Læsetid: 4 min.

Ugler i mosen

Hvordan kan vi forstå neoliberalismens skæbnesvangre sejrsgang på jord? Her er to stærke kort: Charles Dickens og G.W.F. Hegel
Hvordan kan vi forstå neoliberalismens skæbnesvangre sejrsgang på jord? Her er to stærke kort: Charles Dickens og G.W.F. Hegel

Ib Kjeldsmark

12. april 2014

Det var de bedste tider, det var de værste tider; visdommen sad til højbords, dårskaben sad til højbords; det var troens epoke, det var vantroens epoke; lyset havde magten, mørket havde magten; det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter; vi havde alle muligheder, vi havde ingen muligheder; vi var alle på vej til himlen, vi var alle på vej den modsatte vej …«

Man kan læse Charles Dickens’ fantastiske anslag til En fortælling om to byer som en generel karakteristik af de tidsaldre, som på en mærkelig måde ikke hænger sammen, fordi de er på vej til at knække midt over i al deres tvetydighed. Er det ikke netop den fornemmelse, der ulmer i os i dag? Vi befinder os på det højeste civilisatoriske stade, hævdes det, og politologer, økonomer og politikere roser de vestlige samfund til skyerne. Vi kan alt muligt: bygge meget høje huse, leve meget længe, kommunikere på alle medier, dele vores viden og give penge til den tredje verden. Og samtidig bliver det mere og mere klart, at vi står i lort til halsen. Nyliberale reformer bliver i ét væk ved med skylle ind over os, uddannelsessystemet og sygehusvæsnet efterlades mere og mere sønderskudte, effektiviserede og markedsrettede i en grad, der nærmer sig idioti. Enorme mængder data indsamles om os almindelige borgere i vor egenskab af på den ene side at være potentielle terrorister, på den anden side fordummede forbrugere. Vi er, gennem vores overforbrug og kapitalismens endeløse jagt på profit, støt og sikkert ved at smadre den klode, vi bor på. Og ikke nok med det. Vi er samtidig ved at skabe en helt uløselig situation for den del af verdens befolkning, som ikke har noget sikkerhedsnet, når havene stiger, og tørken sætter ind. Solidaritet er en by i Rusland. En by i Rusland er højborg for et hidtil uset omfang af korruption. I USA ejer én procent af de rigeste 40 procent af landets værdier. På verdensplan tilhører én milliard mennesker ud af syv milliarder et nyt og fuldstændig magtesløst slumproletariat. Det er de bedste tider, det er de værste tider. Visdommen sidder til højbords, dårskaben sidder til højbords.

Tiden er utidig

Dickens beskriver ikke en situation, hvor to lige stærke magter kæmper om verdensherredømmet. Læst i vor tids optik er det ikke det, hans diagnose går ud på. Pointen er snarere, at det bedste samtidig er det er værste. Når vi hører, at økonomerne har en plan for, hvordan vi kan komme ud af krisen, er dette gode nyheder, der samtidig ikke kunne være værre. Når vi hører, at der skal investeres massivt i uddannelse, er dette gode nyheder, der samtidig giver os endnu flere Kvalitetsudvalg, Studiefremdriftsreformer og PISA-tests. Tiden er ikke en kamp mellem to paradigmer, det gode og det onde. Tidens vilkår er, at begge paradigmer er fanget i deres egen krampagtige overlevelse ved hinandens hjælp. Det hele føles ekstremt udvendigt. Selv genuint gode initiativer, venligt tænkende humanister, som ønsker at forbruge mere ansvarligt, som ønsker at tænke bedre og mere givende uddannelser, som gerne vil innovere og være kreative, indoptages, approprieres i destruktionens tjeneste. Humanisme bliver til mere kapitalisme, rammer bunden, bundlinjen.

Der er ikke nogen visdom, der er ikke nogen dårskab. Der er det, at visdom og dårskab sidder til højbords samtidig. Historiens ambivalens. Alle de gode nyheder, vi hører rundtomkring, fører ikke til mere af det gode. Det Arabiske Forår fes ud. Modstanden mod banker og korruption fes ud. Alle de dårlige nyheder, vi hører rundtomkring, fører ikke til nogen omvæltning. Vi ved godt, at vi nærmer os en klimanedsmeltning. Vi ved det godt. Visdommen sidder til højbords. Men vi gør ingenting. Dårskaben sidder til højbords. Det var håbets forår, det var fortvivlelsens vinter.

Der er ikke nogen tid. Som et ur, der er gået i stykker og bare står og dirrer mellem to tal. Tiden er utidig. Lige efter noget, lige før noget.

Hegels ugle

Den store tyske filosof G.W.F. Hegel havde, som Dickens, en slags beskrivelse af den tid, som er kørt fast, og hvor ambivalensen hersker. Han talte i sin Retsfilosofi om den tilstand, hvor »en gestalt af livet er blevet gammel«, og hvor verden af filosofien kan males gråt i gråt. Er det ikke netop den situation, hvor det bedste samtidig er det værste, og hvor alle begreber, for det gode såvel som for det onde, peger det samme sted hen uden at komme ud af stedet?

Hegels mest berømte billede på hans måde at bedrive filosofi på er uden tvivl billedet med Minervas ugle, der kun flyver i skumringen. Den almindelige læsning af dette går på, at Hegel på denne måde uforvarende udtrykker det megalomane i sit projekt, nemlig at forstå selve verdensånden og de historiske bevægelser, den følger. Filosofien venter og venter som uglen på mørket, indtil verdenshistoriens brikker er faldet på plads, så den kan systematiseres. Men hvad nu hvis det landskab, uglen flyver igennem, er Dickens’ landskab? En gestalt af livet, der er groet fast, og hvor det bedste slår over i det værste og omvendt. Således bliver uglen ikke et tegn på visdom eller en oversigt, et lille resumé af, hvor langt vi er kommet, men en konstatering af, at en modsætning har nået sit højdepunkt. At uglen flyer i skumringen betyder blot, at der er skumringen, verden malt gråt i gråt, plus selve registreringen af, at det forholder sig sådan, materialiseret i en lidt for tyk fugl med store glugøjne, der basker rundt. Der er ugler i mosen. Sagt på en anden måde: Alt er låst helt fast, hvilket ikke kan betyde andet, end at der må ske noget nyt. Selv om vi ikke kan sige, hvad dette nye er. Det er de bedste tider, det er de værste tider.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Annette Chronstedt

åh som I dog skaber jubel for hjerne som sjæl. . budt op til dans af det kompromisløse mod som gnistrer når åndens nådesløse falkeblik sendes ud af hjertets ubetingede medfølelse . . ønsker al mulig fortsat næring til dette Jeres domsløse klarsyn ! Tak og tak og tak.

Annette Chronstedt

åh som I dog skaber jubel for hjerne som sjæl. . budt op til dans af det kompromisløse mod som gnistrer når åndens nådesløse falkeblik sendes ud af hjertets ubetingede medfølelse . . ønsker al mulig fortsat næring til dette Jeres domsløse klarsyn ! Tak og tak og tak.