Læsetid: 5 min.

Beværtet: Gademad og 120 søvnløse nætter

Trods høj hyggefaktor kommer Københavns nye gademads-marked skidt fra start. Men det kan sagtens blive byens nye hænge ud-spot
Trods central placering i byen er det ikke et sted, man lige kommer forbi. Derfor skal der satses mere på at gøre stedet, maden – og betjeningen – til en oplevelse

Trods central placering i byen er det ikke et sted, man lige kommer forbi. Derfor skal der satses mere på at gøre stedet, maden – og betjeningen – til en oplevelse

Tor Birk Trads

10. maj 2014

Det lyder nu godt. Et farverigt folkeligt og billigt madmarked i hjertet af København. Jeg er cyklet på Holmen, nærmere bestemt Papirøen, for at deltage i Copenhagen Street Foods Grand Opening. Solen skinner, men det er pivkoldt, blæsende og meget lang fra milde maj. Jeg er utrolig tæt på at tilslutte mig holdet, der mener at gademad i kolde Danmark året rundt er galimatias. Men der er tænkt på mig og holdet. En kæmpe hal, isoleret med blåmuslinger og opvarmet af fyr står klar til at blive indtaget af madnørder og andre nysgerrige, der ligesom jeg selv først shopper forlystelsessyge og sultent rundt med øjnene, for derefter at vælge kø foran den rigtige bod. »Vil du hellere have pølse,« spørger manden sin kvinde i køen, da hun panikker over størrelsen på fiskestykkerne i Toldboden Fish’n’Chips. Jeg fniser, og vi drejer synkront hovederne over mod den lange kø foran pølsevognen. De to forlader køen, og jeg undres over, at det netop er den velkendte version af gademaden, der trækker flest på line.

Københavns nye gademadshal er iværksat af Jesper Julian Møller, ejer af Toldboden og Restaurant Julian på Nationalmuseet, og Dan Husted, medstifter af Paté Paté. Sammen har de stiftet en forening, der driver stedet og tiltrukket sig viden og inspiration bl.a. fra Roskilde Festivals madstrategi, Madkulturen, Copenhagen Cooking og madmarkeder i udlandet. Ambitionen er et gademadmarked med mere end 40 boder, der skal arbejde under mantraet ægte, ærlig og æstetisk. Selv om cykelbroen fra Nyhavn lader vente på sig, er timingen god. Politisk er der større interesse for at understøtte en anderledes spise-ude-kultur, madnørder hungrer efter anderledes oplevelser, og netop i disse dage trækker Eurovision Song Contest tusindvis af folk til området.

Ambient musik banker derudaf, og selv om jeg kun tæller 13-15 boder inklusiv et par vin- og ølboder, er den store hal indrettet hyggeligt med gader og spiseområder, langbordene pyntes med rødternet dug og stearinlys, containerne er skraldet og ombygget til åbne skure og gamle campingvogne er omdannet omhyggeligt til food trucks, som var vi midt på Manhattan eller på Borough Market.

Bullshitbingo og havfrue

Jeg har luret serveringens små fiskestykker, men bliver alligevel i køen. Toldboden vil gerne slå sig op på at drive en bæredygtige forretning, så der må være en forklaring mellem størrelse og pris. Tavlen lover to stykker med friske grøntsager og ærtedip til 60 kr. Efter 12 minutter bliver det min tur til at bestille. – og til at få en regulær tilsvining. Mit første spørgsmål om hvilken fisk, sender først den midaldrende engelske herre, der betjener mig, ud i en længere malerisk søforklaring om, at fisken kommer fra havet, hvor den svømmer med sine mange venner.

Det havde været morsomt nok, hvis hans rygsvømning ikke var så tydeligt, og jeg tror imidlertid at det slutter, da manden endelig kommer med svaret: torsk. Så jeg fortsætter interesseret med hvorfra, og fortæl mig lidt om grøntsagerne, hvortil han endnu en gang roder sig ud i en ’spørg havfruen, hun er fra havet’. Han lader mig forstå, at han bare står der og ikke kan holde styr på informationsstrømmen, hvorefter han beder mig gå med beskeden »jeg ønsker dig 120 søvnløse nætter«.

Målløs forlader jeg boden og undres. Toldbodens egen bod må om nogen være eksponent for, hvad Copenhagen Street Food står for og gerne vil. Så nytter det altså ikke noget at sætte en træt englænder, der opfører sig som en fornærmet caféjobber-studine, til at styre skuden. Tro mig, jeg er ikke den eneste, der interesserer mig for historien bag, hvad jeg spiser.

Svadaen kan til nød forsvares, hvis maden sidder lige i skabet. Men selv om det er en æstetisk flot servering med den grønne ærtedip og de tyndskrællede gulerødder, så har jeg i papæsken en kedelig fortolkning af en klassiker uden forklaring på, hvorfor fiskestykkerne er så små, og dertil er de gummiagtige at bide i og ikke omsvøbt af en ordentlig sprød dej. Jeg får uinteressante ensartede og halvtørre pommes frites uden tekstur og ikke store lækre håndskårne kartofler med bid og tilpas stegt i frituren. Ærtedippen smager frisk, men mangler syre for at blive et egentligt spændende alternativ til sauce tartare. Kort sagt ikke en servering, der hæver niveauet over, hvad man ellers kan få i byen.

Få nu noget mad ud over disken

Jeg stiller mig i kø hos Pølsekompagniet, hvor alle råvarer er økologiske. Her berettes glædeligt om, hvad de serverer, og man fornemmer en ægte interesse i at fortælle. Pølsekompagniet har både har erfaring fra TorvehallerneKBH og Vesterbro Torv. Det tager mig mere end 15 minutter at komme frem og bestille hotdogs til 40 kr. stykket, men nu forstår jeg køen. Her får man kødfulde saftige pølser både i My Onion Love med svin og Red Devil med mergez på lam begge med spændende tilbehør som bløde rødløg og ketchup på rom og ingefær og grillede peberfrugter og stærk mayonnaise svøbt i lækkert luftigt brød bagt af Il Fornaio.

Jeg fortsætter videre til grillbaren Chez Monica. Vælger en sandwich med grillede tykke og godt stærke og fede chorizopølser omsluttet et sprødt baguette, yoghurtdressing, en romanesco-lignende sauce og toppet med persille. En lækker haps til en øl fra Mouritz-baren, men prismæssig i overkanten til en 50’er, medmindre råvarerne er af den dyre slags, altså økologisk kød, brød og grøntsager. Monica kommer med et kvalificeret gæt på, at pølserne er spanske, derudover ved hun, at brødet var blevet bagt af restauranten på den anden side af havnen. Toldboden gætter jeg på.

Giv mig Srilanka og belgiske fritter

Ovre i hjørnet kan jeg se to herrer i gang med at rigge noget an på et par borde. Srilankansk siger den ene til min store begejstring. De ansøgte for fire dage siden om at sætte en bod op og har skrællet og kogt lige siden for at blive klar til i dag. Der går dog halvanden time, før boden åbner. Det samme gælder udegrillen, der på skiltet lover lam og mynte. Den lille træhytte med fine malede skilte, der lover ægte belgiske fritter og landeplagen pulled pork er også lukket.

Skal jeg acceptere det organiske flow, der opstår, når man gæster små og ofte uprofessionelle aktører, eller ærgre mig over, at de ikke står klar i stiveste puds, når det trods alt er Grand Opening og tre timer efter åbningstid? Jeg vælger det sidste, for der er meget på spil her med et nyt initiativ, som skal overbevise gæsterne om at komme igen. Trods arbejdspladser i nærheden, er Papirøen ikke en central plads, man lige smutter forbi for at få stillet sulten.

Tager jeg derud igen? Selvfølgelig gør jeg det, for jeg håber på, at stedet udvikler sig og kommer til at favne langt bredere i udvalget af køkkener og mad, som vi ikke har adgang til i byen.

Tag kontanter med!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Christensen

Tak for info!
Det lyder som et sted, hvor man kan spise billigt men artiklen fortæller intet om, hvordan man kommer derud?