Vi anbefaler: Den rette hilsen

Skal man kramme eller give hånd? Hvornår må man kysse? Aldrig har vi været så fri til at gøre, som vi vil. Men slagsiden af al den frihed er kaos. Én konsekvens af rodløsheden er det akavede øjeblik, der typisk opstår, når to mennesker møder hinanden og skal enes om en passende måde at sige goddag på. Her er fem veje ud af normløsheden
Moderne Tider
24. maj 2014

Det faste håndtryk

Et sikkert valg på tværs af køn og kontinenter. Møder du en fremmed person, så gå efter håndtrykket med det samme. Signalér med dit kropssprog, at der ikke skal krammes. Lad den venstre arm hænge ned langs siden og løft din åbne højrehånd.

Tøv ikke! Den akavede situation opstår først, hvis dit kropssprog bliver svært at afkode, og alle går i panik. Se lige frem. Hold øjenkontakt, tag fat i modpartens fremstrakte hånd og bevæg den op og ned tre gange. Hold ikke fast for længe. Det er uhyggeligt.

Gentag samme gestus, når I skilles igen. Hvis stemningen er til det, kan man tilføje en nænsom venstrehånd om partnerens højre håndled. Men pas på, du ikke bliver ironisk og onkel-agtig.

I mange lande, særligt i Sydøstasien og arabiske lande, foretrækker man et mere slattent håndtryk, og et fast greb kan opfattes som direkte ubehøvlet.

Krammet

De fleste misforståelser opstår som følge af manglende kramme-etikette. Især yngre mennesker har svært ved at vurdere, hvem og hvornår det er passende at kramme, og krammekulturen har bredt sig helt ind på mange arbejdspladser, hvor akavede mellemledere omfavner deres medarbejdere i tide og utide. Men et kram er udtryk for intimitet og varme. Kun dine næreste venner og familie bør mærke indersiden af dine armhuler.

Vær også opmærksom på, at der findes flere typer af kram: To mænd, der ikke er fysisk tiltrukket af hinanden, bør for eksempel undgå at gnubbe hofter. Til gengæld er det passende, hvis begge parter dunker hinanden et par gange i ryggen som for at understrege krammets heteroseksuelle natur. Ingen bollebevægelser! Kram bagfra bør kun forekomme mellem forelskede par.

Kindkysset

Franskmændene har regnet den ud. De lever, de elsker, og de holder på formerne. Når gode venner mødes, tager de fat i hinanden og kysser på kinden. Eller det vil sige, de lægger kind mod kind og kysser ud i luften.

Men hvor mange kys skal man egentlig give? Her kan der nemt opstå forvirring. Det maksimale antal kindkys er fire, hvilket kun forekommer blandt meget gode venner. I visse egne kysser man angiveligt helt op mod fem-seks gange, men du kan jo ikke stå der hele dagen. Det mest udbredte i Frankrig er to kindkys, gerne kombineret med et fast håndtryk. Hvis din medkysser går efter det tredje kys, så følg med og undgå at ødelægge den gode stemning ved at afbryde. Bemærk, at de fleste foretrækker at kysse den højre kind først.

I Danmark skal man dog være varsom med kindkysset. Vi er først lige ved at vænne os til at kramme.

Knytnæven

En slags opdateret version af et håndtryk og en high five kombineret i én gestus. Den ene part knytter næven og strækker den frem mod den anden, der til gengæld gør det samme, og de to nævers knoer møder hinanden i et let bump. Heraf det engelske navn fist bump.

Kan benyttes af gode venner i gymnasiealderen. Både som en hilsen og som et udtryk for anerkendelse og respekt. Ligesom en high five (som der i øvrigt ikke er nogen, der bruger længere). Jo ældre man bliver, des mere coolness kræver det at kunne gennemføre et fist bump uden at blive til grin blandt de yngre tilskuere. USA’s præsident, Barack Obama, er for eksempel kendt som en mester-bumper.

Sekunderne, der går, fra den ene part stikker næven frem, til den anden reagerer, er utroligt sårbare. Næven bør ikke hænge i mere end tre sekunder uden at blive bumpet.

Sherifstjernen

Kontroversiel hilsen, som blev udbredt i forbindelse med teleselskabet Sonofons reklamer om Polle fra Snave. I en reklame vækkes Polle af en af sine meget fysisk orienterede venner, der griber fat i Polles ene brystvorte og vrider den hårdt rundt.

Denne hilsen bør kun forekomme blandt midaldrende mænd, der møder hinanden for første gang i 20 år til en genforeningsfest med vennerne fra folkeskolen. Sherifstjernen kan fint akkompagneres af en upassende verbal hilsen og vennens gamle kælenavn, som alle andre i klassen for længst havde glemt.

I 2009 besvimede en mand i Kolding som følge af en meget, meget hård sherifstjerne på diskotek Tordenskjold på Akseltorv.

Vi anbefaler

Den amerikanske psykologiprofessor Barry Schwartz udgav for nogle år siden bogen ’Paradox of choice’, der kort fortalt videnskabeligt argumenterede for, at for mange valg gjorde os ulykkelige, og at vi konstant skulle forsøge at minimere vores valgmuligheder.

Det er der normalt ingen, der hjælper dig med, men Information kommer dig til undsætning og guider dig gennem forbrugsjunglen.

Mad, politik, politikere, tøj, musik, bøger, magasiner, eksperter, dyr, tasker, film, filosoffer, elektronik, medier, tænkere, religioner og sko – Information elsker at forbruge. Vi er selvudnævnte eksperter i forbrug, og nu lader vi vores ekspertviden komme andre til gode. Hver uge vil vi her anbefale en håndfuld forbrugsgenstande, der betyder meget for os.

Seneste artikler

  • Vi anbefaler: Hold på solbrillerne

    4. april 2015
    Solen begynder at titte frem, og både for dit syns skyld (husk formaningerne fra formørkelsen) og dit look, er det nu, du skal finde solbrillen frem fra gemmerne. Hvis de da stadig er der. For ligesom andet småt sæsonudstyr har solbrillen en tendens til at forsvinde ubemærket. Og da brug-og-smid-væk-kulturen er yt, er her fem fremgangsmåder til at holde på brillerne sommeren over
  • Vi anbefaler: Fem måder at føde på

    28. marts 2015
    Foråret er traditionelt højtid for fødsler. Vi guider dig her igennem fem populære måder, du kan lade dit barn komme til verden på
  • Vi anbefaler: Verdens bedste værter

    20. marts 2015
    Hvad gør en god tv-vært god? I hvert fald en masse karisma og evnen til at kommunikere med seerne hjemme foran tv-skærmen. For nylig blev britiske Jeremy Clarkson suspenderet fra verdenssuccessen ’Top Gear’ på BBC. I den anledning præsenterer vi fem tv-værter, det aldrig er kedeligt at være i selskab med

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Det værste at se på er alle dem, der kører håndfladen op og ned ad modpartens ryg, som skulle vedkommende trøstes.

Og i øvrigt er der masser af situationer, hvor man som hilsen kan nøjes med at løfte øjenbrynene, mens man vipper hovedet en anelse bagover. Lyder det arrogant? Det er det ikke. Prøv det selv!

Karsten Aaen, Jens H. C. Andersen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Lige præcis det, du beskriver dér Maj-Britt, med at køre hånden op og ned ad ryggen på en anden person, giver mig et billede af overløberen Jesper Petersen, som, efter at have svigtet SF til fordel for S, hvilket han straks blev belønnet for med et prominent ordførerskab, ankom til gruppemøde. Her satte han sig ved siden af en ung partikammerat (pt!), som tilsyneladende lykønskede ham med udnævnelsen, hvorefter Jesper Petersen … trøstende(?) kørte sin hånd op og ned ad ryggen på denne jævnaldrende partifælle!

Den gestus virkede i lige præcis dén situation bare nedladende, så … upassende.

Men jeg vil nu stadig acceptere brugen – og også selv bruge den – som en trøstende gestus, hvor man ikke arrogant viser, at man føler sig overlegen, i forhold til den man trøster. Som JP gjorde.

Det værste er det lamme kropssprog - at man absolut skal klaske basunkinderne sammen - først på den ene side - så den anden - en utilstedelig tøsehilsen for ordentligt mandfolk ...

Jens H. C. Andersen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

NB: der skal naturligvis stå - klamme ...

Vibeke Rasmussen

Ja, 'ordentlige'(?) mandfolk klasker i stedet brystkasserne sammen.

I mangel af horn og gevirer? ;)

Bo Johansen

Næh næh. Først hamres en knyttet næve mod modtagerens venstre kæbeparti. Derefter placeres tandsættet omkring højre øre og der bides igennem til der opstår blodsmag.
Sidste part af hilsnen er et knæ i skridtet. Hvis personen er en man ikke kender, kan man med fordel benytte foden til et spark. Husk at tage tilløb. Om det er højre eller venstre knæ/fod der bruges afhænger af den sociale kontekst og politisk tilhørsforhold.

Maj-Britt Kent Hansen

Den SF/S-manifestation lyder ikke spor behagelig - Vibeke, men selvfølgelig kan der være andre situationer, hvor trøst er på sin plads.

Når jeg iagttager vildtfremmede (for mig) mennesker udføre manøvren, ser jeg oftest kun det forlorne og patroniserende, som leveres, fordi man bare gør, som man har set andre gøre .

Torben Knudsen

Ved krammeproceduren, når du ikke at få øjenkontakt og mister værdifuld information.
Håndtryk og øjenkontakt, så kan det senere udvikle sig.
Dem der ser til siden og du ikke kan opnå øjenkontakt med-glem dem-eller bed dem gå til psykolog

Lise Lotte Rahbek

Enig, Torben Knudsen
Øjenkontakten og mimikaflæsningen er yderst vigtig blandt folk, som ikke kender hinanden godt.

Jens H. C. Andersen

Hey, jeg foretrækker et verbalt hej, det kan gøres på mange måder, med et hav af undertoner. Så undgår man bekymringer om hvor mange bakterier den anden mon render rundt med.
Hej hej!

Karsten Aaen

Jeg bryder mig bestemt ikke om alt dette krammeri; jeg krammer kun med med min familie. Ikke med vildtfremmede mennesker...

Michael Kongstad Nielsen

Den der med at løfte øjenbrynene, mens man vipper hovedet en anelse bagover, tror jeg nu man skal passe på med, hvis man ikke har total kontakt med sit kropssprog, for den kan komme til at betyde alt fra "vor herre bevares, er du her endnu" til "ej, hvor interessant, hvor hyggeligt, at se dig", eller "wau, guf at ramle ind i dig igen", til "du har godt nok fået et smart outlook på idag" eller "skulle du ikke have valgt en anden deo".

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, den kan sige meget mere end alverdens kys og kram.

Vibeke Rasmussen

En af de mest charmerende hilsener, jeg har været vidne til, bestod af både håndtryk og kindkys – til begge sider – uden at de to involverede overhovedet rørte ved hinanden.

Situationen opstod i en episode af The Daily Show, hvor den franske skuespiller Marion Cotillard var gæst hos Jon Stewart. Da hun var forkølet, og ikke ville risikere at smitte ham, valgte hun i stedet i hurtig rækkefølge først at simulere et håndtryk ved at række hånden frem og bevæge den hurtigt op og ned et par gange, hvorefter hun kyssede ud i den blå luft til både højre og venstre. Udført uovertruffent charmerende.

Men nu er Marion Cotillard jo så også nærmest indbegrebet af charme … og tillige fransk, sååå … ;)

Jens H. C. Andersen

Vibeke det vel at den anden er med på den.

Egentlig krammer jeg mest af pli også familien.