Læsetid: 18 min.

+2°C giver ikke længere mening

Med sidste måneds rapport fra FN’s klimapanel står det klart, at det reelt er blevet for sent at nå verdens vedtagne målsætning om at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Hvad sker der, når klimaforskere og politikere må erkende deres nederlag og indse, at den grænse, som de var enige om at se som farlig, uundgåeligt vil blive overskredet?
Med sidste måneds rapport fra FN’s klimapanel står det klart, at det reelt er blevet for sent at nå verdens vedtagne målsætning om at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Hvad sker der, når klimaforskere og politikere må erkende deres nederlag og indse, at den  grænse, som de var enige om at se som farlig, uundgåeligt vil blive overskredet?

Jakob Dall

3. maj 2014

Det var i begyndelsen af 1990’erne, at grænseværdien blev sat. Klimaforskerne havde længe vidst, at menneskelig aktivitet gør kloden stadig varmere. Men det var først lige begyndt at gå op for de politiske ledere, at det ville kræve en enorm koordineret indsats at få verdens nationer til at afbrænde færre fossile brændstoffer og undgå kritiske temperaturstigninger over de kommende årtier. Politikerne havde brug for at kunne opstille et langsigtet mål. De havde brug for at kunne sige: Det er det her scenarie, vi skal frygte, og her er den strategi, vi må slå ind på, for at hindre scenariet i at blive virkelighed. Men her stødte de på en vanskelighed: Ingen kunne rigtig blive enige om, hvornår den globale opvarmning ville nå uacceptabelt farlige højder. Hvor meget skulle vandstanden stige i verdenshavene, før vi havde et alvorligt problem? Hvor meget varme ville være for meget?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Poul Schou
  • Henrik Christensen
  • Niels-Simon Larsen
Benno Hansen, John Fredsted, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen, Poul Schou, Henrik Christensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

I sandhed alarmerende. Vi burde alle være alarmerede. I stedet bliver vi, der er det, kaldt alarmister.
Hele folketinget burde beordres til at læse denne artikel, men vi ved jo godt, hvordan det vil gå. Alle vil sige i den grad de overhovedet erkender, at noget er galt, at de arbejder på sagen.

John Fredsted, Ejvind Larsen, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Oplysende og rimelig nuanceret artikel om et vigtigt emne. Togradersmålsætningen bliver utvivlsomt et mere omdiskuteret emne i de kommende år, efterhånden som indsatsen der skal til for at overholde den, bliver stadig sværere at få realiseret.

Martin Sørensen

Hvorfor pakke det pænt ind.

Vi gør intet ganske enkelt fordi at de ekstremt rige der styre vores planet ikke findet det proitabelt af rede andre end dem selv, deres kyniske kalkyle er so what, der ryger et par milliarder i svinget eller syv, deres is kolde kalkyle er jo jorden og de ultra rige skal nok overleve, sandheden er at de 83 i bussen som beskrevet i denne youtybe her https://www.youtube.com/watch?v=OmB7_5lfSUw er BEDØVENDE ligeglade med klimaet, dem og alle de næsten lige så rige, mener ikke at projekt red os alle er værd at efterfølge, nej de har et andet projekt, der heder new world order, der er ikke pæne måder at pakke dette her ind på, men de ultrarige og deres politikse venner alle partier i midtten ja de for os til at tro at de gør noget, tro på at bare en vindmølle mere, så ser det ud som om at vi virkeligt gør en forskel selv om vindmøller og sol celler, selv om de ikke nytter en ærligt skid,

nej sygdommen er HELE vores økonomiske system. der KRÆVER evig vækst for at kunne overleve en vækst som du og jeg ALDRIG ser en femmertyve øre af nej den vækst er de ultra riges egendom, for det er ikke nok at eje det hele, og ødelægge alt andet nej, de ultra rige ved godt at vi kan rede jorden og få en retfærdig verden hvor de enda stadigt vi være ekstremt rige, men nej det er ikke nok,

klima kampen og resurse kampen hænger 200% sammen med uligheds kampen, for den eneste måde at løse de tre kriser på er at løse dem samtidigt, og det kræver opgøret med de ULTRA rige, og deres venner vores politiker, der meget meget længe ikke har været vores politikere, der er ikke pæne måder at sige det på eller pæne løsninger,

Claus Piculell

Ja, både kampen for bæredygtighed og lighed står i noget værre gylle til halsen, så at sige.
Men det er logikken i nedenstående citat nu også, fordi det minder noget om Sundhedsstyrelsens strategi med "livsstils"-sygdomme-ævl og ikke mindst de forebyggende råd, hvor man for et par år siden satte grænserne ned for anbefaleligt alkoholindtag til 14 genstande om ugen for mænd og syv for kvinder, i den tro at det ville føre til en større forsigtighed med alkohol, mens det formentlig blot har ført til, at endnu flere siger "Rend mig i røven!"

Det lovede citat er her:
"Vi kan acceptere (en smule) højere temperaturer: Alternativt kan vores politiske ledere erkende, at målet på under +2°C ikke kan nås og i stedet arbejde for, at vi så holder os under en lidt højere grænse, som f.eks. +2,5°C eller +3°C. Det lyder let nok i teorien, men konsekvensen bliver, at vi så også må acceptere, at vi kommer til at stå over for større klimarisici og meget vanskeligere tilpasningsudfordringer. Selv om en global opvarmning på +3°C vil være mere risikofyldt end en på +2°C, vil den dog være mindre risikabel og mindre skæbnesvanger end en på +4°C.
En sådan strategi rummer dog sit eget faremoment. Som Oliver Geden påpeger, vil en lempelse af grænseværdien yderligere kunne forringe det praktiske udbytte af de globale klimaforhandlinger, hvis også temperaturgrænserne pludselig bliver åbne for forhandlinger og endeløse skænderier. Tyndall Centres forskere udtrykker i den forbindelse bekymring for, at dette vil muliggøre, at verden presses ud i en situation, hvor temperaturstigninger på +4°C eller +6°C bliver accepteret som uafvendelige."

vh
CP

John Fredsted

Der skulle to verdenskrige til for at lære verden, at det bør man udfolde de allerstørste bestræbelser på at undgå en gentagelse af. Mon ikke der desværre skal mindst én klimakatastrofe til for at lære os, at det bør - eller måske rettere, burde - vi ligeledes udfolde de allerstørste bestræbelser på at undgå? Skæbnens ironi er den grumme, at hvor krige kan afløses af en verden, der så nogenlunde ligner sig selv, som den så ud før krigen, da vil irreversible klimaforandringer i sagens natur ikke kunne gøre det. Så til den tid, hvor vi i vores erfaringsbagage har klimaforandringernes gru, da vil det være for sent at blive klogere og ændre adfærd.