Baggrund
Læsetid: 6 min.

Den ekstreme højrefløj har forstået EU

Sidste weekends EP-valg illustrerede igen den udbredte følelse af afmagt hos unionens vælgere. Men hvor den ekstreme højrefløj for længst har forstået, at EU er den nye, store kampplads også for nationalistiske agendaer, hænger store dele af venstrefløjen fast i en katastrofal forståelse af EU som et politisk uvedkommende rum, siger den politiske filosof Teresa Pullano
Vinderen. Når Morten Messerschmidt kan vinde det danske EU-valg, er det ikke fordi, han taler til en ekstrem nerve i befolkningen, men fordi han formulerer politiske spørgsmål og svar omkring EU’s udvikling, forklarer Teresa Pullano.

Vinderen. Når Morten Messerschmidt kan vinde det danske EU-valg, er det ikke fordi, han taler til en ekstrem nerve i befolkningen, men fordi han formulerer politiske spørgsmål og svar omkring EU’s udvikling, forklarer Teresa Pullano.

Niels Meilvang

Moderne Tider
31. maj 2014

Der er en kamp i gang. Den handler om arbejderes rettigheder, om medborgerskab, om demokratisk deltagelse, om integration og udelukkelse, om ejerskab til territorier, og om økonomisk ulighed. Det er en klassisk politisk kamp, hvor modsatrettede interesser brydes – men det er ikke alle aktører, der møder op til kampen. For kampen udkæmpes i EU, og om EU hersker der den vidt udbredte, men katastrofale misforståelse, at der ikke findes noget rum for medborgerskab og politisk deltagelse.

Sådan lyder en grundlæggende forklaring på den vælgerudvikling, der i søndags gjorde højreprotestpartier til de største ved europaparlamentsvalgene i Frankrig, Danmark og Storbritannien. I hvert fald hvis man spørger den politiske filosof ved Université Libre de Bruxelles, Teresa Pullano.

»Når det europæiske projekt beskrives, foregår det på to planer,« siger hun i telefonen til Information.

»På den ene side har du advokaterne og økonomerne og deres vældigt detaljerede litteratur om direktiver og paragraffer. På den anden side har du den normative politiske filosofi, der sjældent handler ret meget om, hvad EU egentlig er, men mere om, hvad det burde være.«

Det er ifølge Teresa Pullano indimellem disse to – det utroligt nærsynet detaljerede og det utopisk abstrakte plan – at det praktiske, politiske, betydningsfulde EU udspiller sig. Nærmest under radaren.

Pullano har for nylig udgivet bogen La citoyenneté européenne om fremkomsten af et europæisk medborgerskab, og i den fremlægger hun en række eksempler på, hvordan der hele tiden formes politikker i EU-regi, som er centrale for borgerne.

»De er ikke formuleret i traktaterne, men når man begynder at arbejde sig ned i lovgivningslagene og ind i obskure direktiver om f.eks. lettiske arbejderes ret til at flytte til Sverige, finder man en politisk praksis, der løbende definerer fundamentale ting om arbejdsmarkedslovgivning, fri bevægelighed, politisk deltagelse og så videre. Der er bare ingen, der siger, at det er det, der foregår,« siger hun og bruger den berømte Laval-sag som eksempel. Her underkendte EF-Domstolen i Luxembourg den svenske fagbevægelses ret til at blokere det lettiske byggefirma Laval, der lønnede sine arbejdere i Sverige efter lettiske takster.

»Laval-sagen er et eksempel på, at en sædvaneret, som var central for den skandinaviske aftalemodel, ikke blev anerkendt på det europæiske plan. Og det viser, at hvis den nationale politiske kamp ikke løftes op på det europæiske plan, går indflydelsen på arbejdsmarkedspolitikken tabt.«

Politik skal formuleres

Et andet eksempel på, at EU er i færd med at omstrukturere selve det europæiske medborgerskab, er migrationsspørgsmålet.

»Der er jo sket det i EU, at immigrationen ikke længere kan kontrolleres på det nationale plan. Siden Lissabontraktaten har det været sådan, at hvis en immigrant skal udvises af EU, skal vedkommende gribes uden gyldige papirer i tre forskellige europæiske lande. Immigrationen er altså et fælleseuropæisk spørgsmål. Taler du med de immigranter, der ankommer til Italien, siger de ofte at de blot er på gennemrejse til Skandinavien, hvor asylmulighederne er bedre. For dem er EU én sammenhængende enhed,« forklarer Teresa Pullano og påpeger, at netop migrationen rejser en række omfattende spørgsmål om medborgerskab, differentiering af rettigheder, velfærd, udelukkelse og integration.

Men blandt de EU-kritiske stemmer er det tilsyneladende kun den ekstreme højrefløj, der har forstået, hvad der foregår.

»Den ekstreme højrefløj med partier som Dansk Folkeparti formulerer det hårdt og enkelt: Indvandringen fra muslimske lande forværrer den økonomiske krise, og den skal stoppes.«

Det kan meget vel være en kritisabel tilgang, men ifølge Pullano har den det for sig, at den overhovedet formuleres.

Det postnationale findes ikke

»Folk som Jürgen Habermas, de liberale og socialdemokraterne har siddet og tænkt over unionen som et abstrakt rum med en form for politik, der ikke har nogen grundkonflikter, territoriale stridigheder eller økonomiske konflikter, og hvor alt kan løses gennem regulering. Men f.eks. striden om Ukraine eller om migrationen viser jo, at dette 90’er-optimistiske, postnationale sted ikke findes.«

»Det, højrepartierne gør, er at give et svar. De har langt bedre end venstrefløjen fattet, at kampen står på europæisk plan. Det samme så vi med euroen. Det var højrefløjen, der tydeligst sagde: Det her er en krise og ikke noget, som bare kan løses med lidt regulering, sådan som kommissionsformandskandidaterne Jean-Claude Juncker og Martin Schultz hævder det. Hvis den europæiske proces handler om at omstrukturere territorier og politikker, så har højreekstremisterne fattet det. De har set, at der hele tiden udøves politik og magt, selv om det ikke rigtigt formuleres særlig tydeligt. Lige nu forsøger de med Marine le Pen at samle en gruppe i parlamentet. Hvad enten det lykkes eller ej, skal man ikke tage fejl af, at de koordinerer indbyrdes,« hævder Teresa Pullano.

I en dialog med bl.a. filosoffen Étienne Balibar på mediet Open Democracy op til europa-parlamentsvalget argumenterede hun for, at EU’s grundlæggende form skal revolutioneres, ikke reguleres, ikke mindst fordi den måde, EU former sig på, i så høj grad er kommet til at handle om udelukkelse: af migranter udefra, der ikke har borgerrettigheder, eller migranter indefra, der har færre rettigheder end andre. Der er foregået en løbende frakobling mellem arbejderen og borgeren, som kun kan stoppes ved, at fundamentale politiske formationer skabes helt om, mener både Balibar og Pullano. Men dét revolutionære projekt kræver lige, at der findes et revolutionært subjekt, der ser sig selv som sådan – altså et folk af europæiske medborgere.

Og det er den udfordring, der fortsat splitter venstrefløjen i en række europæiske lande inklusive Danmark, hvor Enhedslisten på trods af en indsats fra ledende folk som Johanne Schmidt-Nielsen og Pelle Dragsted ikke kunne skabe enighed om at deltage i Europa-Parlamentets arbejde som en EU-kritisk kraft. I stedet holder Enhedslisten fortsat fast i det totale nej til EU og støttede i valgkampen Folkebevægelsen mod EU, der genvandt sit mandat.

Forskellen mellem de to positioner, der splitter den radikale venstrefløj ikke bare i Danmark, men i en række europæiske lande, optegner Pullano i essayet Europe: A Concrete Idea. Den handler om, om man som den franske økonom Cedric Durand ser EU som et magtinstrument, der i sig selv er fjendtligt over for befolkningens interesser og derfor skal bekæmpes som sådan – eller om man som den græske venstrefløjskoalition SYRIZA’s leder Alexis Tsipras ser det europæiske rum og EU’s rammer som hovedkamppladsen, fordi det er her, der er størst fri plads til for alvor at forandre.

SYRIZA blev det græske Europa-valgs store vinder og havde op til valget gennemført et stort arbejde for at samle en radikal europæisk venstrefløj, og Teresa Pullano er personligt overbevist om, at det er til SYRIZA, man skal kigge, hvis man skal finde håb for det venstreorienterede projekt – også selv om partileder Tsipras næppe opnår den udnævnelse til formand for EU-Kommissionen, som partiet har forsøgt at skabe transeuropæisk opbakning til.

Venstrefløjen mangler mod

»SYRIZA forenede lokalt arbejde for dem, der er ramt af krisen, med en europæisk vision. De reagerede ansvarligt på krisen og gjorde samtidig brug af deres europæiske medborgerskab,« siger Pullano, der definerer medborgerskab som evnen til at forandre det politiske fællesskabs hierarki. Hun peger på, at SYRIZA også gik aktivt ind i en række andre europæiske landes valgkampe og blandt andet spillede en central rolle i at forene en række af de splittede kræfter på Italiens yderste venstrefløj, der ifølge Pullano aldrig ville have fået sine tre pladser i parlamentet uden SYRIZA’s indsats.

»Jeg forstår godt dem, der ikke vil acceptere institutionerne, men hellere bare vil rive alt ned,« siger hun. »Og på venstrefløjen findes der en stærk arv, fordi alle kampene for arbejderbevægelsen, for de civile rettigheder, blev taget i den nationale ramme. Det var i nationalstaterne hele ideen om det revolutionære subjekt, om fagbevægelserne osv. blev skabt. Så der er en følelse af, at det vil gå tabt, hvis vi bevæger os ud over nationalstaten. Men man skal huske på, at også nationalstaten blev født som et redskab for bourgeoisiet til kontrol af folket. Det var en række kampe, der ændrede dét. Disse udfordringer bør venstrefløjen nu være modig nok til også at konfrontere på det europæiske plan. Ikke for at forlade den nationale arv, men netop fordi den forsvinder, hvis den ikke trækkes videre ud i Europa. Marine le Pen har set det, hun har allerede bevæget sig langt fra sin fars indadvendte nationalisme. Der er en række betingelser for det at føre politik, der simpelthen ikke længere passer til det 20. århundredes formater. Venstrefløjen plejer at have bedre analytiske værktøjer. Det må være muligt.«

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

randi christiansen

Det ik så meget eu - det mere måden altså det eu på - for meget, for hurtigt, for lidt og forkert.

randi christiansen

Man vil begynde med bygningens tagkonstruktion - funker ik

randi christiansen

Og de bærende socioøkonomiske konstruktioner er tåbelige - formuer fyres af på flyttefirmaet ... euroen håbløst tænkt, funderet og udført - og i det hele taget generel ignorering af folkets reelle behov til fordel for finansielle dereguleringer og anden formuepleje for de få. Voldtægt og misrøgt af den nødvendige europæiske og internationale solidaritet. Men selvf - vi skal blande os overalt - og det gælder også enhedslisten. Vi må se i øjnene, at vi ikke får det væmmelige til at gå væk, ved at blive hjemme. Man undgår ikke snavs på hænderne, når der skal muges ud.

Bjarne Bisgaard Jensen, Ejvind Larsen og Bjarne Andersen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

En rigtig god analyse fra fr. Korsholms side. Det ville lige godt være skæbnens ironi, hvis
udsagnet "Proletarer/arbejdere i alle lande forener eder" i let omskrevet form først blev realiseret
af den "yderste" højrefløj" :).
Dog tror jeg, at når det kommer til stykket, vil højrefløjen have lige så svært ved at koordinere
kræfterne, som venstrefløjen historisk har haft det.

Benjamin Bach

Ukip founder Alan Sked: 'The party has become a Frankenstein's monster'

Er en interessant artikel, fordi den problematiserer de nye EU-modstandere på højrefløjen og deres aktiviteter i parlamentet: Gør de deres arbejde? Der sås ikke tvivl om, hvor vidt Nigel Farage arbejder hårdt, men hvad med hele hans slæng af folk, der ridder med på succesen? I følge Alan Sked (hehehe) så gør de for det første ikke et ærligt stykke arbejde i Bruxelles (hvilket giver udslag i, at de af og til stemmer som vinden blæser) og for det andet, så forråder de et fundamentalt element i deres EU-holdninger ved at tage imod penge og rejse til Bruxelles.

randi christiansen

Ja, og godt for ham allan at han ik bor i dk (hehehe)

Michael Kongstad Nielsen

Når græske Syriza går ind for at bevare EU med overbygninger, er det fordi de ved, at Grækenland i den nuværende situation ikke kan klare et pludseligt opgør med EU, og fordi Syriza er tæt på at komme til magten efter næste valg, men at alle borgerlige kræfter i ind- og udland ville slå meget hårdt på en skræmmekampagne, hvis Syriza gik ind for udmeldelse af euroen eller anden form for modstand af det nuværende EU. Så den kamp vil Syriza ikke tage nu, men altså kæmpe for at ændre EU indefra, bl.a. via den noget besynderlige opstilling af Alexis Tsipras som kandidat til formand for EU- kommissionen.

Men de mange modstandere og skeptikere på den ydre og yderste højrefløj kan roligt tage den yderligtgående venstrefløj i hånden og sammen arbejde for mindre EU, hvilket bl.a. vil betyde mindre fri bevægelighed af billig arbejdskraft internt i Europa.

Niels Engelsted

Har der været noget i medierne, Information eller andre, om den igangværende magtkamp mellem Merkel og parlamentet om den næste kommissionsformand?

http://www.spiegel.de/international/germany/power-struggle-europts-betwe...

Michael Kongstad Nielsen

Det var der noget om i dag i Orientering på P1. Så vidt jeg forstod, havde Merkel først støttet Juncker, siden været vigende efter Camerons afstandstagen, men så igen støttet, evt. ved at åbne en dør for Parlamentets ønsker, idet mere EU-skeptiske profiler så kan få nogle af de andre poster.