Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Er mine børn mine?

Den fortvivlede måske-far, Storkøbenhavn
3. maj 2014

Min kone og jeg, begge 34 år, har været sammen i over 10 år. Tidligere var vores forhold åbent, fordi vi alligevel lavede sidespring til højre og venstre. Siden er vi blevet mere seriøse og har, siden vi blev gift for fire år siden, besluttet os for at leve monogamt. Blandt andet fordi, vi gerne vil have børn og dermed forpligte os på hinanden. Sidste efterår fik vi så et sæt tvillinger, en pige og en dreng, og det er dejligt.

Men der er et problem. For jeg har, siden min kone blev gravid, haft en bange anelse om, at jeg ikke er far til børnene. Omkring undfangelsestidspunktet var hun på en længere forretningsrejse, og vi havde ikke meget sex i perioden. Tvivlen blev ikke mindre, da hun havde født. Børnene ligner mig ikke. Det kan der være mange grunde til, men jeg føler ingen genkendelse overhovedet, når jeg ser på dem. Og jeg har dybt i hjertet brug for at være helt sikker, før jeg kan give mig hen til kærligheden til de små – og til hende.

Kan jeg være bekendt at kræve, at vi laver en faderskabstest? Jeg føler, at jeg svigter vores tillidsløfte til hinanden ved at spørge, men på den anden side er jeg ved at gå til af uvished.

Svar I:

Du er på vej ud på et skråplan. De bekymringer, som driver dig, har i verdenslitteraturen ganske hyppigt været årsag til store tragedier. For slet ikke at tale om, hvad de har ført til i virkelighedens forhold mellem mennesker.

Allerede de gamle romere anviste en vej ud af tvivlen om paterniteten ved at opstille tommelfingerreglen: Pater est quem nuptiae demonstrant – Faderen er den, som ægteskabet udpeger.

Når du gifter dig med din kone, har du indvilget i at føje dig efter denne regel, som stadig ligger til grund for dansk ægteskabslovgivning. Hvordan tror du, din kone vil reagere, hvis du nu forlanger en faderskabstest? Tror du, at jeres ægteskab vil overleve det?

Og lad os sige, at testen viser, at du er faderen: Vil alt så blive endnu mere fryd og gammen? Eller den anden mulighed: At du ikke er faderen. Hvor efterlader den dig, din kone og – navnlig – børnene?

Tænk på, hvor mange mennesker, der – med dine ord – ’giver sig hen i kærligheden til de små’, selv om de har en sikker forvisning om, at børnene ikke viderefører deres arvemasse. Du har som dit regelbundne udgangspunkt, at dine børn gør det. Ret ind derefter – eller risikér en katastrofe.

David Rehling

Svar II:

Modspørgsmål: Hvad vil du gøre, hvis du fandt ud af dine børn ikke er dine i biologisk forstand? Jeg synes faktisk, at det er det eneste relevante spørgsmål. For selvfølgelig har du da ret til at afkræve din kone en test. Men før du når så langt – og risikere at smadre alt, hvad der er godt – må du gøre dig så klart som klart muligt, hvilke konsekvenser du vil drage.

Jeg kan da godt sige, hvad jeg mener (det er jo totalt gratis for mig): Uanset hvad du møder i genspejlet, er du jo deres far. I følesmæssig og i praktisk forstand. Altså i enhver vigtig forstand. Hvis du kan fortælle din kone, at en test, der ikke falder ud til din sæds fordel, ikke vil ændre en tøddel på det, er der en chance for, at I kan komme helskindet igennem det.

Hvis du derimod ikke kan give hende den garanti, er der risko for, at I alle taber – selv hvis lægen siger, at du er det genetiske ophav. Du skal i hvert fald ikke gå ind i det, hvis du forventer, at dine børns moder skal udvise uendelig forståelse for, at du har brug for bio-bevis. Så er jeg bange for, at du bliver træls skuffet.

Anna von Sperling

Serie

Brevkassen

Et spørgsmål – to svar.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Her må jeg altså lige give mit besyv med:

Dine børn har brug for en far, der kan kigge dem i øjnene uden at han dybt i hjertet føler et stik af tvivl.
Din kone har brug for en mand, som kan kigge hende i øjnene, uden at han dybt i hjertet tvivler på hende.
Du har brug for at give slip på din tvivl.

Jeg vil foreslå dig, før du eventuelt involverer din familie, at stille dig selv nogen svære spørgsmål:

- hvor kommer den tvivl fra? Eller rettere: hvilket formål tjener den? Hvilket behov dækker den hos dig?

Måske er du bange, og har behov for en mulig udvej? Jeg gætter på at graviditeten ikke var 100% planlagt, siden du overhovedet kan komme i tvivl om hvorvidt du er faderen? Og når der så oven i købet viser sig at være tale om tvillinger..
Er det her tvivlen kommer fra? Tvivler du på om du vil det her? Om du er klar? Det monogame forhold, som i nok har praktiseret i 4 år, er nu forsynet med to små hængelåse. Tvivler du på om du kan holde det ud?

Jeg ved det ikke. Jeg kender dig ikke. Men jeg tror fuldt og fast på, at selv vores mest negative følelser, som angst, tvivl, misundelse og had, altid har en 'positiv' side, i den forstand at de dækker et dybt, typisk ubevidst behov i os.
Mit bedste råd til dig, er som sagt at tænke dybt over, hvad din tvivl giver dig i din nuværende situation. Hvis du har en nær ven (gerne med børn), som du kan snakke de her ting igennem med, så gør det for guds skyld. Bedst var det jo, hvis den ven er din kone. Men så simpelt er livet jo desværre ikke altid.

Held og lykke.

Rikke Nielsen

Det lyder på mig som om din pludselige afstandtagen til din kone og jeres "fælles" børn muligvis kunne være et udtryk for en nagende tvivl, om ændringen i dit/jeres liv egentlig er, hvad du ønsker. Det er, som om du søger en mulig undskyldning for at droppe ud af det hele, og måske vende tilbage til det frie liv du havde før, hvor du kunne knalde til højre og venstre. Jeres fælles fortid serverer undskyldningen om, at du ikke helt kan stole på din kone, hvilket jeg opfatter som en meget hyklerisk tankegang, da det jo er en fortid I deler, og du dengang var lige så troløs mod jeres fællesskab som hun var. Jeres dengang åbne forhold har efterladt en masse mistro og jalousi som en fælles bagage, og I mangler at rydde op.

Det kan godt være I ikke havde meget sex i udfangelsesperioden, men selv min begrænsede erfaring om biologi, har lært mig, at der kun skal ét knald til før det går galt/godt. Så igen er du tilbage til undskyldningen og behovet for at udstille din manglende tillid til din kone.

Du kan jo, som Martin N. foreslår, luske dig til at sende en dusk hår afsted til test, hvorefter du har klarhed over din situation.

Jeg anbefaler dog, at du er ærlig overfor din kone. velvidende at det kan koste dig alt det du (måske) har kært. Luskeri er for luskebukse og du kan ikke samtidig mistænke din kone for utroskab og så selv luske en test afsted som ville gøre dig ufortjent til hendes tillid såfremt du har taget fejl. Ønsker du at have en fremtid med hende, skal I kunne tale om dette her og komme igennem på den anden side. I skal alligevel have ryddet op i troløshedesfasen i jeres forhold. Ønsker du bare en undskyldning for at droppe ud, så skulle du tage at holde børnene udenfor undskyldningslisten, og se at komme væk, så din kone og hendes børn kan komme igang med at skabe sig en ny fremtid uden dig.

Merete von Eyben

Nu har de børn jo også brug for at kende deres genetiske historie, og hvis deres ellers nok så kærlige far ikke er deres biologiske ophav, kan de nemt få problemer senere i livet. En DNA test, der pludselig afslører, at den mand, de hele livet har troet, var deres far, alligevel ikke er det, er jo mildest talt traumatisk. Men hvad med at spørge moren? Det lyder, som om det går lidt tungt med kommunikationen der i familien. Ellers prøv at se TV programmet
Retshjælpen, der i en tidligere udsendelse faktisk behandler det problem.

Torben Knudsen

At bruge Information som en damebrevkasse,hvor 95 af spørgsmålene/emnerne er skrevet af dem der besvarer dem er så dejlig uforpligtende. At I gider?

georg christensen

Sidespring her og der accepteret af begge parter. Hvad er der så at beklage sig over?. Når det vilde "vesten" accepteres, bør også følgerne heraf accepteres. Behandel afkommet som var det dit eget, og problemet er løst.

NB: Biologisk "far og mor" er noget underligt, kun at betragte som "sædafgiver og sædmodtager". Sådan virker systemet, problemerne opstår først, når den ene eller den anden , på grund af misundelse eller noget andet, begynder at tænke på grundlaget for det nye livs opståen, i stedet for bare at "elske" det med følelsen af, at det er dit eget. En følelse, som du senere i livet vil forstå, er betydningsløs. Et nyt liv, biologisk eller ej, er kun i dine hænder i oplærings processen, for derefter at udvikle sig selv, med det grundlag, som du har givet det.