Baggrund
Læsetid: 6 min.

En genrejst kæmpe rækker atter efter guldet

Der er bedre tider på vej i Liverpool, hvor både byen og dens berømte fodboldhold vejrer morgenluft efter nogle hårde år
Offensiv. Det er en offensiv indsats, der har bragt Liverpool tilbage på kurs mod toppen i engelsk fodbold. Blandt med en spiller som Luis Suarez, der netop er blvet kåret som årets spiller i Premier League.

Offensiv. Det er en offensiv indsats, der har bragt Liverpool tilbage på kurs mod toppen i engelsk fodbold. Blandt med en spiller som Luis Suarez, der netop er blvet kåret som årets spiller i Premier League.

Andrew Yates

Moderne Tider
3. maj 2014

Spidser man ører, kan man under Liverpools hjemmekampe på Anfield lejlighedsvis høre tilhængerne istemme en slagsang på melodien »Du må få min sofacykel, når jeg dør (hvis jeg dør).«

Teksten til sangen lyder »Because we’re not English, we are scouse,« og den suppleres ved festlige lejligheder med et banner bærende samme budskab, der rulles frem bag målet på Anfields berømte endetribune The Kop.

Inspirationen til sangen og banneret har Liverpool-tilhængerne fra den baskiske klub Athletic Bilbao, og den bruges på samme måde på Merseyside som i Baskerlandet, nemlig til at demonstrere sin selvstændighed i forhold til en sydligere liggende centralmagt.

Som en havneby med udsejlingspunkt i det dybe indhak i Lancashire lige nord for Wales, hvor skibene kan søge læ for det irske havs oprørte vande, har Liverpool nærmest siden sin oprindelse vendt ryggen til England og ansigtet mod resten af verden, og byens befolkningssammensætning fortæller historien om en pulserende havneby, der igennem århundreder har haft en dragende effekt på godtfolk og skidtfolk, søfarere, eventyrere, slavehandlere og andre skikkelser med mod på livet og trang til at søge lykken i de fjerne horisonter.

Mens størstedelen af Englands befolkning traditionelt har bestået af en forholdsvis homogen masse af angel-saksere, så var Liverpool en smeltedigel af nationaliteter, længe før det overhovedet blev moderne at tale om multikulturelle byer. Liverpool har Storbritanniens ældste samfund af farvede indbyggere, og rummer også Europas ældste Chinatown, grundlagt af kinesiske sømænd, der kastede anker ud for Lancashires kyster i det 19. århundrede.

Læg dertil en større skare af irere, der gennem tiden er sejlet over havet på flugt fra sult og nød og kartoffelpest i hjemlandet, samt walisere, indere, somaliere, yemenitter, latinamerikanere og borgere fra det caribiske øhav – samt naturligvis hjemmefødte englændere – og man får indtrykket af en stolt og selvbevidst by, der i højere grad opfatter sig selv som en bystat fra renæssancen end som en del af en overordnet nation.

Af asken efter Thatcher

Det er en opfattelse, der også gennemsyrer spillerne i den røde trøje – i hvert fald dem med opvækst på Merseyside.

»Thank God, it wasn’t for Liverpool,« var den første tanke, der fløj gennem hovedet på holdets daværende centerforsvarer Jamie Carragher, da han i 2006 vandrede op mod midtercirklen efter at have brændt et forsøg for England i straffesparksturneringen i VM-kvartfinalen mod Portugal.

Det vakte ramaskrig i den brede offentlighed, da Carragher tilstod den hemmelige tanke i sin selvbiografi for et par år siden, men i Liverpool lagde det bare alen til hans legendestatus, for han gav udtryk for en opfattelse, der deles af mange af hans bysbørn, nemlig at Liverpools egne behov altid må vægte højere end hensynet til det fædreland, der for mange på Merseyside fremstår som en fjern og uvedkommende størrelse.

Man kan heller ikke ligefrem sige, at centralmagten i London har gjort meget for at vinde tilliden hos den almindelige Liverpudlian.

Da Thatcher regerede i Downing Street i starten af firserne, foreslog hendes finansminister Geoffrey Howe i et fortroligt notat, at man fra officielt hold simpelthen skulle opgive at investere i byfornyelse i Liverpool og i stedet overlade byen til et managed decline (kontrolleret forfald, red.)

Og da 96 Liverpool-supportere i slutningen af samme årti mistede livet ved stadion-tragedien på Hillsborough i Sheffield, skød politiet og myndighederne hovedansvaret for ulykken over på holdets egne tilhængere og iværksatte et coverup, som det tog mere end tyve år at afdække.

Jo, det har været mørke tider for havnebyen, der i imperiets storhedstid var en af de mest velstående byer i England som følge af indtægterne fra søfartshandelen med kolonierne. Efter imperiet lukkede ned, og de primære handelsruter rykkede om på den vestlige side af England, mistede havnen sin betydning, og Liverpool blev sendt ud på én lang nedtur, der kulminerede i 1970’erne og 80’erne, hvor arbejdsløsheden i byen var det dobbelte af landsgennemsnittet.

Men netop i disse år oplever byen en genfødsel, der så småt blev indledt i slutningen af 90’erne, og som for alvor tog fart med udnævnelsen af byen til europæisk kulturhovedstad i 2008. Byen har rejst sig fra asken af den slash-and-burn politik, Thatcher praktiserede i det meste af Nordengland, og har relanceret sig selv som en trendy mini-metropol med saneret bymidte, hippe caféer, eksklusive specialvarebutikker, et sprudlende sceneliv og hvad der ellers kræves for at sætte sig på landkortet i vore dage.

Båret frem af offensiven

Og det virker passende, at byens store fodboldstolthed, Liverpool FC, også er i gang med at genrejse sig selv i Premier League. Det har man ganske vist sagt mange gange før, men denne gang skulle den være god nok. Under den kyndige ledelse af den 41-årige nordirer Brendan Rodgers er klubben i gang med et forbløffende attentat på mesterskabet, og selv om det i skrivende stund ser ud til, at de bliver slået på målstregen af Manchester City, er det et fantastisk comeback for et hold, der i de seneste fire sæsoner er sluttet som nummer 7, 6, 8 og 7.

Det er først og fremmest offensiven, der har båret holdet fremad i denne sæson. De rødklædtes to førsteangribere, Luis Suarez og Daniel Sturridge, ligger nummer 1 og 2 på den engelske topscorerliste med henholdsvis 30 og 20 scoringer, og de kan dermed tage en stor del af æren for, at holdet i denne sæson har hamret fantastiske 96 mål ind i modstandernes ruser og stadig har en chance for at tangere Chelseas Premier League-rekord på 103 mål på én sæson.

Suarez og Sturridge bliver dog også dygtigt understøttet fra midtbanen, hvor Rodgers har begået sit taktiske svendestykke ved at afvikle forgængeren Kenny Dalglishs wing-baserede 4-4-2 opstilling og erstatte den med en funklende diamant.

Fornyet kamp om guldet

I bunden af diamanten finder man holdets anfører og talisman, Steven Gerrard, der har brugt denne sæson til at relancere sig selv som en af Europas dygtigste dybtliggende playmakere; en scouse version af Andrea Pirlo, om man vil. På kanterne har arbejdshesten Jordan Henderson og den 19-årige komet Raheem Sterling flået sig igennem talrige Premier League-forsvar, og i spidsen af diamanten har den brasilianske spirrevip Coutinho – der ubegribeligt nok ikke kunne bruges i Inter – ligget og styret løjerne.

Sammen med Suarez og Sturridge har denne kvartet simpelthen overvældet modstanderne, ofte i form af regulære Blitzkriegs, hvor målene er fløjet ind bag modstanderholdets målmænd i starten af kampene.

Så betyder det mindre, at Liverpools fire-back kæde mildt sagt er til at tale med, og at holdets målmand, belgiske Simon Mignolet, ofte drager mindelser om en forvirret krage, når han flakser rundt ude i feltet på forgæves jagt efter høje indlæg, for kampene har ofte været afgjort, før Liverpools modstandere har fået pusterum fra det vedvarende offensive pres til at lancere deres egne modstød.

Uanset om holdet vinder mesterskabet eller ej, har the reds været denne sæsons store åbenbaring. Det diametrale modstykke til den anti-fodbold, som Chelsea og Mourinho har diverteret masserne med på Stamford Bridge. Shit on a stick kalder englænderne selv Chelseas variant af fodboldsporten. Og det er vel egentlig en ganske passende beskrivelse.

Liverpools store test kommer i næste sæson, når holdet skal gentage præstationen – og samtidig håndtere det øgede pres, der er forbundet med at spille i Champions League.

Først da vil holdet kunne bevise, om det for alvor er trådt ind i den engelske elite igen. Men den bekymring må vente til senere. Lige nu følger man på Merseyside med tilbageholdt åndedræt slutspurten om mesterskabet.

Endelig kæmper den genrejste by med om guldet igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her