Læsetid: 10 min.

Han elsker situationen, han vil have bolden

Ligesom ens håndtryk bør være det samme, hvad enten man hilser på en hjemløs eller en berømthed, bør man slå lige så modigt til bolden på Centre Court som på bane 17, forklarer tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen, der i denne weekend stiller op ved French Open – muligvis hans sidste Grand Slam-turnering i lang tid
Flugtspil. Hurtige reaktioner og bløde hænder var med til at sikre Frederik Løchte Nielsen Wimbledon-trofæet i 2012. Sejren sendte hans karriere i en helt ny retning, og i dag kæmper han for at genfinde sin identitet som tennisspiller.

Flugtspil. Hurtige reaktioner og bløde hænder var med til at sikre Frederik Løchte Nielsen Wimbledon-trofæet i 2012. Sejren sendte hans karriere i en helt ny retning, og i dag kæmper han for at genfinde sin identitet som tennisspiller.

Jakob Dall

24. maj 2014

Der ligger et klip på Youtube fra en tenniskamp i 2012 i Perth mellem Frederik Løchte Nielsen og Grigor Dimitrov. Det er taget fra australsk tv, kommentatorerne er Alex Malcolm og Pat Cash, den berømte Wimbledon-mester fra 1987. Under opvarmningen snakker de om Dimitrov, 20 år gammel, tidligere vinder af juniorernes Wimbledon, for længst udråbt til den næste store stjerne og hastigt på vej op ad ranglisten. Ingen af dem kender rigtig noget til Frederik Løchte Nielsen. Hans kampe plejer ikke at blive tv-transmitteret. Det fremgår på skærmen, at han er 28 år gammel og ydmygt placeret som nummer 236 på verdensranglisten. Han har flere gange forsøgt at kvalificere sig til Grand Slam-turneringerne uden held.

»Det er selvfølgelig Dimitrov, vi skal holde øje med,« siger Malcolm, da kampen skal til at gå i gang.

Kort efter, ved stillingen 1-1 og 30-15 i Dimitrovs serv, slår Frederik Løchte Nielsen en hård baghåndsreturnering ned ad linjen, helt ned i hjørnet, hvor Dimitrov må strække sig for at få ketsjeren på bolden, der flyver tilbage over nettet i en høj blød bue, som Frederik Løchte Nielsen afbryder ved at springe sidelæns op i luften for at hamre et smash tilbage ned i det hjørne, Dimitrov er på vej ud af.

Der går et »ooouuhhh« gennem publikum, inden bifald og hujen bryder løs.

»Exceptionel tennis fra Frederik Nielsen,« lyder det, lettere forundret, fra Malcolm i kommentatorboksen. »Returneringen var enestående og afslutningen endnu bedre, i fuldt løb.«

»Det her er top-10-tennis,« tilføjer Pat Cash om danskerens spil i de første tre partier. »Hvis vi så Roger Federer komme på banen og spille sådan her, ville vi sige: ’Ja, Federer spiller godt i dag.’ Og den her fyr ligger, hvad, omkring nummer 240 i verden?«

Her et par år senere ligger Frederik Løchte Nielsen nummer 729. Han går og fejer bane 2 i Virum-Sorgenfri Tennisklub. En rygskade har sendt ham tidligere hjem fra en turneringsrejse til Sydkorea end forventet, så nu foregår forberedelserne til French Open 20 minutter nord for København, omme bag Hummeltofteskolen, ned ad stien, forbi fritidshjemmet.

I dag har han trænet aggressive forhåndsslag. Der findes, ifølge Frederik Løchte Nielsen, to måder at slå til en tennisbold. Enten tager man den i opspringet, eller også venter man, til den falder. Når man tager bolden i opspringet, bruger man modstanderens fart. Lader man bolden falde, skal farten komme fra én selv. Frederik Løchte Nielsen har altid, lige siden han begyndte til tennis som femårig, foretrukket at tage bolden i opspringet. Han kan lide at spille hurtigt, aggressivt, sætte hårdt mod hårdt.

»Der skal ske noget,« som han siger.

Det er særlig vanskeligt på grusbaner, som dem, der spilles på i Danmark og ved French Open , fordi det ujævne underlag gør boldens opspring anderledes uforudsigeligt end på de cementbaner, som langt de fleste turneringer spilles på. Og på grus hopper bolden tilmed ekstra højt og stejlt op i luften, hvilket kan gøre det svært at få slået til den i opspringet.

Så Frederik Løchte Nielsen har trænet forhåndsslag, hvor bolden får lov at hoppe og dale, inden han smækker til den.

»Det har jeg svært ved,« siger han. »Jeg har svært ved at generere farten selv. Det bliver sådan noget overgenerering, og så daffer det lidt ud af strengene. Det bliver et overdrevet forsøg på at gøre noget, uden der sker en skid.«

Sensationsmager

Han har trænet det meget de senere år, og er også blevet bedre – hvilket så har skabt et nyt problem:

»Jeg har haft svært ved at administrere det. I stedet for at udgå fra min egen base og lade det fungere som et supplement, når det bliver aktuelt, er jeg begyndt ubevidst at opsøge de situationer i kamp.«

Det er uholdbart, forklarer han.

»Hvis du prøver at spille med noget, der ikke ligger til din identitet, til dine glæder som menneske, så er det meningsløst. Du kan lave små justeringer ud fra den person, du er. Men du skal udgå fra den, du er. Du kan ikke lave om på dig selv.«

Han taler af bitter erfaring.

»Jeg er kommet for langt væk fra grunden i mit spil.«

Frederik Løchte Nielsen er, som han har været gennem den seneste håndfuld år, Danmarks bedste mandlige tennisspiller. Han er hovedsagelig kendt for at være barnebarn af den dobbelte Wimbledon-finalist, Kurt Nielsen, og for i sommeren 2012 at have skabt en af de største sensationer i sportens historie, da han sammen med den ligeledes upåagtede brite Jonathan Marray på arrangørernes nåde blev inviteret med til Wimbledon, hvor de forventedes at agere slagtekvæg for den absolutte elite, men endte med at besejre fire af verdens 10 bedste doublepar, inden de foran 10.000 tilskuere på Centre Court kunne løfte trofæet som bevis på, at de som de første wild card-deltagere nogensinde havde vundet den mest prestigefyldte af alle turneringer.

»På mange måder føler jeg, at det har hæmmet min udvikling,« siger Frederik Løchte Nielsen.

Sejren sendte ham op blandt de 25 bedste på doubleranglisten. Det sikrede ham direkte adgang til alle de store turneringer med, hvad dertil hører af stjernemodstandere, luksushoteller og præmiepenge af en noget anden størrelsesorden end de 594 dollar, han spillede sig til i Sydkorea forrige uge.

Så Frederik Løchte Nielsen tog af sted på doubleeventyr, selv om singlekarrieren var begyndt at komme på gled, og han stillede op, også da håndleddet blev skadet.

»Rent tennismæssigt var det dumme beslutninger. Men det hører til min filosofi at vælge store oplevelser. Og jeg var godt klar over, at jeg nok aldrig ville få de muligheder igen. Det var fantastiske oplevelser. Jeg ville gøre det igen.«

Med tiden er Frederik Løchte Nielsens doublerangering faldet, sådan at han i skrivende stund ligger nummer 74, hvilket lige er nok til at skaffe ham og makkeren, svenske Johan Brunström, adgang til French Open – French Open – der begynder i morgen. Derefter er det tilbage til singlekarrieren og livet som tennisrejsende på økonomiklasse sammen med de mange hundrede andre håbefulde, der drømmer om at slå sig op blandt eliten.

Frederik Løchte Nielsen har set Youtube-klippet fra hans kamp mod Grigor Dimitrov. Han smilede, da han hørte Pat Cash sammenligne ham med Roger Federer. Han ved, at hans topniveau er højt. I årevis har folk omkring ham sagt, at han ikke har levet op til sit potentiale.

»Det tror jeg også,« siger han. »Hvis du ser nøgternt på det, tennismæssigt, så får jeg ikke det maksimale ud af det. Men det kan godt være, at min hjerne bare ikke kan finde ud af at administrere det. At jeg simpelthen ikke kan finde ud af det.«

De nødvendige dobbeltfejl

En lille fyr kommer hen og beder om en autograf. Han hedder Frederik, siger han.

»Det var sgu da dejlig timing,« siger Frederik Løchte Nielsen, mens han skriver sit navn på drengens underarm.

Der er en vis svirren omkring Frederik Løchte Nielsen sådan en tirsdag eftermiddag. På deres vej ud mod grønsværen går et U-12-fodboldhold gennem tennisanlægget, mens de peger og siger »Det er Løchte!« til hinanden. Så kommer den tidligere fodboldlandsholdsspiller Klaus Berggreen ind fra nabobanen og introducerer sig. Det viser sig, at de langt ude har noget familie tilfælles. Moren til en dreng ovre ved slagmuren hilser med plirrende øjne og et lettere forfjamsket smil, da Frederik Løchte Nielsen går forbi.

Der gik mange år, før Frederik Løchte Nielsen blev rigtig god til tennis. Han vandt ikke DM-guldmedaljer op gennem juniortiden, hverken som 8-årig, 11-årig eller 15-årig. Han prøvede nye slag af, spillede aggressivt, lavede mange fejl. Andre spillede mere solidt og vandt.

»Så får du al opmærksomheden, fordi du vinder, alt er liv og glade dage, og det gælder bare om at blive ved med at vinde, så du får landsholdsturene, men du udvikler dig ikke. Jeg kan se det på min egen årgang. Alle de spillere, der er kommet op gennem juniorprojekterne, er forsvundet.«

Han peger ind på bane 2, hvor to juniorspillere, Alicia på 13 og Alexander på 11, står og slår bolden frem og tilbage over nettet med en rytme og tyngde, der vidner om mange tusind træningstimer.

»De har fattet det. Det kører bare på, rigtig teknik, slår ordentlig til bolden. De er ikke bange for at tage nederlagene nu. De vil spille på den måde, de vil spille på.«

Frederik Løchte Nielsen forklarer sin tennisfilosofi med udgangspunkt i det arbejde, han har gjort med sin andenserv. I afgørende øjeblikke, for eksempel hvis han var nede med breakbold i slutningen af et sæt, har han haft tendens til at være særlig forsigtig og mindre ambitiøs med sin andenserv.

»Det er fuldstændig dumt,« siger han.

Så Frederik Løchte Nielsen besluttede sig for at skrue ambitionsniveauet for andenserverne op, uanset stillingen. Det var grænseoverskridende.

»Det var en udfordring i starten. Jeg lavede mange dobbeltfejl, fordi jeg prøvede at komme ud over det.«

For eksempel servede Frederik Løchte Nielsen to dobbeltfejl, da ham og Jonathan Marray i ottendedelsfinalen ved Wimbledon 2012 havde matchbold ved stillingen 6-5 i femte og afgørende sæt. Jeg dækkede kampen med liveopdateringer på Twitter: »Sådan staves g-u-m-m-i-a-r-m, dobbeltfejl fra Løchte. Deuce,« tweetede jeg, uvidende om, at fejlene blev lavet i modets og ikke frygtens ånd.

Et ærligt slag

Den slags hån fra udenforstående skal man ignorere, hvis man vil rykke sig.

»Langsomt vænnede jeg mig til det. Det blev normen. Det blev det, jeg gjorde, ikke fordi jeg prøvede at gøre det, men fordi, det er sådan, jeg spiller.«

»Hele min filosofi er at spille tennis uafhængigt af scoren. Hvis der er en bold, jeg skal angribe, så stræber jeg efter at gøre det, uanset hvad stillingen er.«

— Tager du princippet med uden for banen?

»Ja. Det handler om at have nogle værdier, som du tror på og står inde for. Din relation til andre mennesker burde også være uafhængig af, om det er en kendt person eller en lækker dame eller en hjemløs. Du omgås med mennesker ud fra dine værdier; ud fra det, du tror på. Hvis du prøver at tilpasse dig alt efter om ’uuuh, nu er der en eller anden, som jeg kan få noget ud af, hvis jeg fedter for ham, selv om jeg ikke kan lide ham’ ... så bliver det uægte, utroværdigt. Jeg tror, folk sætter mere pris på ærlighed.«

— Hvis man er så selvstændig og uafhængig af omgivelserne, går man så ikke glip af nydelsen ved at spille på et fyldt Centre Court, energien fra tilskuerne?

»Min tilgang er at nyde det hele. Det handler om at være på Centre Court for at opleve at være på Centre Court. Ikke at være der for at det skal tage mig et andet sted hen. Jeg er ikke på Centre Court for, at det skal give mig penge, point, hæder og ære.«

Frederik Løchte Nielsen fortæller om minutterne i Wimbledon-finalen, hvor han og Marray netop har tabt fjerde sæt efter have kunnet serve sejren hjem. Udefra lignede det en pinefuld pause med alt for lang tid til at tænke over, hvor tæt på sensationen, de havde været. Sådan oplevedes det ikke.

»Jeg sidder bare og nyder, at det er god lir. Jeg tager det bare ind og oplever det: ’Fuck, jeg sidder på Wimbledon, jeg spiller sgu meget godt.’«

— Er det dér, det føles mest meningsfuldt at være tennisspiller?

»Det gør det, når jeg kan mærke, at jeg spiller mig ud, spiller på alle mine tangenter og føler, at der ikke er noget, der holder mig tilbage, sådan at det, jeg står for, og det jeg gerne vil, kommer ud. I tredje runde, da jeg skulle serve for kampen ved 6-5 i femte sæt, var jeg simpelt hen så høj på adrenalin, og jeg syntes, det var det fedeste i hele verden og elskede situationen og ligesom ... ville have bolden. Det er dér, det giver mest mening. Når jeg virkelig bare vil have bolden. Jeg vil hele tiden have bolden. Jeg kan ikke få nok.«

Vi har sat os ind i tennishallens frokoststue. Det vrimler ind og ud med juniorspillere, trænere og forældre. Frederik Løchte Nielsens træningsdag er forbi, en ny venter i morgen, inden turen går til Paris via en mindre turnering i Düsseldorf.

Han nævner Grigor Dimitrov-kampen som et eksempel på den standard, han stræber efter.

»Hvis jeg kan gøre det én gang, så burde jeg kunne gøre det to gange, tre gange. Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke kan spille ... bedre flere gange i løbet af året, i længere tid.«

Frederik Løchte Nielsen læner sig tilbage i stolen.

»Det kan være mit potentiale ikke er så stort, som jeg troede,« siger han for straks at tilføje:

»Men jeg føler hårdnakket, at jeg stadig har det bedste tennis foran mig.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu