Læsetid: 5 min.

Bureaukratiets åbne dør

Hvad er værst? Den lukkede dør, som man aldrig kommer ind ad – eller den åbne dør, bag hvilken der gemmer sig endnu en åben dør osv.?
Hvad er værst? Den lukkede dør, som man aldrig kommer ind ad – eller den åbne dør, bag hvilken der gemmer sig endnu en åben dør osv.?

Ib Kjeldsmark

10. maj 2014

Mange kender Franz Kafkas fine lille fortælling om manden fra landet, der opsøger loven. Manden vil gerne have adgang til loven, men dørvogteren foran den kan ikke give ham tilladelse til at komme ind. Dørvogteren er mægtig. Han er iført pelskappe, han har en stor, spids næse og et langt, tyndt tatarskæg. I øvrigt anfører dørvogteren, at han blot er den første i en lang række af dørvogtere, som er endnu mægtigere end ham. Manden fra landet sætter sig derfor ned for at vente på den adgang, han aldrig får.

Umiddelbart skulle man tro, at historien drejede sig om lovens ophøjethed i forhold til os små, simple knoldesparkere. Alle vil gerne kende loven, som manden fra landet siger, men adgangen til loven vogtes af eliten. Som filosoffen Mladen Dolar forbilledligt stiller historien op, er den klassiske læsning af den netop, at den drejer sig om lovens transcendens, dvs. den måde loven overskrider vores begrænsede eksistenser på. Loven er utilgængelig for Kafkas ’helte’, den består i en slags hemmelighed, som de aldrig helt får fat i. De er altid placeret Foran loven, som fortællingen om manden fra landet hedder. I denne læsning er problemet, at døren ikke kan tvinges op, fordi loven er for stor og for godt bevogtet.

Ved nærmere eftersyn, siger Dolar, er der dog også andet på spil hos Kafka, for lovens transcendens viser sig altid at være en illusion. Loven undslipper os ikke (kun) på grund af dens transcendens, men på grund af dens radikale immanens. Det virker måske, som om der er en hemmelighed omkring loven, en hemmelighed om, hvordan det hele hænger sammen, som blot er placeret uden for vores rækkevidde og fatteevne, men hemmeligheden er, at der ikke er nogen hemmelighed. Som Dolar formulerer det, så undslipper loven os, fordi den ikke har noget indre, dens nærvær er altid »udskudt fra det ene moment til det næste, fra det ene kontor til det andet, fordi den ikke er andet end denne evige udsættelse, fordi den falder sammen med disse konstante undvigemanøvrer.«

Døren er åben

Dolars læsning, som bygger på en række andre filosoffers læsninger, kan bakkes op af en ganske simpel observation i forhold til Kafkas historie. Døren ind til loven har faktisk stået åben hele vejen gennem fortællingen! Som det hedder i begyndelsen af historien: »Da porten til loven står åben som altid, og dørvogteren træder til side, bukker manden sig for gennem porten at se ind i det indre.« Til bevismaterialet skal også tilføjes det faktum, at dørvogterens sidste handling netop er at lukke døren for manden fra landet (med de berømte ord om, at indgangen kun var bestemt for ham).

Lovens, eller bureaukratiets, immanens er dog netop også, kunne man hævde, en langt mere præcis beskrivelse af oplevelsen af ’systemet’ i det senmoderne. Man kan godt, som Søren Gade gjorde det i sin tid, meget håndfast sige, at the buck stops here; her sidder magten, og det er den, I skal forholde jer til. Men langt mere almindeligt, og meget mere effektivt, er det dog for magten at forsvinde i en sky af bortforklaringer og sige, at der »pågår et kommisionsarbejde, som vi venter på resultatet af«, eller pege kritikerne i helt andre retninger. Senmoderne magt fremviser kun nødtvungent sig selv som magt, fordi den ved, at en meget mere stabil form for magt er den åbne og imødekommende, der bruger modstanderens energi i sin egen tjeneste. Magten er ikke en pyramide, men en labyrint. Den er ikke det evige over for det jordiske, men en flad, udstrakt evighed i det jordiske selv. Der er altid flere bunker papir at gennemgå, altid flere kontorer, der kan inddrages i en sagsbehandling, korridorer fyldt med døre. Den berømte ’kafkaske’ oplevelse er slet ikke, at der er en brutal magt et sted derude, der vil bestemme over ens liv, men tværtimod, at vore liv er gennemsyret af en allestedsværende magt, der ikke vil noget særligt med os. Bureaukrati er ikke en lukket dør, men en åben, der fører videre til den næste åbne dør, og den næste åbne dør og den næste. En slags immanens uden ende. Vi er, sagt med Dolar, ikke altid-allerede uden for loven, kæmpende for at forstå den. Vi er altid-allerede i loven, knyttet til den, allerede i gang med at forstå den, mens den alligevel på afgørende punkter hele tiden forskyder sig.

Fisendasker

Problemet er dog, hvorfor vi overhovedet mener, at der er noget at forstå eller søge efter i loven. Hvis loven blot er immanent, forvirrende og labyrintisk, hvorfor tager vi den så alvorligt? Dolars svar på dette komplekse spørgsmål hentes fra psykoanalysen: Vi er knyttet til magten, fordi den på en eller anden måde sikrer vores nydelse. Vi er knyttet til magten, fordi immanensen på sære måder er i stand til at slå knuder på sig selv, fordobler sig selv osv., så det i nogle perspektivforskydninger virker, som om der er transcendens på spil. Selv om det lyder indviklet, kan det egentlig kobles til nogle helt hverdagslige erfaringer. Således forklarede en fisker fra Lemvig f.eks. engang, at han efter årelang erfaring med det offentlige bureaukrati ligesom kunne se to lag i det: Ved skranken længst fremme den såkaldte »fisendasker«, og lidt længere bagved »glatnakken«. Ifølge immanensens logik er enhver fisendasker ligeså meget magten som glatnakken eller direktøren på niveauet over, hver især bevogter de bare endnu en dør. Pointen er blot, at det ikke ser sådan ud for os i den konkrete situation. Vi føler en sær nydelse ved at spørge fisendaskeren, om hun ikke har en overordnet, vi i stedet kan tale med.

At magten er blevet immanent, betyder således netop ikke, at den er blevet mere demokratisk, eller at den uden videre kan forandres. Er den senmoderne magt ikke tværtimod en slags omvendt Christiania-logik? Vi kan ikke slå den ihjel, fordi den er en del af os selv. Måske betyder det, at vi skal stoppe op, lade være med at rende flere åbne døre ind, men besinde os for at se på, hvordan vi selv er knyttet til magten – til EU, til Christiansborg, til Nets, til NSA osv. Set i dette lys kunne man bruge historien om manden fra landet på en anden måde end den sædvanlige, der pointerer hans triste og sørgelige skæbne. Er manden fra landet ikke en af historiens største sit-down aktivister? Måske det er ved at være tid til, at vi stopper op og sætter os ned nogle af de steder, hvor magten åbner døre for os.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Alle vi små mænd fra landet besidder jo i virkeligheden selv magten, hvis vi vil. Vi behøver ikke at opsøge og begribe loven, bureaukratiet, magten, for vi er selv herrer over der alt sammen, hvis vi vil være det. Men det er jo en frygtelig erkendelse , for så kan vi jo lave det hele om, hvis vi vil, fyre alle dørvogterne, nedlægge alle dørene, det er virkelig skræmmende, for så skal vi jo indrette det hele på ny - uden labyrint selvfølgelig.

Meget tyder på, at de mange små mænd fra landet slet ikke ønsker deres demokratiske magt. De vil hellere blive i deres Kafkaske univers, for så har de ikke ansvaret. Selv om de ikke kan lide, at Goldman Sachs kommer og spiser en ordentlig luns af vores hellige DONG, så er der alligevel noget trygt ved at vide, af lagt inde bag en masse døre, der siddet Goldman Sachs og mæsker sig. Det er trygt at vide, at Danmark stadig er med til at fodre de store finansdrenge, at magten stadig ligger hos den internationale finanskapital. Så lever vi ligesom lidt endnu. Men som CVA drilsk siger, så er det snart på tide, at "vi stopper op og sætter os ned nogle af de steder, hvor magten åbner døre for os".