Baggrund
Læsetid: 14 min.

Hos os er statuerne stadig levende

De arabiske lande er bygget på lag efter lag af væltede regimer. Hvert regime har bygget deres egne monumenter og ofte revet de foregåendes ned. Filmmageren Fadi Yenitürk har sat sig for at finde monumenterne og skrive den arabiske verdens historie igennem dem
Gemt væk. I byen Menzel Bourguiba, navngivet efter Tunesiens landsfader og første præsident, Habib Bourguiba, er landsfaderen selv forvist til det kommunale pulterkammer i selskab med skrottede knallerter og andet metal-affald.

Gemt væk. I byen Menzel Bourguiba, navngivet efter Tunesiens landsfader og første præsident, Habib Bourguiba, er landsfaderen selv forvist til det kommunale pulterkammer i selskab med skrottede knallerter og andet metal-affald.

Fadi Yeniturk

Moderne Tider
12. april 2014

I

I min landsby på Falster står en sten til ’Minde om Selvejerkøbet i Gundslevmagle 1786’ – det knejsende midtpunkt i en halvcirkel af mindre sten med navnene på de 18 bønder, der købte deres fæstegårde efter den landboreform, hvis nationale monument er et af vores mest kendte: Frihedsstøtten på Vesterbrogade i København. Udført som egyptisk obelisk med fire klassicistiske kvindefigurer er Frihedsstøtten ikke ligefrem en attraktion som Jellingstenen eller havfrueskulpturen på Langelinie, ej heller er den en jubilæums-aktuel påmindelse som Dybbøl Mølle, den er en dekoration. Akkurat som rytterstatuen af Frederik VII på Christiansborgs Slotsplads, Den lille hornblæser på Rådhuspladsen, biskop Absalon til hest på Højbro Plads og søhelten Niels Juel i Holmens Kanal er til pynt som dele af byrummets møblement. Vi ser monumenterne, men ikke som repræsentanter for en kollektiv erindring om skæbnetunge politiske og militære beslutninger. Vi ser dem som en gemytlig påmindelse om den nationale arv, vi også nynner med på til landskampe, som vi finder i Højskolesangbogen eller i den Gasolin-sang, hvor Absalon er statist ’med mågelort på hatten’.

II

»I er så heldige, at jeres monumenter er passive,« sagde Fadi Yenitürk, libanesisk dokumentarinstruktør og fotograf, da jeg beskrev den danske geografis nationale arvegods, hvordan selv de mindste landsbyer har mindesten for enten stavnsbåndets ophævelse, genforeningen i 1920 eller befrielsen 5. maj 1945. »Vores monumenter er hyperaktive, også når de er ophørt med at eksistere,« fortsatte han. »Eksempelvis var perleskulpturen i Bahrain verdens eneste nationale monument, der både blev opstillet og revet ned af samme regime. Rejst i 80’erne som hyldest til landets traditionelle perlefiskere blev det destrueret i 2011, da Det Arabiske Forår ramte Manama og gjorde Perlepladsen til revolutionens samlingspunkt. I dag er den bare et gement gadekryds.«

Men at perleskulpturen stadig er til stede i befolkningens bevidsthed, skal man bare se fjernsyn for at konstatere, og at den også er mentalt nærværende i Bahrains regerende kongehus fremgår af, at Fadi indtil videre har fået afslag på flere ansøgninger om at filme i Bahrain til sit projekt med arbejdstitlen »Kontroversielle monumenter i den arabiske verden«.

Det, der interesserer Fadi er ikke monumenterne som kunst, men deres funktion som magtens postkasser. Han fik ideen til sin film i foråret 2011, da han arbejdede som fotograf under de arabiske revolter, hvor statuer blev væltet og magtens symboler brændt af. »Det offentlige rum er det papir, vores historie skrives på,« sagde han, »og målet er at skildre den proces. Monumenterne har aldrig en æstetisk funktion, de skal ikke forskønne, men kun fortælle, hvem der bestemmer.«

III

Vi var på vej til La Gouletta, havnebyen en halv times kørsel fra Tunis, hvor Fadi ville filme rytterstatuen af Tunesiens landsfader og første præsident, Habib Bourguiba. Alle de nødvendige tilladelser var på plads, idet Salaad, en undersætsig tuneser med den erfarne fiksers tavse ro, havde stået klar i lufthavnen med stemplede papirer. Nu driblede han sin udtjente Fiat gennem Tunis’ osende trafik, forbi det højhustårn, der husede hovedkvarteret for Zine El Abidine Ben Alis nu forbudte politiske parti. Ikke vandaliseret sodsværtet som Mubaraks NPD-betonklods i Kairo, den fallosagtige konstruktion ligner bare noget, nogen har glemt at rive ned. I det hele taget er der kun få synlige spor efter den revolte, der satte den arabiske gade i brand for tre år siden. Jo, Avenue Habib Bourguibas grønne midterpromenade er blokeret med barrierer ved indenrigsministeriet som værn mod det sydende inferno af vandkanoner og tåregas, der stadig kan opstå med minutters varsel, når tuneserne vil sætte endnu en tankestreg i deres revolutionsepos. Men pigtråden forstyrrer ikke den tilbagelænede Tintin-idyl med fyldte fortovscafeer, ubekymrede teenagere og sludrende politibetjente lænet op ad deres motorcykler, og selv om terrortruslen også i Tunesien er konkret, var der ingen kontrolsteder på motorvejen til velhaverforstaden La Gouletta, hvor den imposante skulptur står i en rundkørsel. Der har den stået siden 1987, da Ben Ali beordrede den flyttet fra den plads i centrum, der nu hedder ’14. Januar’ efter datoen i 2011, da Ben Ali med familie steg på flugtflyet til Saudi-Arabien.

IV

Ben Alis egen datomærkning af den samme plads, såvel som af gader, boulevarder, stadioner, teatre, posthuse og klokketårne overalt i Tunesiens byer, landsbyer og flækker, var ’7. November’. Den dag i 1987 kuppede han sig til præsidentposten med støtte i den daværende forfatnings passus om, at kun svigtende helbred kunne fjerne en siddende præsident i utide. Med hele syv lægers hjælp fik han diagnosticeret den da 84-årige autokrat, der havde udnævnt sig selv til præsident på livstid, som ’senil’. Hvilket faktisk kunne have frembudt et reelt problem, eftersom han nåede at blive 96, før han døde i husarrest i 2000.

Ben Ali rejste ikke statuer af sig selv, sådan som arabiske despoter ellers har for vane, og ændrede heller ikke navnet på hovedstrøget i Tunis – det ville støde tunesernes hengivenhed for den detroniserede landsfader og frihedshelt, som ikke fordampede med senilitetsdiagnosen, simpelt hen, som fikseren Salaad formulerede det, »fordi han aldrig blev personligt korrupt«. I stedet markerede Ben Ali sin enevælde med kupdatoen, der – som en af Fadis tunesiske venner bemærkede – »har betydet, at vi har det dårligt med syvtaller«.

Men Ben Ali flyttede forgængerens mest markante mindesmærke fra Tunis’ centrum til rundkørslen i La Gouletta og fjernede de øvrige fra det offentlige synsfelt, der blev plastret til med tårnure. Som Fadi sagde: »Massagen af den kollektive hukommelse var den samme. Disse tårnure signalerede, at Ben Alis tidsregning, nu var indført.«

Ben Alis tårnur står stadig på 14. Januar-pladsen i Tunis i den vestlige ende af Avenue Habib Bourguiba.

V

Samme sted stod et andet af Fadis primære linsemål: Monumentet for Jules Ferry, den nu glemte franske politiker og premierminister, der i sidste halvdel af det 19. århundrede forestod koloniseringerne i Afrika, Mellemøsten og Vietnam, dengang Fransk Indokina.

»Jules Ferry er ganske rigtigt glemt af de fleste franskmænd, men araberne husker ham,« forklarer Fadi. De husker også en anden franskmand, kardinal Charles Martial Allemand Lavigerie, der grundlagde den katolske præsteorden ’De Hvide Fædre’, var ærkebiskop for Karthago og Algier tillige med titel som ’Afrikas Primat’, og hvis statue med aggressivt løftet kors, som var han klar til at slå enhver hednings hoved ned i maven, okkuperede pladsen i den anden ende af hovedstrøget. Også det monument ville Fadi finde og filme.

Fadis forhånds-research havde afdækket, at Ferry-monumentet var opmagasineret et eller andet sted i hovedstaden. Han spurgte sig for på Bardo-nationalmuseet, men ingen havde nogen idé om hvor – indtil en kustode granskede sin mobiltelefon og fandt et billede af kæresten poserende foran en lagerbygning. I billedets udkant sås antydningen af en bronzekonstruktion.

Den ca. tre meter høje statue, støbt i en frossen, men energisk bevægelse – ikke ulig Willumsens Hørup-skulptur i Kongens Have – stod uden for bygningen, for stor til at, den kunne bakses ind i de lagerlokaler, hvor resten af det oprindelige monuments supplerende symboler var efterladt i ledige hjørner. Intakte og uden en skramme var de typiske for deres tid, specielt de to børnefigurer placeret på soklens bagside: En europæisk dreng med matroskrave og kvasthue i selskab med en lidt mindre dreng med arabisk kalot. Den større dreng har sko på, den mindre er barfodet, den større peger ned i en bog for den mindre, der helt tydeligt er analfabet. Samme Ferry-monument var opstillet i Vietnam, blot med lokal etnisk garniture, men ideen var den samme: At iscenesætte undertrykkeren som vejleder og velgører.

VI

»Kolonisternes monumenter var aldrig i tvivl,« filosoferede Fadi, »de definerede den herskende orden, det fremmede herredømme, og selv om det ophørte i 1956 var dets symboler stadig aktive budskaber – monumenterne kunne ikke blive i det offentlige rum som dele af en national arv. De skulle slettes fra den kollektive hukommelse – ikke kun fordi de var undertrykkere – det var de jo netop ikke længere – men fordi de kunne minde folk om, at de nye revolutionære magthaveres praksis ikke adskilte sig synderligt fra de gamle kolonisters.«

Her indsparkes et kortfattet historisk klip: Bourguiba og andre arabiske nationalister, der efter Anden Verdenskrig afløste briterne og franskmændene i Levanten og Nordafrika, var aldrig demokrater, men tværtimod inspireret af mellemkrigstidens totalitære strømninger i Europa og især af den tyrkiske republiks grundlægger Mustafa Kemal Atatürk. For Atatürks kemalistiske elite var ambitionen om ’europæisering’ – at få tyrkerne på omgangshøjde med moderniteten – den politiske ledetråd. Problemet var bare, at ambitionen stødte sammen med en indgroet mistro til de europæere, den ville adoptere. Og da kemalisterne samtidig plejede en dybt forankret foragt for den befolkning, de ville ’modernisere’ – en kakofoni af kristne, muslimer, grækere, kurdere armeniere, kaukasiere, arabere, jøder, persere og tyrker – knæsatte de deres modernitets-dogme som ’tyrkiskhed’. Tyrkiske antropologer og etnologer, anført af en sociolog ved navn Mehmet Zia Gökalp, førte ’videnskabeligt bevis’ for teoriernes holdbarhed. Gökalp er således intellektuel ophavsmand til teorien om, at kurderne var bjergtyrkere, der havde ’glemt’ det tyrkiske sprog. Således definerede Gökalp hvad ’tyrkiskhed’ i hvert fald ikke var – ikke kristen, ikke kurdisk, ikke armensk, ikke persisk, ikke arabisk, og målet var hele tiden det samme: at skabe den moderne stat ved at forstøde alt det, der ikke lod sig danne i herskerens billede, alt ’det andet’. Det armenske folkemord i 1915-16, massedeportationerne af kurdere i 20’erne med deraf følgende nedkæmpelse af revolter, pogromer mod den græske befolkning i 50’ernes Istanbul og de kurdiske oprør i 60’erne og 80’erne frem til i dag bunder i eksklusion af ’den anden’, selve forudsætningen for den inkluderende enhedsstat.

Og som selvfølgelig kun kunne gennemføres med brutal vold og en geografi plastret til med statuer, buster, relieffer, stednavne og tavler med citater af landsfader Atatürk.

VII

Faktisk er Fadi med sin slægtsbaggrund i den syrisk-ortodokse kirke selv et produkt af kemalisternes ambition om at skabe det tyrkiske ’enhedsfolk’, eftersom hans navn, Yenitürk (Nytyrk), går tilbage til tildelingen af efternavne til alle tyrkiske borgere i 1934, da Fadis familie boede i Mardin i det sydøstlige Tyrkiet. De syrisk-ortodokse blev ikke – som armeniere og grækere – omfattet af Lausanne-traktatens paragraffer om mindretalsbeskyttelse, så det er troligt, at Fadis bedstefar, der var præst i Mardin, ’tyrkificerede’ sit navn for ikke at mishage myndighederne. Det hjalp selvfølgelig ikke – familien forlod Tyrkiet i 50’erne som følge af systematisk statslig chikane.

»Da min familie flyttede var halvdelen af Mardins indbyggere kristne,« fortalte Fadi, »og da jeg i 2004 rejste til Mardin for at filme i de syrisk-ortodokse klostre, var der 362 tilbage.«

Bedstefaren plantede sin familie i Jerusalem (med to syrisk-ortodokse klostre), og da Fadis far i juni 1967 var på besøg hos trosfæller i Zahle, det kristne bysamfund i Libanons Bekaa-dal, brød Seksdageskrigen ud. Israelernes erobring af det arabiske Østjerusalem gjorde, at Fadis far blev i Libanon og sendte bud efter konen. Således er Fadi libanesisk født som en direkte følge af israelernes kølige udnyttelse af Egyptens præsident Nassers fravær af politisk tæft.

Gamal Abdel Nasser er stadig den arabiske verdens mest beundrede leder (hvad der overhovedet ikke er grund til, han var en katastrofe), og monumenterne over ham – eksempelvis en totalt mislykket skulptur på Beiruts kystpromenade – hylder hans poseren som antiimperialistisk reformator – hvad han alt andet lige også var – blev kopieret af notoriske kriminelle som Iraks Saddam Hussein, Syriens Hafez al-Assad og Libyens Muammar Gaddafi.

VIII

»De arabiske nationalister iscenesatte sig selv som befriere, og nu, hvor deres tid er forbi, er det offentlige rum fragmenteret – det er ikke udfyldt med nye signaler, nye budskaber, da der stadig ikke er klarhed over, hvem der vil ende med at sidde på magten. Demokraterne? Generalerne? Islamisterne?«

Fadi har filmet i Egypten og Irak, hvor graffiti definerer den nye arabiske tidsregning efter Det Arabiske Forår. Han fortæller, hvordan de militære magthavere i Kairo efter afsættelsen af islamisten Mohammed Mursi som præsident ville opstille et monument på Tahrir-pladsen.

»Da de placerede soklen, blev den fjernet samme nat af aktivister, så nu er projektet opgivet. Egypterne er mere end nogensinde i tvivl om, hvad der skal komme efter revolutionen, og så længe der ikke er enighed om definitionen af det nye samfund, er det offentlige rum graffitikunstnernes, ikke billedhuggernes. Det samme ser du i Syrien og Irak.«

Fadi har ikke selv kunnet filme i Syrien, men har rekvireret optagelser fra syrernes ødelæggelser af diktatoren Hafez al-Assads statuer, der spredt ud over provinserne »sikrede, at præsidenten så alt overalt«. Sønnen, Bashar al-Assad, rejste ikke statuer af sig selv, da han arvede magten i 2000 – en af hans første erklæringer lød, at ’persondyrkelsen er forbi’. Men han kunne ikke hindre, at hans portræt blev hængt op overalt uden hensyn til, at det eksempelvis spolerer oplevelsen af Damaskus’ historiske bymur. Hvor oprørerne kan komme afsted med det, destrueres disse I love me-billeder, men hvad der sættes i deres sted, ved ingen, da svaret på Syriens fremtid blæser i en revolutionsvind, der er ved at løje af.

»I Irak er der heller ikke konsensus om nye monumenter,« fortsatte Fadi. »En statue af Saddam Hussein nær Tikrit blev smeltet om til et monument for amerikanernes faldne – en knælende GI ved et soldatergrav, der trøstes af en lille irakisk pige, og i øvrigt udarbejdet af en iraker, der tidligere masseproducerede Saddam-monumenter. Det monument tog amerikanerne med, da de trak sig tilbage, og det står nu et sted i Texas.«

Mange husker hvordan den gigantiske Saddam-figur på Paradispladsen i Bagdad blev væltet med kran 9. April 2003, og der er ikke opstillet noget nyt monument. Saddams ene sko og et halvt underben står stadig tilbage på soklen. Et Saddam-monument, der ikke er revet ned, er triumfbuen med de to korslagte sabler i Bagdads grønne zone. Men det er ikke samme monument: De iranske militærhjelme, der var anbragt neden for de to sokler, der holder sværdene – i øvrigt modelleret efter Saddams hænder – og som symboliserede ’sejren’ i 1980-88-krigen, er væk. »Selvfølgelig er de fjernet,« sagde Fadi, »Iraks shiamuslimske premierminister, Nouri al-Malaki, er jo nødt til at holde sig gode venner med iranerne. Men igen ser du en usikkerhed – selve buen har de ladet det stå indtil videre. Der er ikke enighed om at erstatte den med et symbol, som er fælles for alle irakere.«

IX

Heller ikke i Libanon er der enighed om et fælles mindesmærke for de ca. 170.000 ofre i borgerkrigen 1975-90. Der er masser af monumenter og mindesten for de faldne fra hver enkelt af landets i alt 17 sekter, men eneste nationale monument er skulpturen på Martyrpladsen i Beirut af den italienske billedhugger, Mazzacurat, opstillet i 1960 til minde osmannernes henrettelser af arabiske nationalister i 1916.

»Under borgerkrigen stod skulpturen på den grønne linje, der skilte det muslimske Vestbeirut fra det kristne Østbeirut, og jeg ved fra konservatoren, der renoverede den efter krigen, at den blev gennemhullet af riffelkugler fra alle vinkler, altså fra begge borgerkrigens sider. For der er delte meninger blandt libaneserne om de martyrer, der blev hængt. Nogle var syriske nationalister, andre var kristne støtter af en libanesisk stat og en enkelt blev hængt med et ’Vive la France’ som sine sidste ord,« sagde Fadi og fortsatte: »Og Martyrpladsen er i dag en parkeringsplads. Der er ikke enighed om en fælles national dagsorden i Libanon, vi er lige så fragmenterede, som de er i Irak, i Syrien, i Libyen og i Egypten. Monumenter, der stadig er aktive, destrueres eller ændres, for havde de mistet deres betydning, ville det ikke være umagen værd. I den arabiske verden har vi ingen passive mindesmærker. Ikke endnu.«

X

Det lykkedes ikke Fadi og Lasaad at spore monumentet for kardinalen med det løftede kors, som Bourguiba i 1956 skiftede ud med et springvand. De opsøgte dignitarer fra perioden, den tidligere chef for Bourguibas propaganda og en tidligere kulturminister. Begge meget ældre mænd i meget højloftede huse, hvor de levede med deres minder og leverpletter, vartet op af tyende, børn og børnebørn og omgivet af nips i elfenben og ibenholt, krystal og porcelæn, sølvtøj og oldtidsfund, der ville få en københavnsk antikvitetshandler til at savle – jeg talte 10 guldindrammede spejle og 17 sølvlommeure i en montre hos den ene af de kultiverede gamle herrer. Men ingen af dem kunne hjælpe – »det er jo længe siden,« som ekskulturministeren sagde.

Lasaad fandt De Hvide Fædres residens, der nu hedder ’Institut for Smukke Arabiske Bogstaver’ (vi skulle se godt efter for at få øje på et forvitret skilt med ordene ’Fréres Blanc’), men heller ikke her fik Fadi bid. En ældre fransk præst, sekunderet af to unge kolleger fra Burkina Faso, der med selvlysende smil serverede sodavand og kaffe, gemte sin eventuelle viden bag en mur af høflighed. Han kunne ikke – eller snarere: han ville ikke – besvare Fadis spørgsmål, men henviste til en præst i Kartago, fader Fontain. Som heller ikke kunne – eller ville – fortælle, hvor kardinalens statue var blevet af. Og i øvrigt mente, at den var en ’skammens skulptur’, der var bedst tjent med at forblive i glemslens mørke. Og vistnok – så vidt han vidste – var hugget til skrot. Fadi troede ikke på, at kardinalen var savet i småstykker – »Fader Fontain var brysk på kanten af det uvenlige og havde først forsøgt at bilde mig ind, at figuren var flyttet til Rom. Men jeg vidste, at den Lavigerie-statue, der er i Rom – og endnu én i den franske by Bayonne – begge løfter Lorraine-korset med de to tværribber, ikke det almindelige kors, statuen i Tunis løftede.«

Fadi konkluderede, at De Hvide Fædre ikke var interesserede i offentlighed – endsige en film – om ’Afrikas Primat’, simpelt hen af frygt for at blive eksponeret i det Tunesien, der efter revolutionen var et helt andet Tunesien end Habib Bourguibas og Ben Alis. Mere usikkert og politisk domineret af islamister, der jo i andre arabiske lande, Irak, Syrien, Libyen og Egypten, i disse år slår kristne ihjel og afbrænder deres kirker. I Tunesien fik De hvide Fædre lov at beholde fem kirker for deres kristne menighed af franske fastboende mod at ophøre med direkte missionering. Hvilket forklarer adresseændringen til ’Institut for Smukke Arabiske Bogstaver’ – reelt et bibliotek med tilhørende mødelokale, der, som den ene af de to præster fra Burkina Faso, Bonaventura Mwenda, fortalte, var under renovering efter en brand, hvor mange hyldemeter gik tabt, før præsterne fik bugt med ilden. Om brandårsagen havde Bonaventura Mwenda ingen kommentarer. »Den opstod bare,« sagde han. Og smilede, som om han ville tilføje: Mig får du ikke mere ud af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bjarne Riisgaard

Det kunne have været lidt interessant at få belyst, om den ambivalens overfor monumenterne, der beskrives, også rammer monumenter der ikke direkte relaterer til aktuelle institutioner. Ganske vist skriver Ellegaard at, "Det, der interesserer Fadi er ikke monumenterne som kunst, men deres funktion som magtens postkasser", men der findes trods alt også arabiske kulturhistorisk betydningsfulde figurer fra ældre tid, som man bl.a. kan se afbildet i monumenter i Andalusien (det gamle arabiske "Al Andalus"), og spørgsmålet om hvorvidt de også ville blive kontroversielle som monumenter i moderne tid kunne godt berettige en omtale.

Michael Kongstad Nielsen

Danskerne har også kunnet være med i det game. Vi opsatte Istedløven i Flensborg til minde om staget Ved Isted Hede, men tyskerne, der kaldte den "Der Flensburger Löwe", tog den til Berlin efter 1864, og siden 1945 har den flakket en del omkring:
http://da.wikipedia.org/wiki/Istedl%C3%B8ven