Læsetid: 6 min.

Frygten for den europæiske højrepopulisme er overdrevet

Europas etablerede partier og medier tvinger den EU-kritiske vælger ud på yderfløjene. Europæiske medier og politikere ser enhver EU-kritik gennem ekstremismens linse, siger den hollandske populismeforsker Cas Mudde
En finger er en finger. De europæiske partier og medier insisterer på at se enhver EU-kritik som et udslag af ekstremisme. Dermed bliver f.eks. den italienske klovn og politiker Beppe Grillo (billedet) vurderet efter samme alen som f.eks de græske fascister i Gyldent Daggry, siger Cas Mudde.

En finger er en finger. De europæiske partier og medier insisterer på at se enhver EU-kritik som et udslag af ekstremisme. Dermed bliver f.eks. den italienske klovn og politiker Beppe Grillo (billedet) vurderet efter samme alen som f.eks de græske fascister i Gyldent Daggry, siger Cas Mudde.

Michele D’Ottavio

24. maj 2014

Hvis prognoserne holder stik, vil weekendens valg i Europa sende det største antal højrepopulistiske EU-skeptikere i Europa-Parlamentet nogensinde. Ifølge Votewatch Europe kan en fjerdel af parlamentet ende med at bestå af populistiske anti-EU-partier. Og Marine Le Pen, lederen af det franske Front National, har allerede taget initiativ til dannelsen af en ny gruppe for EU-skeptiske højrepartier, der blandt andre inkluderer det hollandske frihedsparti.

Bekymringen for antieuropæernes overtagelse af Europas politiske institutioner synes at have fat i næsten samtlige europæiske medlemsstater, hvor politiske partier og førende medier appellerer indtrængende til især kontinentets unge vælgere om at stemme europæisk for at imødegå truslen fra højre.

»Den udbredte antagelse er, at det yderste højre vil vinde frem ved valget til EU-parlamentet på grund af den økonomiske krise og en udbredt euroskepticisme«, siger den hollandske politilog Cas Mudde, der forsker i europæisk højrepopulisme ved University of Georgia, afdelingen for international politik.

Men set i forhold til den store andel af stemmer, der blev de europæiske højrepopulister til del allerede ved valget i 2009, er der tale om en overdreven frygt, mener Mudde.

»En af mine pointer er, at det yderste højre kun kan vinde frem, hvis der er et parti at stemme på. I en tredjedel af de europæiske lande findes der ikke et sådant parti, og krisen har ikke skabt noget nyt parti. I det hele taget har krisen ikke skabt nogle nye højrepopulistiske partier. Denne weekends valg har de samme politiske partier som altid«, siger Cas Mudde og fremhæver de nydannede euroskeptikere i Alternative für Deutschland som en undtagelse.

Den europæiske virkelighed

Det europæiske valg finder sted i skyggen af fem års krise. Ideelt set har europæerne ved valget en oplagt mulighed for at bedømme krisestyringen og samtidig galvanisere det europæiske demokrati. Meningsmålingerne og de politiske analyser fortæller imidlertid en anden og velkendt historie: Europas vælgere vil igen straffe de proeuropæiske partier for en årrække præget af krisestemning, fremtidsangst og problemer som velfærdsturisme og social migration fra både øst- og Sydeuropa.

Når andre får øje på truslen fra højrepopulister i udkanten af det europaparlamentariske billede, ser Cas Mudde i højere grad et problem i sammensætningen af parlamentet i forhold til det EU-skeptiske vælgerdyb. I en tid, hvor mere end halvdelen af europæerne forholder sig skeptiske til EU, er det mindst lige så problematisk, at parlamentarikerne ikke reflekterer den europæiske virkelighed, der netop ikke er EU-positiv.

»Det næste EU-parlament vil med al sandsynlighed stadig bestå af godt omkring 70 procent EU-tilhængere. Ifølge de seneste meningsmålinger er antallet af proeuropæere i den europæiske befolkning under 50 procent. Tal antyder, at der i flere medlemsstater er mere end 50 procent af befolkningen, der ønsker enten at forlade EU eller ’mindre EU’, mens et flertal af politikerne ønsker mere europæisk integration. Det er et stort problem, men det vil kun blive et politisk problem for politikerne, hvis Europa blev et valgtema. Hvis folk stemmer ud fra deres vision for Europa. Men sådan forholder det sig ikke«, siger Cas Mudde.

— Men den europæiske EU-skepsis er vokset. Det samme er antallet af partier, der flirter med euroskepsis også?

»Ja, men samtidig er konkurrencen mellem partierne også vokset. Den bløde euroskepticisme, hvor man grundlæggende er for EU, men utilfreds med visse aspekter, var kun fremherskende i få partier omkring begyndelsen af dette årtusinde. Nu har alle partier en sådan fløj, inklusive mainstream-højrepartier som de konservative i Holland eller CSU i Bayern. Mainstreamvenstrefløjspartier som socialisterne i Frankrig har også aspekter af det«.

»Selv hvis der kom flere skeptikere i parlamentet, og selv om de begyndte at arbejde mere sammen, ville de stadig ikke have afgørende stemmer til at blokere eller gennemføre noget. De har kun en stemme i EU-parlamentet, mens de er helt fraværende i kommissionen og ministerrådet. Som EU arbejder nu, er parlamentet stadig den svageste af de tre.«

Nationale emner

Krisen har med andre ord hverken skabt nye politiske alternativer eller den eftertragtede europæiske offentlighed, som af mange pro-europæere ses som en forudsætning for et levedygtigt EU. Og krisens følgevirkninger er måske nok europæiske, men de tackles fortsat på nationalt niveau. Det har paradoksalt nok bragt den EU-skeptiske venstre- og højrefløj tættere på hinanden.

»Traditionelt har den yderste højrefløj ikke haft noget problem med det indre marked, men med suverænitetsafgivelsen. For den yderste venstrefløj har det været omvendt. Her har man haft et problem med det indre marked. I dag er forskellen ikke så stor, eftersom det yderste højre også har et problem med fællesmarkedet. Samtidig har venstrefløjen, særligt i de sydeuropæiske lande, også fået et problem med det indre marked, fordi man føler sig koloniseret af EU.«

Trods udsigterne til fremgang for randpartierne ved valget er det tydeligt for Cas Mudde, at de europæiske yderfløje til højre og venstre stadig deler sig efter nationale interesser, der ikke nødvendigvis harmonerer med eller tager stilling til behovet for en ny vision for Europa. Manglen på en fælleseuropæisk offentlighed er dermed også et problem for de europæiske anti-EU-kræfter.

»I sidste ende er der stadig tale om 28 nationale afstemninger snarere end en stor europæisk afstemning. De enkelte partiers skæbne er stadig langt stærkere forbundet med de nationale arenaer end den europæiske. Det ser man i lande som eksempelvis Holland og Belgien, hvor højreradikale partier groft sagt har samme budskab. I Holland har man stadig et parti som Frihedspartiet, mens man i Belgien har Vlaams Belang, der har været på scenen i lang tid. I Belgien stemmer man ikke på Vlaams Belang, fordi de har eksisteret i 25 år og ikke har fået udført meget.«

»Et af de store problemer er, at nøgletemaerne i disse partier har at gøre med identitet og en særlig type indvandring, der ikke fungerer så godt. For Geert Wilders handler det om muslimer. Det handler ikke så meget om indvandring som om integration, og her spiller EU ikke den store rolle. De fleste europæiske valg handler ikke om europæiske emner, men om nationale emner.«

Mudde hører til dem, der ser krisen som en forspildt mulighed for den europæiske venstrefløj.

»Set i lyset af den voksende ulighed i løbet af krisen, ikke blot internt i de forskellige medlemslande, men også mellem de europæiske medlemsstater, er det mest overraskende ved krisen, hvor lidt den yderste venstrefløj har vundet frem. De vil gå en anelse frem, men ikke voldsomt,«, siger Mudde.

Politisk hjemløshed

Trods indoptagelsen af EU-kritiske stemmer i de traditionelle proeuropæiske partier har en alliance af europæiske mainstreammedier og proeuropæiske politikere bevidst søgt at udviske forskellene mellem de konkurrerende EU-skeptikere.

»Man kalder dem ikke EU-skeptikere, men anti-EU-populister. Det er en konstruktion, der har den fordel, at det lyder meget negativt. Det lyder også stort. Når man taler om dem, taler man om de mest ekstreme partier. Folk refererer ofte til Gyldent Daggry i Grækenland, selv om de ikke er repræsentative for alle partier i denne gruppe. Eller man taler om Beppe Grillos femstjerne-bevægelse, men man taler ikke om hans program for Europa, der reelt ikke er så radikalt«, siger Cas Mudde.

»En effekt ved at se dem alle gennem ekstremismens linse, er at man diskvalificerer den samlede gruppe. De Sande Finner bliver slået i hartkorn med Gyldent Daggry«, siger Mudde og peger på sammensætningen af den højrepopulisternes gruppe i Europa-Parlamentet.

»I den radikale højrelejr med partier som Front National og det hollandske frihedsparti har vi stemmer, der vil ud af EU. Det østrigske frihedsparti og Vlaams Belang i Belgien og Dansk Folkeparti ønsker at reformere EU, men ønsker ikke helt at forlade EU. Det er et f orhold, der hjemsøger den gruppe.«

Med paraplybegrebet ’anti-EU-populisme’ har man samtidig gjort en stor del af EU-skeptiske midtervælgere politisk hjemløse. Advarslerne mod en euroskeptisk højrefløj går på den måde hånd i hånd med et manglende politisk alternativ til de proeuropæiske mainstream-partier.

»Folk er tvunget til at stemme på et yderparti fra højre eller venstre, hvis man ønsker mindre EU eller helt at forlade unionen. Hvis jeg nu hører til centrum-højre og grundlæggende EU-skeptisk, er jeg nødt til at stemme på Geert Wilders, hvilket jeg aldrig vil gøre, hvis jeg ikke er islamofobisk. Hvis jeg er centrum-venstre stemmer jeg heller ikke på et ureformeret kommunistparti, selv hvis jeg er enig med dem. En euroskeptisk tysk socialdemokrat vil ikke stemme på Die Linke. Der er med andre ord en forhindring, at vi stadig har nationale partier, der forhindrer den europæiske dimension i at dominere valgkampen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nic Pedersen
  • Steffen Gliese
Nic Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Vælgerne drejer til højre, men det gør ikke noget, siger forskeren beroligende, frygten er overdreven, for de kommer ikke til at spille nogen rolle, midterpartierne (læs eliten) vil stadig dominere institutionerne.

Har han overhovedet forstået, hvad det er for en logik, der er i gang med at udfolde sig?

Verden udvikler sig økonomisk, socialt, politisk og økologisk. Hvis udviklingshastigheden er langsom, som den var for to hundrede år siden, kan befolkningen tilpasse sig løbende. Hvis hastigheden er hurtig, som den har været i de sidste hundrede år, får flere og flere mennesker problemer med at følge med. Hvis den som nu er meget hurtig og accelererende, er det et stort flertal af befolkningen, der ikke kan følge med men mentalt bliver hængende i en fortidig virkelighed med dens idealer og værdier og er uforstående for den nye virkelighed med dens nye krav og tilstande.

Dette skaber et uundgåeligt problem for de folkevalgte politikere i den senkapitalistiske demokratiske stat (de to adjektiver er modstridende). Politikerne er nødt til at være på højde eller næsten på højde med udviklingen for at kunne sejle skibet, og de er nødt til at tale til og med de mennesker, hvis stemmer er afgørende for at de kan blive valgt. De må med andre ord kæmpe i gabet mellem befolkningens Morten Korch-forståelse (overdrivelse fremmer forståelsen) og finanskapitalens neoliberale samfundsregimente.

Et stykke af vejen kan dette gab fyldes ved hjælp af kommunikationseksperter og retorik formidlet af medierne, og af en arbejdsdeling mellem politikere og embedsmænd. Men politikerne kan ikke bare henvise til de grå embedsmænd, de er også tvunget til at sige noget selv, og da vælgerne ikke ville kunne tolerere embedsmændenes sandhed, bliver politikerne tvunget til at tale usandt og lyve. Når spin og løgnehistorier—og dem har vi mennesker en stor medfødt evne til at genkende—bliver gentaget for længe og for tydeligt, opstår politikerlede imidlertid uundgåeligt.

Ligeså uundgåeligt bliver, at vælgerne til sidst vil reagere ved at stemme på Morten Korch-politikere, der bekræfter deres fortidige verdensbilledes idealer og værdier, dvs. først og fremmest nationalister der ønsker den tidligere tilstand af idyl og fairness tilbage og udpeger de fremmede som de, der har stjålet job og velfærd, og angriber den elite, der har gjort dette muligt. Det vil sige, at det højre-nationalistiske eller fascistiske svar bliver uundgåeligt. I mangel af et socialistisk alternativ er det der, vi er på vej hen nu, hvilket tydeligt afspejler sig i valgene til Europa-parlamentet.

Hele denne udvikling har været fuldstændig forudsigelig. Hvad der ikke er forudsigeligt, i hvert fald ikke for denne debattør, er, hvilken fortsættelse, der vil følge. Fascister har altid til sidst forenet sig med eliterne, så et fascistisk Europa styret af økonomiske eliter og fascistiske kaptajner med stor folkelig opbakning, hård kontrol med offentligheden og undertrykkelse af dissiderende grupper (terrorister) og militære eventyr i udlandet er formentlig det mest nærliggende.

En sådan samfundsepoke ville formentlig kunne være nogenlunde stabil i lang tid. Forudsat selvfølgelig at et fascistisk Europa ikke endnu engang kaster sig ud i et krigseventyr mod øst, der denne gang risikere at ende med atomkrig. Og forudsat at klimaskeptikerne har ret, men det vil højre-nationalisterne insistere på, at de har.

Martin Andersen, Jan Weis, Filo Butcher, Mikael Velschow-Rasmussen, Bjarne Bisgaard Jensen, Rasmus Kongshøj, Bjarne Nielsen, Karsten Aaen, Rune Petersen, Per Jongberg, Miguel Tuells, Nic Pedersen, Heinrich R. Jørgensen, Jakob Lilliendahl, Ture Nilsson og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Ture Nilsson

Helt enig Niels, det er forskæmmende at befolkningerne først bliver fordrevet ud i det ekstreme højre, da disse partier er de eneste som synes at ville bevare den nationale sikkerhed som er blevet opbygget rundt omkring i de europæiske lande gennem århundreder, og ikke give magten videre til et konglomerat af ikke-valgte marionetkarrierepolitikere i Bruxelles. Når det så langt om længe bliver tydeligt, selv for politikere og presse, så får vi beskeden, "slap bare af, demokratiet er så stærkt at selv flertal for de ekstreme fløje ingen eller ringe betydning får". Om de selv kan se paradokset, kan jeg ikke vide. Andreas Popp mener at der er et fåtal af politikere som rent faktisk ved hvad der foregår, resten er nyttige cand.polit idioter som er blevet indoktrineret i uni.
Hvad der siden kommer til at ske bliver mildest talt spændende, men som det tidligere er blevet sagt tabte nazismen 2. verdenskrig, men fascismen vandt.

Andreas Popp i Berlin
https://www.youtube.com/watch?v=qF6XosFM3Ng#t=1375

Plan-B
http://www.wissensmanufaktur.net/media/pdf/plan-b-english.pdf

Martin Andersen, Bjarne Nielsen, Niels Engelsted og Jakob Lilliendahl anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Faren ved populismen er, at det fungerer lidt som en religion, man bliver blind for argumenter og pragmatisme. Jo mere man trænger sig på, jo mere defensiv bliver den, og når den føler sig truet nok, angriber den, med samme casus belli. Jeg har advaret før, om, at lade stå til med integrationen af borgere i EU. Højrepopulismen, havde allerede medvind i form af krigen mod terror, eller hvad man kan kalde den udvikling, dernæst kriserne, der nu har varet i 5 år. Nu har man så samtidig lempet retorikken, og endda støtter en - de facto - neo-nazistisk bevægelse i Ukraine. Bryder der borgerkrig ud i samme skala, som i Syrien, vil man måske se en strømning af unge - der vil kæmpe for deres idealisme. Det er med andre ord, mange faresignaler på en og samme tid. - Jeg synes der er god grund til at være bekymret.

Man kan ikke blive ved - at underminere folkets indflydelse, og samtidig tro de forlader sig blindt på ordflom.

Martin Andersen, Bjarne Nielsen, Karsten Aaen, Henrik Klausen, Jakob Lilliendahl og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Peter Jensen

Engelsted; i store træk enig i det meste af din analyse - specielt dét forhold at de øgede magtdistancer og politiske skueprocesser kalder på retraditionalisme og primitive kamp/flugt-diskurser i befolkningerne, som vi har set det ske mange steder i EU's medlemsstater - og jeg vil tro at de magtfulde i EU-institutionerne, og i særdeleshed disses økonomiske 'bagland', kalkulerer nøgternt med at banaliseringen af det politiske i tilknytning til det store rollback af folkedemokratiske strukturer, vil give stadig øget spillerum og (krise)potentialer for fortsat samfundsreformering på storkapitalens foranledning.

Martin Andersen, Karsten Aaen, Michael Madsen, Jakob Lilliendahl og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Tja, meget kort fortalt har vi vel blot en flok uduelige klamphuggere i Vestens politiker/medie-klasse, der griber til det sidste desperate middel for at skjule egen uduelighed og samlede kritiske situation!?

Man betegner blot al modstand og kritik som udslag af højreorienteret ekstremisme, eller finder en bekvem udenlandsk "fjende", som f.eks. de pr definition onde russere (om man så skal alliere sig med rene fascister, som i Ukraine), så pøbelens berettigede vrede måske kan afledes en stund endnu.

Martin Andersen, Per Torbensen, Bjarne Nielsen, Henrik Klausen, Rune Petersen, Ture Nilsson og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Noget tyder på, at vi står ved begyndelsen til en alvorlig ændring af hele EU-udviklingen. Hvis det går som spået, at op mod 30 % af de indvalgte EU-parlamentsmedlemmer vil være skeptiske eller modstandere, og at befolkningerne er endnu mere skeptiske eller modstandere (over 50 % siger artiklen), så kan den nuværende politik ikke fortsætte. Så må det forplante sig gennem hele systemet, der langsom vil slække tøjlerne og lade gassen gå at EU-toget, man vil holde op med at tale om et "stadig tættere samarbejde", man vil begynde at se sig om efter måder at de-integrere på, tilbageføre magt til staterne.

Martin Andersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

MKN,

jeg beundrer din uforbederlige optimisme ;-)

Jeg er helt enig i, "at vi står ved begyndelsen til en alvorlig ændring af hele EU-udviklingen. "

Dog er jeg bange for, at "Magten" vil vise sin grimme side, når "Folket" går den imod! :-/

Martin Andersen, Heinrich R. Jørgensen, Bjarne Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Henrik Klausen, Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Ja, det er jo ganske forfærdeligt, at Europa har fået en række såkaldte nationale partier, der forhindrer den europæiske dimension i at dominere valgkampen, men det skyldes jo nok den ubestridelige historiske kendsgerning, at mange af de antidemokratiske EU-fanatikere aldrig nogensinde har respekteret demokratiets spilleregler, og ladet 400 millioner vælgere i 28 lande stemme på ærlig vis om, hvorvidt de ønsker et Europas Forenede Stater med en centraliseret magt i Bruxelles.

EU-fanatikerne har ikke bestilt andet under hele valgkampen end at tilsøle og tilsvine ganske almindelige mennesker som uansvarlige højrepopulister, også selvom det er fuldstændig politisk legitimt og en del af de personlige frihedsrettigheder for den enkelte vælger, at være imod det vanvittige uansvarlige projekt ved navn Europas Forenede Stater, hvor man tror, at man bare kan slå 28 lande med forskellige sprog, kultur, historie og traditioner sammen til èn superstat, uden en forudgående bred folkelig debat og folkeafstemninger.

Medierne har de seneste uger været fyldt med ryggesløse og antidemokratiske politikere som blandt andre tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og nuværende folketingsformand Mogens Lykketoft, der har rejst Europa tyndt som kloge hoveder for TV 2 News, og som i London bramfrit udtrykker for åben skærm, at årsagen til de britiske vælgeres utilfredshed skyldes, at de privatejede medier i England har ført ”konsekvent hetz mod EU op til EU-parlamentsvalget”.

Yderligere siger de to garvede politikere for åben skærm til os danskere – som de gerne ser respektere dem som demokratiets sande vogtere – at premierminister David Cameron bare taler de privatejede EU-kritiske medier efter munden, og afrunder med kommentaren:

- Det skal man ikke gøre med sådan nogen … de skal bare have klask!

Altså ud og væk med dem som vi ikke kan lide. Ud og væk med dem som ikke kan se visionen med Europas Forenede Stater. Lad os dæmonisere, stigmatisere, dehumanisere enhver modstander af unionen, og stemple dem som højrepopulister og højreekstremister. Vi skal nok få ram på alle de forbandede EU-modstandere og skræmme dem til, at holde deres mund lukket, hvis de ikke vil risikere at miste deres arbejde og sociale status, for vi EU-fanatikere er de sande demokrater i det store Europa.

Undskyld min pessimisme, men i mit univers er fascismens mørke tæppe for alvor ved at kvæle de personlige frihedsrettigheder, som de vesteuropæiske befolkninger har kæmpet for gennem 500 år, herunder den liberale og fordomsfrie debat, og med afskyelige antidemokrater som Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft som bannerførere, der udadtil prøver at fremstå i offentligheden som ærlige, hæderlige og anstændige demokratisk sindede politikere.

Men, nej, bag den polerede facade hader Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft politisk anderledes tænkende mennesker, og dermed hader de over halvdelen af den europæiske befolkning, der aldrig nogensinde har ønsket et Europas Forenede Stater med udvanding af nationalstaterne samt centralisering og ensretning fra Bruxelles, men som gerne ser et frugtbart mellemstatsligt samarbejde mellem frie og selvstændige nationalstater.

Alle de EU-venlige medier har behændigt sørget for ved dette parlamentsvalg, at lukke helt ned for enhver debat om den grænseoverskridende kriminalitet på grund af Schengen-aftalen, social dumping, velfærdsydelser, den voldsomme indvandring i ly af flygtningelovgivningerne til det europæiske kontinent af fattige muslimer fra Afrika, der skal forsørges fra dag èt af de etniske befolkninger, arbejdsløsheden på grund af de udflyttede industriarbejdspladser til totalitære regimer som Kina og Vietnam, alt sammen forårsaget af ikke-folkevalgte bureaukrater hos EU i Bruxelles.

Næh, kære danskere, fascismens mørke tæppe er som nævnt ved at falde tungt ned over Europas nationalstater, og kvæle os alle sammen, fordi størstedelen af de vesteuropæiske politikere er korrumperet af New World Order-segmentet, der består af klodens superkapitalistiske familiedynastier i USA og Europa. Disse stenrige familier klasker sig hver dag på lårene af grin over de opportunistiske, ansvarsløse og ansvarsforflygtigende folkevalgte politikere, der har forrådt deres egne nationalstater gennem 40 år ved at misbruge det repræsentative demokrati til at afgive suverænitet, og som kontrolleres og manipuleres med brutal hånd gennem familiedynastiernes lobbyisme i Bruxelles og de europæiske regeringskontorer.

- Hvor er jeg dog glad for, at de frie globale markedskræfter langt om længe har udkonkurreret de folkevalgte politikere rundt omkring i nationalstaterne, fordi de er ganske enkelt håbløse, sagde erhvervsmanden Asger Aamund for nogle måneder siden. Denne udtalelse kan man jo så tygge lidt over fra en mand, der selv er blevet bestyrelsesmedlem i European Council of Foreign Relation, den toneangivende organisation bag New World Order-segmentet og Bilderberg-gruppen, der består af mangemilliardærer, som for mange år siden har vendt demokratiet og menneskerettighederne ryggen.

Alle disse amerikanske og europæiske superkapitalistiske familier ville imidlertid aldrig kunnet have udkonkurreret og korrumperet de vestlige demokratier, som vi kender dem i dag, hvis ikke de vesteuropæiske socialdemokratier var gået i ledtog med dem, og i fornemt samspil med de øvrige EU-glade partier på det europæiske kontinent, herhjemme repræsenteret ved Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.

”I lalleglade politikere får regeringsmagten udadtil, når bare I hele tiden sørger for, at vi har fri bevægelse af kapital, arbejdskraft, varer og tjenesteydelser på tværs af samtlige grænser”, synes almentanken at være for New World Order-folkene. De kan så glæde sig over, at de har politisk nyttige idioter som blandt andre Uffe Ellemann-Jensen og Mogens Lykketoft i deres hule hånd. Men også mange andre opportunistiske EU-fanatikere, der vil gøre alt for at tilsvine og dehumanisere enhver modstander af Europas Forenede Stater, når bare de selv overlever socialt og økonomisk i hverdagen.

Demokratiet er på vej i graven som politisk styreform.

Bjarne Nielsen, Hugo Pieterse, Michael Madsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Miguel Tuells

Niels, jeg har anbefalet din kommentar, meget fin og tankevaekkende, som dine plejer at vaere. Dog tror jeg ikke kun at det handler om at folk har svaert, og hver gang svaerere, ved at "foelge med" og dermed tenderer til at stemme paa fascister eftersom der ikke er socialistiske alternativer.
Foerste del af udsagnet er sandt, det er simpelt hen hver gang svaerere at foelge med i udviklingen, faktisk i naesten hvert eneste aktuelle golbaltrend, selv for folk der ellers er smarte i deres job, deres kulturelle niveau, etc.
Anden del af udsagnet tror jeg ikke du har ret i, der er da hver gang (ikke noedvendigvis i DK) flere alternativer, i hele spektrum. Jeg synes du uddeler fascistbetegnelsen lidt for hurtigt, det er da ikke alle partier i Europa der staar fremmest i hoejre som kan betegnes saaledes, ligesom paa den modsatte side er de vel heller ikke "stalinister".
Kan det vaere en idé for venstrefloejen at indse at "folk" (hvad det saa end er) ofte er meget sure paa meget elementaere og livsnaere aarsager, og, i stedet for bare at sige at det er politisk ukorrekt blot at naevne disse, komme med nogle smarte forslag. Hvis ikke det sker, saa er det da oplagt at andre vil komme offentligt og politisk med den type forslag der ellers bare, af "eliten", lades overbaerende til Bierstuben.

Niels Engelsted

Miguel, du har helt ret i. Man skal ikke kalde alle højrenationalister for fascister, hvad jeg måske gør mig skyldig i i ovenstående indlæg. Jeg mener for eksempel ikke, at Dansk Folkeparti på nogen måde kan kaldes fascistisk. Men jeg ville gerne udtrykke, at der er en bro fra højrenationalismen til fascismen, ihvertfald fascisme i en bredere betydning end blot den klassiske italienske eller den, vi ser idag med Højre Sektor i Ukraine, og samtidig udtale mine bange anelser om, at vi kommer til at bevæge os den vej. De vestlige demokratiers forbavsende villighed til at alliere sig med fascistiske styrker for at opnå deres mål, som vi har set i både Ukraine og Syrien, opfatter jeg som et kraftigt advarselstegn.

Martin Andersen, Miguel Tuells, Bjarne Nielsen, Niels-Holger Nielsen, Karsten Aaen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Jeg har idag stemt på Margrethe Auken, selvom jeg er socialliberal. Der skal ikke så meget til at blive "EU-skeptisk", eller mere absurd, "antieuropæisk" idag, sammenlignet med for 10-15 år siden. Er man ikke for EU føderalisme er man en "blød" EU-skeptiker. Jeg får associationer til netop dén nationalisme, som især socialliberale har advaret mod og som flere EU politikere påstår at tage afstand fra, når jeg hører en belgisk pseudo-liberal (Verhoftstadt) udtale at "Our Fatherland is now Europe. Our national anthem is Ode to Joy. And our flag is that of the twelve yellow stars on an azure background." . Verhofstadt er ALDE gruppens (som V og RV er del af) kandidat til Kommisionspræsidentposten.

Bjørn Pedersen

Hmm, jeg kunne måske have gjort mere ud af slå fast at mit ovenstående indlæg skulle ses som et bekræftelse af artiklens pointe med de "politisk hjemløse". Jeg valgte så bare at gå lidt længere til venstre i stedet.

Ture Nilsson

@Ole Brockdorff
det lader til at du er den som rammer rigtigt denne gang.

Pudsigt at man lidt efter at have læst i overskriften at frygten for højrepopulismen er overdrevet, kan konkludere at df bliver største danske parti.
front nationale blive frankrigs største parti.

Og i en fodnote nævne at de måske største fortalere for eu, la overhovedet ikke bliver repræsenteret

jan henrik wegener

Forestillinger om at der findes en "god"(f.eks. Messerschmidt) modsat en "ond"(f.eks. Kari) EU-modstand eller skepsis burde måske vække en smule skepsis. UKIP er de "onde", EL de "gode"?

Henrik Klausen

En meget afslørende tegn er, når nogen beskriver anti-EU som anti-Europa. At forveksle EU med Europa hører kun hjemme i pro-EU-lejren.

Karsten Aaen

Socialdemokraterne får 193 pladser, De europæiske kristendemokrater 211, og Alde, de de europæiske liberale får 74 pladser i det nye EU-parlament. Lægges disse mandater sammen har midten i europæisk politik altså omkring 475-480 mandater i det nye EU-parlament. Og det betyder at ja, nok har højrepopulismen vundet flere sejre (bl.a. i Danmark), men de kan ikke bruge disse sejre til ret meget. For så længe de tro store blokke/partier i Europa har omkring 480 pladser i parlamentet, ja så kan disse højre-populister ikke veksle deres sejre til indflydelse...

Karsten Aaen

De eu-skeptiske partier får (hvis man tager de britiske konservative med) 33+40+56=129 mandater. Der er altså langt til 225 mandater som er 30% af parlamentet. Derudover skal man, for at danne en gruppe, have 25 medlemmer fra 7 lande. Noget der nok kan blive svært at opnå for ret mange af de her grupper...

Jesper Wendt

Det kommer an på, om tendensen fortsætter, flere partier som DF og FN - har fordoblet deres tilslutning. Nu kommer de partier i en vanskelig situation (som har tabt), for, hvor og hvordan får de stemmerne tilbage. Indtil videre er der blevet sparket hårdt nedad, som Venstrefløjen, har fået for vane, som - så mere eller mindre har udraderet den. Det gælder både internt som eksternt. Altså i det politiske parnas, og korstoget mod de udsatte. Det er tankevækkende, at det er Enhedslisten, der står for skud, når skytset rettes ind.

Så ved næste parlamentsvalg, er det ikke længere utopisk. - Og Front National kan muligvis samle en gruppe, det forlyder i hvert fald de arbejder på det.

Jesper Wendt

"Thorning lover, at hun vil høje øje med DF, som, hun mener, er kommet for let til sejren.

- Med mange stemmer følger også et stort ansvar. Og det bliver spændende at se, om Dansk Folkeparti vil bruge sine mandater på at styrke kampen mod social dumping, eller man vil fortsætte med at sige en ting og gøre noget andet, siger hun.

- Dansk Folkeparti, vi holder øje med jer."

Bjarne Nielsen

Det er ikke noget nyt at medierne anser frygten for fascisme for overdreven.

Det gjorde man også i 30-erne, og medierne begyndte først at være kritisk, da fascisterne stod til at tabe en verdenskrig.

Man er også ubekymret over fascistiske kup i Thailand.

Heinrich R. Jørgensen

Michael Kongstad Nielsen:
"så kan den nuværende politik ikke fortsætte. Så må det forplante sig gennem hele systemet, [...], man vil begynde at se sig om efter måder at de-integrere på, tilbageføre magt til staterne."

Det tror jeg ikke et sekund på, vil ske. Desværre.

EU parlamentet og deres medlemmer befinder sig så langt fra medlemslandene befolkninger og det mandat deres befolkninger kan udstyre dem med, at det formynderiske kollektiv formodentligt vil vedblive med at gøre hvad de finder bedst og klogest.

Det synes at være et væsentligt aspekt ved selve unions-tankegangen: At centrale komitéer uden folkeligt mandat iværksætter et teknokratisk formynderi, i lighed med det sovjetiske system i den årrække hvor deres planøkonomi viste sig stærkt mangelfuld og utilfredsstillende.

Heinrich R. Jørgensen

Helle Thorning Schmidt:
"Og det bliver spændende at se, om Dansk Folkeparti vil bruge sine mandater på at styrke kampen mod social dumping, eller man vil fortsætte med at sige en ting og gøre noget andet"

En erfaren kvinde, der forventer at andre også vil falde, hvor hun selv ikke slog til...

Der er vel stadig enkelte der erindrer at der er et vist misforhold mellem hvilken politik det blev forventet at S ville føre forud for valget i 2011, og den senere førte...

Postdemokratiet er over os

Frau Doctor Kanzler Merkel i Tyskland – hvem ellers - har i øjeblikket tilranet sig initiativretten til de forestående forhandlinger om udnævnelsen af en EU-parlamentsformand og formanden for EU-Kommissionen …

Hendes plan går efter sigende på - at gentage vælgerbedraget fra hendes egen GroKo – Grosse Koalition i Tyskland – ved at danne en tilsvarende EU-GroKo – en sammenslutning af de konservative (Jean Claude Juncker) og SPD (Martin Schulz) med et komfortabelt flertal – som kan bestemme alle udnævnelser og fordele magtbaserne mellem sig …

Og voila – alle disse opkomlinge fra den højreorienterede brune sump – EU-modstandere og skeptikere fra mange lande – herunder De Fæle herhjemmefra - vil blive marginaliserede uden mulighed for reel indflydelse …

Altså - endnu mere centralisme og mere EU – man rykker nu sammen på dækket af Titanic – det er vi – i al beskedenhed - flere der har set komme – det svarer til – at S/RV/V og andre EU-aficionados herhjemme finder sammen frem til næste Folketingsvalg – så kan vi sige endelig godnat til det parlamentariske mønster – vi på godt og ondt har haft i over hundrede år – og kapitalen kan fejre endnu en sejr over dette besværlige demokrati med folkestyre …

Martin Andersen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar