Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Er min søn et tudefjæs eller bare følsom?

Moderne Tider
24. maj 2014

Moderen, Købenavn

Jeg har en søn på 10, der (meget!) ofte græder, når han bliver ked af det, vred og frustreret. Skal jeg lære ham at holde op med det i maskulinitetens navn? Eller skal jeg rose ham for det og glæde mig over, at jeg har en følsom dreng?

Både min kæreste og drengens morfar synes, det er dybt mærkeligt. Mens de fleste kvinder har en anden holdning.

Svar I:

Guderne skal vide, at der er nok i denne verden at være bedrøvet over. Jeg vil ikke bebrejde din 10-årige søn, at han brister i gråd.

Og jeg ved egentlig slet ikke, hvordan du på en ordentlig måde skulle kunne forhindre ham i at gøre det. Hvis du siger ’Nu må du opføre dig som en mand og ikke gå rundt og vise følelser’ – ja, så får han da virkelig noget at være ked af. Dels, at han er umandig, og dels at hans mor ikke vil acceptere hans sande karakter.

Gennem et langt liv har jeg mødt et forskrækkeligt antal mænd, der tidligt disciplinerede sig selv til ikke at vise, hvad de føler. Det får dem til at opføre sig fuldstændigt ukontrollabelt, når bølgerne pludselig begynder at gå højt. For nogle af dem ender det med, at de til sidst effektivt får udryddet enhver følelse, de måtte nære. Det bliver de ikke mere indtagende mennesker af.

Mit bedste råd er, at du blæser din kæreste og drengens morfar en hatfuld. Sig til dem, at du er stolt og glad over at have en dreng, der formår at give udtryk for sine følelser. På et eller andet tidspunkt – når drengen kommer i puberteten – skal han nok lære at samle sig noget sammen. Indtil da skal du omfavne ham moderligt og sige, hvor glad du er for ham. Og at han tør stå ved, hvad han føler.

- David Rehling

Svar II:

Du bør tage dig en tudetur over din kæreste og din far. For det kan ikke være nemt at være omgivet af hankønsvæsner med en kønsopfattelse fra en tid, hvor tudeprins var et yndet skældsord. Tudeprinsesser eksisterede derimod ikke som verbal lussing, for alle ved jo, at kvinder er følsomme og hysteriske.

Alle børn græder, når verden bliver for uoverskuelig. Og for nogle (din søn) er verden åbenbart mere overskuelig end for så mange andre. Flere voksne burde følge ungernes eksempel, så ville vi være sparet for mange spydige kommentarer, verbale knytnæver og ironiske platheder.

Men jeg hylder naturligvis bare det følsomme tuderi, fordi jeg selv er kvinde, ikke sandt? Det ville være den logiske følge af den måde, du formulerer dit spørgsmål. Det sjove ved det, er, at det bevidner, at du også abonnerer på forestillingen om, at kvinder er følelsesdyr, mens mænd er anderledes hårde i filten. Og hvordan skulle du også kunne undgå det? Verden er jo fuld af den slags mærkværdige kønnede forestillinger. Jeg krydser fingre for, at din søn kan skrige så højt, at nogle af dem styrter i grus. Skrige så højt, at hans far og morfar (og måske hans mor – ?) ikke nøjes med at holde sig for ørerne, men også bliver nødt til at skifte deres kønsopfattelser ud med menneskeopfattelser.

- Susan Knorrenborg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Moderen", tænk at du ligger så meget under for din kæreste og far, at du begynder at tvivle på det menneske i dit liv, du skal have mest loyalitet overfor. Hvis kæresten modarbejder dig ved at skabe en dårlig relation mellem dig og din søn (jalousi?), er det måske på tide at skifte ham ud.

Det forskrækker mig ret meget, at du helt glemmer at se på, HVORFOR din søn græder.

Jesper Wendt

"Hvis kæresten modarbejder dig ved at skabe en dårlig relation mellem dig og din søn (jalousi?), er det måske på tide at skifte ham ud."

Eller, - du kan gøre som min mor, sende ungen på døgnpension. Med devisen om at det var for dit eget bedste, og jeg(hun) måtte jo beskytte dig.

Henter han også elefantbajere, som jo ikke er et problem?

Lars Bo Jensen

Tag en snak med ham om hvorfor han græder, hav megen tålmodighed med ham hvis du ikke får et svar de første gange, og ellers prøv at løse det problem der gør ham så utryg.

Jesper Wendt

Man kunne vel forstille sig, at der er en biologisk far som han savner? Men det melder historien ikke så meget om. Det bliver jo lidt fremstillet, som om han er manio-depressiv. Der mangler lidt info.

Soren Andersen

"Guderne skal vide, at der er nok i denne verden at være bedrøvet over. Jeg vil ikke bebrejde din 10-årige søn, at han brister i gråd"

Ja det er jo et hyppigt forekommende fænomen hos 10 årige drenge: Filosofisk pessimisme og almen Weltschmerz

Viggo Okholm

Det var dog en masse flabede svar til et seriøst problem eller problematik fra sarkastiske mænd.
Er I flove over jeres køn eller hvad?
Mit råd accepter drengen som han er lige nu og hold fast i at han skal ha lov til at græde, mændene i dit liv, tag dem ovenfra og ned, elsker du dem er det godt, det skader jo ikke. når det er sagt så snak med din søn når han er glad omkring det at vise følelser og lær ham over tid at snakke i stedet for bare at græde, Held og lykke.

Jens H. C. Andersen

Hvad er det for nogen amatør svar på et alt for tyndt grundlag, jeg er uenig med Jesper: der mangler ikke "lidt" info., men temmelig meget afgørende info.
Hvis drengen græder konstant, uden anledning, skal der gøres noget.
Det her lugter af at man lige fandt en hurtigt, nu om dage, politisk korrekt pointe om at mænd også har følelser og kan græde, ja selfølgelig kan vi det, men det er jo ikke det sagen handler om her.
Det kan jo være at drengen er fuldstændig ødelagt inde i, og derfor nemt græder, det kan være at det er omgivelserne der er noget galt med, at drengen ikke trives. Der er mange former for gråd.
Læs evt. "Følelsernes Intelligens", mener han hedder noget med Golemann.
Her bliver det vist hvordan børn kan lære at håndtere følelser, hvilket ikke er det samme som at skjule dem.
Der står også at han bliver vred og frustreret, det faldt helt i baggrunden. Hvorfor blev der ikke svaret, at det er helt naturligt for drengen at vise vrede (hvilket jo også er en følelse)!?

Det kan også være at drengen har nogle HSP træk, men som ikke har lært at håndtere dem, det er som jeg tolker det, ikke det samme som at være følsom, men som for en der ikke trives med det, vises som vrede og frustation.

Er han også meget såkaldt følsom, ved det vi ofte opfatter som positive følelser? Altså glæde og den slags, her er han måske ligefrem ufølsom?

Hvem er de her folk der svare på brevkassen, popjournalister? Kan man ikke finde nogen der ved noget om emnet.

Torsten Jacobsen

Som andre har pointeret: hvorfor græder han? Hvilke situationer udløser en så stærk reaktion, og hvorfor? Det er det helt afgørende spørgsmål, og det kan han jo kun selv fortælle dig. Spørgsmålet er om du kan få ham til at fortælle det?

I den forbindelse kom jeg til at tænke på en efter min mening fremragende bog, som også forholder sig til dit spørgsmål om hvad 'maskulinitet' er for en størrelse:

Den hedder 'Raising Cain: protecting the emotional life of boys'. Bogen er skrevet af to amerikanske børnepsykologer. Da den beskæftiger sig med drenge indlejret i en meget specifik amerikansk kulturel ramme, er alle pointer ikke direkte oversættelige til Danske forhold. Alligevel er bogen værdifuld, da den sætter et tiltrængt fokus på hvordan kulturelle forestillinger om hvad en 'rigtig mand' er, kan have en ødelæggende indvirkning på drengebørns følelsesmæssige udvikling.

Efter bogens udgivelse blev der lavet en TV-dokumentar, som samler op på flere af bogens pointer.
Dokumentaren er endnu mere specifik i sit fokus på specifikke amerikanske problemstillinger, men er alligevel et kig værd:

digital.films.com/play/KB5UCU

Soren Andersen

Nu er jeg ret sikker på at mit indlæg ovenfor hører til i kategorien "flabet", men min pointe er, at hvis man står overfor en dreng der græder konstant så er det sgu lidt pinligt at se det blive brugt som løftestang for helt andre agendaer.

Så gem lige kønsdebatten til når tid er og lad være med at bruge eget sortsyn om verdens tilstand som mulig forklaring på drengens faktiske problemer.

Jørgen Malmgren

Jeg syntes svarende og også nogle af kommentarerne er beskæmmende. Jeg er selv en tudeprins, men da jeg voksede op var den slags forbudt for det gør en rigtig dreng / mand ikke. Så jeg brugte min barndom, ungdom og første del af mit voksenliv, på at undertrykke mine faktiske følelser. Sandheden er, at jeg er hvad man kalder særligt sensitiv også benævnt HSP, og det er ikke en psykiatrisk diagnose, men et personligheds træk som hvert femte menneske har og det gælder både mænd og kvinder.

Jeg troede faktisk, at det var acceptabelt i dag for en dreng / mand, at give udtryk for sine følelser både i familien og offentligt.

Karsten Aaen, ulla enevoldsen, randi christiansen og Josephine Lehaff anbefalede denne kommentar
Jens H. C. Andersen

"Så jeg brugte min barndom, ungdom og første del af mit voksenliv, på at undertrykke mine faktiske følelser."
Johnny, et studiet har vist at drengebabyer har tendens til at græde mere pigebabyer. Alle mænd lære at undertrykke deres tåre, om det så er godt eller skidt er noget andet.
Min personlige holdning er at der ikke nødvendigvis en direkte sammenhæng mellem tudefjæs og HSP, at man kan argumentere for det modsatte hos voksne mænd, fordi HSP manden har lært at håndtere det, og igen kan man diskutere om det er godt eller skidt, det er en kultur sag.
Og husk nu at glæde mv. også er følelser.

Bjørn Pedersen

"I maskulinitetens navn"? Øhmm, nej. Både mænd og kvinder kan være følelsesmæssigt stærke, og både mænd og kvinder kan være følelsesmæssigt sårbare. Nu er det selvfølgelig ikke alle problemer i verden der har løsninger, men når man græder over dem der har, vil det i hvertfald være gavnligt at du forklarer ham at der er noget han kan gøre.

Det er ok at være følsom, men uanset køn, gavner det ingen at lære at man er hjælpeløs. Tårer er ikke et tegn på at man er "følsom", det er tegn på at man er trist. Og bortset fra de gange man som helt lille faldt og slog sig, var det perioderne af hjælpeløshed og frustration der kunne bringe tårene frem hos mig selv. Tårene er ikke en løsning, de er en reaktion, og det der bør være mere interessant er hvorfor han græder og ikke at han gør. Hjælp drengen med at finde løsninger og forklaringer på hvad end der plager ham, så han ikke føler sig hjælpeløs, forvirret og frustreret.

Karsten Aaen, Vibeke Rasmussen, randi christiansen, Jens H. C. Andersen og Niki Dan Berthelsen anbefalede denne kommentar
Jack Jönsson

Rigtige drenge tuder ikke........

randi christiansen

En dreng omgivet af voksne, inkl hans egen mor, der ikke forstår, hvorfor han græder? Kan godt forstå, at barnet er trist - her er måske et udgpkt til forståelse af en svær udfordring.

Vibeke Rasmussen

Hvis han var min søn, eller en person i min nærmeste familie-/ vennekreds, ville jeg tage ham mere alvorligt end kun at henvende mig til en brevkasse med dilemmaet. (Hvis det da reelt er dét, der er tale om.)

Måske er drengen 'bare' melankolsk anlagt? Måske har han et stærkere følelsesliv end 'normalen'? Er det et problem for drengen selv, eller er det kun de voksne, som bliver utilpasse ved hans grådanfald?

Forleden 'faldt' jeg – i en søgning på hvad det dog 'er' med den der "Sloth" – over en video med en amerikansk skuespillerinde, Kristen Bell, som åbenbart har usædvanligt let ved at komme i emotionel ubalance. Som hun selv forklarer det, reagerer hun 'normalt' inden for 3-7 på en 10-punkts-skala. Men bevæger hun sig enten over eller under, enten glad eller ked af det, græder hun. Måske drengen hér også bare reagerer mere voldsomt end 'normalen'?

http://m.youtube.com/watch?v=t5jw3T3Jy70

Kristen Bells reaktion er overvældende! Men samtidig også så morsom, at man dårligt kan lade være med at le. Derimod er der intet sjovt i Ellen DeGeneres – vellykkede! – forsøg på bagefter at bringe hende fra koncepteren, og dét ville være min største bekymring i ovennævnte situation: At kammeraterne finder ud af og udnytter/ morer sig over, hvor let det er at provokere drengen til at græde.

Jens H. C. Andersen

Jack: joh drenge gør, stærke mænd græder og glæder.

Nic Pedersen

HVORFOR græder drengen?

Det kan have mange årsager alt efter situation. I nogle kan det være helt OK, i andre absolut ikke.
Ja, det stiller sgu krav til dømme- og handlekraft at være forælder. Og resultatet bliver derefter!
(hvor barbarisk det end kan lyde i vore dage)

Michael Kongstad Nielsen

At Information skal fyldes med denne form for journalistik, er til at tude over.

Nic Pedersen

Det er jo bare en brevkasse.
Der er desværre mere at tude over udenfor den!

Michael Kongstad Nielsen

Nåh, er det bare en brevkasse, så forstår jeg det bedre.

randi christiansen

Mkn - hvorfor så elitær - vi må vel også have tid til de jordnære overvejelser, og børns tarv og familiedynamikker er vigtigt og relevant stof.

georg christensen

Mit svar til dig, fra et hankønsvæsen eller uvæsen, burde i grunden være "nok".

Hvis din dreng eller pige græder, er det nok ikke bare for sjov, et eller andet forstyrrer barnet´s behovs krav, et krav, som udenforstående kan få problemer med at forstå. Derfor vil mit råd til dig være: Lær dig selv, at forstå dig selv, og din forståelse overfor dit barn vil let kunne følge med.

Hvis "tuderiet", kun handler om "eneret´s" fornemmelser, har "DU" et problem med dig selv.

Karsten Aaen

Kære mor

Nej, du skal ej! Du skal se ham, og anerkende, at han er vred, gal, sur, ked af det, og frustreret. På den måde får du nemlig lært ham, at de her følelser er i ham. Og at han ikke skal skamme sig over dem. Om skam mv. se her: http://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sj%C3%A6l/skam-kan-%C3%B8del%C3%A6g...

et citat:
"I sin bog forklarer Lars J. Sørensen, at skam hænger sammen med den okulære fase i spædbarnets liv, fordi skam er knyttet til øjnene. Når det lille barn følger forældrene med øjnene og bliver genspejlet med mildhed i blikket, kan det se, hvem jeg er. Modsat kan barnet opleve ikke at blive set, men endda blive skammet ud: Det kan du ikke være bekendt."

Og det det værste et barn kan opleve, ikke at blive set som den person det er. Men som en anden, en idé, en forestilling om hvordan skal eller bør være - i forældrenes bevidsthed.

For mig lyder det som om din dreng på 10 er det man i gamle dage kaldte melankolsk anlagt, eller det man måske i vore dage kalder for hypersensitiv/HSP. Personer (inkl. mig) som er HSP har en tendens til at tage alt alt for pålydende og forstår ikke hvorfor verden er som den er. Vi tager mere ind af andres energier og senser/sanser dårlig og god stemning og tager nok mere hensyn til andre mennesker end andre. På den anden side nytter det heller ikke noget at din dreng brister ud i gråd hver gang han ikke kan finde ud af noget; det hjælper ham ikke i denne verden.

Anerkend at din dreng er følsom, at han har de her følelser, men lær ham også at reagere på dem. Lær ham at sige, at han er vred, han er sur, han er frustreret mv. over dette eller hint.

randi christiansen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Laust Holst

Hvis du vil hjælpe 'den anden', må du møde ham, hvor han er, mente Kierkegaard!
Hvis du vil hjælpe din søn, så mød HAM hvor han er (ikke hvor hans morfar, evt. stedfar/far eller du selv er) og hjælp ham - og dermed dig selv - til at rumme og håndtere hans personlighedstræk. Find så ud af om DET ER en genetisk disposition, og lær din dreng hvordan han i så fald bedst lever med den! Er trækket derimod situations bestemt, så forsøg at få klarlagt, hvad der trigger ham? Ikke nogen let proces, som er fyldt med faldgruber!

Michael Kongstad Nielsen

Randi (28. maj, 23,24), det er Information, der trækker dette ned på et plat og pinligt niveau. Prøv lige at læse brevkassespørgsmålet igen fra "Moderen, Købenavn". Det er så træls at skulle forholde sig sådanne opdigtede, pinlige og sluddervorne spørgsmål, bare for at lokke nogen til at tænke på de evindeligt fortærskede tanker om, at mænd er maskuline og uden følelser og ikke må græde. Det er pinligt i et dagblad, der ønsker at hæve sig over Familiejournalen og Se & Hør.

randi christiansen

Ok mikael - en tyndbenet historie, jeg er osse så nem - men der er godt nok meget fraværende forældre i omløb