Baggrund
Læsetid: 9 min.

Vend tilbage, ideologier!

For 25 år siden proklamerede Francis Fukuyama det liberale demokratis endelige triumf og den postideologiske æras begyndelse. Men var der tale om et højrefløjs-argument i forklædning, og har den utopiske tænknings ophør betydet, at vi lever i triste tider uden politisk lidenskab og opofrelse?
Moderne Tider
19. april 2014
Hoftænker? Francis Fukuyama blev verdenskendt, da han i slutningen af det 20. århundrede proklamerede historiens afslutning. I de senere år er flere begyndt at spørge, om Fukuyama fik ret.

Hoftænker? Francis Fukuyama blev verdenskendt, da han i slutningen af det 20. århundrede proklamerede historiens afslutning. I de senere år er flere begyndt at spørge, om Fukuyama fik ret.

Kristine Kiilerich

I sommeren 1989 kunne man i National Interest læse et essay med den påfaldende kække titel Historiens afslutning? Heri proklamerede forfatteren, en politolog ved navn Francis Fukuyama, de store ideologiske kampe mellem øst og vest for overstået og udråbte det vestlige liberale demokrati til sejrherre. I lyset af de antikommunistiske protester, der fejede hen over det tidligere Sovjetunionen, var tesen besnærende. Fukuyama fik da også intellektuel stjernestatus og blev med et udtryk af den engelske filosof John Gray kåret til intet mindre end den »den globale kapitalismes hoftænker«. Og da Fukuyama tre år senere udsendte sin mest berømte bog, Historiens afslutning og det sidste menneske, var spørgsmålstegnet og dets antydning af forbehold redigeret væk.

Tesen om ’historiens afslutning’ er blevet gentaget ofte nok til, at den har har fået et skær af sandhed, uanset at den naturligvis også er blevet heftigt omstridt. Nogle kritikere har henvist til angrebene den 11. september 2001 som det afgørende modeksempel. Andre har peget på den voksende islamiske fundamentalisme og Det Arabiske Forår som beviser på, at ideologierne stadig brydes.

Men Fukuyama var omhyggelig med at understrege, at hans påstand ikke var, at der ikke længere ville ske væsentlige begivenheder, og ej heller den, at den liberale demokratiske model nødvendigvis ville sprede sig til alle verdens lande. »Ved historiens afslutning,« skrev han, »består nødvendigheden ikke i, at alle samfund er blevet til velfungerende liberale samfund. Den viser sig blot ved, at alle rivalerne har opgivet deres ideologiske prætentioner om at repræsentere en anderledes, højerestående form for samfundsorden.«

Fukuyama talte om ideer snarere end begivenheder. Han mente ikke, at de vestlige liberale demokratier med deres elegante balance mellem frihed og lighed kunne overgås. Han forudså endvidere, at deres succes generelt ville mindske de globale spændinger, og at deres samfundsmodel i det lange løb ville fremstå som det eneste troværdige cirkus i byen. »Hvad vi i disse år er vidne til,« skrev han, »er ikke bare afslutningen på Den Kolde Krig eller en bestemt forbigående periode i efterkrigstidens historie. Det er afslutningen på historien som sådan: Hvad vi oplever, er slutstenen for menneskehedens ideologiske evolution og universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den definitive udgave af de menneskelige samfunds styreformer.«

Starter historien igen?

Fukuyama trak på Hegels filosofi, hvor historien er en lineær progression af epoker: Igennem teknologiske fremskridt og kumulative konfliktløsninger skulle mennesket bevæge sig fra stammesamfund over feudalisme til industrisamfundet. For Marx sluttede denne rejse med kommunismen. Men Fukuyama udpegede en ny destination.

I lang tid viste Fukyamas påstand sig ejendommeligt modstandsdygtig over for kritik fra venstre. Neoliberalismens hegemoni virkede urokkeligt. Men i de seneste tre år har vi set begyndende sprækker, muligvis som en art forsinket reaktion på finanskrakket og bankredningspakkerne efter 2008. Verdensomspændende Occupy-protester og store demonstrationer i adskillige lande mod stramningspolitikker har fået kommentatorer på venstrefløjen som den franske filosof Alain Badiou i Le réveil de l’histoire og Seumas Milne i hans essaysamling The Revenge of History til at spekulere på, om historien atter skulle være i bevægelse.

»Hvad sker der i dag?« spørger Badiou. »Er det et forsøg på for enhver pris at videreføre en træt og udlevet verden? Er det en potentielt helsebringende krise i en verden, der er begyndt at lide under sin sejrrige ekspansion? Falder den verden sammen? Ser vi måske ligefrem begyndelsen til en ny slags verden?« Forsøgsvis læser Badiou opstandene i 2011 som dybereliggende skred, der har potentiale til at indvarsle en ny politisk orden. For Milne viser udviklinger som USA’s fejlslagne ’demokratiseringsprojekter’ i Irak og Afghanistan, finanskrakket og opblomstringen af socialistiske samfundsmodeller i Latinamerika, at »den unipolære tid er forbi«.

Det er dog stadig et åbent spørgsmål, om disse udviklinger – de være sig nok så dramatiske – for alvor vil kunne resultere i holdbare alternativer. Kritikken synes ikke at have nogen entydig retning, den er uden lederfigurer og fattig på programerklæringerne og bliver ved at falde fra hinanden i underskriftsindsamlinger på nettet og enkeltsagskampagner. Vil venstrefløjen være i stand til at præsentere en sammenhængende ideologisk udfordring af status quo? Eller er der kun tale om grænsetræfninger? Er historien forbi eller ej?

’Den nødvendige politik’

Som nogle på venstrefløjen i et stykke tid har været klar over, brugte Fukuyama et ideologisk kunstgreb. Er ’det vestlige liberale demokrati’, som han hævdede, vitterligt en virkeliggørelse af Den Franske Revolutions principper om frihed, lighed og broderskab? Eller er det snarere borgerlig økonomisk politik i en venlig, uafviselig forklædning? »Menneskets universelle ret til frihed« lyder besnærende, men på højrefløjen er det som regel bare et andet udtryk for økonomisk liberalisme. Og selv den er en fiktion: Kapitalismen foregiver at elske de frie markeder, men i realiteten arrangerer den markederne til eliternes fordel.

Da Fukuyama skrev Historiens afslutning?, var han neokonservativ. Han havde studeret under den neokonservative gudfader Leo Strauss’ yndlingsprotegé, Allan Bloom, forfatter til værket The Closing of American Mind. Han var forsker ved RAND Corporation, som var tænketank for det amerikanske militærindustrielle kompleks, ligesom han fulgte med sin mentor, Paul Wolfowitz, over i præsident Reagans regeringsapparat. Han viste sine sande politiske farver, da han skrev, at »klassespørgsmålet er reelt løst i Vesten ... det moderne Amerikas egalitarisme repræsenterer i al væsentlighed den slags klasseløse samfund, som Marx så for sig«. Dette var selv i 1989 en yderst tendentiøs påstand.

I kølvandet på George W. Bushs katastrofale brølere i Irak og Afghanistan gjorde Fukuyama i 2006 op med neokonservatismen i en bog med titlen America at the Crossroads. For at fastholde tesen om historiens afslutning hævdede han, at de neokonservative havde bevæget sig ud ad en leninistisk tangent med deres faste tiltro til historisk determinisme og kunstig nationsopbygning. Og at de derved var i modstrid med den rette forståelse af historiens udvikling som et organisk biprodukt af større materiel tryghed og adgang til forbrugsgoder.

Det ’postideologiske’ kunstgreb fortsætter ikke desto mindre. De »markeder«, som Fukuyama hyldede som selve fremskridtets motor, bliver stadig omtalt som »naturlige«, som om de er kræfter på lige fod med tyngdekraften eller Darwins evolution. Tanken er fortsat, at markederne sætter de »realistiske« grænser for politikken. Bag henvisninger til, hvad de offentlige finansers råderum »muliggør i praksis«, gemmer der sig i virkeligheden klare politiske prioriteringer, som ikke bliver ordentligt diskuteret. Som den britiske premierminister, David Cameron, sagde i juni 2010, da han skulle søge at legitimere omfattende nedskæringer på de offentlige bevillinger: »Vi gør ikke dette, fordi vi ønsker at gøre det, eller fordi vi er drevet af teoretiske eller ideologiske overvejelser. Vi gør det, fordi vi ikke har andet valg.« Gennem tre årtier med den slags behændigt spin om ’den politiske nødvendighed’ har højrefløjen systematisk opbygget en ideologisk bevægelse, der fremstiller sig selv som alt andet end systematisk, alt andet end ideologisk.

Idealismens endeligt

Selv om jeg godt kan gennemskue det ideologiske greb bag det at udnævne markedsmekanismer til naturkræfter, er der ikke desto mindre et bredere aspekt af Fukuyamas essay, som jeg beundrer og ikke kan analysere væk. For hans essay slutter med følgende overraskende og bevægende passage: »Historiens afslutning vil være en meget trist tid. Anerkendelseskampen, viljen til at sætte livet på spil for abstrakte mål, den verdensomspændende ideologiske kamp, der inspirerede til vovemod, opofrelse, fantasi og idealisme, vil blive erstattet af økonomiske kalkuler, endeløse løsninger af tekniske problemer, fokus på miljøhensyn og tilfredsstillelse af sofistikerede krav fra forbrugerne.«

Det er svært ikke at konkludere, at netop den passage rummer et præcist portræt af vores egen tidsalder, hvor lejrbålssamtalerne blandt unge aktivister først og fremmest drejer sig om større eller mindre koncentrationer af CO2, hvor tiltroen til det teknologiske fix næres af såvel centrumvenstre som af centrumhøjre, og hvor de horder, som går på gaden i Rio de Janeiro, viser sig at være en kø, der venter på, at Latinamerikas første Apple Store skal åbne.

»I den posthistoriske periode,« fortsætter Fukuyama, »vil der hverken være kunst eller filosofi, kun den stadige bevogtning af museet for menneskets historie. I mig selv og hos andre omkring mig kan jeg fornemme en følelse af stærk nostalgi efter den tid, hvor historien eksisterede«. Rammer den karakteristik ikke præcist en grundstemning i vores epoke? Vi ser ud til at have mistet en klar fornemmelse af både vores historie og vores fremtid. Som om vi lever i et evigt nu, hvor vi har glemt, at tingene engang var anderledes, og at alternativer derfor vitterligt kan eksistere.

Jeg voksede op i 1980’erne og demonstrerede mod Thatcher. Det var en konfrontatorisk tid. Men allerede i 1990, da jeg fyldte 16 år, var John Major blevet premierminister og de ideologiske sammenstød i britisk politik begyndt at blive mindre voksne. Majors back to basics-kampagne var et opgør med hans forgængeres ideologiske prædikener, men blev dermed også en desavouering af politikken.

Siden kom Tony Blairs særlige triangulering, hans salvelsesfulde hæven sig over venstre og højre, Barack Obamas opfordring til »en uafhængighedserklæring ... fra ideologierne« og David Camerons forsikringer om, at »jeg er ikke til ismer«. Politik er i dag blevet et spørgsmål om teknokratisk optimering, om at gøre, »hvad der virker«, og om »at gøre arbejdet færdigt«. Men i ly af forsikringerne om, at de gamle polariteter har mistet deres relevans, er alle de vigtigste partier i realiten rykket til højre.

Passiviseret af forbrugerismen

I Historiens afslutning og det sidste menneske skriver Fukuyama, at »den enormt produktive og dynamisk økonomiske verden, som skabes igennem vor tids avancerede teknologi, har en overvældende homogeniserende magt«. Men er forbrugerisme og teknologi, som han antyder, virkelig at forstå som progressive kræfter?

Internettet blev voksent, samtidig med at jeg selv blev det. Min bacheloropgave skrev jeg i hånden, men i mit tredje år på universitet sendte jeg min første e-mail ved at hjælp af et program med grønt interface kaldet Pine. Min barndoms korrespondance fylder adskillige papkasser, men i løbet af 1990’erne forsvinder papirsporene lige så stille. Resten befinder sig på e-mailkonti, der ejes af selskaber med infantile navne, og nogle af disse konti er for længst gået tabt.

Er det et rent tilfælde, at den digitale nedrivning af grænserne mellem de historiske epoker, mellem arbejde og leg, og mellem den ene og den anden bog sker, samtidig med at massesamfund af enhver slags, såvel kulturelle som politiske, tilsyneladende ophører med at eksistere? Min længsel efter min barndom er flettet sammen med min nostalgiske hang til politisk opposition og det skrevne ord. Jeg savner historien, ligesom jeg savner min egen historie og min barndoms visioner for fremtiden. I visse øjeblikke føler jeg mig som en Slavoj Žižek i Living in the End Times, når jeg sørgmodigt lytter til Spotify, imens jeg græmmes over venstrefløjens intellektuelle fallit.

I dag lader det sig næppe gøre at formulere en ny utopi, selv ikke – eller rettere: især ikke – fra en position på venstrefløjen. Er forklaringen neoliberalismens dominerende stilling i det ideologiske landskab? Eller er det, fordi vi lever i postideologisk tidsalder, hvor internettet både er symptom og årsag? Når hver eneste passager i morgentoget stirrer ufravendt på en lille belyst enhed, er vi havnet i en næsten klæbrigt virkeliggjort dystopi. Sammen med teknologien forekommer turbokapitalismen mig at fremskynde den kulturelle og miljømæssige apokalypse. Som jeg ser det, gør den digitale forbrugerisme os alt for passive til at gøre oprør eller til at redde verden. Men accepterer vi dette som uundgåeligt, vil vi med sikkerhed blive ført til afslutningen på historien, og det i mere end én forstand.

Giver den senere tids udfordringer af Fukuyamas tese os grund til en ny optimisme? Det er stadig for tidligt at sige. »Det, som sker med os i de tidlige år af dette århundrede,« noterer Badiou, er »noget, der ikke synes at have et klart navn på noget kendt sprog«. Selv har Fukuyama spekuleret på, om netop dette fravær af idealisme og kamp måske endnu kan antænde deres egen genopblussen: »Måske vil selve udsigten til at skulle tilbringe århundreder i kedsomhed efter historiens afslutning,« skriver han, »kunne tjene til at sætte gang i historien igen«. Der findes et glimt af et perverst håb i det faktum, at kedsomhed er en luksus, som de fleste af os ikke længere kan tillade os.

Eliane Glaser er engelsk forfatter og radioproducer. Hendes seneste bog, ’Get Real: How to Tell it Like it is in a World of Illusions’, blev udgivet i 2012 på forlaget Fourth Estate.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mihail Larsen

Jeg lytter og venter ...

Flemming Scheel Andersen

Mihail Larsen

Glimrende

Jakob Lilliendahl

Jeg er ikke uenig Michael, og jeg beundre Sokrates.. og sågar også Platon..

https://en.wikipedia.org/wiki/I_know_that_I_know_nothing

Men min pointe mht. min manglende stillingtagen til Sokrates, var det Sokratiske problem

https://en.wikipedia.org/wiki/Socratic_problem

Jeg beundre bare Protagoras og Diogenes mere, de var nemlig ikke lærlinge, men derimod i opposition

For de forstod tilsyneladende , at når man ikke ved, ved men heller ikke om man ved eller ej ;)

Jakob Lilliendahl

Nu ved jeg jo ikke rigtigt om du mener det eller ej Mihail, men det er også lige meget, jeg håber du mener det :)

https://en.wikipedia.org/wiki/Epistemology

Gorm Petersen

Den der styrer pressen styrer meningsdannelse.

Hilsen Putin, Berlusconi og Murdoch.

Parti-pluralisme forudsætter presse-pluralisme. Eller får vi i løbet af ca. een generation et et-parti vælde: "Sandhedens Parti".

Michael Kongstad Nielsen

Jakob Lilliendahl - det var netop dette, der fascinerede mig hos Sokrates fra første færd. Hans tanker om, at den viseste er den, der ved, at han ikke ved. Stillet overfor problemer af enhver art, må man starte på bar bund, og udtænke et svar, der selvfølgelig bygger på alt, hvad man har erfaret, sanset, tidligere tænkt og hørt fra andre, læst i bøger og lært i skolen - men som ikke bringer en nærmere en forståelse eller løsning, før man selv tænker.

Jakob Lilliendahl, Flemming Scheel Andersen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Jakob Lilliendahl

Ja men, kære Michael, det er farligt! :)

Jeg vil virkelig gerne anbefale Protagoras og Diogenes så, så for man både klart og uklart spyt!

Men I stedet for selv at vrøvle ALT for meget videre om viden og tanker og grækere der ikke er mere.. Vil jeg i stedet, og uden forbehold, anbefale bogen Tal en tanke af Vincent Hendricks og Frederik Stjernfelt

Men dog, ganske modsat hvad DE TO konkluderer, vil jeg gerne have lov (altså besidde lov, hvis jeg/man kan/skal det) til at tænke at -

jeg tror, jeg taler.

De lader mine erfaringer mig tro
Det har MINE dimensioner ladet MIG måle

Også vil jeg ærgre mig over at TO så intelligente mennesker, har sekulært ÉT? udgangspunk (altså uden endelser(flertal)), men, og på trods af dette, ikke evnede (evner), eller ikke ville (vil) 4 sider (side 10) inden der i ramme alvor bringes pseudo-religiøse dogmer om hvad man skal
Jeg vil dog gerne medgive at "Jeg" tilsyneladende eksisterer og at konsekvens(er) ligeså tilsyneladende eksisterer ;)

https://www.youtube.com/watch?v=O0LqzhOyzIM <-- LYT, NYD og TÆNK Frederik, Vincent, og alle andre absolutister (ja Platon kan jo ikke lytte vel?) <-- (Retorik! Ja, men ikke retoriske opfordringer! - https://da.wikipedia.org/wiki/Retorik )

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=absolutist <-- tryk "vis" beslægtede ord, det er sgu meget sjovt og vildt interessant!

http://andreord.dk/ord/6021-absolutist <-- Læg især mærke til at de 5 overbegreber alle er subjekter

En logisk slutning, er ikke det samme som en sand slutning.. Eller jeg mener.. Ordenes betydning adskiller sig!

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=logisk&search=S%C3%B8g
http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=sandt&search=S%C3%B8g

Kære Frederik og Vincent (og søde søde webredaktion, undskyld!)

Det er FUCKING korrekt tale som det passer mig, om noget er, ellers er jeg ikke enig med nogen om noget grundlæggende, grundlæggende.. Bwwaaahhh!

Korrekt tænkning! Korrekt Tale! Hvad fanden er det for noget fascisme at udgive!? NU SIGER JEG BARE SOFISME!, eller hvad?

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tale&search=S%C3%B8g

Med venlig hilsen vrøvleren Jakob, (elite-idioten, elite-pessimisten)

Henvendt til alle, især faglige -skabere ;)

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=fagkundskab&search=S%C3%B8g

Fagkunstskab? Nej? Det synes jeg det burde hedde! Og/eller det synes jeg noget burde hedde!

"Folket" "styrer" tilsyneladende hvad der er "sandt", det kaldes demokrati!
Kan det tydes? Jeg mener nemlig mange mange mange forskellige ting! og i stort set hver eneste sætning!

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=tyde <-- Prøv igen at trykke "vis" beslægtede ord, og bemærk den subjektive natur i disse ord

Det var min mening; flertydigt!! og -hed.. Se igen, nu kan jeg ikke lade være.. XD
- Blev jeg engang spurgt om hvad betød;
>>XDXDXD<< svarede jeg måske endda! Det kunne jeg i hvert fald godt finde på!

Sprog skal/kan tydes jo.. Det er Mihail sikkert enig med mig i?
Liv, som vi mener at forstå det, forudsætter kommunikation, Kommunikation forudsætter sprog.. Det mener jeg.. Ja og omvendt osv
Det var meningen ! ?

ALT er sprog! Tror jeg! Umiddelbart! Eller i hvert fald tilsyneladende!
- og/eller INTET er sprog!
- Hvorved ALT så muligvis er INTET, og/eller så muligvis, (er) INTET! er ALT? ! ? (undskyld) - En teori om ideer !?

Måske er 0=uendeligt, måske er det ikke!

Demokratiet angiver tilsyneladende 0, (omend ufatteligt tilsyneladende, ikke?)
Demokratiet angiver tilsyneladende uendeligt, (Omend ufatteligt præcist beregnet, ikke?, dog ved hjælp af en konstant bemærker jeg! )
Demokratiet angiver tilsyneladende Alpha Omega! (Omend det var der i forvejen, ikke?)

Livet angivet ALT! Tror jeg! <-- DET må man da kunne forstå!
Uden Liv, kan ALT så angives? Spørger jeg!
Er min verden her når jeg er død? Spørger jeg!

http://members.optushome.com.au/davidquinn000/Diogenes%20Folder/Diogenes... :

>> Plato was discoursing on his theory of ideas and, pointing to the cups on the table before him, said while there are many cups in the world, there is only one `idea' of a cup, and this cupness precedes the existence of all particular cups.

"I can see the cup on the table," interupted Diogenes, "but I can't see the `cupness'".

"That's because you have the eyes to see the cup," said Plato, "but", tapping his head with his forefinger, "you don't have the intellect with which to comprehend `cupness'."

Diogenes walked up to the table, examined a cup and, looking inside, asked, "Is it empty?"

Plato nodded.

"Where is the `emptiness' which procedes this empty cup?" asked Diogenes.

Plato allowed himself a few moments to collect his thoughts, but Diogenes reached over and, tapping Plato's head with his finger, said "I think you will find here is the `emptiness'."<<

Hvad angav Platon om Sokrates? Og var det i andet end hans verden? :)
Hvad angav Platon om det ideelle samfund?
og i nutid
Hvad angiver Platon om vores ideelle samfund?

Ingenting!?, synes jeg!? Men ved jeg det ikke er rigtigt!? Tilsyneladende og/eller måske!?, ikke!? <-- Ja, og prøv så at læse det hele igen!

MARK OG RONNI!?, JA HVAD ER DER!?, VI SKAL SPISE!? HVAD SKAL VI HA!? (Den er jeg VIRKELIG ked af! SÅ frustrerende, synes jeg!) <-- Ja, og prøv så at læse det hele igen!

Jeg tror det eneste jeg ikke betvivler er "jeg" og "er", det var i hvert fald meningen!? For det var/er nemlig mit udgangspunk, men hvad ved jeg egentlig!? <-- Ja, og prøv så at læse det hele igen!

XDXDXD

- https://www.youtube.com/watch?v=HgzGwKwLmgM <-- LYT, NYD, TÆNK <-- Også igen!

>>NEJ, STOP! SÅ ER DET GODT, DU!<< <-- https://www.youtube.com/watch?v=vLVyufyEIwI , er mit ærligste svar, der tilsyneladende indeholder en empirisk dimension! <-- LYT, NYD, TÆNK <-- Også igen!

<-- LYT, NYD, TÆNK <-- Også igen! Eventuelt!

En opfordring til agens!?

Jakob Lilliendahl

Henvendt til alle, især faglige kunst -skabere ;)
- skulle der ha stået, men det ikke vigtigt:)

Men prøv eventuelt igen

XDXDXD

Jakob Lilliendahl

PS.

Jeg burde måske bare have skrevet:

Prøv at tænke over alle ordene og deres betydning på indholdssektionen af disse sider:

http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=absolutist <-- vis, vis flere

(Fra ordnet) Eksternt link:
http://andreord.dk/ord/6021-absolutist

Hvad er du tilhænger af?
Hvorfor?

Fag, kunst og viden=Filosofi !?

Filosofi <=> Politisk Filosofi <=> Politik <=> Sofisme <=> Religion <=> Sandhed= ALT og/eller INTET !?

Mvh Jakob

Jakob Lilliendahl

"Oplysningens Blinde vinkler"

Vores mening?

ehhh.. Jeg synes

- Skide godt skrevet, Super logisk, Slick og det hele. Love it!
- Kunne ikke være mere "uenig" i det erkendelsesteoretiske grundlag for at skrive den, hvis man altså kan det. (men det ved>/i> Vincent, Frederik og de andre sikkert også alt om )

Fascisme.. Min billige holdning

Mvh Jakob

Henrik Danstrup

@Gorm
Here we go again - lav dit eget medie, hvis du er utilfreds med udbuddet - det er et frit land - sæt igang :o)

jan henrik wegener

En vigtig grund til knap så ubetinget at ønske "ideologierne" tilbage er spørgsmålet hvad de stod/står for.
Og omvendt: hvad bwetød "ideologiernes bortgang" i vores del a verden?
Et bud på hvad det -kort og godt betød kommer her, men andre kan byde ind: det betød i få ord at vi i vores de3l af verden holdt op med at slå hinanden i hjel i samme målestok som tidligere. Andre kan så give deres bud eller forklare hvorfor den udlægning er en fuldstændig misforståelse. Men, hvis den nu ikke helt er det, hvorfor så al den tristesse?

Sider