anklen efter en karrieretruende skade tidligere på sæsonen.

Tottis svækkede tilstand viste sig imidlertid at komme resten af holdet til gavn, eftersom den tvang landstræner Marcello Lippi til at flytte ansvaret for orkestreringen af azurris opspil ned på den defensive midtbane, hvor Pirlo luntede rundt – og han benyttede de syv VM-kampe til at demonstrere sit geni for hele fodboldverdenen.

Den ene blændende præstation afløste den anden. Tre gange blev han kåret til kampens bedste spiller – herunder i finalen mod Frankrig. Fire målgivende afleveringer udsprang fra hans fødder, hvilket gjorde ham til turneringens bedste oplægger. En enkelt gang sparkede han selv bolden i rusen; og da solen sank over det nyrenoverede Olympiastadion i Berlin efter slutkampen havde italiensk fodbold fået en ny verdensstjerne.

10’eren redefineret

Sidenhen har han vundet en Champions League-titel og fire Serie A-mesterskaber med Milan og Juventus, men af større værdi end hans pokalsamling er den redefinering af den dybtliggende midtbanerolle, som han har været med til at skabe.

Pirlo har bevist, at man ikke behøver at være en tonsertung tackletype for at begå sig på den centrale midtbaneplads lige foran forsvarskæden: Man kan udmærket overleve på kvaliteter som vision, teknik og distributionsevne. Og dermed har han været foregangsmand og rollemodel for kræfter som Xavi, Schweinsteiger, Kroos, Carrick og Xabi Alonso.

Disse spillere er dukket op over hele Europa, i takt med at den traditionelle 10’er-rolle er kommet under pres. Hvor spilfordelere af offensivt tilsnit som Zidane, Platini, Maradona og Rui Costa tidligere kunne brillere i rummet mellem kæderne i modstandernes ufleksible 4-4-2 opstillinger, så er de nuværende 10’ere blevet klemt af den taktiske udvikling, der i de seneste år har fået mange hold til at stille op i en 4-2-3-1-formation med to defensive muskelmænd til at presse livet ud af modstanderholdets offensive kreatør.

Som modsvar mod denne udvikling har mange trænere rykket ansvaret for det kreative opspil længere tilbage på banen, hvor holdets balancespillere opholder sig. Her er der mere rum og tid at gøre godt med. Og her kan folk som Pirlo, Xavi og Schweinsteiger lade deres geni lyne.

Seneste tilføjelse til kongerækken af dybtliggende spilfordelere er i øvrigt Liverpools Steven Gerrard, der netop i den rolle i disse uger er ved at spille Liverpool frem til en bemærkelsesværdig topplacering i Premier League.

En uimponerende rytmesætter

Det bedrageriske ved netop de dybtliggende playmakeres arbejde på banen er, at deres håndværk for det utrænede øje ikke ser specielt vanskeligt ud. Hvis man følger Pirlos vandren rundt på banen i en almindelig ligakamp i Serie A, vil mange af hans indsatser forekomme decideret uimponerende. I adstadigt tempo er han nede at hente bolden hos forsvarerne, og hans afspil består ofte af korte, flade pasninger til nærmeste medspiller. Ikke noget særligt, fristes man til at tænke. Men i virkeligheden er det holdets centrale rytmesætter, man betragter. Manden, der bestemmer, hvornår der skal skrues op for hastigheden, og hvornår bolden bare skal have lov at cirkulere rundt.

Regista kalder italienerne funktionen. Og den udfører Pirlo eminent, hvilket blandt andet et blik på statistikkerne bag hans arbejde på grønsværen fortæller. Gennem flere år har han ligget på en præcisionsrate på omkring 90 procent for de korte afspil og over 80 procent for de dybe afleveringer; en enestående bedrift på den hektiske slagmark, som midtfeltet i moderne fodbold udgøres af, og en succesrate, der kun matches af de allerbedste spilfordelere i branchen.

Og skulle man stadig være i tvivl om hans værdi for et fodboldhold, kan man bare spørge i Milano. Her lempede AC Milan ham i 2011 ud ad døren i et misforstået forsøg på at gennemføre et generationsskifte. Som erstatning indkøbte de hans diametrale modpol i form af den kyniske benbrækker Mark van Bommel fra Holland. Og de rød-sorte har fået løn som fortjent for den disposition i form af en spillemæssig nedtur, der er kulmineret med en ydmygende midterplacering i denne sæson, mens Pirlo har taget scudettoen med til Juventus.

Siden han ankom til Torino-klubben, har de zebrastribede vundet mesterskabet hvert eneste år; og i disse uger er de på nippet til at gøre det igen. Med otte points forspring til de nærmeste forfølgere fra Roma og kun fem runder tilbage, er det bare et spørgsmål om tid, før Juventus matematisk set er uindhentelige, og så kan Pirlo fejre sit tredje mesterskab i træk med Den Gamle Dame fra Torino.

Intet under, at de fryder sig i Juventus over at have den lille magiker på holdet.

»En spiller med hans evner – han var århundredets handel,« skrydede landsholdsmålmand Gianluca Buffon med henvisning til, at Milan lod ham gå for ingenting.

Den fejl har Juventus ikke tænkt sig at begå. Klubben er i fuld gang med at udarbejde en kontrakt, der skal sikre den retten til Pirlos tjenester i de kommende år, for selv om den lille regista efterhånden er kommet op i årene, er han stadig den bedste midtbanedirigent i italiensk topfodbold.

Og der er intet, der tyder på, at han har tænkt sig at lægge taktstokken på hylden foreløbig. Pirlo vil også fremover angive rytmen på Juventus Stadium.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • morten Hansen
  • Christian Harder
  • Jakob Lilliendahl
  • Henrik Danstrup
morten Hansen, Christian Harder, Jakob Lilliendahl og Henrik Danstrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her kan alle de andre mediers sportsjournalister roligt gå hjem og gentænke deres job. For det er altså en fornøjelse, at læse denne artikel. :)