’Cover your head!’

Undtagen under det korte ophold i lufthavnen i Riyadh var vores påklædning i det offentlige rum den samme som saudiarabiske kvinders, nemlig Abayaen, den sorte fodlange, kimonoagtige frakke, dog uden tørklædet der dækker håret. Stik imod vores forventninger var tørklædet ikke obligatorisk for udlændinge. En stor del af de saudiarabiske kvinder bærer desuden Niqab, der dækker ansigtet undtagen øjnene. Og andre igen tildækker hele ansigtet med et sort slør.

Mange af de saudier vi mødte var, hvad vi i en bred forstand ville kalde venstreorienterede, de fleste uddannede på universiteter i USA og England. Deres livs- og arbejdsvilkår er derimod helt anderledes vanskelige og begrænsede end vores. Når vi her taler om ’saudierne’, drejer det sig om den del af befolkningen på 15-20 procent, der udgør den højtuddannede klasse, og af dem mødte vi en endnu mindre gruppe af intellektuelle: forfattere, kritikere, journalister, universitetsprofessorer, forlæggere.

Vores første møde fandt sted i Det Kulturelle Center i havnebyen Dammam i den østlige provins ud mod Den Persiske Golf. Vi talte om Tilfældets gud, som mange allerede havde læst i Dunas arabiske oversættelse, og om hendes seneste roman, Ensomhedens huse. Det inviterede publikum var blandet: forfattere, litterater, kritikere og journalister (m/k). Grunden til at mødet ikke var offentligt, var vores tilstedeværelse i panelet sammen med formanden, digteren Ahmad al-Mullah. Det var første gang, Kulturcentret i Dammam havde kvinder i panelet. Kvindelige paneldeltagere er ved offentlige møder henvist til at tale bag et forhæng eller over en monitor. De kan f.eks. være placeret på en balkon på første etage, hvorfra deres indlæg bliver transmitteret på en tv-skærm i mødelokalet. Mange gjorde grin med denne opdeling, der ikke giver nogen mening, eftersom de mandlige og kvindelige deltagere er sammen både før og efter den officielle del af mødet.

Natlige afhentninger

Om vores utilslørede optræden var et nybrud eller skyldtes, at vi ’bare’ var udenlandske kvinder, er uvist. Den totalitære magt er vilkårlig og uforudsigelig. Hvad der er tilladt eller ikke-tilladt, er flydende og ligger aldrig helt fast. Uvisheden om de for tiden gældende love og regler bliver således et effektivt magtinstrument, der medfører en udbredt selvcensur. Nogle af vores forfatterkolleger talte om den konstante angst og usikkerhed, de lever med i deres arbejde, men også, at det ikke er muligt for dem at lade denne angst komme direkte til udtryk i litteraturen.

Heller ikke saudiarabiske forlæggere kan vide sig sikre. En forlægger, der ikke har licens til at sælge bøger i Saudi-Arabien undtagen på den årlige bogmesse i Riyadh, fortalte, at han gentagne gange er blevet afhentet midt om natten og bragt til forhør uden at vide, hvad han er mistænkt for. Om det eventuelt kunne dreje sig om en af de korankritiske titler, han har udgivet. Han bliver typisk løsladt efter et par døgn uden at være blevet meget klogere på, hvad der var årsagen til tilbageholdelsen. Eller om han næste gang kan risikere at blive tilbageholdt på ubestemt tid.

Senere på ugen optrådte vi i den litterære klub, al-Nabi al-Adabi, i Riyadh (der er 37 litterære klubber over hele landet), hvor vi talte om vores forfatterskaber. Også dette møde var kun delvis offentligt på grund af vores tilstedeværelse i panelet sammen med to mandlige saudiarabiske digtere, Abdalla Saikhan og Bilal bin Alshaikh. Vi havde fået at vide, at i Riyadh ville salen være delt af et forhæng, så mændene blandt publikum ikke skulle se os, men der var ikke noget forhæng. Var der blevet slækket på reglerne, eller var det bare en tilfældighed? Vi befandt os i en diffus og uigennemskuelig kafkask (u) virkelighed af regler og forbud, der på én gang var gældende og ikke-gældende.

Vi var også blevet oplyst om, at teateropførelser ikke er tilladt i Saudi-Arabien, men da vi før mødet stod og ventede i foyeren i Riyadhs litterære klub, blev der pludselig åbnet en sidedør ind til en teatersal, hvor en skuespiller stod på scenen og øvede en monolog. Vi talte med den saudiarabiske dramatiker, der havde skrevet monologen Få Hamlet ud af mit hoved«, som skulle have premiere på den forestående bogmesse i Riyadh. Der måtte dog kun være mænd på scenen og kun mandligt publikum. Der var også teater for kvinder og børn kun med kvinder på scenen. Det var ganske vist ikke på samme niveau som teater for mændene, men mere falden på halen-komedier, fortalte dramatikeren. De forestillinger, der trods alt bliver opført, fungerer ikke inden for en accepteret teaterinstitution. De er snarere enkeltstående eksperimenter og en slags afsøgning af, hvad regimet kan tolerere. Skuespillerne er enten amatører eller bliver hentet ind fra de mange tv-serier. En tilsvarende forhandling foregår på musikscenen, hvor private koncertarrangører prøver sig frem med hvor langt de gå inden for de forskellige musikgenrer og koncertformer.

Må livet omtales som et teater?

Ved mødet i Riyadhs litterære klub skulle den fremtrædende kvindelige saudiarabiske novelleforfatter og direktør i Undervisningsministeriet, Umaimah Al-Khamis, have været i panelet sammen med os, men afstod. Hun ønskede ikke at få repressalier på grund af en paneloptræden. Kvinder kan godt ytre sig i forsamlinger, men nogle familier accepterer ikke, at deres kvinder optræder i panel face to face med et blandet publikum, dvs. hvor der er mænd. De officielle møder, vi deltog i, blev refereret i diverse dagblade med foto af paneldeltagerne. Og Umaimah Al- Khamis havde ikke lyst til at få sit billede i avisen næste dag. Hun holdt i stedet for sit indlæg nede fra salen, skønt den mandlige mødeleder, Saad Al-Bazei, forsøgte at overtale hende til at deltage i panelet.

Efter mødet kom en ung mand først i 20’erne hen og talte med os. Han studerede filosofi i San Diego i USA og fortalte, at det ikke er tilladt at studere filosofi i Saudi-Arabien. Det vil sige filosofi i den vestlige, europæiske fritænkende tradition, repræsenteret af f.eks. Kant, Decartes, Montaigne og moderne filosoffer som Derrida og Foucault. Uafhængig eksistentiel filosofisk tænkning er i strid med koranen og den hellige skrift. Den unge filosofistuderende erklærede, at han ikke kunne leve i Saudi-Arabien og heller ikke havde tænkt sig at vende tilbage. Han kom kun nødtvunget i ferierne for at besøge sin familie. Hans mål med filosofistudierne var at forny den vestlige filosofi og fritænkning med sit blik udefra og bringe den ind i et større globalt rum.

I Kuwait havde vi ved et møde i den kuwaitiske forfatterforeningen en oplevelse, der ligeledes handlede om fritænkning sat op mod Islam, denne gang inden for digtningen. Vi overværede den ugentlige digtoplæsning i en kreds af unge digtere, der efter oplæsningen kritiserede hinandens digte. To unge islamistiske digtere i gruppen kritiserede et digt af en mandlig digter med titlen Livet er et teater der bliver til støv. Det var i deres optik imod koranen at kalde livet for et teater.

Især en ung kvindelig lyriker der læste sit digt, En eller anden, blev skældt ud af islamisterne. Digtet stillede direkte eller indirekte spørgsmålet: Hvem er jeg? Hvilket udløste et sandt raseri og en påmindelse fra islamisterne om, at den slags eksistentielle spørgsmål gav Koranen hende svaret på, så de burde slet ikke stilles i digtningen. Det kom til en heftig diskussion, hvor de fleste unge digtere i kredsen hævdede deres ret til at stille eksistentielle spørgsmål i digtningen.

Vi besøgte bogmessen i Riyadh, Mellemøstens største, hvor forlag fra hele den arabiske verden er repræsenterede. En libanesisk forlægger fortalte, at der var en meget stor interesse for netop filosofiske bøger i arabisk oversættelse (der var kun bøger på arabisk på messen). Værker af bl.a. Hegel, Marx, Sartre, Karl Popper, Derrida, Foucault, Slavoj Zizek blev revet væk. De samme filosoffer, som det var forbudt at studere på de saudiarabiske universiteter! Hvad kunne denne store interesse for filosofi og kritisk litteratur blandt ungdommen og de intellektuelle i Saudi-Arabien skyldes? Var det den politisk/moralske opblødning efter kong Abdallahs magtovertagelse i 2005, der gav plads til nytænkning? Kongen blev fremhævet af flere kritiske røster blandt de forfattere og intellektuelle, vi mødte, for at have reformeret det saudiarabiske samfund.

En kvindelig kortfilminstruktør – på trods af, at det officielt er forbudt at lave og vise film offentligt i Saudi-Arabien – fortalte. at det stramme saudiarabiske regime startede i 1979, samtidig med at Khomeini kom til magten i Iran. Hendes forældres generation havde været friere. Den hårdeste periode var i 1990’erne, hvor kvinder der ikke havde ansigtet helt tildækket blev spyttet på, deriblandt hun selv. Men sådan er det ikke længere. Mange flere kvinder end før bærer kun tørklædet.

En enlig hippie med knus og kindkys

I Alfaisal Center for kulturforskning, hvor vi havde et møde med den tidsskriftredaktør der skulle interviewe os, blev vi opmærksom på de beklædningskrav der også gælder for saudiarabiske mænd. Som offentlig ansat saudier skulle han bære mændenes traditionelle klædedragt, den lange hvide dishdashe og den ternede hovedbeklædning (shmagh) med den sorte kamelsnor (iqal). Før han gik i gang med at interviewe os til kulturcentrets tidsskrift, bad han en medarbejder, der kom med kaffe, om at lukke døren ind til kontoret. Derefter rev han med en dramatisk bevægelse sin hovedbeklædning af og lagde den over en stol. Hans korte hår var drivvådt af sved. Han forklarede, at han hverken kunne lave et interview med os eller arbejde ved computeren med hovedbeklædningen på. Men når han forlod kontoret, måtte han naturligvis igen iføre sig den obligatoriske hovedbeklædning.

En af de systemkritiske forfattere i den østlige provinsby Dammam, hvis fremtoning kunne minde om 60’ernes og 70’ernes hippier, brød mere radikalt med beklædningsreglerne. Han havde langt hår samlet i en hestehale, shorts og klipklapper og kortærmet T-shirt. Hvilket alt sammen strider mod reglerne for anstændigt maskulint udseende. Mænd må ikke have langt hår, heller ikke gå i shorts og have korte ærmer i det offentlige rum. Men selvfølgelig gerne inden for hjemmets fire vægge. Han kørte os imidlertid til vores hotel i den mundering, steg ud af bilen og fulgte os til indgangen, omfavnede os og gav kindkys, da vi tog afsked. Når han optrådte offentligt, var han tvunget til at bære den traditionelle beklædning, der skjulte hans lange hår. Han havde forsøgt ved et oplæsningsarrangement at optræde i sit ’vestlige’ tøj og fik efterfølgende en overhaling og blev bedt om ikke at gentage sin provokation. Han forsøgte hele tiden at presse grænserne for, hvad styret kunne tolerere.

Det moralske politi

På bogmessen I Riyadh blev vi konfronteret med en af regimets mere håndfaste og synlige metoder til at regulere befolkningens adfærd: de såkaldte Mutawaer, der udgør et slags moralsk politi. Det er unge mænd rekrutteret fra koranskolerne og lønnet af staten. De kan kendes på deres lange skæg, og på at de ikke har den sorte kamelsnor (iqal) om deres hovedbeklædning. Der er forskellige grader, de meste brutale er klædt i beige kjortel (dishdashe) og har en tynd pind i hånden, så de kan uddele nogle svirp til de formastelige, der ikke opfører sig anstændigt. Overalt var der sværme af Mutawaer, der flanerede to eller flere sammen i gangene mellem forlagstandene og på cafeerne. Når vi passerede dem, kom der en snerren ud af mundvigen: »Cover your head!« Og en enkelt lidt høfligere henstilling: »Cover your head, please!« Vi havde fået at vide, at vi ikke skulle se på dem og bare ignorere dem, hvis de tiltalte os.

Da vi fulgtes med en mandlig forfatterkollega, var det ham, der fik henvendelsen og blev bedt om at bringe vores påklædning i orden. Han skældte de unge mutawaer ud for at genere os og fortalte, at de havde mistet både magt og prestige i de senere år. Folk ville ikke længere finde sig i deres chikane og svarede igen. Der bliver kastet med sten efter dem på gaden og lavet hærværk på deres biler.

Et tv-hold fra en saudisk tv-kanal, der rapporterede fra bogmessen, ville have et interview med Kirsten om Tilfældets gud. Hun blev bedt om at dække håret under interviewet, men afviste at tage tørklæde på for at kunne optræde i tv. Det blev uden videre accepteret af journalisten, der så optog interviewet alligevel. Igen et eksempel på den vilkårlige uforudsigelighed, vi oplevede i Saudi-Arabien.

En anderledes hårdhændet behandling blev Duna udsat for på Hotel Mariott i Riyadh ved en sammenkomst med kritikere, forlæggere og journalister fra andre arabiske lande, som boede på hotellet i forbindelse med bogmessen. Mens hun sad og snakkede med en journalist fra den londonbaserede avis, Al-Hayat, fik han en sms-besked fra en af bogmessens arrangører om, at mutawaerne var på vej ind i hotellet. Journalisten ignorerede beskeden og fortsatte samtalen med Duna. Pludselig stod tre mutawaer med beige dishdashe’er i døren. En af dem pegede med sin pind på Duna og signalerede, at hun skulle dække sit hår. Mutawaerne satte sig demonstrativt i en af sofaerne. De spredte en anspændt stemning blandt de tilstedeværende. Og Duna var nødt til at forlade lokalet. Bogmessearrangøren der fulgte hende ned i hotellobbyen, mente, at selv om Kong Abdallah var protector for bogmessen, havde mutawerne stadig magt til at ødelægge uformelle sammenkomster under bogmessen som f.eks. forfattertræffet på Hotel Mariott.

Det er ingen forsamlingsfrihed i Saudi-Arabien, og det er ikke muligt at at organisere sig i foreninger. For at holde et offentligt møde skal der søges om tilladelse. Derfor findes der mange private klubber og cirkler: filmklubber, læsegrupper, ugentlige diskussionsklubber, der tager forskellige emner op. Alt sammen organiseret inden for privatsfæren. Vi var til et ’mandagsmøde’ hos Fawziah Albakr, en fremtrædende systemkritisk journalist med en ugentlig klumme i et af de landsdækkende dagblade, al-Watan. Hun forklarede sin position som en af de 10 mest indflydelsesrige personer i Saudi-Arabien med, at de mere liberale stemmer godt kan komme til udtryk i den trykte presse, mens regimet sidder tungt på tv-medierne. Hendes kontroversielle klumme er dog en hindring for, at hun kan komme højere op i systemet og avancere til en ledende stilling inden for medieverdenen. Hun har desuden været fængslet på grund af sin deltagelse i den første kvinder bag rattet-demonstration i 1990’erne.

En vedholdende værdikamp

Vi fik indtryk af, at der foregår en vedholdende politisk værdikamp i Saudi-Arabien. Kvinderne ved de private møder, vi deltog i, talte ivrigt for kvinders rettigheder og ligestilling. Forlæggerne var rasende over de begrænsninger, de var underkastet, og den risiko, de løb ved at udgive bøger. En yngre mand vi mødte i toget fra Riyadh til Dammam (tidligere sad kvinderne adskilt fra mændene i den bagerste del af toget), talte om den udbredte fattigdom og om sin alt for høje husleje i forhold til sin beskedne løn som socialarbejder på et hospital, hvor han var kontaktperson mellem patienter og pårørende og lægerne.

Han kritiserede desuden de normer i det saudiarabiske samfund, der trods den høje arbejdsløshed stadigvæk ikke tillader, at saudierne tager fysisk arbejde eller arbejder i servicesektoren, hvad der betragtes som uværdigt for befolkningerne i golflandene. Alt manuelt arbejde udføres af fattige immigranter fra asiatiske lande, der lever et usynligt ’underjordisk’ liv helt uden basale rettigheder. I Kuwait betjenes en million kuwaitere af to millioner tjenestefolk og arbejdere udefra. I Saudi-Arabien er forholdet godt 20 millioner saudiere og 10 millioner udenlandsk arbejdskraft.