Baggrund
Læsetid: 9 min.

Vend tilbage, ideologier!

For 25 år siden proklamerede Francis Fukuyama det liberale demokratis endelige triumf og den postideologiske æras begyndelse. Men var der tale om et højrefløjs-argument i forklædning, og har den utopiske tænknings ophør betydet, at vi lever i triste tider uden politisk lidenskab og opofrelse?
Moderne Tider
19. april 2014
Hoftænker? Francis Fukuyama blev verdenskendt, da han i slutningen af det 20. århundrede proklamerede historiens afslutning. I de senere år er flere begyndt at spørge, om Fukuyama fik ret.

Hoftænker? Francis Fukuyama blev verdenskendt, da han i slutningen af det 20. århundrede proklamerede historiens afslutning. I de senere år er flere begyndt at spørge, om Fukuyama fik ret.

Kristine Kiilerich

I sommeren 1989 kunne man i National Interest læse et essay med den påfaldende kække titel Historiens afslutning? Heri proklamerede forfatteren, en politolog ved navn Francis Fukuyama, de store ideologiske kampe mellem øst og vest for overstået og udråbte det vestlige liberale demokrati til sejrherre. I lyset af de antikommunistiske protester, der fejede hen over det tidligere Sovjetunionen, var tesen besnærende. Fukuyama fik da også intellektuel stjernestatus og blev med et udtryk af den engelske filosof John Gray kåret til intet mindre end den »den globale kapitalismes hoftænker«. Og da Fukuyama tre år senere udsendte sin mest berømte bog, Historiens afslutning og det sidste menneske, var spørgsmålstegnet og dets antydning af forbehold redigeret væk.

Tesen om ’historiens afslutning’ er blevet gentaget ofte nok til, at den har har fået et skær af sandhed, uanset at den naturligvis også er blevet heftigt omstridt. Nogle kritikere har henvist til angrebene den 11. september 2001 som det afgørende modeksempel. Andre har peget på den voksende islamiske fundamentalisme og Det Arabiske Forår som beviser på, at ideologierne stadig brydes.

Men Fukuyama var omhyggelig med at understrege, at hans påstand ikke var, at der ikke længere ville ske væsentlige begivenheder, og ej heller den, at den liberale demokratiske model nødvendigvis ville sprede sig til alle verdens lande. »Ved historiens afslutning,« skrev han, »består nødvendigheden ikke i, at alle samfund er blevet til velfungerende liberale samfund. Den viser sig blot ved, at alle rivalerne har opgivet deres ideologiske prætentioner om at repræsentere en anderledes, højerestående form for samfundsorden.«

Fukuyama talte om ideer snarere end begivenheder. Han mente ikke, at de vestlige liberale demokratier med deres elegante balance mellem frihed og lighed kunne overgås. Han forudså endvidere, at deres succes generelt ville mindske de globale spændinger, og at deres samfundsmodel i det lange løb ville fremstå som det eneste troværdige cirkus i byen. »Hvad vi i disse år er vidne til,« skrev han, »er ikke bare afslutningen på Den Kolde Krig eller en bestemt forbigående periode i efterkrigstidens historie. Det er afslutningen på historien som sådan: Hvad vi oplever, er slutstenen for menneskehedens ideologiske evolution og universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den definitive udgave af de menneskelige samfunds styreformer.«

Starter historien igen?

Fukuyama trak på Hegels filosofi, hvor historien er en lineær progression af epoker: Igennem teknologiske fremskridt og kumulative konfliktløsninger skulle mennesket bevæge sig fra stammesamfund over feudalisme til industrisamfundet. For Marx sluttede denne rejse med kommunismen. Men Fukuyama udpegede en ny destination.

I lang tid viste Fukyamas påstand sig ejendommeligt modstandsdygtig over for kritik fra venstre. Neoliberalismens hegemoni virkede urokkeligt. Men i de seneste tre år har vi set begyndende sprækker, muligvis som en art forsinket reaktion på finanskrakket og bankredningspakkerne efter 2008. Verdensomspændende Occupy-protester og store demonstrationer i adskillige lande mod stramningspolitikker har fået kommentatorer på venstrefløjen som den franske filosof Alain Badiou i Le réveil de l’histoire og Seumas Milne i hans essaysamling The Revenge of History til at spekulere på, om historien atter skulle være i bevægelse.

»Hvad sker der i dag?« spørger Badiou. »Er det et forsøg på for enhver pris at videreføre en træt og udlevet verden? Er det en potentielt helsebringende krise i en verden, der er begyndt at lide under sin sejrrige ekspansion? Falder den verden sammen? Ser vi måske ligefrem begyndelsen til en ny slags verden?« Forsøgsvis læser Badiou opstandene i 2011 som dybereliggende skred, der har potentiale til at indvarsle en ny politisk orden. For Milne viser udviklinger som USA’s fejlslagne ’demokratiseringsprojekter’ i Irak og Afghanistan, finanskrakket og opblomstringen af socialistiske samfundsmodeller i Latinamerika, at »den unipolære tid er forbi«.

Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om disse udviklinger – de være sig nok så dramatiske – for alvor vil kunne resultere i holdbare alternativer. Kritikken synes ikke at have nogen entydig retning, den er uden lederfigurer og fattig på programerklæringerne og bliver ved at falde fra hinanden i underskriftsindsamlinger på nettet og enkeltsagskampagner. Vil venstrefløjen være i stand til at præsentere en sammenhængende ideologisk udfordring af status quo? Eller er der kun tale om grænsetræfninger? Er historien forbi eller ej?

’Den nødvendige politik’

Som nogle på venstrefløjen i et stykke tid har været klar over, brugte Fukuyama et ideologisk kunstgreb. Er ’det vestlige liberale demokrati’, som han hævdede, vitterligt en virkeliggørelse af Den Franske Revolutions principper om frihed, lighed og broderskab? Eller er det snarere borgerlig økonomisk politik i en venlig, uafviselig forklædning? »Menneskets universelle ret til frihed« lyder besnærende, men på højrefløjen er det som regel bare et andet udtryk for økonomisk liberalisme. Og selv den er en fiktion: Kapitalismen foregiver at elske de frie markeder, men i realiteten arrangerer den markederne til eliternes fordel.

Da Fukuyama skrev Historiens afslutning?, var han neokonservativ. Han havde studeret under den neokonservative gudfader Leo Strauss’ yndlingsprotegé, Allan Bloom, forfatter til værket The Closing of American Mind. Han var forsker ved RAND Corporation, som var tænketank for det amerikanske militærindustrielle kompleks, ligesom han fulgte med sin mentor, Paul Wolfowitz, over i præsident Reagans regeringsapparat. Han viste sine sande politiske farver, da han skrev, at »klassespørgsmålet er reelt løst i Vesten ... det moderne Amerikas egalitarisme repræsenterer i al væsentlighed den slags klasseløse samfund, som Marx så for sig«. Dette var selv i 1989 en yderst tendentiøs påstand.

I kølvandet på George W. Bushs katastrofale brølere i Irak og Afghanistan gjorde Fukuyama i 2006 op med neokonservatismen i en bog med titlen America at the Crossroads. For at fastholde tesen om historiens afslutning hævdede han, at de neokonservative havde bevæget sig ud ad en leninistisk tangent med deres faste tiltro til historisk determinisme og kunstig nationsopbygning. Og at de derved var i modstrid med den rette forståelse af historiens udvikling som et organisk biprodukt af større materiel tryghed og adgang til forbrugsgoder.

Det ’postideologiske’ kunstgreb fortsætter ikke desto mindre. De »markeder«, som Fukuyama hyldede som selve fremskridtets motor, bliver stadig omtalt som »naturlige«, som om de er kræfter på lige fod med tyngdekraften eller Darwins evolution. Tanken er fortsat, at markederne sætter de »realistiske« grænser for politikken. Bag henvisninger til, hvad de offentlige finansers råderum »muliggør i praksis«, gemmer der sig i virkeligheden klare politiske prioriteringer, som ikke bliver ordentligt diskuteret. Som den britiske premierminister, David Cameron, sagde i juni 2010, da han skulle søge at legitimere omfattende nedskæringer på de offentlige bevillinger: »Vi gør ikke dette, fordi vi ønsker at gøre det, eller fordi vi er drevet af teoretiske eller ideologiske overvejelser. Vi gør det, fordi vi ikke har andet valg.« Gennem tre årtier med den slags behændigt spin om ’den politiske nødvendighed’ har højrefløjen systematisk opbygget en ideologisk bevægelse, der fremstiller sig selv som alt andet end systematisk, alt andet end ideologisk.

Idealismens endeligt

Selv om jeg godt kan gennemskue det ideologiske greb bag det at udnævne markedsmekanismer til naturkræfter, er der ikke desto mindre et bredere aspekt af Fukuyamas essay, som jeg beundrer og ikke kan analysere væk. For hans essay slutter med følgende overraskende og bevægende passage: »Historiens afslutning vil være en meget trist tid. Anerkendelseskampen, viljen til at sætte livet på spil for abstrakte mål, den verdensomspændende ideologiske kamp, der inspirerede til vovemod, opofrelse, fantasi og idealisme, vil blive erstattet af økonomiske kalkuler, endeløse løsninger af tekniske problemer, fokus på miljøhensyn og tilfredsstillelse af sofistikerede krav fra forbrugerne.«

Det er svært ikke at konkludere, at netop den passage rummer et præcist portræt af vores egen tidsalder, hvor lejrbålssamtalerne blandt unge aktivister først og fremmest drejer sig om større eller mindre koncentrationer af CO2, hvor tiltroen til det teknologiske fix næres af såvel centrumvenstre som af centrumhøjre, og hvor de horder, som går på gaden i Rio de Janeiro, viser sig at være en kø, der venter på, at Latinamerikas første Apple Store skal åbne.

»I den posthistoriske periode,« fortsætter Fukuyama, »vil der hverken være kunst eller filosofi, kun den stadige bevogtning af museet for menneskets historie. I mig selv og hos andre omkring mig kan jeg fornemme en følelse af stærk nostalgi efter den tid, hvor historien eksisterede«. Rammer den karakteristik ikke præcist en grundstemning i vores epoke? Vi ser ud til at have mistet en klar fornemmelse af både vores historie og vores fremtid. Som om vi lever i et evigt nu, hvor vi har glemt, at tingene engang var anderledes, og at alternativer derfor vitterligt kan eksistere.

Jeg voksede op i 1980’erne og demonstrerede mod Thatcher. Det var en konfrontatorisk tid. Men allerede i 1990, da jeg fyldte 16 år, var John Major blevet premierminister og de ideologiske sammenstød i britisk politik begyndt at blive mindre voksne. Majors back to basics-kampagne var et opgør med hans forgængeres ideologiske prædikener, men blev dermed også en desavouering af politikken.

Siden kom Tony Blairs særlige triangulering, hans salvelsesfulde hæven sig over venstre og højre, Barack Obamas opfordring til »en uafhængighedserklæring ... fra ideologierne« og David Camerons forsikringer om, at »jeg er ikke til ismer«. Politik er i dag blevet et spørgsmål om teknokratisk optimering, om at gøre, »hvad der virker«, og om »at gøre arbejdet færdigt«. Men i ly af forsikringerne om, at de gamle polariteter har mistet deres relevans, er alle de vigtigste partier i realiten rykket til højre.

Passiviseret af forbrugerismen

I Historiens afslutning og det sidste menneske skriver Fukuyama, at »den enormt produktive og dynamisk økonomiske verden, som skabes igennem vor tids avancerede teknologi, har en overvældende homogeniserende magt«. Men er forbrugerisme og teknologi, som han antyder, virkelig at forstå som progressive kræfter?

Internettet blev voksent, samtidig med at jeg selv blev det. Min bacheloropgave skrev jeg i hånden, men i mit tredje år på universitet sendte jeg min første e-mail ved at hjælp af et program med grønt interface kaldet Pine. Min barndoms korrespondance fylder adskillige papkasser, men i løbet af 1990’erne forsvinder papirsporene lige så stille. Resten befinder sig på e-mailkonti, der ejes af selskaber med infantile navne, og nogle af disse konti er for længst gået tabt.

Er det et rent tilfælde, at den digitale nedrivning af grænserne mellem de historiske epoker, mellem arbejde og leg, og mellem den ene og den anden bog sker, samtidig med at massesamfund af enhver slags, såvel kulturelle som politiske, tilsyneladende ophører med at eksistere? Min længsel efter min barndom er flettet sammen med min nostalgiske hang til politisk opposition og det skrevne ord. Jeg savner historien, ligesom jeg savner min egen historie og min barndoms visioner for fremtiden. I visse øjeblikke føler jeg mig som en Slavoj Žižek i Living in the End Times, når jeg sørgmodigt lytter til Spotify, imens jeg græmmes over venstrefløjens intellektuelle fallit.

I dag lader det sig næppe gøre at formulere en ny utopi, selv ikke – eller rettere: især ikke – fra en position på venstrefløjen. Er forklaringen neoliberalismens dominerende stilling i det ideologiske landskab? Eller er det, fordi vi lever i postideologisk tidsalder, hvor internettet både er symptom og årsag? Når hver eneste passager i morgentoget stirrer ufravendt på en lille belyst enhed, er vi havnet i en næsten klæbrigt virkeliggjort dystopi. Sammen med teknologien forekommer turbokapitalismen mig at fremskynde den kulturelle og miljømæssige apokalypse. Som jeg ser det, gør den digitale forbrugerisme os alt for passive til at gøre oprør eller til at redde verden. Men accepterer vi dette som uundgåeligt, vil vi med sikkerhed blive ført til afslutningen på historien, og det i mere end én forstand.

Giver den senere tids udfordringer af Fukuyamas tese os grund til en ny optimisme? Det er stadig for tidligt at sige. »Det, som sker med os i de tidlige år af dette århundrede,« noterer Badiou, er »noget, der ikke synes at have et klart navn på noget kendt sprog«. Selv har Fukuyama spekuleret på, om netop dette fravær af idealisme og kamp måske endnu kan antænde deres egen genopblussen: »Måske vil selve udsigten til at skulle tilbringe århundreder i kedsomhed efter historiens afslutning,« skriver han, »kunne tjene til at sætte gang i historien igen«. Der findes et glimt af et perverst håb i det faktum, at kedsomhed er en luksus, som de fleste af os ikke længere kan tillade os.

Eliane Glaser er engelsk forfatter og radioproducer. Hendes seneste bog, ’Get Real: How to Tell it Like it is in a World of Illusions’, blev udgivet i 2012 på forlaget Fourth Estate.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Christensen

Enhver der omtaler Seamus Milne i en slags posetiv sammenhæng, kan ikke have noget som helst fornuftig at sige.

Ikke kun "Passiviseret af forbrugerismen", men usundhed på sjæl og legeme deraf.
Grundlag for en ny ideologi ? Det nøjsomme og hårde liv uden den underholdende klasse og deres isenkram.

Steffen Gliese

Det er meget sjov, at alle syne at have forladt de ting, jeg stadig lever på, i 90erne. På den måde er jeg faktisk meget glad for, at jeg forlod byen og slog mig ned i provinsen. For fy for den lede nogle omstændigheder, vi er kommet til at sætte op for os selv.

Henrik Christensen, Mette Hansen og Marianne Christensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fukuyama tog naturligvis fejl, for historien afsluttes aldrig. Han havde formentlig drømme om at have vundet, men det var også en fejl, for vinderen findes ikke, men er bare et menneske som de andre, og snart melder de andre sig på banen igen, og folder sig ud i fuldt vigør, og Fukuyama skutter sig og tænker, jeg tog vist fejl.

Martin Langwadt, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Nic Pedersen, Per Torbensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

”I lyset af de antikommunistiske protester, der fejede hen over det tidligere Sovjetunionen, var tesen besnærende”. Øh… mytemageriet lever uantastet videre og så længe det er tilfældet, forhindre vi os selv i at forstå tiden vi lever i. Der var så godt som ingen antikommunistiske protester noget sted i Sovjetunionen og slet ikke på landet. Imidlertid var der mindre og sporadiske demonstrationer som handlede om alt muligt og ofte om ingen ting. Folk blev luret til at deltage i demonstrationer som de troede handlede om noget andet, ligesom vi ser i Ukraine i dag. Nogle få radikaliserede højreorienterede grupper skabet nogle spektakulære optrin med nedrivning af staturer osv. men det var i virkeligheden nogle ganske få steder. De fleste steder genopstillede nogle andre grupper staturerne igen nogle uger efter, ligesom i den lille by Lovozero hvor jeg arbejdede (i Nordrusland). Den vestlige presse og vores politikere benyttede imidlertid lejligheden til at blæse dette fænomen op således at folk troede at ”protester, fejede hen over det tidligere Sovjetunionen” Kære medborgere det var billig propaganda og ønsketænkning. Tag f.eks. nedrivningen af Dzerzjinskij statuen foran Ljublanka bygningen. Det var meget opsigtvækkende. Der var samlede mange mennesker og en stor kran sørgede for arbejdet. I vesten ser man ofte filmklip fra denne begivenhed og man få det indtryk at vrede anti- kommunister i fællesskab river Dzerzjinskij ned! Men det er ikke det vi ser. Det vi ser er at bystyret i Moskva har bestemt at rive Dzerzjinskij ned. Vi i Danmark aner ikke hvem disse personer er, om det er Boris Jeltsins super liberalistiske bonkammerater. Vi ved ikke hvad der lå bag fordi den danske presse manipulere og forvansker, det som burde være nyheder!!
Slavoj Zizek gør opmærksom på at kritikken og protesterne mod det bestående i den tidligere østblok var inspireret af marxismen og videre siger han: ”the ideals that inspired the protesters were to a large extent taken from the ruling socialist ideology itself”. Jeg har meget svært ved at få det til ”antikommunistiske protester”.
PS: I dag er Dzerzjinskij genopstillet i parken ved nye Tretjakov galleri. Der har været 2. retssager hvor borgere har ønsket ham genopstillet på den gamle plads. Så også denne sag er mere kompleks end den danske presse lader os vide.

Aske Skov Andersen, Peter Jensen, Torben K L Jensen, Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen, Janus Agerbo, Jacob Jensen, Bill Atkins, Dennis Berg, Carsten Mortensen, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Claus Jensen, randi christiansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er ikke et spil, det er liv, de er mangfoldigt, og frem for alt er det uforudsigeligt, og det enste, vi kan og skal, er at sikre, at de helt grundlæggende, basale behov er opfyldt for alle, før vi slipper nogle flere værdier løs til nogle forbrugere.

Claus Oreskov

Fortvivl ikke kære medborgere for der findes faktisk en rigtig levende verden udenfor den meddelklasse som artikel forfatteren åbenbart tilhører. Spørg Bolivias indianer, spørg de arabiske folkemasser, spørg folkene i Afrika og i Sydøst Asiens jungler og I skal se der findes mange andre diskurser, andre værdier andre forhåbninger en anden måde at se verden på. Ideologier kan være tveægget og bør omgås med varsomhed. Verden er splittet og derfor er der ingen samlende ideologier som kan afspejle verden. Vi kan også begynde med mindre en økonomisk tænkning f.eks. m.a.o. Karl Marx.

Rasmus Kongshøj, Bill Atkins, Dennis Berg, Karsten Aaen, lars abildgaard, Per Torbensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Charles John Sheepcreek

@Claus Oreskov

Man behøver slet ikke tage så langt væk. Hundige, Tingbjerg, Kokkedal, Malmø er andre steder hvor eksotiske ideologier florerer.

Det synes mig, at man i Danmark har forladt demokratiet:
Man går til stemmeboksene og stemmer på de partier, som medierne har præsenteret, og derpå overlader man den daglige politik - presset på politikerne til lobbyorganisationerne.
Vi er nødt til at få folk til at melde sig ind i vælgerforeningerne, og være aktive dér: Vælgerforeningerne skal være kritiske i forhold til de folk, de stiller op. Vælgerforeningerne skal huske på, at uanset, hvor centralistisk deres parti har skruet sine vedtægter sammen, så opstilles folketingskandidater af vælgerforeningerne: Dét er demokratiets omdrejningspunkt. Her skal kandidaterne fremlægge deres politiske ståsted, deres moral og bonafide. Og her gør de, hvis ellers demokratiet fungerer deres aftale med deres stillere.
Vælgerforeningerne bør stille det krav til de kandidater, de stiller, at de valgte ofte og regelmæssigt vender tilbage til stillerne og forklarer, hvad de arbejder med, hvordan de arbejder, hvordan de stemmer - og hvorfor.
Tager landets borgere sig ikke sammen rent politisk - og engagerer sig i deres kandidaters gøren og laden, svigter demokratiet - eller rettere - svigter folket demokratiet. Vælgerforeningerne må ikke overlade politikerne til lobbyisterne. Og lobbyisterne må på den måde presses væk fra det afgørende tryk, de i dag har på de politiske beslutninger.
Der er i mine øjne ingen anden vej.
Pressen - som vi hælder milliarder af skattekroner i hvert år - er i dag befolket af mennesker/journalister, der for de elektroniske mediers vedkommende alene synes at gå efter at please politikerne. Jeg tror at grunden er, at disse mennesker/journalister er blevet pengeafhængige: Jeg hører dem have bolig i de absolutte rigmandsområder. køre rundt i rigmandsbiler, og modtage uhørt høje honorarer. De er blevet et vedhæng til high society. Det betyder, at de alene tænker på at beholde deres lukrative jobs - eller endnu værre: at de stræber efter at få job som spindoktor for en minister, i et parti osv. Mange af disse journalister har deres meninger totalt til salg, og optræder som om de er objektive efter 3-5 år som spindoktorer og dybt involverede i partitaktiske eskapader.
Således: Pressen er ikke nogen troværdig kritisk instans. Pressen meller pressens og journalisternes kage. Længere er den fortælling ikke.
Vi kan ikke nøjes med at stemme - vi må i løbende dialog med politikerne, og det eneste sted politikernes veje krydses med vælgernes er ved opstillingsmødet i partiet. Partiets stemmetal afgøres af den mediestyrede eksponering og reklame, som partiet kan gøre for sig: Og her er det mere betydningsfuldt om tøjet er pænt, om man kan tale smart, og sige noget kvikt. Tilbage til vælgerforeningens opstillingsmøde: Her kan en aktiv engageret kritisk vælgerforening sætte landet tilbage på demokratiets spor.
Og, kære venner, der er muligvis lettere end I forestiller jer. Dagens vælgerforeninger er svare, trætte og totalt underprioriteret.
Op af sofaen. Ind i vælgerforeningen. Gør din demokratiske borgerpligt.

Martin Langwadt, Janus Agerbo, randi christiansen, Niels Monberg, Dan Johannesson, Kim Houmøller, Charles John Sheepcreek, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Lars Bo Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

" Gør din demokratiske borgerpligt."
Fanme ikke hvis den pligt omfatter at opsøge en politsk vælgerforening.

Heinrich R. Jørgensen, Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar

Fukuyama med "Historiens afslutning?" var jo blot et poptågehorn, som sagde populære ting (og blev populær på det). Intet andet.

Afdøde Huntington, som på samme tid udgav "Clash of Civilisations", og dengang blev anset for opposition til Fukuyama synes derimod at have været mere inde på noget rigtigt i bagklogskabens lys. Selvom han nok forståeligt overvurderede "Vesten" i sin analyse dengang.

Flemming Scheel Andersen

Lars Dahl

"Den nødvendige politik" og "de forenede partier", eller "de forbandede syv" har jo netop frataget vælgerne deres "stemme", da der kun er nuancer at vælge imellem.
At danskerne ikke har taget sig sammen er noget sludder.
De har reageret sundt på politikernes sammensværgelse og valgt at bruge tiden på noget andet, end at sidde i vælgerforeninger og stikke knive i ryggen på hinanden. Persongalleriet er uinteressant når politikken er uforanderlig.

Man kunne jo filosofere lidt over at vi ved vore valg afgiver vor stemme.
Denne vor stemme, bliver jo netop stum og utydelig når der ikke er noget at vælge imellem.
Derfor kan vore stemmer tages til indtægt for hvadsomhelst og bliver det.
Det kunne så være grunden til at det heller ikke længere er attraktivt at afgive sin stemme, hvis den afgivne stemme tages til indtægt for støtte til diametralt modsat rettede holdninger, eller blot hældes op i "de forbandede syvs" store sorte gryde.

Vend dine appeller hen hvor de hører hjemme.
Til de politikere der ikke længere føler sig som en del af befolkningen, som skider højt og flot på dens behov og ønsker og som desuden mest af alt kun har egen vinding i synsfeltet og derfor er totalt døve overfor vælgernes ønsker.

Rasmus Kongshøj, Henning Pedersen, Claus Oreskov, Dennis Berg, Henrik Christensen, Per Torbensen, Jakob Lilliendahl, Lise Lotte Rahbek og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

Du har meget ret Lars Dahl, men hvad med os, som måske har en politisk holdning, men ikke er i en position til at ændre noget.

Steffen Gliese

Lars Dahl har ret, kun ved at deltage i demokratiske beslutningsprocesser, argumentere for sine synspunkter og arbejde for dem, kommer vi nogle vegne. Det kan godt være, det virker for ansvarligt og for langsomt, men det kan ikke være anderledes, hvis magten igen skal tilhøre de helt almindelige borgere i samfundet. Husk, der var ti stemmer, der adskilte Corydon og Esbjerg-kredsens lokale kandidat ved opstillingsmødet.

Sabine Behrmann, Rasmus Kongshøj, Torben K L Jensen, Mihail Larsen og Lars Dahl anbefalede denne kommentar

@ Scheel og Rahbek er der ikke andet end at sige, at i mine øjne er der ingen fremtid i at vende verden ryggen.
@ Jensen. Alle er i en position til at ændre noget. dvs. Danmark er endnu pr. grundlov et demokratisk land, og det, der skal til, er, at borgerne tager sig sammen og udnytter deres rettigheder. Det nytter ikke noget at sidde og flæbe med sin sutteklud og råbe, at alle de andre er dumme.
Ha, demokratiet er en gave på linje med en have. Det kræver arbejde, tilstedeværelse, indsats, vedholdenhed - og det er naturligvis for nogen 'alt for borgerligt'.

Niels P Sønderskov, Niels Monberg, Steffen Gliese og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Corydon og Esbjerg-kandidaten. Jeg har ret for f... man kan ændre meget ved at være aktiv i en vælgerforening. Og husk. De politiske partiers indhold er ikke noget, der er givet på forhånd. Det skabes gennem deltagelse - nøjagtig ligesom rundstykker søndag morgen.

Sabine Behrmann, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

https://da.wikipedia.org/wiki/Pligt

Der findes ikke en demokratisk borgerpligt, men det er da en fin fortælling, med en dejlig morale.. :)

Desværre interesserer de fleste sig mere for det, de får fortalt er "det nødvendige", end for "det principielle" ved vores organisering; deres egen økonomi vs de andres.. Også har JEG i hvert fald ikke lyst til at være med! Det har jeg livet for kært til!

"Dialogen" er det afgørende for demokratiet, ikke vælgerforeninger eller politikere.. De begrænser demokratiet!

sakset fra Wiki om Max Weber:

Rationalitet

Weber anvendte to forskellige kriterier for rationalitet. De traditionelle handlinger er værdirationelle og affektive, dvs. normative valg, der begrunder handlingen. De moderne handlinger er målrationelle og strategiske, dvs. aktørernes overvejelser over, hvilke midler der er mest effektive til at indfri et givent mål. Rationaliseringen er knyttet til videnskabens udvikling, som samtidig har ført til en ”affortryllelse af verden”. Den moderne videnskab forstår verden som et sæt målbare resultater, og denne forudsigelighed skaber dermed et nyt verdensbillede sammenlignet med det tidligere ikke-videnskabelige verdensbillede. Hvis dette verdensbillede forstener , er resultatet et ”rationalitetens jernbur”, som består af ”mennesker uden ånd” [4] Det er en udvikling som ifølge Weber har ført til at mennesket ikke længere har en tro på fundamentale værdier, men selv må vælge sine værdier. En af følgerne heraf er, at beslutninger skal legitimeres for at kunne accepteres som gyldige.

Carsten Mortensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Tømmermænd ...

Henrik Christensen

Har været aktiv i vælgerforening i en årrække, meldte mig ud da demokratiet valgte HTS som formand.

Jeg meldte mig ind oprindeligt fordi jeg troede på, at man var nødt til at deltage på det niveau for at få den fulde indflydelse og aktivt medvirke til demokratiets processer. Det tror jeg sådan set stadig på...

Omvendt kunne min personlige integritet ikke bære at blive talt med i kredsen, der støttede HTS som det rette bud på ledelse og politisk retning. Det kan den stadig ikke....

Om jeg kunne finde på at melde mig ind igen for at være med til at vælge eksempelvis MF eller BC i stedet? Bestemt ikke...

Helt grundlæggende, så har partiet med sit nuværende menneskesyn overflødiggjort sig selv - der er ikke nogen solidaritet eller medmenneskelig respekt tilbage, og der er andre partier der taler bedre til den indre svinehund om at rage til sig på andres bekostning (lige problematisk uanset hvilken form den har).

Problemet med demokratiet er, at flertallet ikke altid har ret, og at flertallet ikke altid kan gennemskue deres interesser. White Trash er et godt eksempel på uhensigtsmæssig projektering... Det er også et problem, at 'overklassen' heller ikke kan se problemet for deres egen sikkerhed og indtjeningspotentiale i, at forbrugsevnen koncentreres på færre hænder (de behøver ikke engang ville være solidariske for at støtte en anden fordelingspolitik, der findes rent egoistiske argumenter nok...)

Men som historien så tit har vist, har mennesket stadig et stort religiøst behov, og for tiden er det vist økonomernes vækstmodeller der udgør alteret. Og vi er åbenbart ved at vende tilbage til menneske-ofringer på det alter, qua vores religiøse processer som de blandt andet former sig i socialforvaltningerne...

Mon ikke, at en sådan civilisation også denne gang vil gå til grunde? Om ikke af andet, så via klima problemer?

Rasmus Kongshøj, Olav Bo Hessellund, Henning Pedersen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Enhver skribler fra det angel-saksiske parnas - især hvis vedkommende har en tænketank i ryggen, kan være stensikker på at blive kanoniseret for en stund af de hjmelige liberale klakkører. Alt kan bruges, alt bliver brugt, til at fremhæve de "vestlige liberale demokratier med deres elegante balance mellem frihed og lighed".
Det er det andre kalder kapitalsme med et menneskeligt ansigt.
Bedraget er fuldkomment, om end der naturligvis er enorme forskelle på at leve i en dansk virkelighed, hvor de
værste plageånder er af Claus Hjort Frederiksen-typen, ktr. hvad folk der lever under Putins misregimente eller vansmægter i et arabsik-feudalt samfund.

vestlige liberale demokratier med deres elegante balance mellem frihed og lighed

Henrik Danstrup

@Arne
Har du nogle alternativer til det neo-liberale helvede, som du mener, vi lever i ? Altså noget, der har vist sin duelighed i praksis !

Steffen Gliese

Der findes i et demokrati KUN en demokratisk borgerpligt, Jakob Lilliendahl, derfor kan det ikke fungere med kapitalismen, der sætter arbejde og vækst højere end fælles politiske beslutninger.

Steffen Gliese

Ja, Henrik Danstrup, at vi mødes på torvet i vores kvarter eller by og fordeler de besværlige nødvendige opgaver - og så holder fri til at gøre alt det, der er sjovt, spændende og udviklende, når man har leveret sine fire timer om ugen til fællesskabet.

Lone Trunte, Rasmus Kongshøj og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Lars Dahl

i mine øjne er der ingen fremtid i at vende verden ryggen.

Jeg troede nu også at det var noget så prosaisk som deltagelse i vælgerforeninger du plæderede for.
Da jeg har deltaget i flere omgange kan jeg forsikre dig og andre om , at det ikke der der dørene åbnes for deltagelsen i livet.
Måske er det faktisk der, hvor livets mange facetter begrænses for andre, samtidig med at de mest nedrige og mørkeste sider af mennesket frit ekserceres, ja faktisk forventes brugen af dem ved alle ikke rituelle handlinger.
Der er intet godt at hente der, hvilket for den almindeligt skarpsindige kan aflæses af den politik der flyder ud fra vælgerforeningerne.
Det er jo netop ikke derfra fornyelsen og medmenneskeligheden skal nyopfindes og hvor man er i stand til at træde det skridt tilbage fra økonomiens begrænsninger, der er nødvendigt for at finde på fornuftige politiske programmer.

Rasmus Kongshøj, Jakob Lilliendahl, Henning Pedersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvis det at melde sig ind i et parti er en borgerpligt, så må det jo indføres ved lov, at man skal det.

personligt er jeg helt sikker på, at jeg har mere fornøjelse af at sætte kartofler. Kartoflerne vil jeg til enhver tid stå ved. Det vil jeg ikke med de eksisterende politiske partier, hvor de mange har ret og man må knække sin rygrad i kompromiser og politisk "talent".

Lone Trunte, Rasmus Kongshøj, Nic Pedersen, Jakob Lilliendahl, Henning Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Lise Lotte Rahbek

Hvis du mangler en god sort kan du få et par læggekartofler her af nogle vi har brugt i årevis med stor fornøjelse.
Forandringen har været stor fra de udbudte Sava og Folva, som vi familien mest betragter som foderkartofler, men jo er højtydende (effektivitet og billighed).
Desuden har det glimrende politiske system formået at belægge de udbudte lægge kartofler med særlige afgifter, de udbudte salgskartofler med MOMS på linie med parfume, oveni skatten på arbejde, arbejdsmarkedsbidrag, kontingenter og gebyrer i banken.
Så fordelen ved at bruge sin tid på kartoflerne , frem for et system til yderligere undertrykkelse af nytteværdien af lønkronernes værdi, kan efterhånden ikke overvurderes.

Nic Pedersen, Jakob Lilliendahl, Henning Pedersen, randi christiansen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Jørgensen

I det socialistiske samfund arbejder vi fire timer om ugen. Mere er ikke nødvendigt. Resten af tiden hypper vi vores egne kartofler.

Lise Lotte Rahbek

Flemming S-A

Der ankommer læggekartoler med en fælles bekendt i eftermiddag. Jeg ved ikke hvad kartoflerne hedder, men de er sikkrt grundigt researchede. ;-)
Udi i en have må man gerne være tilhænger af både dovenskab, arbejdsiver, merudbytte, henkogning, ærgelsesanfald over sygdomsangreb i afgrøderne og store omlægninger.
Min opfattelse af de politiske landskab for tiden er én lang række af ligusteromkransede, konserverede parcelhusgrunde.
kedeligt, kedeligt og mere kedeligt.

Rasmus Kongshøj, Jakob Lilliendahl, Henning Pedersen, Flemming Scheel Andersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Steffen Jørgensen

Din viden om det du ikke ved noget om er forbløffende ringe.
Du skal ikke se frem til din egenproduktion af nogensomhelst, du vil dø af sult hvis ikke andre udfører arbejdet for dig.

randi christiansen

Fire timer om ugen er nok i underkanten steffen, men ideen er da go nok

@Henrik
Ja, det har jeg da. I den ultrakorte version er det et socialistisk samfund, der bygger på lighed, en fornuftig fordeling af ressourcerne, og i praksis viser respekt for mennesker, natur og det fælles livsgrundlag. Som ikke ser profitmaksimering og topstyring som idealet.

Jakob Lilliendahl, Henning Pedersen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Sådan!
"Fukuyama tog naturligvis fejl, for historien afsluttes aldrig."
(Michael Kongstad Nielsen, 20. april 20:51)

"Fukuyama med "Historiens afslutning?" var jo blot et poptågehorn, som sagde populære ting (og blev populær på det). Intet andet."
(Nic Pedersen, 20. april 23:03)

"Enhver skribler fra det angel-saksiske parnas - især hvis vedkommende har en tænketank i ryggen, kan være stensikker på at blive kanoniseret for en stund af de hjmelige liberale klakkører."
(Arne Lund, 21. april 07:48)

Rasmus Kongshøj, Heinrich R. Jørgensen, Per Torbensen, Niels Engelsted, Jakob Lilliendahl og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Vælgerforeninger er dødens pølse - at lade være lige så. Hvordan tage magten tilbage? Gøre vælgerforeningerne sjove? Jeg tror fx ikke, at liste Å er de rene dødsejlere - hvordan ellers lave
græsrodspolitik som forplanter sig videre? Det gode argument? I disse dage er det jo den
nødvendige politik i konkurrencestatens markedskonforme demokrati = penge. Om de kommer
fra tvivlsomme skattelyeksperter som gs er åbenbart ikke vigtigt - hvor befinder de sig
overhovedet i dette tvivlsomme selskab med den virtuelle seddelpresse og den troløse veninde
> logaritmebørserne?
Læggekartofler derimod er ornli snak - det kunne og burde politik også være. Men sålænge et fejlbehæftet system har magten, ser det sort ud. Det deregulerede finansmarked har fanden
skabt, og folkets værdier må tages tilbage. Andelsbevægelsen 'den blå planet'- det er i gang
derude, men er ikke feset ind under tænkehatten på borgen endnu. Det kommer vel.

Der eksisterer ikke noget, der kan kaldes "nødvendighedens politik". Det er udslag af manglende visioner og manglende idealer og manglende interesse for selvstændig tænkning og ønske om at dreje samfundet i en bedre retning. Bogholderitænkning....

Udtrykket "nødvendighedens politik" er samtidig ekstremt skræmmende og vil kunne bruges til indførelse af alt lige fra undtagelsestilstand, overvågningssamfund, hoveri og tvangsarbejde, frasalg af danske aktiver (f.eks. Dong og TDC), prygl af skolebørn, promovering af bestemte eliter, udryddelse af etniske grupper eller eutanasi af mindre begavede eller politisk uønskede, ja listen har ingen ende - spørg bare i Nordkorea....

"Nødvendighedens politik" kan af hensynsløse politikere retorisk og praktisk indføres via bagdøren uden at folket vågner fra deres Vild-med-dans-tv, og efter opvågningen så er det for sent..... tjek bare den nye offentlighedslov, Dong og Nets salget, etc. etc.

Vi var aldrig ankommet til det 21 århundrede med demokrati og velfærdssamfund (noget forpjusket desværre) hvis tidligere politikere blot havde accepteret "Nødvendighedens politik".

Hørte Bjarne Corydon i går i 24-7 og blev faktisk noget rystet. Tilsyneladende preller al kritik af på ham - han tager det som en naturlig del af sit professionelle virke "at måtte lægge ryg" til sådan noget. Kritik af hans beslutninger og holdninger fiser derfor sikkert aldrig gennem lydmuren hos ham... Det virker som om, at han tror, at han er ufejlbarlig i sine beslutninger - men sådan er nok, når man dyrker et gammelt netværk af medstudenter fra Århus, som alle har samme indgangsbøn. Måske skulle han et par år på RUC på inspirationskursus...

Elisabeth Andersen, Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen, Sabine Behrmann, Jakob Lilliendahl og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er da ikke underligt, det så kaldte demokrati, har det svært, når ingen tør tale om fremtiden, fordi den ikke eksistere, det er så tåbeligt, at man tager sig til hoved og næsten må beundre naive finanskapitalister.

Men enhver søvn har en ende.

Niels-Simon Larsen

@Lars Dahl: I teorien har du fuldstændig ret. Vi bør alle engagere os politisk, men hvad vil du gøre, når folk ikke engagerer sig?

Det mærkelige er, at tingene fungerer alligevel, så hvorfor skulle folk aktivere sig? Tilmed handler det om verdens lykkeligste folk.
Du kan tro, vi vil blive ulykkelige, hvis vi engagerede os i politik. Derfor har vi folk til det. En dag får vi nogle østeuropæere til at lave det kedelige, politiske arbejde.

Rasmus Kongshøj, Lars Dahl og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Peter Hansen

Min pointe var bare at pligt adskiller sig fra lystbaseret motivation.. En demokratisk pligt eksisterer ikke, hverken formelt eller praktisk, det er lysten der driver værket.. Folk kan være præcis så ligeglade eller så politisk indigneret som det passer dem.. Modsat f. eks. værnepligt, oplysningspligt, anmeldepligt og hvad det ellers hedder.. Der er det paragrafferne der driver værket..

Vi kan hurtigt blive enige om det hensigtsmæssige i at være en aktiv del af demokratiet, hvis et sådan eksisterer. Det tror jeg til gengæld ikke vi er enige om, om det gør ;)

Lilli Wendt

Alle politikere skræmmer mig.. Bjarne Corydon mere end andre, jeg tror dog han kunne nøjes med at tage en tur på det lokal bibliotek.. Problemet er jo at (langt langt de fleste) politikere ikke lytter, de tror derimod selv de kender til "den sande og endelige løsningen"

Et spørgsmål om demokrati forståelse

Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Det er da spændende, hvor længe bedraget holdes kørerende.

Historien om det liberale frie marked er død, den bør begraves, inden stanken bliver ulidelig.

Det er en virkelighedesflugt på højeste plan, men spørgsmålet er, hvor dum har man lov til, at være før det bliver kriminelt, det koster liv hver dag, at se væk og lade som om, verden var en anden.

At påtage sig ansvar, ved aktiv deltagelse i politisk arbejde, må have bund i en tro på forandring, hvilket hurtigt får undertegnede til konklusionen, at det ikke er politik, men finanskapitalisme der er vejen til indflydelse, det udemokratiske EU er da også gennemsyret, af forhenværende Goldman Sachs folk og ligende lobbyister.

"Budskabet i 2014 rapporten fra FN's Klimapanel er:

Op mod tre fjerdedele af verdens kul- og oliereserver skal forblive i undergrunden, hvis vi vil holde klodens temperaturstigning under to grader og undgå katastrofale ændringer af klimaet."

Det interessere ingen politikker sig for, de har ingen indflydelse på udviklingen, det kræver deltagelse, af de rigtige magthavere den økonomiske elite.

Rasmus Kongshøj, Flemming Scheel Andersen og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Claus Piculell

Anything new under the Sun? Klassekampen erklæres ovre ca. hvert 30. år for kun at genopstå kraftigere 15 år efter ...
Jf. denne bog skrevet ca. 1960 og udkommet i 1962:
" The End of Ideology
by Daniel Bell
Named by the "Times Literary Supplement" as one of the 100 most influential books since the end of World War II, "The End of Ideology" has been a landmark in American social thought, regarded as a classic since its first publication in 1962.
Daniel Bell postulated that the older humanistic ideologies derived from the nineteenth and early twentieth centuries were exhausted, and that new parochial ideologies would arise. In a new introduction to the year 2000 edition, he argues that with the end of communism, we are seeing a resumption of history, a lifting of the heavy ideological blanket and the return of traditional ethnic and religious conflicts in the many regions of the former socialist states and elsewhere."
Link:
http://www.goodreads.com/book/show/2654960-the-end-of-ideology

vh CP

Mihail Larsen

Sådan 2

“Fukuyama tog naturligvis fejl, for historien afsluttes aldrig. “
(Michael Kongstad Nielsen, 20. april 20:51)

“Fukuyama med "Historiens afslutning?" var jo blot et poptågehorn, som sagde populære ting (og blev populær på det). Intet andet.”
(Nic Pedersen, 20. april 23:03)

“Enhver skribler fra det angel-saksiske parnas - især hvis vedkommende har en tænketank i ryggen, kan være stensikker på at blive kanoniseret for en stund af de hjmelige liberale klakkører.”
(Arne Lund, 21. april 07:48)

“Historien om det liberale frie marked er død, den bør begraves, inden stanken bliver ulidelig.”
(Philip B. Johnsen, 21. april 15:40)

Jeg er Michael, Nic, Arne og Philip dybt taknemmelig for at fortælle mig, hvordan verden ser ud. Jeg har godt nok brugt en del år på at studere Kant, Hegel, Marx og Habermas, men nu kan jeg pludselig se, at det har været spild af tid. Tak for det. Det føles altid overvældende at møde mennesker, der er så kloge.

Videnssamfundets bagside

En mening er jo kun interessant, hvis den er forankret i viden. Altså at den er meningsfuld, og fordi den bidrager med oplysning, andre ikke har ydet. - tyvstjålet fra den kulturradikale klummesnedker og radikale skabsaficionado og galgenhumorist GM fra det nærværende mindst ringe organ for den højere oplysning ...

Men hvad mener man sådan egentlig selv - ud over at meningen med galskaberne åbenbart kan findes i gamle folianter - og at mange andre mener Kant tog helt og aldeles fejl - og at Sloterdijk bare er polemiker ...

Mihail Larsen:

็Hvordan tror du så ikke, de tre gamle (af)støvede teoretikere og den ene opkomling, du ikke kan bekende dig til, havde det, da de fik at vide, at ikke bare historien men også filosofien er afsluttet, og at Gud i øvrigt er afgået ved døden? Det er da rart at få at vide, de alligevel ikke gik glip af al den friske luft og morgengrøde forgæves.

Michael Kongstad Nielsen

Nu kan åndsaristokrater jo også bære deres næser så højt, at de ikke ænser, hvad der foregår omkring dem. I blandt folket. Metz har ikke lyst til at høre folkets mening, den er ikke fin nok, men dagens klumme er, som en andet indlægsgiver udtrykte det, tæt på at være et selvmål. Et andet sted i dagens mindst ringe har centret for vild analyse fat i den altid sjove Kejserens Nye Klæder, og der kan man mene, at de rigtige meninger kan være vævet af samme stof, som væverne i H. C. Andersens eventyr brugte, og som kunne ses af ...

Jakob Lilliendahl

Gisp!

Mihail Larsen, (Jeg mener) Du misforstår noget grundlæggende:

Det at udtrykke en holdning, kan meget let adskille sig fra det at tage hele verden som gidsel for den pågældende holdnings sandhedsværdi.. Man skriver bare de synes, du tror, han mener, Jeg føler osv. foran ting man ikke kan forstå, eller som bliver beskrevet i en uhensigtsmæssig absolut forstand..

Du burde måske have startet dine studier hos Sokrates, Platon, Protagoras og Diogenes inden du kastede dig ud i oplysningstiden... (det TROR JEG i hvert fald ville fremme forståelsen)

@Mihail - Easy boy! Der er flere måder at fortolke verden på, og dine kilder er som bekendt ikke neste.
(Ikke fordi jeg vil sige, at der er noget i vejen med dem). en bøj dig for verdens mangfoldighed, og ditto tolkningsmuligheder. Ellers risikerer du at være lige enøjet og fundamentalistisk som Fukuyama, og det vil du vel ikke?

Mihail Larsen

Skal jeg undskylde to gange?

Nu var jeg lige så forsigtig kun at nævne Kant, Hegel, Marx og Habermas; men jeg burde altså også forklare mig i forhold til Sokrates, Platon, Protagoras og Diogenes. Ak, hvad skal jeg dog gøre? Er de førstnævnte filosofisk i strid med de sidstnævnte? Fortæl mig, hvori forskellen består. Og hvad den betyder i den aktuelle sag. Jeg vil være dybt taknemmelig for denne viden.

Jakob Lilliendahl

Du behøver ikke undskylde, ikke til mig i hvert fald, ej heller redegøre for noget i vores eller dit eget universet, hverken logisk, moralsk eller på nogen anden måde

Er de førstnævnte filosofisk i strid med de sidstnævnte?

Læs! Vurder selv!

Men her er hvad JEG MENER:

Platon, Kant og Hegel var præster, voldsomt begrænset af religiøse dogmer.. De prædikede udelukkende erkendelsesteoretisk makværk, som enhver religiøs person ville kunne gøre efter! Om man må sige at moderne (samfunds)videnskab (jeg håber der følges med) i høj grad renderer deres tanker som ulogiske, hvis da ikke direkte forældede eller "ugyldige"

Sokrates er af gode grunde svær for alvor at blive klog på.. Så det undlader jeg bare.. at blive.. eller prøve på..

Jeg forstår Marx og Habermas som analytiske moralister, i den platoniske/dialektiske skole.. Dog meget konkrete, jordnærer og sympatiske.. Og jeg kan godt lide dem!

Protagoras og Diogenes er derimod filosofiske sværvægtere! (i mine bøger!) Og anbefalelsesværdige, hvis det er ubekendt stof!
Hvis det skal være på tysk, og det skal handle mere om politisk filosofi end om erkendelsesteori så læs da for guds skyld Friedrich Nietzsche eller Max Weber.. Og "billederne" vil bliver mere levende!

Jeg er relativist, jeg tror ikke på "viden" i andet end empirisk forstand.. Og den kan jeg af dejlige subjektive grunde ikke videregive til dig ;)

Læs selv!

Men du er slet ikke interesseret i at lytte til andre alligevel, er du vel?

Det er meget federe at være sarkastisk og nedladende overfor folk der slet slet ikke forstår hvor sejt det er at læse på universitetet i årevis for at producere fodnoter til Kant, Hegel, Marx og Habermas ?!? Sagt med al ære og respekt for dit fag!

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=gisp

Leopold Galicki og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Nu er viden jo et relativt begreb. Georg Metz vil have viden som grundlag for meninger, og denne viden skal endda være ny. Men andre debattører vil ikke høre tale om ny viden, kun den gamle kan anerkendes. Kun oplysningstidens og de klassiske filosoffers tanker kan anerkendes. Og hvis moderne mennesker tillader sig at tænke selv, skal de kanøfles. Den dogmatiske læres tid er endnu ikke forbi, ligesom de bibelkyndige fastholder kravet om at være de eneste rette forkyndere af troen.

Jakob Lilliendahl og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Nå, jeg ved ikke om Metz absolut vil have, at viden skal være ny. De uinformerede meninger, der keder ham, er jo om aktuelle emner, som østarbejderes bidrag til statskassen i kroner og øre. De tal ligger Kant nok ikke inde med.

Michael Kongstad Nielsen

Sokrates er absolut i top, blandt de gamle, efter min mening. Alle de andre er lærlinge eller prokuratorer. At han er svær at blive klog på, forstærker kun hans status.

Sider