Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvad skal jeg stemme?

Moderne Tider
3. maj 2014

Kirsten, Frederiksberg

Måske hører det slet ikke hjemme i en brevkasse, men jeg savner dækning af valget om patentdomstolen og gode argumenter for og imod. Så jeg vil egentlig bare gerne stille følgende spørgsmål: Skal jeg stemme for eller imod forslaget om en fælles europæisk domstol?

Tænkte, at det måtte nogle af jeres kloge skribenter kunne svare på – eller i hvert fald på, hvordan jeg skal gribe en besvarelse af spørgsmålet an.

Svar I:

Et oplagt sted at starte er at høre, hvad Systemet Danmark mener, altså ministeren, DI, omnibus-aviserne og dem der. Det system vil uden tøven anbefale et ja med henvisning til, at enhedspatentet giver mindre bureaukrati. Skulle du stadig være i tvivl og obsternasigt spørge ind til, hvor den konklusion kommer fra, får du ingen analyse udleveret, men bliver venligt ledt hen til en officiel video. Den video er ’kort, klar og forkert’, som Niels Bohr engang skrev om noget helt andet. Blandt andet fremgår det, at valget står mellem, om danske virksomheder fremover skal forsvare deres ideer i alle Europas lande (hvis det bliver et nej) eller blot skal køre patentsager ét sted (ved et ja). Men valget står mellem et eller to steder (ved et nej, vil det være i Danmark og ved den nye europæiske patentdomstol, som bliver til noget under alle omstændigheder).

Det, der i stedet må gøres, er at drikke en kop kaffe i godt vejr, læse dagens tillæg her i avisen om samme emne, og så den 25. maj sætte kryds, hvor du finder det rigtigt. Og skulle det siden hen vise sig, at det blev sat forkert, ja, så er der ikke andet at gøre end at gå generøst til værks med undskyldningerne. Simpelthen, gå rundt med dem som var de en rulle pengesedler i baglommen, og dele gavmildt ud af dem.

Kåre Pedersen

Svar II:

Jeg kan ikke servere et svar, men jeg kan indvige dig i mine egne tanker. Grundlæggende handler det vel om, hvordan vi vil håndtere vidensamfundets mest værdifulde vare: ideen. Helt basalt er et patent er jo et monopol på en opfindelse. Og hvis vi skal svinge os helt op i de blomstrende træer, og det skal vi, taler vi vel om noget, der er i den glødende kerne af forskellen mellem socialisme og kapitalisme. For hvilket formål skal opfindelser opfylde? Kapitalisten vil sige, at varerne produceres ud fra et profitmotiv for den, der har monopol på eksempelvis medicinen. Socialisten vil sige, at medicinen er produceret ud fra et samfundsmæssigt behov, uden at skele til profit. Men når vi sætter patent på viden, bliver den privatiseret. I Den Tredje Verden har vi allerede set konsekvenserne af medicinalfirmaernes eneret på en opfindelser.

Desuden er der et retsspørgsmål, som er tankevækkende. Patentsager herhjemme kører i det almindelige retssystem og i sidste ende i Højesteret. Men Den Europæiske Patentdomstol er en særdomstol, hvor der ikke er nogen ankemulighed. Det er vel ret uhensigsmæssigt, og personligt frygter jeg, at et fælles europæisk patentsystem vil betyde, at der kommer flere patenter. Det tror jeg ikke er godt for samfundsudviklingen.

Jeg håber, du kan bruge mine refleksioner til at komme nærmere et svar.

Michelle Færch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her