Diktatorer og bladguld

På tre måneder er den luksuriøse residens Mezhyhirya, 40 minutters kørsel nord for Kijev, blevet transformeret fra et tilbagetrukkent fristed for den nu tidligere præsident Viktor Janukovitj til et udflugtmål for nysgerrige ukrainere.

Kampklædte oprørere holder vagt, mens journalister indsamler dokumenter, og turgæster fisker kameratelefonerne frem for at forevige den svulmende velstand. Deres afsatte præsident har ikke holdt sig tilbage.

Foran kaminen, i det guldbelagte sofaparti, har Viktor Janukovitj kunnet byde sine gæster på et godt glas cognac. Måske den fra flasken med hans eget ansigt på etiketten. Måske har han ladet fingrene glide henover sit hvide Steinway & Sons flygel til 800.000 kroner. Og måske har han vist dem sin samling af sjældne biler og motorcykler, der er udstillet i et dertil bygget anneks.

Senere har han måske inviteret dem en tur ud på tennisbanen, skydebanen, golfbanen eller på et måltid i den restaurantgalæon, der vugger blidt ved breden af en kunstigt anlagt sø. Herfra har de haft en kongelig udsigt over residensens 140 hektar, der også tæller en privat zoologisk have, talrige bronzestatuer og en helikopterlandingsplads, hvorfra præsidenten tog flugten til Moskva, da optøjerne i hovedstaden nåede et højdepunkt i slutningen af februar.

Magtens dobbeltmoral

Billederne af Viktor Janukovitjs umådelige velstand har vakt harme på de sociale medier. Den gennemsnitlige månedsløn i Ukraine er omkring 300 euro. For mange ukrainere har billederne på en meget håndgribelig måde afsløret, hvor korrupt landets politiske ledelse har været. Præsidentens umådeholdne forbrug er blevet et symbol på selve dét, oprørerne i Kijev kæmpede mod i vinter.

Men hvordan kunne Viktor Janukovitj føle sig berettiget til denne overflod? Og hvad er der med diktatorer og bladguld?

Det er velkendt, at magt korrumperer. Og nyere forskning antyder, at selv den mindste følelse af magt rent faktisk kan forstyrre de fleste menneskers moralske kompas. Vi har alle potentialet til at blive korrupte, forklarer den hollandske psykologiprofessor Joris Lammers.

»Altså, med mindre du er en meget transcenderende, buddhistagtig person, som har opgivet alle verdslige ønsker, så ja .... 99 procent af alle folk, vil jeg sige.«

Joris Lammers forsker i sammenhængen mellem magt og amoralsk adfærd ved Kölns Universitet. Sammen med amerikaneren Adam Galinsky og hollænderen Diedrik Stapel gennemførte han i 2010 en række studier, hvor deltagerne først blev manipuleret til enten at føle sig magtfulde eller magtesløse og siden fik testet deres moralske fleksibilitet. Det viste sig, at den gamle antagelse om magtens korrumperende effekt holder stik.

I et forsøg blev deltagerne på forhånd bedt om at skrive om en hændelse i deres liv, hvor de følte sig enten magtfulde eller magtesløse. På den måde blev disse følelser igen vakt i deltagerne.

Herefter blev de for eksempel bedt om at vurdere, hvor amoralsk det er at snyde i skat. På en skala fra ét til ni, hvor ni er topmålet af moralsk adfærd, vurderede den magtfulde gruppe i gennemsnit, at skattesnyd svarede til 6,6, når der vel at mærke var tale om andre mennesker. På spørgsmålet om, hvorvidt de selv kunne tillade sig at snyde i skat, var gennemsnittet et mere lempeligt 7,6. De magtesløse deltagere svarede helt omvendt og var således hårde ved sig selv, men overbærende over for andres skattesvindel.

På baggrund af det forsøg, samt en række andre, konkluderede Lammers, Galinsky og Stapel, at følelsen af magt fostrer dobbeltmoral.

»Magt har meget transformative evner,« forklarer Joris Lammers.

»Selv normale mennesker, som er helt forskellige fra Janukovitj og andre, bliver påvirket.«

Følelsen af magt påvirker de centre i hjernen, der forbindes med hæmninger og mådehold. Den amerikanske psykologiprofessor Dacher Keltner har sammenlignet følelsen af magt med det at få en hjerneskade. Folk med stor autoritet har det med at opføre sig som neurologiske patienter med en skade på frontallappen, har han bemærket. Frontallappen er et center i hjernen, der forbindes med empati og evnen til at træffe beslutninger.

»Det ændrer dig ikke nødvendigvis som person,« siger Joris Lammers.

»Men du bliver mere tilbøjelig til at handle ud fra dine impulser. Sociale normer, begrænsninger, frygt og overvejelser om de potentielt negative effekter af ting bliver mindre vigtige for vores adfærd, når vi får magt. Folk bliver mere impulsive.«

Det gode og det onde

USA’s 16. præsident Abraham Lincoln skal engang have sagt:

»Næsten alle mænd kan overkomme modgang. Men vil du afprøve en mands karakter, så giv ham magt.«

Meget tyder på, at han havde ret. Andy J. Yap er ph.d. i ledelse og underviser i sociale hierarkier, magt og status ved Sloan School of Management i Cambridge, Massachusetts. Ifølge ham forstærker magten de karaktertræk, vi allerede besidder.

»Hvis du er en meget socialt orienteret person, vil magt rent faktisk forstærke den kvalitet. Men hvis du allerede er en korrupt person og gør ting, som er moralsk forkastelige, forstærker magt også det,« siger Andy J. Yap.

Ligesom Joris Lammers understreger han dog, at magt generelt fører til mere uærlig adfærd. Følelsen af magt reducerer kroppens stressniveau og gør folk i stand til at fokusere på deres inderste drømme og mål. Det er praktisk, hvis man for eksempel er leder og har brug for at træffe store beslutninger og være produktiv. På den anden side bliver det også lettere at lyve, snyde og løbe unødige risici, fordi følelsen af magt overdøver de bekymringer, andre mennesker vil føle.

Andy J. Yap plejer at sammenligne magt med atomkraft. Det kan bruges i både det godes og det ondes tjeneste.

»Hvis dit mål er at tjene så mange penge som muligt, selv hvis du er nødt til at snyde andre mennesker, så gør du det,« forklarer Andy J. Yap.

Hans forskning viser, at folks opfattelse af andre mennesker forandrer sig, når de opnår magt. I et forsøg viste det sig for eksempel, at magtfulde mennesker har en tendens til at undervurdere andre menneskers fysiske størrelse. Samtidig overvurderer de deres egen. Mennesker, der føler sig magtesløse, har det til gengæld med at overvurdere andre menneskers størrelse.

I et andet kendt forsøg blev deltagerne bedt om at tegne bogstavet ’e’ i panden på sig selv, mens en anden person sad foran dem. De magtfulde havde en tendens til at tegne bogstavet spejlvendt, hvilket forskerne tolkede som et udtryk for, at de bekymrede sig mindre om andres synspunkt.

Napoleon i sit eget hoved

Hvordan går det så til, at nogle magthavere bliver korrupte, mens andre holder sig i skindet? I Joris Lammers’ forskning har der vist sig at være stor forskel på magtfulde menneskers adfærd alt efter, om de føler sig berettigede til magten eller ej.

De, der føler, at de har fortjent magten, er mere tilbøjelige til at snyde og være dobbeltmoralske. Mennesker, der tager magten som en selvfølge, føler på et intuitivt niveau, at de har ret til at gøre og tage, hvad de vil.

Det er en del af forklaringen på, hvordan autoritære ledere som Viktor Janukovitj kan rage til sig uden at blinke.

»Og så er han formentlig narcissist,« mener Andy J. Yap og henviser til de dusinvis af portrætmalerier af den nu flygtede præsident, der prydede hans bolig. Heriblandt et, hvor en tilbagelænet Janukovitj dirigerer et slag i fuldt Napoleon-antræk.

Narcissisme er et personlighedstræk, der går hånd i hånd med asocial adfærd. Kombineret med magt er det en farlig cocktail. Især hvis der er tale om en fuldkommen magt, som ikke bliver udfordret af andre.

»Hvis der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved dig som leder, og der aldrig er nogen kritik fra dine umiddelbare omgivelser, vil følelsen af magt stige til enorme højder,« siger Joris Lammers.

Han nævner Iraks Saddam Hussein og Libyens Muammar Gaddafi som eksempler på andre ledere, der har levet i en boble af uanfægtet magt. Alle kritikere har de skaffet af vejen. Først efter diktatorernes fald har befolkningerne fået et indblik i, hvordan de levede, og hvilken enorm magt de må have følt.

Videnskaben skelner mellem objektiv magt og følelsen af magt. For eksempel har USA’s præsident Barack Obama mere objektiv magt, end Viktor Janukovitj besad som Ukraines præsident. Men en amerikansk præsident står hele tiden til ansvar for kongressen og senatet, og han ved, at han kan blive vraget af folket ved det næste valg. Det er denne mekanisme, der gør, at følelsen af magt ikke tager overhånd.

»Enhver person har ønsker og drømme,« siger Joris Lammers.

»Forskellen mellem de uanfægtede magtmennesker og de fleste andre er, at de i højere grad handler ud fra dem. Hvis jeg fik den ide at købe en guldbelagt stol, ville jeg måske overveje det i et sekund og så tænke ’nej’. Men hvis du har magt ...«

Den lille diktator

Korruptionens modgift er ifølge Joris Lammers og Andy J. Yap følelsen af at stå til ansvar for andre mennesker. Når ledere bliver mindet om, at de har forpligtelser over for befolkningen, de ansatte eller bestyrelsen i en virksomhed, formindskes den korrupte adfærd. Magten er ikke længere absolut, forklarer Andy J. Yap.

»Når du tænker på dine kolleger eller dit folk, bliver du mere andre-orienteret. Det reducerer korrupt adfærd, fordi du ikke længere kun tænker på dig selv.«

Derfor er det ifølge Joris Lammers vigtigt, at der i et land findes et stærkt parlament, en kritisk presse og en kritisk befolkning. Ting, vi typisk forbinder med liberale demokratier som vores eget, og som minder vores politiske ledere om, at de kan miste magten igen. Men magtens potentiale for korruption findes ikke kun blandt topledere og diktatorer.

»Det fine er, at vi ved hjælp af meget simple manipulationer i bund og grund kan opnå den samme effekt blandt helt normale borgere i vores laboratorier, på en meget lille skala,« siger Joris Lammers.

»Det siger noget om, hvordan disse effekter fungerer på et meget fundamentalt niveau.«

Vi har alle en lille diktator i maven.

Dyre diktatorer

Ser sig selv som en mand af folket og omtales ofte ’farmand’. Ejer adskillige ejendomme fordelt over hele landet, en Boeing 767, som tidligere tilhørte Turkmenistans afdøde diktator Saparmurat Nijazov, en Maybach-limousine og et Patek Philippe Calatrava-ur til 17.000 dollar.

Opførte verdens næststørste bygning, Palatul Parlamentului, som både var hans private bolig og regeringens palads. 700 arkitekter og én million kubikmeter marmor skulle der til, før han kunne flytte ind. Bygningen stod færdig i 1984 og indeholder mere end 1.000 rum fordelt på 365.000 kvadratmeter.

Udråbte i 1976 sig selv til kejser og afholdt en to dage lang indsættelsesceremoni. Ceremonien siges at have kostet 30 millioner dollar, mens kejser Bokassas personlige bankbog voksede med 125 millioner dollar. Kejseren sad på en to-tons ørnetrone i ægte guld og var iført kongekåbe, cepter og en diamantbesat kongekrone af den parisiske juveller Claude Bertrand.

Flygtede til Hawaii i 1986 og blev sammen med sin kone anklaget for at have flyttet 10 milliarder dollar i offentlige midler til private selskaber og konti i udlandet. Parret flygtede angiveligt med 24 kufferter fyldt med guldbarrer. Konen, Imelda Marcos efterlod mere end 2.700 par sko i det filippinske præsidentpalads.