Læsetid 18 min.

+2°C giver ikke længere mening

Med sidste måneds rapport fra FN’s klimapanel står det klart, at det reelt er blevet for sent at nå verdens vedtagne målsætning om at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Hvad sker der, når klimaforskere og politikere må erkende deres nederlag og indse, at den grænse, som de var enige om at se som farlig, uundgåeligt vil blive overskredet?
Med sidste måneds rapport fra FN’s klimapanel står det klart, at det reelt er blevet for sent at nå verdens vedtagne målsætning om at holde den globale temperaturstigning på under to grader. Hvad sker der, når klimaforskere og politikere må erkende deres nederlag og indse, at den  grænse, som de var enige om at se som farlig, uundgåeligt vil blive overskredet?

Jakob Dall

3. maj 2014

Det var i begyndelsen af 1990’erne, at grænseværdien blev sat. Klimaforskerne havde længe vidst, at menneskelig aktivitet gør kloden stadig varmere. Men det var først lige begyndt at gå op for de politiske ledere, at det ville kræve en enorm koordineret indsats at få verdens nationer til at afbrænde færre fossile brændstoffer og undgå kritiske temperaturstigninger over de kommende årtier. Politikerne havde brug for at kunne opstille et langsigtet mål. De havde brug for at kunne sige: Det er det her scenarie, vi skal frygte, og her er den strategi, vi må slå ind på, for at hindre scenariet i at blive virkelighed. Men her stødte de på en vanskelighed: Ingen kunne rigtig blive enige om, hvornår den globale opvarmning ville nå uacceptabelt farlige højder. Hvor meget skulle vandstanden stige i verdenshavene, før vi havde et alvorligt problem? Hvor meget varme ville være for meget?

Det var her, et råd af tyske forskere hittede på en forbløffende enkel måde at forstå klimaforandringerne på. Hør her, sagde de: Den menneskelige civilisation har ikke været på kloden ret længe. Og siden den sidste istid for 12.000 år siden har Jordens klima kun svinget inden for en snævert margin. Så hvis vi vil være på den sikre side, skal vi bare sørge for, at den globale gennemsnitstemperatur ikke kommer mere end 2°C over det niveau, den lå på, før industrialiseringens tidsalder begyndte.

Kritikere skumlede: Var denne 2°C-grænse ikke for vilkårlig eller for simpel? Men forskerne var allerede i gang med at indsamle beviser på, at den globale opvarmning ville antage særligt farlig karakter, hvis 2°C-tærsklen først blev overskredet. Så ville vi se en hastigere stigning af havvandstande, en større fare for misvækst, en ødelæggelse af verdens koralrev. Desuden elskede politikerne ideen om et enkelt, let fatteligt mål. Så den famøse tærskelværdi på de to grader blev hængende.

I 2009 havde næsten alle verdens stater accepteret 2°C-grænsen. I dag er det en vedtaget sandhed, at global opvarmning ud over dette punkt anses for ’farlig’. Og følgelig har verdens ledere år efter år mødtes til FN’s klimakonferencer for at diskutere klimapolitik og gennemførelse af emissionsnedskæringer, som de håber vil holde os under 2°C, alt imens klimaeksperter har udspyet endeløse rapporter om, hvordan vi bedst kan tilpasse til en opvarmning på 2°C (eller derunder).

Nye grænser

To årtier senere er der imidlertid et ret stort problem ved denne måde at se klimaudfordringen på. Problemet er, at forestillingen om at verden vil kunne holde sig under 2°C, stadig mere ligner blændværk og indbildning.

For det første er Jordens gennemsnitstemperatur allerede steget 0,8 °C siden det præindustrielle 1800-talsniveau. Og forestiller vi os, at den nuværende hurtige stigning i den globale drivhusgasudledning fortsætter, vil vi med sikkerhed overskride 2°C-grænsen allerede midt i århundredet – og ramme de +4°C eller derover omkring år 2100. Det vil være langt over de niveauer, vi i dag anser for ’farlige’. Skal vi tilbage på et spor, der kan holde os under +2°C, vil det allerede i dag kræve nedskæringer af emissionerne af samme drastiske slags, som vi normalt forbinder med økonomiske katastrofer som f.eks. Sovjetunionens sammenbrud eller den kraftige afmatning efter finanskrisen i 2008. Og disse nedskæringer må vi hele tiden følge op med endnu flere.

I klimaforskningsmiljøet tøver man med at indrømme sit nederlag. Endnu i 2007 kunne IPCC, FN’s Mellemstatslige Klimapanel, konkludere, at verden fint ville kunne holde sig under +2°C, men kun såfremt vi begyndte at skære ned på vores udledninger med det samme. Men årene gik, og verdens lande foretog kun beskedne tiltag, så emissionerne blev ved med at stige. I sidste måned udsendte IPCC så en ny rapport, hvori man erkender, at det ikke er gået alt for godt med emissionsreduktionerne, men fastholder, at vi stadig kan holde os under +2°C. Blot vil vi i så faldt være nødsaget til at gribe til endnu mere drastiske metoder, ligesom vi bliver nødt til at udvikle teknologier, der kan trække overskydende kuldioxid tilbage fra atmosfæren. Om det sidste overhovedet lader sig gøre, er indtil videre uklart.
Med vores nuværende kurs styrer vi støt imod en global opvarmning på +4°C, og for hvert år, der går, bliver det stadig mere usandsynligt, at det vil kunne lykkes for os at undgå overskridelse af +2°C-tærsklen.

»På et eller andet tidspunkt bliver klimatologerne nødt til at erklære spillet for ude og sige: ’Nu er det ikke længere realistisk, at vi kan holde os under de to grader’«, siger Oliver Geden, klimapolitisk analytiker ved den tyske tænketank Stiftung Wissenschaft und Politik.

»Men endnu tør de ikke kaste håndklædet i ringen, for ingen ved, hvad der vil ske, hvis de aflyser den målsætning, alle er enige om.« Målet på højest +2°C var en af de få ting, som alle deltagende parter i de globale klimaforhandlinger kunne blive enige om. Viser det mål sig uopnåeligt, er faren, at folk opgiver helt at prøve.

For nylig satte en gruppe forskere og politikere sig for at undersøge nærmere, om 2°C-grænsen stadig er den bedste ramme, vi har til forståelse af klimaforandringerne. Hvad nu hvis dette elementære mål i virkeligheden betyder, at vi får sværere ved at forberede os på den opvarmning, der ligger forude? Er det på tide at overveje andre tilgange til klimapolitikken? Og hvis en overskridelse af +2°C-tærsklen virkelig er så farlig, hvad stiller vi så op, når vi indser, at vi ikke kan afværge den?

Togradersmålets dunkle oprindelse

I 1970’erne opdagede klimaforskerne, at den kuldioxid, mennesket har udsendt siden den industrielle revolution – fra biler, kraftværker, fabrikker osv. – forstærker den drivhuseffekt, der opvarmer Jorden. De vidste også, at de menneskeskabte udledninger ville stige for hvert år, den globale økonomi voksede.

Så hvor varmt ville det blive? Tidlige beregninger nåede frem til, at fordoblede vi mængden af kuldioxid i atmosfæren over det førindustrielle niveau, ville Jorden blive mellem 1,5°C og 4,5°C varmere. I årtierne siden da har forskerne indsamlet flere data, der underbygger dette estimat for ’klima-følsomhed’. Men de har ikke rigtig formået at præcisere eller raffinere deres tærskelsforståelser.

Næste skridt var at finde ud af, hvor høj en opvarmning mennesker med sikkerhed kan tåle. I begyndelsen af 1990’erne var der en række forskellige ideer fremme om, hvordan man kunne definere en ’farlig’ interferens med Jordens klima. F.eks. burde vi måske fastsætte tiårsgrænser for, hvor meget opvarmning vi bør tillade.

Efterhånden samlede der sig et konsensus omkring +2°C-grænsen. Det skete ikke mindst efter anbefaling fra et råd af tyske forskere, der rådgav Tysklands daværende miljøminister, Angela Merkel. Forskernes tankegang var som følger: Den menneskelige civilisation havde udviklet sig i en periode, hvor verdenshavenes vandstand var stabil, og landbrug kunne blomstre. Det virkede som en fornuftig tommelfingerregel, at det vi blot måtte sørge for at hindre den globale gennemsnitstemperatur i at stige med over 2°C.

»Vi sagde, at det som minimum ville være bedst ikke at afvige fra de klimatiske betingelser, som vi som art har udviklet os under«, siger Hans Joachim Schellnhuber, en af forskerne fra det tyske rådgivningspanel, der var med til at udtænke 2°C-grænsen. »I modsat fald risikerede vi at skubbe hele klimasystemet ud over det område, som vi har tilpasset os«.

Med tiden gik langt de fleste forskere ind på at fastsætte den kritiske grænse på dette niveau. En indflydelsesrig IPPC-rapport redegjorde nærmere for en række grunde til at bekymre sig for klimaændringer: flere og stærkere hedebølger og storme, masseudryddelse af arter og alvorlige økonomiske tab. Mange af disse »grunde til bekymring« blev fremskrevet til at blive desto værre, dersom den globale opvarmning passerede forbi de +2°C.

I dag er der imidlertid kommet flere argumenter, som taler for at anse 2°C-grænsen for arbitrær. Som enhver grænse vil være. F.eks. har forskerne siden dengang konstateret, at farlige konsekvenser allerede kan sætte ind, før vi rammer de +2°C: Den arktiske havis kan bryde sammen, havenes koralrev vil kunne uddø og små ø-nationer som Tuvalu vil kunne blive opslugt af de stigende have. Omvendt vil andre bekymrende ændringer såsom skader på de amerikanske høstudbytter måske ikke melde sig, før vi når ud over +2°C-tærsklen. At fastsætte grænsen er lige så meget en politisk vurdering som en videnskabelig. Sagt på en anden måde: Ingen klimaforsker vil finde på at påstå, at alt er fint, hvis vi rammer et maksimum på +1,9°C, hvorimod vi vil være dødsdømt, hvis vi når op på 2,1°C.

Samtidig har økonomer jævnligt kritiseret +2°C-grænsen for ikke at tage højde for omkostninger. Trods alt brænder vi jo ikke olie, gas og kul af for sjovs skyld. Vi gør det for at drive vores biler og boliger og fabrikker. Og må vi skære ned, bliver det ikke smertefrit. William Nordhaus, økonom ved Yale, har fremført den pointe, at vi bør sigte mod en temperaturgrænse, hvor omkostningerne ved at reducere fossile brændstoffer kan matche de klimamæssige fordele optimalt. I sin bog, The Climate Casino, fastsætter han denne grænse til +2,5°C eller muligvis endda højere, alt afhængigt af hvor nemt det vil gå for os at skifte til rene energikilder.

Trods kritik som den ovenstående har +2°C-grænsen dog fastholdt sin dominerende stilling i over et årti, til dels, fordi det dermed blev lettere at skabe et omdrejningspunkt for de internationale forhandlinger. FN’s klimaforhandlinger tager udgangspunkt i nødvendigheden af at holde sig under +2°C og regner sig derefter baglæns frem til, hvordan de enkelte lande skal reducere emissionerne. EU’s energipolitik henviser konsekvent til denne grænse. Obama-regeringens kommende regler for at begrænse CO2-emissioner fra de amerikanske kulkraftværker kan tilsvarende spores tilbage til et tilsagn, præsident Obama gav i 2009 om USA’s bidrag til at holde de globale temperaturstigninger under +2°C.

Det rejser et spørgsmål: Hvad sker der, hvis det viser sig, at +2°C-grænsen er uigenkaldeligt uden for rækkevidde? Vil vi så fastsætte en alternativ grænse? Eller bare give helt op?

Hvorfor det ser umuligt ud

Klimaeksperterne tænker sig ofte +2°C-grænsen på følgende måde: Estimater for klimafølsomhed fortæller os, at Jorden i sidste ende vil blive opvarmet til en temperatur på mellem +1,5°C og +4,5°C, hvis vi fordobler atmosfærens mængde af kuldioxid over det førindustrielle niveau. Vi har allerede gennemført næsten halvdelen af denne fordobling.

Så hvis vi ønsker os rimelige odds for at kunne holde den globale temperaturstigning på under +2°C, er der er kun så og så mange mængder ekstra kuldioxid, vi kan udlede i atmosfæren. Disse mængder udgør tilsammen vores ’kulstofbudget’, og det er på omkring 485 milliarder tons.

Der er ikke meget plads at give af. I 2012 udledte mennesket 10 milliarder tons kulstof i atmosfæren, og mængden stiger hvert år, ikke mindst i takt med at de nye store vækst­økonomier som Kina og Indien bygger nye fabrikker, kører nye biler og afbrænder masser af fossile brændstoffer. Med det nuværende udledningstempo vil verden have opbrugt sit kulstofbudget inden for godt 30 år og vil dermed have sat scenen for en opvarmning på mere end 2°C. Skulle klimafølsomheden vise sig lavere, vil det kun købe os et ekstra årti eller deromkring.

Hvis vi ønsker at holde os inden for budgettet og undgå de 2°C, må vores årlige emissioner nødvendigvis allerede begynde at falde hurtigt og gøre det år efter år. Gamle beskidte kulkraftværker vil skulle erstattes med vind- og solkraft eller atomkraftværker. Benzinslugende SUV’er vil skulle afløses af kulstoffattige elbiler. Og jo længere vi udskyder det, des sværere bliver det. Kulstofbudgettet bliver kun mindre og mindre, mens der bliver stadig flere kulkraftværker og SUV’er at erstatte.

På nuværende tidspunkt har verdens lande tøvet med at handle så længe, at de nødvendige emissionsreduktioner nødvendigvis må blive ekstremt vidtgående. I rapporten fra april konkluderede FN’s Mellemstatslige Klimapanel (IPCC), at hvis vi ønsker at holde os under +2°C-grænsen, vil den globale udledning af drivhusgasser skulle falde i gennemsnit mellem 1,3 procent og 3,1 procent fra 2010 og 2050.

For at sætte tingene i perspektiv, faldt de globale emissioner med blot én procent i året umiddelbart efter finanskrisen i 2008, dvs. under en brutal recession, hvor fabrikker og kraftværker verden over droslede ned til tomgang. Vi vil potentielt skulle tredoble tempoet i vores nedskæringer og fastholde dem år efter år.

Overstiger alle ambitioner

Nogle klimaeksperter ser med stor skepsis på, om verdens lande vil være i stand til dette og samtidig bevare de økonomiske vækstrater, vi historisk har vænnet os til. Det hurtigste, noget land nogensinde har formået at ’afkarbonisere’ sin økonomi uden at lide knusende recession var, da Frankrig fra 1980 til 1985 brugte milliarder på at opskalere sit atomkraftprogram. Det var en gigantisk bedrift. Emissionerne faldt med 4,8 procent om året, men nedgangen kunne kun fastholdes over en periode på fem år.

For at holde sig under +2°C-grænsen, vil hvert eneste land skulle fastholde et hastigt nedskæringstempo i årtier frem og ikke blot afkarbonisere kraftværker, men også fabrikker, boliger, biler og fly. En sådan indsats går langt ud over selv de mest ambitiøse af de klimaforslag, der for øjeblikket er under overvejelse, herunder Obamas store plan til opbremsning af emissionerne fra de amerikanske kulkraftværker.

»Hvis vi vil være seriøse omkring de 2°C, skal forandringerne ske i så raskt et tempo, at det nærmest trodser vores fatteevne. Og det er folk slet ikke klar til at se i øjnene,« siger Kevin Anderson, en klimaforsker ved det britiske klimaforskningsinstitut Tyndall Centre for Climate Research. »Grundlæggende vil vi blive nødt til at stille spørgsmål ved vores nuværende samfundsindretning, og hvordan vi udvikler os og vokser.«

Anderson er en blandt mange andre klimaforskere, der har været fremme med det synspunkt, at de rige lande må give afkald på yderligere økonomisk vækst – i hvert fald i en periode – for at hjælpe verden til at holde sig under de +2°C. I december var Tyndall Centre vært for en konference om »radikale emissionsnedskæringer«, hvor en række opsigtsvækkende forslag blev fremlagt: Måske skulle alle voksne de i rige lande have deres eget personlige ’karbonbudget’ og et elektronisk kreditkort, der kunne hjælpe dem til ikke at overtrække det. Når de ramte en øvre grænse, skulle det være slut med flere ferier eller bilture. Andre deltagere foreslog moraliserende kampagner, der skulle udskamme berømtheder med alt for store boliger og lystbåde.

Ikke alle er klar til at gå så radikalt til værks. IPCC’s seneste rapport foreslog, at en række ambitiøse fremstød til omlægning til renere energi kun behøver at slå en beskeden bule i de globale økonomiske vækstrater (blot 0,06 procentpoint om året), bl.a. fordi udgifterne til sol- og vindenergi falder langt hurtigere, end nogen havde forventet.

Stigende omkostninger

Men selv hvis man tager højde for dette, regner IPCC med, at det vil kræve en kræve en række højst usandsynlige manøvrer at holde temperaturstigningen på under de 2°C: Alle nationer vil skulle handle øjeblikkeligt. De vil skulle udbygge massivt med vind- og solenergi og atomkraft og forcere udviklingen af teknologier, der endnu kun er på et forberedende stade, til indfangelse og sikker forvaring af emissioner fra kulkraftværker. Afgørende vil det også være, at vi finder på en metode til at trække kuldioxid ud af atmosfæren – en så krævende udfordring, at den måske aldrig vil kunne fungere i den store skala.

Hvis nogen af disse præmisser falder, noterer IPCC, vil omkostningerne begynde at stige. Og som årene går, og verdens nationer udskyder tilstrækkeligt vidtgående begrænsninger, vil oddsene for, at vi kan holde os under de 2°C begynde at tage sig forsvindende usandsynlige ud.

»For 10 år siden var det endnu muligt at afstikke en kurs mod højest +2°C uden at indføre alle disse heroiske hjælpeantagelser,« siger klimaforskeren Peter Frumhoff, der også er kampagneleder ved ngo’en Union of Concerned Scientists. »Men fordi vi har smølet så længe, er det ikke længere tilfældet.« I februar var Frumhoff medforfatter til en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Climate Change, hvori han pointerede, at politikerne er nødt til at tage perspektiverne i en overskridelse af 2°C-grænsen langt mere alvorligt, end de for øjeblikket gør. Ellers vil vi være helt uforberedte på, hvad der så vil forestå.

Hvis +2°C-målet ser ud til at blive stadig mere urealistisk at nå, må tiden være inde til at se på, hvad der vil ske, når vi passerer det og ryger op på +3°C eller endog +4°C.

Fire grader varmere lyder måske ikke af meget. Men verden var i gennemsnit kun omkring 4°C til 7°C koldere under den seneste istid, hvor store dele af Europa og Nordamerika var dækket af gletsjere. IPCC konkluderede, at en temperaturforandring i modsat retning vil forårsage tilsvarende drastiske ændringer, såsom »omfattende artsudryddelser« eller irreversibel destabilisering af Grønlands massive iskappe.

I 2013 kortlagde forskere sammen med Verdensbanken, hvad forskningen forestiller sig om de forventede effekter af en opvarmning på +4°C. De blev rystede over, hvad de fandt. Et stigende antal undersøgelser tydede på, at den globale fødevareproduktion ville styrtdykke ved en opvarmning på 3 eller 4°C. Eksempelvis vil de stigende vandstande gøre store dele af landbrugsjorden i fattige lande som Bangladesh, Egypten, Vietnam og i dele af Afrika ubrugelig.

Den ukendte trussel

Men hvad der i særlig grad ser ud til at forurolige forfatterne til Verdensbankens rapport, er for det meste alt det, vi ikke ved. De fleste klimamodeller opererer for øjeblikket med lineære forudsigelser. Det vil sige, at de antager, at virkningerne af en opvarmning på 4°C vil blive dobbelt så slemme som ved +2°C. Men den antagelse kan meget vel være forkert. De forskellige virkninger kan nemlig interagere med hinanden på helt uforudsigelige måder. De aktuelle landbrugsmodeller, bemærker de, har ikke nogen god fornemmelse for, hvad der sker med afgrøder og høstudbytter, hvis hedebølger, tørke, nye skadedyr og sygdomme rammer i kombination.

Her er en analogi, som Hans Joachim Schellnhuber, der hjalp med at sammenfatte nogle af forskningsresultaterne i Verdensbankens rapport, er glad for at bruge. »Tag menneskekroppen. Hvis ens temperatur stiger med 2°C, har man forholdsvis høj feber. Hvis den stiger med 4°C eller 6°C, kan man dø. Det er ikke en lineær ændring. Man presser et komplekst system ud over det område, det er tilpasset til, og alle vores erfaringer viser, at gør man det, bliver systemets modstandsdygtighed testet til sin yderste grænse.«

Den måske mest markante konklusion i Verdensbankens rapport var dog, at forskerne på ingen måde var sikre på, at menneskeheden ville kunne tilpasse sig til en +4°C-verden. For øjeblikket går hovedparten af de lån, som Verdensbanken yder til de fattige lande for at hjælpe dem til at forberede sig på den globale opvarmning, til højere diger, forskning i mere modstandsdygtige afgrøder og bedre styring af ferskvandsressourcer. Men som det konstateres i rapporten, gennemføres de fleste af disse bestræbelser med relativt små temperaturstigninger i tankerne. Banken har ikke lagt planer for scenarier, hvor den globale opvarmning når op på +3 eller +4°C, for ingen kender rigtig konsekvenserne af sådanne temperaturstigninger.

»Når der er usikkerhed om den fulde art og omfang af disse konsekvenser«, konstaterer rapporten, »er der heller ingen sikkerhed for, at en tilpasning til en fire grader varmere verden er mulig.« Hvorpå rapportens forfattere skarpt konkluderer: »Den fremskrevne opvarmning på +4°C må simpelt hen ikke få lov at ske«.

Først for ganske nylig er forskerne selv begyndt at gøre forsøg på at udfylde disse huller i deres viden. Her er en sigende anekdote: I 2011 bestilte Europa-Kommissionen en række videnskabelige vurderinger af virkningerne af en +2°C-temperaturstigning. Men kun to år senere bestilte den en ny vurdering af virkningerne af en opvarmning større end +2°C. Hvad der engang var utænkeligt, bliver hurtigt tænkeligt.

»Hvis vi bliver ved med at gå ud fra som en selvfølge, at vi kan holde os under de 2°C, er vi ikke ærlige omkring vores tilpasningsstrategier,« siger Frumhoff fra Union of Concerned Scientists. F.eks., bemærker han, vil Californien formentlig blive nødt til fuldstændig at revidere sine planer for fremtidens vandforsyning, hvis en temperaturstigning på +3°C eller +4°C bliver en seriøs mulighed.

Men indtil videre er det meget beskedent med langtidsplanlægning af denne art. For kun de færreste politikere er rede til at indrømme, at vi vil passere de +2°C.

Viser det sig umuligt at holde den globale opvarmning under +2°C, vil dette også kunne vende fuldstændig op og ned på klimapolitikken. Trods alt er FN’s klimaforhandlinger struktureret efter dette overordnede mål. Hvad vil der ske, når alle indser, at det er uopnåeligt?

Forslag til handling

Sidste år kom Oliver Geden, forskeren fra Stiftung Wissenschaft und Politik, ind på dette emne i et forskningspapir med titlen Modifying the 2°C Target. Og i oktober offentliggjorde 11 forskere fra Tyndall Centre en klimapolitisk artikel, der yderligere skulle belyse alternativer til 2°C-grænsen. Her er et par af de muligheder, de foreslog:

Geoengineering: Vi vil kunne forsøge at holde de globale temperaturforandringer på under 2°C igennem en sidste fortvivlet indsats for ’geoengineering’ – dvs. gribe til storstilet ingeniørkunst, der ad teknisk vej manipulerer med klodens miljø og klima. Nogle forskere henviser til, at vi i teorien vil kunne afkøle Jorden ved at udlede sulfat-partikler i atmosfæren, der reflektere sollyset. Og ulemperne? Man vil kunne tænke sig alle mulige fatale bivirkninger, såsom en bratte forandringer i de globale nedbørsmønstre. Hertil kommer, at disse metoder ikke vil kunne afhjælpe de andre dystre konsekvenser af vores kuldioxid-emissioner, såsom forsuring af havene.

Vi kan acceptere (en smule) højere temperaturer: Alternativt kan vores politiske ledere erkende, at målet på under +2°C ikke kan nås og i stedet arbejde for, at vi så holder os under en lidt højere grænse, som f.eks. +2,5°C eller +3°C. Det lyder let nok i teorien, men konsekvensen bliver, at vi så også må acceptere, at vi kommer til at stå over for større klimarisici og meget vanskeligere tilpasningsudfordringer. Selv om en global opvarmning på +3°C vil være mere risikofyldt end en på +2°C, vil den dog være mindre risikabel og mindre skæbnesvanger end en på +4°C.
En sådan strategi rummer dog sit eget faremoment. Som Oliver Geden påpeger, vil en lempelse af grænseværdien yderligere kunne forringe det praktiske udbytte af de globale klimaforhandlinger, hvis også temperaturgrænserne pludselig bliver åbne for forhandlinger og endeløse skænderier. Tyndall Centres forskere udtrykker i den forbindelse bekymring for, at dette vil muliggøre, at verden presses ud i en situation, hvor temperaturstigninger på +4°C eller +6°C bliver accepteret som uafvendelige.

Vi kan omformulere problemet: Alternativt kan verden omformulere sit reduktionsmål, så det bliver mere appellerende. Nogle eksperter har hævdet, at +2°C-grænsen aldrig var specielt produktiv, fordi forpligtelsen på dette mål kun i så ringe grad anviste konkrete veje til handling. Roger Pielke Jr., forsker ved University of Colorado, har foreslået, at vi i stedet fokusere på lettere forståelige mål såsom at andelen af den kulstoffrie energi, som verden bruger, skal reduceres fra 13 procent i dag til 90 procent over en årrække. Reduktionsmålene vil være sammenlignelige, men måden at indramme problematikken på vil være meget anderledes.

»Det vil sætte os i et andet intellektuelt rum, hvor vores svar fokuserer mere på omstillingen til at forbruge store mængder af ren energi«, sagde Pielke til mig tidligere på året. »Det er en politik, der går ud fra de praktiske muligheder, og hvor innovationen sættes i centrum. Det kan godt være, at vi ender med ikke at være bedre stillet end nu. Men vi ved, at den vej, vi befinder os på nu, ikke fører nogen steder hen.«

Tag debatten nu

På samme måde har David Victor fra University of California, San Diego, længe argumenteret for, at strategien med at begynde med en aftalt temperaturgrænse og dernæst bruge denne til at intimidere landene til nødvendige nedskæringer, er dømt til fiasko. I stedet kan det være mere produktivt for landene at fokusere på først at tage individuelle skridt imod bekæmpelse af klimaforandringer og herfra langsomt bygge op til et fælles aftalt mål.

I deres artikel ser forskerne fra Tyndall Centre på alle disse alternative muligheder. De påpeger, at alle indebærer ulemper – at omformulere problemet vil f.eks. kunne aflede opmærksomheden fra farerne ved de højere temperaturer. I sidste ende kunne de ikke slippe den tanke, at en genbekræftelse af forpligtelsen på +2°C-grænsen formentlig vil være den »mindst ringe fremgangsmåde«. Men så verden også, pointerede, tage problemet langt mere alvorligt, end den for øjeblikket gør.

Uanset hvad den klogeste strategi end måtte være, skriver forfatterne, er der i det mindst rejst et spørgsmål her, som vi har behov for at diskutere mere indgående: »Der er reel fare for, at 2°C-målet på et tidspunkt vil blive søgt miskrediteret«, siger Tyndall Centres Tim Rayner, en af artiklens medforfattere. »Vi synes, det er vigtigt at tage hul på denne debat, før det kommer så vidt«.

© Vox og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • John Fredsted
  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
  • Poul Schou
  • Henrik Christensen
  • Niels-Simon Larsen
Benno Hansen, John Fredsted, Ejvind Larsen, Torsten Jacobsen, Poul Schou, Henrik Christensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

I sandhed alarmerende. Vi burde alle være alarmerede. I stedet bliver vi, der er det, kaldt alarmister.
Hele folketinget burde beordres til at læse denne artikel, men vi ved jo godt, hvordan det vil gå. Alle vil sige i den grad de overhovedet erkender, at noget er galt, at de arbejder på sagen.

John Fredsted, Ejvind Larsen, Henrik Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Oplysende og rimelig nuanceret artikel om et vigtigt emne. Togradersmålsætningen bliver utvivlsomt et mere omdiskuteret emne i de kommende år, efterhånden som indsatsen der skal til for at overholde den, bliver stadig sværere at få realiseret.

martin sørensen

Hvorfor pakke det pænt ind.

Vi gør intet ganske enkelt fordi at de ekstremt rige der styre vores planet ikke findet det proitabelt af rede andre end dem selv, deres kyniske kalkyle er so what, der ryger et par milliarder i svinget eller syv, deres is kolde kalkyle er jo jorden og de ultra rige skal nok overleve, sandheden er at de 83 i bussen som beskrevet i denne youtybe her https://www.youtube.com/watch?v=OmB7_5lfSUw er BEDØVENDE ligeglade med klimaet, dem og alle de næsten lige så rige, mener ikke at projekt red os alle er værd at efterfølge, nej de har et andet projekt, der heder new world order, der er ikke pæne måder at pakke dette her ind på, men de ultrarige og deres politikse venner alle partier i midtten ja de for os til at tro at de gør noget, tro på at bare en vindmølle mere, så ser det ud som om at vi virkeligt gør en forskel selv om vindmøller og sol celler, selv om de ikke nytter en ærligt skid,

nej sygdommen er HELE vores økonomiske system. der KRÆVER evig vækst for at kunne overleve en vækst som du og jeg ALDRIG ser en femmertyve øre af nej den vækst er de ultra riges egendom, for det er ikke nok at eje det hele, og ødelægge alt andet nej, de ultra rige ved godt at vi kan rede jorden og få en retfærdig verden hvor de enda stadigt vi være ekstremt rige, men nej det er ikke nok,

klima kampen og resurse kampen hænger 200% sammen med uligheds kampen, for den eneste måde at løse de tre kriser på er at løse dem samtidigt, og det kræver opgøret med de ULTRA rige, og deres venner vores politiker, der meget meget længe ikke har været vores politikere, der er ikke pæne måder at sige det på eller pæne løsninger,

Claus Piculell

Ja, både kampen for bæredygtighed og lighed står i noget værre gylle til halsen, så at sige.
Men det er logikken i nedenstående citat nu også, fordi det minder noget om Sundhedsstyrelsens strategi med "livsstils"-sygdomme-ævl og ikke mindst de forebyggende råd, hvor man for et par år siden satte grænserne ned for anbefaleligt alkoholindtag til 14 genstande om ugen for mænd og syv for kvinder, i den tro at det ville føre til en større forsigtighed med alkohol, mens det formentlig blot har ført til, at endnu flere siger "Rend mig i røven!"

Det lovede citat er her:
"Vi kan acceptere (en smule) højere temperaturer: Alternativt kan vores politiske ledere erkende, at målet på under +2°C ikke kan nås og i stedet arbejde for, at vi så holder os under en lidt højere grænse, som f.eks. +2,5°C eller +3°C. Det lyder let nok i teorien, men konsekvensen bliver, at vi så også må acceptere, at vi kommer til at stå over for større klimarisici og meget vanskeligere tilpasningsudfordringer. Selv om en global opvarmning på +3°C vil være mere risikofyldt end en på +2°C, vil den dog være mindre risikabel og mindre skæbnesvanger end en på +4°C.
En sådan strategi rummer dog sit eget faremoment. Som Oliver Geden påpeger, vil en lempelse af grænseværdien yderligere kunne forringe det praktiske udbytte af de globale klimaforhandlinger, hvis også temperaturgrænserne pludselig bliver åbne for forhandlinger og endeløse skænderier. Tyndall Centres forskere udtrykker i den forbindelse bekymring for, at dette vil muliggøre, at verden presses ud i en situation, hvor temperaturstigninger på +4°C eller +6°C bliver accepteret som uafvendelige."

vh
CP

John Fredsted

Der skulle to verdenskrige til for at lære verden, at det bør man udfolde de allerstørste bestræbelser på at undgå en gentagelse af. Mon ikke der desværre skal mindst én klimakatastrofe til for at lære os, at det bør - eller måske rettere, burde - vi ligeledes udfolde de allerstørste bestræbelser på at undgå? Skæbnens ironi er den grumme, at hvor krige kan afløses af en verden, der så nogenlunde ligner sig selv, som den så ud før krigen, da vil irreversible klimaforandringer i sagens natur ikke kunne gøre det. Så til den tid, hvor vi i vores erfaringsbagage har klimaforandringernes gru, da vil det være for sent at blive klogere og ændre adfærd.