Læsetid: 14 min.

Et hjem, ingen vil tilbage til

Victoria sidder i Benin City og drømmer sig tilbage til København, og i København sidder Gift og vil hellere leve under jorden, end vende tilbage til Nigeria. Den frivillige hjemsendelse skulle være Danmarks ypperste tilbud til den voksende gruppe af handlede, nigerianske kvinder. Men den største modstand mod tilbuddet kommer fra kvinderne selv, for de vil ikke påduttes offerstatus
Ngo’en Idia Renaissance tilbyder uddannelsesforløb til unge kvinder, der er er potentielle ofre  for trafficking. Men skolepapirerne beskytter ikke de unge mod den mur af ingenting, som gør dem modtagelige for menneskehandlerne.

Ngo’en Idia Renaissance tilbyder uddannelsesforløb til unge kvinder, der er er potentielle ofre  for trafficking. Men skolepapirerne beskytter ikke de unge mod den mur af ingenting, som gør dem modtagelige for menneskehandlerne.

Astrid Dalum

10. maj 2014

For fire år siden shoppede Victoria i Amagercentret, boede på Nørrebro og gik på bar med sin kæreste og venner. Indimellem solgte hun sex til mænd, for hun var også rejst fra Nigeria ved at stifte en gæld, som skulle arbejdes af i Istedgade.

Nu er hun tilbage i Nigeria og fumler med stole og plastiktaburetter, så der er plads til at sidde i frisørsalonen, der er klemt ind mellem en kiosk og en anden frisør. Her er proppet med hårbørster, harlåk, extensions, neglelak i pastelfarver og to store hårtørrerhjelme – alt sammen betalt af den danske stat.

Victoria med de lange sorte krøller og udseende som en popstjerne er en af de første nigerianske kvinder, Danmark kunne tilbyde en forberedt hjemsendelse. Personer, der bliver identificeret som ofre for menneskehandel, fik dengang, i 2011, 26.000 kroner til at stable en tilværelse på benene. I dag er beløbet hævet til 40.600 kroner.

Victorias onkel er årsagen til, at hun mangler øverste del af sin højre ringfinger. En demonstration af magt, han mente, han måtte udøve efter hendes far døde. Derfor flygtede hun og endte i København. Hun nåede at få kæreste og venner og kunne ofte holde sig fra Istedgade, men var altid afhængig af andres penge.

Det helt særlige offer

Tilbage i Benin City forventer familien, at hun kan forsørge den. Hun har jo været i Europa. Men Victoria trækker på skuldrene, og spytter frustreret ordene ud:

»Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg har ikke nogle kunder, der er saloner over det hele og meget hård konkurrence.«

I skuffen under frisørspejlet ligger de ubetalte elregninger. Der er lukket for strømmen, så generatoren og den luksuriøse aircondition står stille, og sveden pibler frem i det aflukkede lokale. Victoria har ikke længere nogen kæreste i Danmark, telefonlinjen til Europa knitrer og er ved at falde ud, og hun er ked af det. Hun har ikke nogen fremtid i Benin City, men hun må heller ikke være i Europa.

25-årige Victoria er et slående eksempel på en ung kvinde, der satsede alt, men nu føler sig smidt ud af verden, mener socialantropolog Sine Plambech, der selv har siddet sammen med Victoria, kort efter hun vendte hjem:

»Hun var desperat, fordi hun havde mistet alle sine passwords til Facebook og til sin e-mail. Da vi fik det op at køre, kunne hun se, hvordan de andre nigerianere, hun kendte i Danmark, lagde fotos op, hvor de var til fest med hendes kæreste. Hun var jaloux og magtesløs, og med hjemsendelsen blev hun stoppet i sin fremtidsplaner,« siger Sine Plambech.

I juni afleverer Sine Plambech sin ph.d.-afhandling, hvor hun gennem feltarbejde og interviews med 30 kvinder, der er sendt tilbage fra forskellige europæiske lande, klarlægger omstændighederne for et liv som tilbagevendt traffickingoffer i Benin City, Nigeria. Og allerede her, i den netop skrevne sætning, ligger den idé, som er afgørende for den forberedte hjemsendelse, der skulle redde Victoria: idéen om det helt særlige traffickingoffer – en ide, som Plambech problematiserer:

»I betegnelsen ’offer’ ligger der implicit også en forestilling om, at offeret gerne vil hjem til det trygge og sikre, som det ufrivilligt forlod. Var personen en illegal migrant, ville det være en straf at sende vedkommende hjem,« siger hun.

»På den måde bliver det muligt at deportere og redde på samme tid,« siger Plambech.

Én tog imod det bedste tilbud

Den forberedte hjemsendelse tilbyder et nærmest coachingagtigt forløb, hvor en handlet person får ekstra tid til at finde ud, hvad han eller hun vil stille op med sit liv. Der er hjælp til at pakke og komme ud i lufthavnen, og i hjemlandet står en kontaktperson, klar til at tage imod og hjælpe med kontakt til familie, beskyttelse mod bagmænd og opstart af den butik, der skal gøre den handlede selvforsørgende – med 40.600 øremærkede danske kroner.

Danmarks tilbud om en forberedt hjemsendelse til ofre for menneskehandel lyder som en drøm, når man holder det op mod de to andre alternativer, som er at søge asyl i Danmark, hvor lovgivningen ikke giver ophold til ofre for menneskehandel, eller at blive deporteret, sat på et fly hjem uden nogen form for hjælp.

Der er bare et problem: Den største modstand mod de frivillige, forberedte hjemsendelser kommer fra kvinderne selv.

Af de 76 personer, der blev vurderet handlet i 2013, valgte 11 at tage imod handlingsplanens primære tilbud og rejse hjem med en forberedt hjemsendelse. Ud af 45 nigerianere – den største og hastigst voksende gruppe af handlede i Danmark – der fik tilbuddet, takkede én ja.

»At der er så få, der vælger at tage imod tilbuddet, skriger til himlen, og det er noget, der bliver forbigået i tavshed,« siger Vibeke Nielsen fra Pro Vest, der arbejder med opsøgende arbejde inden for menneskehandel i Region Syddanmark.

»Mange af kvinderne ønsker ikke at bruge det tilbud, for de ønsker ikke at blive sendt tilbage, hvor de kommer fra.«

’Selv nyfødte kender til trafficking’

Der lever fem millioner mennesker i Benin City i det sydlige Nigeria. I Europa skønner man, at 80 procent af de afrikanske sexarbejdere, der er menneskehandlet, kommer fra Benin City. Ifølge de lokale kender selv en nyfødt baby til trafficking her i byen.

Som et nigeriansk mikrokosmos tydeliggør Benin City de modsætningerne, Afrikas største økonomi lever med: De hullede jordveje, som må lukke, når det regner, leder direkte over i sekssporede motorveje, der fræser gennem byen. Flagermus flyver gennem tomme højhuse, der rager op over de gamle lerhuse, og på den grønne, velfriserede golfbane i byens østlige del, lever de rige – the big men – i konstant fare for at blive kidnappet og røvet af gadebanderne fra den del af byen, hvor kloakken ligger åben og tilbyder et grønt syrebad. Volden og arbejdsløsheden er tårnhøj. Imens slænger den amerikanske rapbarbie Nicki Minaj sig i sin bil i Los Angeles hen over fladskærmene i byens fastfoodrestauranter og nærer forestillinger om et andet liv, poleret og problemfrit langt væk.

Sådan et andet liv drømmer 18-årige Tessy Agbanobi om. Hun nødt til at tage en dyb indånding for at få luft, mens hun smiler og vender glædesstrålende øjnene op mod himlen:

»Jeg vil være modedesigner i Europa. Jeg drømmer om, at alle kan se på noget tøj, at det er mig, der har lavet det. Jeg vil være berømt, jeg vil prøve noget nyt og jeg vil rejse og lære. Jeg vil være min egen boss,« siger hun med fed amerikansk accent, hun har lært sig fra alle de amerikanske tv-serier, hun ser.

Forslag: Uddan i at rejse til Europa

Tessy Agbanobi er under uddannelse som syerske hos ngo’en Idia Renaissance, der tilbyder halvårlige forløb til unge, der er potentielle ofre for trafficking. Og Tessy har hørt om, hvad der sker, når man rejser til Europa med hjælp fra en sponsor. De har opført rollespil, fået oplæg og uddannes i alternative måder at forsørge sig selv på: De lærer at sy, de lærer at lave mad, de lærer at sætte hår, og de lærer at bruge en computer. Alt, hvad der kan skabe værdi nok til at blive.

Men på kontoret i den anden ene af betonbygningen ved lederen i Idia Renaissance, Ronald C. Nwoha, også godt, at så snart de unge får deres eksamenspapir i hånden møder de muren af ingenting. Benin City giver ikke mange muligheder til ærgerrige unge, der vil stige i graderne og ud af fattigdommen.

»I virkeligheden burde vi uddanne dem i, hvordan man rejser til Europa på den bedste måde, så de ikke bliver udnyttet,« siger han. I stedet for bannere i pangfarver, der siger Don’t do trafficking, skulle de oplyse om, hvad mulighederne er for at rejse til Europa, hvad der kræves, hvordan man skal gøre, og hvor man skal rejse hen for lettest at få ophold.

Det er et kontroversielt forslag i et Fort Europa. Derfor er den bedste løsning indtil videre printet på det papir, der hænger på en opslagstavle på Nwohas kontor: En takstliste over, hvor mange penge de forskellige europæiske lande sender med en kvinde, der skal re-integreres.

Idia Renaissance tager også imod kvinder, der vender hjem med støtte fra europæiske lande. Især efter 2011 er Assisted Voluntary Returns slået igennem, forklarer Roland C. Nwoha. »Men selv de, der vender tilbage, ønsker, at de aldrig var kommet hjem,« siger han.

Seks af de otte nigerianske kvinder, der er rejst tilbage fra Danmark, er vendt hjem her til Benin City.

Information har besøgt tre af kvinderne. To af dem har været nødt til at lukke deres butik kerefter den forudbetalte husleje fra Danmark ophørte. Da Information besøger Victorias frisørsalon, er der gået et par måneder siden huslejen fra Danmark ophørte. Men hun har ikke råd til mad og har egentlig blot et ønske:

»Jeg vil gerne tilbage til København, men det skal være på en anden måde.«

’Det er som affald’

Tilbage i København spekulerer en gruppe handlede kvinder over, hvad de skal stille op. Reden International ligger som et lyst og stille helle med IKEA-møbler, fælleskøkken og tv-stue hævet over den gade, som de indkvarterede kvinder gerne vil holde sig fra. De laver afrikansk mad, koger ged, så det lugter på hele etagen, og ser Matador i tv-stuen for at prøve at forstå det land, de er kommet til.

Mary var lige fyldt 18 år, da hun kom til Europa med et fly til Portugal fra Benin City. Nu sidder hun i sofaen i en lyseblå kjole med en hvid, varmende bådekåbe udover. Hun har truffet sit valg og takket ja til en forberedt hjemsendelse, men gør sig ingen illusioner. Hun er ikke imponeret over de historier og billeder, som Information kan fremvise.

»Det er slet ikke interessant for mig. Det er ikke godt nok! Det er ikke rent, det er som affald,« siger hun, da hun ser et billede af en ellers ganske tilforladelig butik i Benin City. 13 år i Europa har sat sit præg:

»De lejligheder, kvinderne bor i, er ikke rare. Du kan se, de lugter. Når jeg rejser til Afrika, vil man også leje sådan en lugtende lejlighed til mig, hvordan vil jeg klare det? Jeg har ikke boet i sådan en stank i mange år,« siger hun og gentager: »Så det er slet ikke interessant.«

Hun stoler heller ikke på den information, hun får fra sin sagsbehandler:

»De viser kun de succesfulde historier. Hvis en kvinde går hen og bliver dræbt af juju (traditionel religion, som bliver dyrket i lokale kulter, red.) efter nogle år, så viser de det jo ikke til mig. Begyndelsen er måske god, men det er slutningen, der betyder noget,« siger hun.

I dag er hun 31 år, og alligevel gør hun klar til at rejse hjem til Benin City. For der bor hendes datter på 12 år, som hun fik med en kæreste, da hun som nyudsprungen migrant var ankommet til Spanien.

Nu er hun træt af Europa, udmattet, hun vil hjem til sin datter og lægger sin skæbne i Guds hænder.

Aflysning på aflysning

Måneder efter er Mary forsvundet, gået under jorden. Hun satte sig aldrig i flyet tilbage til Benin City. 19 handlede kvinder forsvandt sidste år fra Reden Internationals krisecenter. I 2012 var det halvdelen.

»Det er stadig bemærkelsesværdigt, hvor mange kvinder der vælger at forlade krisecentret efter kortere eller længere tids ophold,« skriver Reden International i sit årlige statusnotat.

»Det er også bemærkelsesværdigt, at kun to kvinder har taget imod en forberedt hjemsendelse i 2013, særligt når det er det primære tilbud til kvinder under handlingsplanen.«

Kvinderne på Reden Internationals krisecenter og Benin City er som to magneter med ensladede poler, der møder hinanden: De frastødes.

Det er ikke kun i Danmark, forklarer programkoordinator Jacob Jørgensen i International Organisation of Migration, der står for hjemsendelserne:

»Vi har flere gange set, at de enten aflyser ret sent i forberedelsen af hjemrejsen, nogle gange ved bare at forsvinde, og at det i det hele taget er svært at få dem til at overveje en frivillig rejse med reintegrationstøtte til Nigeria,« siger han.

’Min madame er en engel’

En af dem, der blankt afviser overhovedet at overveje tilbuddet er 26-årige Gift. Hun sidder i en af den retslige organisation Gadejuristens lokaler i en baggård til Værnedamsvej, og hun er sur: sur over, at det danske politi har konfiskeret hendes falske pas. Sur over, at myndighederne ikke bare lader hende være i fred. Hun har mødt en sagsbehandler fra Center mod Menneskehandel og har fået præsenteret tilbuddet om hjælp til at rejse hjem og starte på en frisk, hvis hun erklærer sig som traffickingoffer. Det er ikke noget, hun er interesseret i:

»Damen (sagsbehandleren fra CMM, red.) blev ved med at nævne, at de kunne hjælpe mig til Nigeria og give mig 3.000 euro for at rejse derned. Men jeg er ligeglad med 3.000 euro. De penge rækker ikke langt i Nigeria, og det kan jeg hurtigt tjene her på gaden, hvis det bare var penge, jeg manglede. Hun ville bare have, at jeg skulle rejse.«

Gift rynker på næsen, for hun vil ikke rejse. Hun er opvokset i en landsby nær Benin City i det sydlige Nigeria og er den ældste af i alt seks søskende. Da hendes far døde, tog hun til Europa i jagten på et bedre liv uden at se sig tilbage. Hun vil allerhelst bare passe sig selv. Hun arbejder i Istedgade, sælger sex og skylder i alt sin sponsor, en ældre madame, 600.000 kroner, hvoraf hun har betalt en tredjedel efter sine seks år i Europa. Gift overvejer nøje, hvem hun vil fortælle sin historie til og føler sig indigneret over myndighedernes behandling af hende. De forstår ingenting:

»For mig er min madame som en engel. Hun har hjulpet mig mere, end hun har udnyttet mig.«

Rapporten Why Benin? fra byens universitet har forsøgt at finde svar på, hvorfor det netop er unge i Benin City, som traffickingen rammer. Her spurgte forskere et repræsentativt udsnit af befolkningen om deres holdning til trafficking, og en stor del responderede med, at trafficking ikke nødvendigvis var et onde, men en måde for de mindrebemidlede at rejse på.

For det er den langvarige fattigdom og en pludselig hændelse, eksempelvis en forsørgers dødsfald, der får kvinderne til at rejse, forklarer Sine Plambech. Og så bliver migration den hurtigste måde, at tjene penge på:

»I Benin City siger de, at de gør sig selv til slaver. Rigtig mange rejser herop frivilligt, og er villige til at indgå i et udnyttelsesforhold med en kæmpegæld, der hurtigst bliver betalt af gennem sexarbejde. Hvad kvinderne ikke ved er, hvor vanskeligt det er at leve uden dokumenter i Europa, og hvor lang tid, det reelt tager at afbetale gælden.«

»Men i Europa opfatter vi trafficking som noget, der udelukkende er ufrivilligt og en hel særlig eksotisk kategori med sex, bagmænd og juju. Vi bliver nødt til at indse, at trafficking også handler om en restriktiv immigrationskontrol, global ulighed og unges drømme om at slippe væk fra et fastlåst liv,« siger Plambech, der konsekvent kalder kvinderne for gældsatte sexarbejdermigranter og ikke traffickingofre.

En væsentlig pointe i hendes forskning er, at mens vi i Europa bruger kræfter på at opdele i ofre, der skal reddes med en hjemsendelse, og illegale migranter, der skal straffes med en deportering, så falser den skelnen fra hinanden tilbage i Benin City:

»Begge grupper kommer tilbage til vold, voldtægt og røverier, fattigdom og et forsørgeransvar over for en familie, der ofte vokser, når de har været i Europa, fordi man forventer de har adgang til penge.«

»Jeg ved, at det kan opfattes meget liberalt og politisk betændt at ophæve skellet mellem traffickingoffer og illegal migrant. Men når grænsen mellem de to kategorier flyder, og begge grupper af kvinder udsættes for det samme i det lange perspektiv i Nigeria, viser det, at selv om vi beslutter at hjælpe en gruppe af migranter frem for en anden ud fra ideen om det legitime offer, så er begge grupper lige udsatte, når de kommer tilbage.«

»Men hvis man siger det, at den her helt exceptionelle offerkategori er noget, vi har skabt her i Vesten, fordi grænsen mellem offer og illegal migrant opløses tilbage i Nigeria – hvordan skal vi så sætte grænsen for, hvem vi skal hjælpe? Det er humanismens paradoks.«

Forskelligt syn på vold

Der findes meget lidt viden om den langsigtede effekt, når kvinder sendes hjem igen. Sine Plambech er en af de få, der har undersøgt livet for kvinder, der er vendt tilbage til Benin City efter et liv i prostitution i Europa.

»Men i Nigeria er det altså ikke betegnelsen traffickingoffer, der gør de hjemvendte kvinder sårbare. Det er betegnelsen og situationen som deporteret fra Europa,« siger hun. Delstaten Edo, som Benin City ligger i, er en af de stater med mest voldelig kriminalitet i Nigeria. Hjemvendte kvinder bliver røvet og tæsket.

»Jeg bliver altid spurgt: Hvad med bagmændene? Står de og venter på dem? Og det er sikkert et problem for nogle, men blandt de kvinder, jeg har talt med, har volden og røverierne ikke haft noget med trafficking at gøre. Det sker i hjemmet.« I Vestens idé om det trygge hjem for offeret har vi derfor også skabt et hierarkisk system af vold:

»Vi synes, at den vold, kvinderne bliver udsat for i Europa gennem trafficking eller sexarbejde, må være langt værre end hverdagsvolden i Nigeria. Den må man på en eller anden måde bare leve med, når man er et fattigt menneske – men sådan ser kvinderne ikke på det.«

Halvdelen af de 30 kvinder, der indgår i Sine Plambechs studie, er efter en deportation eller forberedt hjemsendelse rejst ud eller har forsøgt at rejse ud af Nigeria og mod Europa eller USA igen, nogle gennem retrafficking.

En vej, fremad

Stædige Gift, der sidder i baglokalet på Værnedamsvej, drømmer også om alt andet end Benin City. Hun ved, at chancen for at få asyl i Danmark er ringe. Derfor er hun mest irriteret over, at det danske politi ikke bare udleverer hendes falske papirer, så hun kan rejse videre til et andet land i Europa og fortsætte sit arbejde. Her er hun som en kat fanget i et bur, forklarer hun.

— Men som illegal med falske papirer i Europa, vil du altid kæmpe med myndighederne. Du har måske 12 år til at afbetale din gæld. Hvorfor vil du blive ved?

»Mange mennesker har levet som mig før, og de ender med at få rigtige papirer Jeg vil ikke rejse tilbage til Benin City, for man skulle gerne bevæge sig fremad i livet.«

Den seneste information om Gift er, at hun er taget til Spanien, hvorfra hun har forsøgt at rejse til USA.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Robert Ørsted-Jensen
  • Peter Jensen
  • Bjarne Riisgaard
Robert Ørsted-Jensen, Peter Jensen og Bjarne Riisgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kjeld Hansen

En ph.d. afhandling baseret på feltarbejde og interviews med 30 kvinder. I Danmark og København findes der flere ph.d'er til ingen verdens nytte end frisør saloner i Benin.

Kjeld Hansen

Måske Sine kan redegøre for, hvad Europa skal stille op mod de tusindvis af økonomiske flygtninge, som hver dag forsøger, at komme ind i Europa fra land syd for middelhavet?

- Her er der virkelig ph.d. stof at studere.

Bjarne Riisgaard

Artiklen er ihvertfald et godt eksempel på, at det næppe nytter noget at stikke hovedet i busken. Det skaber jo tydeligt kun hykleri, misforståelser og selvbedrag på begge sider.

Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen og Kjeld Hansen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Der kan for folkene i Nigeria, og resten af den tredje verden, kun være en tilfredsstillende løsning, nemlig fri indvandring til Europa.

Jan Mogensen

Der kan for folkene i Nigeria, og resten af den tredje verden, kun være en tilfredsstillende løsning, nemlig få styr på deres befolkningstilvækst hvis de ikke vil overbefolke sig selv ihjel.