Her holdes gravide bag lås og slå

Norge er det eneste land i verden, hvor fostrets rettigheder kommer før morens, hvis hun er misbruger. På Borgestadklinikken syd for Oslo bliver gravide misbrugere behandlet bag låste døre, så de ikke skader deres ufødte børn med alkohol og stoffer
Det sker, at en gravid kvinde flygter. Men det er sjældent. Det er kun sket en enkelt gang i 2014. Kvinden ringede selv efter et par dage og bad om at komme tilbage

Det sker, at en gravid kvinde flygter. Men det er sjældent. Det er kun sket en enkelt gang i 2014. Kvinden ringede selv efter et par dage og bad om at komme tilbage

Jakob Dall
31. maj 2014

I et næsten tomt drivhus står små, sorte plastikpotter på række. Under den fugtige muld ligger frø fra cherrytomater, meloner og agurker, som venter på at spire.

»Vi plantede dem i går,« siger Karin. Hun står i forårssolen på terrassen. Under hendes turkise sweatshirt og grå joggingbukser står maven som en rund bue. Hun er 16 uger henne. Hun kigger ind på potterne i drivhuset, mens hun ryger en hjemmerullet cigaret.

»Og jeg kommer til at være her længe nok til at se noget vokse op.«

Omkring terrassen er der et lille stykke græs. Omkring græsset et højt, hvidt plankeværk uden låge. Og bag plankeværket kan man se den norske provinsby Porsgrun omkranset af granklædte bakker. Med mindre de gravide kvinder på Borgestadklinikken har udgang, må de nøjes med udsigten. Afdelingens døre og vinduer låst.

Norge er det eneste land i verden, hvor fostrets rettigheder står over morens, når hun er gravid. I knap 20 år har landet haft en lov, der giver mulighed for at bruge tvang over for kvindelige gravide misbrugere. For at reducere risikoen for skader på de ufødte børn, kan socialforvaltningen beslutte, at kvinderne skal låses inde, indtil de har født, hvis de ikke kan eller vil stoppe deres misbrug. Det sker mellem 25 og 30 gange om året. Der findes mulighed for tvangsbehandling af misbrugere i blandt andet Sverige og visse stater i USA, men det entydige fokus på fostrets behov frem for morens misbrug i den norske lovgivning er unikt.

»Barnet er vores primære patient. Vores vigtigste opgave er først og fremmest at beskytte det ufødte barn. Opgave nummer to er at behandle kvinden for hendes misbrug. Nummer tre er at hjælpe hende til at blive mor,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Hun sygeplejerske og har ledet den skærmede enhed i ni år, men varetager nu andre opgaver på Borgestadklinikken – det eneste sted i Norge med en særlig enhed for gravide kvinder. Andre steder i landet findes enkelte pladser på behandlingsinstitutioner. Men her på Borgestads bor kvinderne på en afdeling indrettet alene til gravide med plads til syv mødre ad gangen. Afdelingen tager årligt imod mellem 13 og 18 kvinder.

»Misbrug er så vanskeligt at stoppe med, at jeg i visse tilfælde tror på tvang. Når kvinderne vågner op af rusen, ser de faktisk det her tilbud som en mulighed. Og nogle gange er den eneste måde, man kan få dem til at vågne op, at holde dem tilbage,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Karin er 33 år. Hendes hår er kommunefarvet og midt imellem kort og page. Da hun ankom til klinikken, var frisuren mere pinkrød, og i hårspidserne aner man stadig farven. Om halsen har hun en tynd sølvkæde med et lille sommerfuglesmykke, hun har fået af sin ekskæreste. Ikke fordi hun savner ham.

»Jeg synes bare, det er pænt,« siger hun.

Ja, han ved godt, at hun venter barn, men er ellers ikke involveret i graviditeten. De boede ikke sammen, da hun blev gravid. Han er også misbruger. Hun var otte uger henne, da hun opdagede, at hun var gravid. Dagen efter gik hun til kommunens rusmiddelkonsulent, for at få hjælp.

Karin sidder tavs i en stol med hænderne foldet over maven. Hun siger ikke noget uden at være blevet opfordret til det. Og hendes svar er korte og konstaterende. Som da hun bliver spurgt, hvorfor hun bad kommunen om hjælp.

»Det er ikke godt at misbruge, når man er gravid,« svarer hun.

Fire dage efter mødet med kommunen kom hun til Borgestadklinikken. Og i seks uger har hun og barnet i maven levet uden et misbrug af piller, hash og amfetamin.

Tvang

I efteråret 1995 blev der vist en udsendelse på norsk fjernsyn om de alvorlige og livslange skader, man kan konstatere hos børn født af misbrugere. Her stod en børnelæge frem og sagde, at han mente, det var børnemishandling ikke at gribe ind. Og så græd han for åben skærm. Udsendelsen og den efterfølgende debat rystede norske politikere, og loven om tvang blev vedtaget på rekordtid. Paragraffen om ’tilbageholdelse i institution af gravide rusmiddelafhængige’ trådte i kraft kun ganske få måneder efter tv-indslaget – den 1. januar 1996. Samme år åbnede Borgestad den skærmede enhed, som siden har haft 190 kvinder på ophold.

»Når man i andre lande spørger, hvad der skal til for at få gennemført en lignende lovgivning, så viser jeg dem den udsendelse. Vi bruger den også stadig i undervisningen af de gravide. Lægen fik i øvrigt senere kongens fortjenstmedalje for at have rejst de her problemer,« siger Ragnhild Lien Myholt.

Som man kunne læse i Information i går, arbejder en tværministeriel arbejdsgruppe i Danmark netop nu på forslag til, hvordan man kan begrænse antallet af børn, der fødes med alvorlige skader, fordi den gravide har misbrugt stoffer eller alkohol. Der registreres i Danmark årligt mellem 50 og 100 børn med medfødte abstinenser som følge af mødres misbrug og mellem 5 og 15 børn med den alvorlige alkoholskade føtalt alkoholsyndrom. Arbejdsgruppen skal inddrage erfaringer fra andre lande og i efteråret 2014 komme med et oplæg til nye måder at gribe problemet an på. Herunder også om tvang overfor visse grupper er en mulighed.

LÆS: Arbejdsgruppe skal tage stilling til tvangsbehandling af gravide misbrugere

I Danmark har tvangsbehandling både fortalere og modstandere. Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, kaldte i gårsdagens Information tvang for noget fra »en gammeldags værktøjskasse.« Og modstanderne frygter, at det vil presse misbrugerne endnu længere væk fra systemet. Men det argument får kun Ragnhild Lien Myholt til at ryste på hovedet:

»Man skræmmer ikke kvinderne væk, hvis man møder dem professionelt på den rette måde. Kvinderne ved godt selv, at de bør gøre noget. Men det er vanskeligt. Og de skal have hjælp. Vi oplever, at det ofte er sværere for sagsbehandlerne at tage beslutningen, end for kvinderne at komme under tvang,« siger hun.

Hjælp eller overgreb

Evalueringer af den norske model viser, at det oftest er kvinderne selv, der henvender sig til socialforvaltningen. Alligevel findes der også kritikere af tvangslovgivningen i Norge, fortæller Ragnhild Lien Myholt. Primært hos socialrådgiverne, som kan finde det etisk udfordrende at gennemføre behandling med tvang.

»Der er fortsat fagfolk, der mener, det er et overgreb at låse moderen inde. Men vi, der arbejder med det, ved, at ingen mor ønsker at gøre sit barn ondt. Gravide misbrugere vil ligesom alle andre gerne være gode mødre, men de kan ikke. Man siger, at trangen til stoffer er stærkere end kærligheden,« siger hun.

Liv Siljan, socionom og nuværende leder af enheden nikker. Mange af de kvindelige misbrugere er glade for at komme bag lås og slå under deres graviditet, påpeger hun:

»Og tvangen legaliserer også behandlingen over for deres miljø. De kan med rette sige til deres venner eller kæresten: ’Jeg bliver nødt til det – jeg er under tvang.’ Og man oplever ofte en vældig lettelse, når de først er kommet igennem afrusningen.«

Danske kritikere ser for sig, at de gravide kvinder bliver lagt i håndjern og ført væk af politifolk i biler med blå blink. Men det skrækscenarium er langt fra virkeligheden. Som regel ankommer kvinderne fredeligt i en taxa sammen med deres kommunale sagsbehandler. Inden de får et værelse på den skærmede enhed, skal de først være ude af misbruget. Det sker på en særlig afgiftningsafdeling på klinikken – nænsomt af hensyn til fostret og tager fra enkelte timer til flere døgn.

Bortset fra en voldsom morgenkvalme, der gør det svært for Karin at komme ud af sengen, kan hun ikke klage over noget her på Borgestadklinikken, siger hun. »Men man skal da vænne sig til, at der er lås på døren,« siger hun.

At være indlagt på tvang betyder ikke, at kvinderne slet ikke kan komme ud. Karin er en af de kvinder, der har fået udgangstilladelse. Fem timer om dagen må hun forlade den sikrede afdeling. Der går hun oftest ture – enten i selskab med de andre kvinder fra afdelingen eller personalet.

»Efterhånden som vi opbygger tillid og relationer, begynder vi at løsne båndene. Hver uge evaluerer vi, og efterhånden kan mange få lov til at tage ture hjem til forældre og andre pårørende,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Det er naturligvis ikke alle, der opnår de samme frihedsgrader som Karin, og ind imellem sker det, at kvinderne flygter fra afdelingen.

»Det sker utroligt sjældent. Men rusmidlerne er jo derude. Og kæresterne. Vi har kun haft en enkelt flugt i hele 2014, og det var en gravid, der blev hentet om natten af mænd udefra. Efter et døgn kontaktede hun selv kommunen og bad om at komme tilbage igen,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Faderen til det ufødte barn er ofte en del af det samme miljø, og på klinikken gør man meget ud af også at arbejde med mændene. Og de er også velkomne til at lade sig indlægge på afdelingen. Hvis de altså ikke misbruger alkohol og stoffer. Den regel får de fleste mænd til at holde sig væk. Når de kommer på besøg, er det som regel kun ganske kort. Det sker, at kvinderne undervejs i behandlingen kommer frem til, at forholdet også er en del af problemet.

»Men det er kvinderne selv, der skal nå dertil. Ikke os,« siger Ragnhild Lien Myholt.

Beskyttelse mod verden

På døren ind til Karins værelse hænger et navneskilt i glade farver. Klippet og klistret af personalet. Det første hun gør, da hun kommer ind, er at trække nedrullede persienner op, så lyset strømmer ind i lokalet. Der er også en lille altan udenfor. Døren derudtil er låst.

På værelset er der kun lige plads til en seng, en kommode og en hylde.

Karins barn er sat til at komme den 1. oktober. Det er ikke skrevet ind i kalenderen på væggen. Men på opslagstavlen hænger en strimmel sort-hvide scanningsbilleder, hvor man kan skimte konturerne af Karins ufødte barn. Og en lap papir med adressen på Borgestad. Ellers er værelset bogstaveligt talt støvsuget. En seddel på væggen viser, at den ugentlige evaluering af værelset har udløst en smiley og bemærkningen »Helt Topp!!«

Da Karin kom til Borgestad for seks uger siden fra en provinsby i det vestlige Norge, medbragte hun kun en kuffert med tøj, sin telefon og et par høretelefoner, som hun bruger, når hun lytter til popsangeren Pink. Ingen andre ejendele. Lejligheden i hjembyen har hun sagt op.

På spørgsmålet om, hvorvidt det har været svært at stoppe med stoffer, piller og hash, siger hun kort:

»Nej.«

Men hvis det ikke er svært, kunne hun så ikke have gjort det uden at komme her på Borgestadklinikken?

Karin ryster på hovedet. »Her er man beskyttet,« siger hun. Og efter en lille pause: »Fra resten af verden.«

Hun er selv opvokset i et misbrugsmiljø. Og har aldrig kendt til andet. Hun har ingen uddannelse og var på kontanthjælp, da hun blev gravid.

»Jeg kender kun folk, der er misbrugere,« som hun siger.

Farlig lang procestid

Her på den skærmede afdeling er Karin og de andres dage bygget op efter rutiner: der er morgenmad, frokost og aftensmad på bestemte tidspunkter. Der er også pligter på afdelingen – man skal selv vaske tøj og sørge for at gøre rent på sit værelse og badeværelse, og kvinderne skiftes til eksempelvis at tømme opvaskemaskinen. Helt almindelige gøremål, men for kvinderne på klinikken en kontrast til det liv, de har levet før.

»Vi har kvinder, der aldrig har siddet ved et bord og spist. Som ikke kender almindelige standarder for hygiejne. Voksne mennesker som end ikke kender klokken. De ved ikke, hvordan man fejrer jul eller fødselsdag. Eller hvordan man koger kartofler,« fortæller Ragnhild Lien Myholt.

Den yngste misbruger, Borgestadklinikken har haft boende, var 14 år; den ældste 44 år. Gennemsnitsalderen er 28 år. Kvinderne har haft et misbrug af alt fra hårde stoffer som heroin og kokain til hash, alkohol og medicin. Sidstnævnte har der været en overvægt af de senere år. Der kommer ganske få kvinder til afdelingen, som alene har et alkoholmisbrug, selv om det giver de største skader hos ufødte børn. Ofte optræder alkoholmisbruget sideløbende med andre rusmidler som en del af misbrugerens livsstil. Og mange har først sent opdaget, at de er gravide – blandt andet fordi kvindelige misbrugere ofte ikke får menstruation på grund af deres usunde levevis.

Kvinderne, som bliver henvist til klinikken, er ofte kendt af det kommunale system i forvejen. Ind imellem har børneværnet tidligere fjernet børn fra den pågældende kvinde. Men fra sagsbehandleren første gang henvender sig med en sag, til kvinden kan indlægges med tvang, skal en række betingelser være opfyldt, blandt andet skal sagen for en bedømmelseskomité i Fylket – hvilket svarer til en dansk region. Og i gennemsnit går der 55 dage, og kvinderne er som regel over halvvejs gennem deres graviditet, før de kommer til Borgestad. Kostbar tid, påpeger Ragnhild Lien Myrholt.

»På det tidspunkt kan der allerede være sket mange skader på barnet,« siger hun.

Hun så gerne, at sagsbehandlerne reagerede meget hurtigere på sagerne. Det er dog deres erfaring, at hvis en kommune først har haft gode erfaringer med at sende en misbruger til Borgestad, går det hurtigere med næste klient. Og klinikkens personale rejser rundt i hele Norge og holder foredrag for sagsbehandlere og andre professionelle om, hvordan de skal gribe sagen an, når de bliver bekendt med, at en kvindelig misbruger er gravid.

»For det er kun toppen af isbjerget, vi ser,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Ofte er kvinderne bekymrede for, hvordan det vil gå deres børn, når de først sent i graviditeten stopper med misbruget.

»Bekymringen er der hele tiden, også fordi vi taler meget om, hvad man kan udsætte barnet for,« siger Ragnhild Lien Myrholt og fortsætter: »Jeg talte for nylig med en kvinde om, at det jo også er bedst ikke at ryge. Hun syntes, at ni måneder uden cigaretter var lang tid. Men så sagde jeg ’det er kun ni måneder for dig, men det er hele barnets liv, det handler om’,« siger hun.

Psykisk nedslidte kvinder

Borgestadklinikken er klassificeret som specialsygehus for misbrugsbehandling og har flere enheder rundt om i landet. Herunder behandlingsafdelinger for pårørende, specielle tilbud til unge misbrugere kombineret med uddannelse, behandling af ludomaner og to ambulante klinikker. Borgestad er offentligt finansieret, men drevet af Blå Kors som et privat sygehus. I alt beskæftiger sygehuset 350 mennesker – 170 af dem her i byen. Men selv om vi befinder os to en halv times kørsel fra Oslo i en mindre provinsby, har klinikken ikke svært ved at rekruttere personale. Og mange medarbejdere har været her i mange år, fortæller Liv Siljan, som viser rundt.

’Skjermet enhed’ står der på døren til de gravides afdeling. Bortset fra de blanke linoleumsgulve har afdelingens fællesrum et hjemligt præg med mange bøger, billeder og potteplanter. I store lænestole i stuen ligger to af de i alt fire kvinder, der bor på afdelingen netop nu. Maverne er store. Efter planen skal de nedkomme om få uger. Den ene med kejsersnit – »på grund af en overgrebsproblematik«, som personalet formulerer det.

Det er ud på eftermiddagen, og begges blik er rettet mod en film med Barbra Streisand. Der kan nemt gå mange timer hver dag foran skærmen. Kvinderne ser blandt andet realityserier – ikke mindst den svenske og amerikanske udgave af Fødegangen er en favorit. Mellem lægebesøg, jordemortjek og gruppesamtaler har de gravide brug for at lave ingenting.

»Mange af kvinderne er psykisk meget slidte. De har måske prostitueret sig eller er blevet voldtaget, og når de bliver afrusede, ser de verden på en helt anden måde, og så kan de blive meget dårlige,« siger Liv Siljan, der også fortæller, at for langt de fleste kvinder er månederne på klinikken en pause. Hvor de får sund mad og ikke skal tænke på at skaffe penge til deres misbrug. Hvor de ikke bliver presset af en kæreste eller det omgivende miljø.

Selv om kvinderne først får lov at komme ind på afdelingen, når de har været igennem en nedtrapning, tager det lang tid at blive mentalt fri af misbruget.

Karin blev gravid og fik barn første gang som 19-årig. Hendes søn, der i dag er 14 år, er anbragt i familiepleje, og hun har ingen kontakt med ham. Men med den lille dreng eller pige, som vokser i maven på hende, skal det være anderledes, håber hun. Og hun kan mærke forskel på, hvordan hun havde det, før hun kom her og nu.

»Det er dejligt. Jeg er mere glad. Og jeg ser ting klarere,« siger hun.

Hvis man spørger Karin, hvad hun lavede for et år siden, svarer hun kun med et enkelt ord:

»Misbrug.«

Spørger man hende, hvor hun gerne vil være om et år, er svaret også kun et enkelt ord:

»Familieafdelingen.«

På Borgestads Familieafdeling kan kvinder, som har fået lov til at beholde barnet efter fødslen, bo i op til et år, mens de får hjælp og støtte til rollen som mor.

Kun to døre adskiller de to afdelinger, og man kan se Familienhedens legeplads fra den aflåste afdelings terrasse. Men kun 52 procent af kvinderne får lov til at beholde deres børn. Det er ikke Borgestadklinikken, der tager beslutningen, men derimod kommunen. Undervejs i opholdet kommer klinikken dog med anbefalinger ud fra, hvordan de vurderer den gravides evner til at være mor. Og kvinderne får mulighed for at bevise, at de kan ændre sig.

»Man skal altid forberede kvinden på at blive mor. Vi siger til dem: ’Uanset om du får lov til at beholde barnet, er det dig, der er mor. Det er dig, der føder barnet.’ Og det sker faktisk, at kvinden ændrer sig og vågner op af rusen og vil samarbejde. Og det skal der være respekt for,« siger Ragnhild Lien Myholt.

Selv hvis der er taget beslutning om tvangsfjernelse, får moderen lov til at være sammen med barnet i mindst to timer efter fødslen. Er der allerede fundet såkaldte ’beredskabsforældre’, overleverer kvinden selv den nyfødte.

To af kvinderne, som netop har født efter et ophold på afdelingen, fik begge taget børnene fra sig.

»Og det sætter selvfølgelig nogle tanker i gang hos dem, som er tilbage. Men ja, det kræver altså noget at skulle være mor,« siger Liv Siljan.

Evalueringen af den norske model viser dog, at jo længere tid kvinderne når at opholde sig på klinikken, jo større chance er der for, at de får lov til at beholde børnene i sidste ende.

Oplæres fra bunden

På afdelingen står et akvarium med fem fisk, et kæmpe frugtfad, en skål med chokolade og vaser med friske blomster. I en stol har en af kvinderne efterladt noget strikketøj. Hun har i løbet af sit ophold produceret en hel bunke babyfutter til det kommende barn. Men det lilla garn, der ligger i skødet, skal blive til en trøje til kæresten.

I det åbne spisekøkken er kvinderne ved at gøre klar til aftensmad. Med hjælp fra et par pædagoger stiller de an på det store fællesbord: Bagt kartoffelmos, råkost af gulerødder og tre tændte stearinlys.

»Den største udfordring ved at arbejde i det her felt er loyaliteten. Man skal have fokus på barnet i maven, men undervejs får man jo også en relation til kvinden,« siger Liv Siljan.

For halvanden måneds tid siden fik personalet sig en forskrækkelse. De blev kaldt ud på terrassen af to af afdelingens kvinder. Her var en plastikstol stillet op af plankeværket. En af de gravide var flygtet, fortalte de. Det viste sig imidlertid at være en aprilsnar.

»Personalet røg lige på den, og de gravide morede sig meget,« fortæller Liv Siljan. Både den tidligere og nuværende leder ler hjerteligt af anekdoten. De synes, det fortæller noget om både kvindernes overskud, men også om forholdet til personalet. De ansatte er en blanding af pædagoger, psykologer og sygeplejersker, og der er også ansat en såkaldt »husmor«, der hjælper kvinderne med at lære helt dagligdags ting, som bad, tøjvask og rengøring. En gang om ugen bliver tingene gået efter.

»Og så siger vi, at det skal være ’godt nok’. Det er udtryk for, at det skal være værdigt, og man skal indstille forventningerne på, hvad kvinderne kommer fra,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Kvindernes valg

Omkring hver tiende gravide misbruger vælger at få en abort, efter at hun er ankommet til klinikken. I Norge er der fri abort frem til 12. graviditetsuge, men herfra og op til 22. graviditetsuge kræver det dispensation.

»Og tager kvinderne det valg, er det vores opgave at respektere det og hjælpe dem igennem beslutningen,« siger Ragnhild Lien Myrholt.

Langt de fleste går dog hele vejen til fødslen, og selv om der ikke på Borgestad er forsket i, hvordan det senere går børnene, viser en statistik over børnenes fødselsvægt, at jo længere tid, mødrene har opholdt sig på klinikken, des mere normal er børnenes vægt ved fødslen. Faktisk vejer børn af gravide, som har opholdt sig på den sikrede afdeling mere end halvdelen af deres graviditet, det samme som børn født af den gennemsnitlige norske kvinde.

Og både fostrenes og kvindens helbred bliver da også fulgt tæt. Af blandt andre jordemoren Sylvi Egeland, der har arbejdet på Borgestad i over 15 år. Hun er en lille kvinde, med briller og mørkt, krøllet hår. Hun smiler og klapper på briksen som tegn til, at Karin skal lægge sig i det kombinerede kontor og undersøgelsesrum. Over lejet hænger smukke sort-hvide billeder af buttede babyer.

På briksen nedenfor trækker Karin op i blusen og lidt ned i joggingbukserne og blotter et kridhvidt maveskind. Så sætter Sylvi Egeland et lille apparat på maven, og lader det glide rundt for at finde barnets hjertelyd.

»Hov, der var den,« siger hun.

Ingen i lokalet siger noget. Den eneste lyd er barnets lille hjerte, som hamrer afsted med 160 slag i minuttet. Det lyder som en mellemting mellem en elektronisk tromme og en fiskekutter.

Det er fjerde gang, Karin hører sit ufødte barns hjerte slå.

»Og det er dejligt hver gang,« siger hun, da hun igen står på benene og trækker tøjet på plads. Så lister hun tilbage på afdelingen. På strømpefødder. Liv Siljan låser døren op og smækker den bag hende igen.

Artiklens kvindelige hovedperson er anonymiseret. Hendes rigtige identitet er redaktionen bekendt

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Foto: 
Jakob Dall
Foto: 
Jakob Dall

Sylvi Egeland er jordemor og har arbejdet på Borgestadklinikken i 15 år, hvor hun følger klinikkens gravide kvinder tæt. Blandt andet Karin, der håber at få lov til at beholde det barn, hun venter til oktober. Omkring halvdelen af børnene fjernes ved fødslen

Foto: 
Jakob Dall
Foto: 
Jakob Dall

Tvangsbehandling i Norge

I Norge har det siden 1993 været muligt at behandle alle typer misbrugere med tvang. I 2009 blev det benyttet 80 gange.

Siden 1996 har man også kunnet tilbageholde gravide misbrugere efter en særlig paragraf. For at anvende tvang over for en kvinde, skal misbruget have en karakter, hvor der er overvejende sandsynlighed for, at barnet vil blive født med skader. I 2009 blev den mulighed benyttet 29 gange. Halvdelen af kvinderne kom til Borgestadklinikkens skærmede enhed.

En evaluering fra samme år viste, at det ofte er de gravide selv, der henvender sig til socialforvaltningen, og at størstedelen er glade for opholdet, fordi de oplever, at de får mulighed for at starte forfra i deres liv.

I gennemsnit går der 55 dage, fra en socialarbejder modtager oplysninger om kvindens graviditet og misbrug, til der besluttes et tiltag. Evalueringer viser, at der ofte er problemer med kapacitet til tvangsbehandlingen.

Erfaringer fra 76 kontorer i fire amter i socialtjenesten har vist, at alene truslen om tvangsparagraffen har stor betydning for at motivere gravide misbrugere til frivillig behandling. Også selv om tvangsparagraffen aldrig bliver brugt.

Kilde: SFI Campbell – kortlægning af tvangsbehandling af misbrugere, 2011

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Claus E. Petersen

Med angst for at blive betragtet som en klam mandschauvinist, kan jeg kun spørge om ikke kondomet, p-pillen og japansk kampsport er opfundet.
Enhver ung kvinde i Danmark kan frit vælge sit eget forsvar og beskyttelse mod graviditet.
Kvinder er ikke længere ofre, men har siden 80'erne været medspillere.
Det pis med at middelaldrene skæggede hvide mænd holder de stakkels kvinder nede ser godt ud for lesbiske mandehadere som skal have et hadeobjekt for at styrke deres SAG og ego på næsten samme måde som nazisterne brugte jøderne, men har intet grundlag i min verden.
I min, og de fleste danskeres, verden er piger og drenge af samme værdi, og mænd og kvinder må individuelt vise at de har en værdi før de får tildelt nogen privilegier.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Carsten Mortensen

"Vi har kvinder som aldrig har siddet ved et bord og spist......etc." .......jeg tillader mig - midt i korrektheden- at tro problemerne hidrører fra helt andre steder i samfundet.
Derudover, stakkels sagsbehandlere, for hvem det er værre end den tvangsramte......
men de kan da heldigvis gå hjem om aftenen med en rigtig dejlig følelse af at have gjort en forskel, aahhh.
Fagre nye verden.

Brugerbillede for Rasmus Kongshøj

Ordningen lyder jo, ud fra det beskrevne, som en meget fornufig idé, især når man tænker på at alternativet for mødrene og børnene vel ville have været at barnet blev skadet af misbruget, og tvangsfjernet ved fødslen. Her får både børn og mødre i det mindste en chance.

Mødrene er jo også overvejende glade for at være på stedet.

Det undrer mig dog, at man ikke har undersøgt hvordan det siden hen er gået børnene og mødrene. Det ville jo have været relevant at vide.

Brugerbillede for Lars Jørgensen

I Norge tager man tydeligvist både misbrugere og deres børn mere alvorligt, end man gør andre steder. Og man tager samtidig mere ansvar for både misbrugere og deres børn. Det kan ikke undgå at være kontroversielt. Men dem der vil kritisere den praksis, må så kunne forklare os andre og misbrugeres børn, hvorfor netop de ikke har ret til en blot nogenlunde fornuftig start på livet.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Hele artiklen gør et dybt indtryk. For at nævne bare to eksempler blandt mange: Karin er opvokset i et misbrugermiljø og har aldrig kendt til andet, men selv om det ikke har været svært for hende at stoppe misbruget, siger hun som forklaring på, hvorfor hun så alligevel er på, og har brug for hjælpen fra, klinikken:

»Her er man beskyttet.« Og efter en lille pause: »Fra resten af verden.«

Og personalets formulering af årsagen til, at en af kvinderne skal have foretaget kejsersnit:

– »på grund af en overgrebsproblematik.«

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Jeppesen

Jeg synes det er dybt foruroligende at den norske stat er af den opfattelse, at dens ejerskab over borgerne tilsyneladende strækker sig ud over livets grænser.
Tvang, indespærring, ubehageligt nedladende formynderi i alle lag af systemet, dyb forurettelse på vegne af et væsen som ikke engang har sin egen bevidsthed.
Er det okay at ofre ét menneske for at redde ideén om et andet, bedre menneske?

Brugerbillede for Peter Jensen

Dansk lovgivning giver mulighed for at kvinder kan vælge en tvangsforanstaltning - og mig bekendt er der god faglig raison i at styrke behandlingskontakten til misbrugende mennesker, og i særligt grad gravide som undervejs i behandlingsforløbet kan motiveres til, og vælge, en retlig beskyttelse mod egen afhængighedshandlinger. Men noget sådant fordrer en kvali- og kvantitativt styrket behandlingsindsats ... hvilket vil sige bl.a. øgede ressourcer. Er der politisk vilje til dette? Nej - så er det lettere, og det virker umiddelbart mere handlekraftigt, at tale om lovindgreb, tvang - når det nu er så vanskeligt et indsatsområde.

Forebyggelse derimod ... er en by i ... Norge? Eller Sverige? Forebyggelse vil vi ikke høre om hér - nej tak. Det er også dyrt og besværligt og stiller os overfor både kulturelle og strukturelle dilemmaer. Vi må hellere lave noget reaktiv og nogenlunde billig tvang, dét kan vi da finde ud af. Om ikke andet, så importerer vi nogle 'modeller' udefra, som lyder handlekraftige.

Som Kongshøj efterspørger, er det relevant at se på langtidseffekter af indsatsen - og der foreligger vist ikke sagligt grundlag for at hævde at tvang på norsk kan noget med og for gravide misbrugere, som ikke kan opnås via andre metoder ... og dertil kommer at hovedparten af alle gravide, som har et rusmiddelmisbrug, er yderst vanskelige for behandlingsmyndighederne at få såvel kendskab som kontakt til, så vil en tvangslovgivning mon hjælpe dér? Man kunne godt forestille sig det modsatte - så hvad vil vi opnå? Tvangsbehandling af gravide misbrugere vil formentligt blive for de hårdt udsatte og synlige. Mennesker, som i forvejen er vant til at få deres grænse overskredet - og som pæne mennesker typisk er enige om er udenfor pædagogisk rækkevidde. Alt i alt ser det jo så pænt ud ... lidt på samme måde som man gerne ser prostitution underlagt yderligere straffelovgivning.

Brugerbillede for Nanna Wulff M.

I USA, hvor jeg har boet det meste af mit liv, vil især højrefløjen ikke høre tale om abort. Nej, det ufødte barn skal beskyttes koste hvad det vil. Men pengene stopper så snart barnet er blevet født og så kan både mor og barn ‘float down the proverbial river without a paddle.’

Det hjælper jo ikke at frelse ufødte børn fra deres misbrugende forældre, hvis der ikke er nogen opfølgning. Og her mener jeg ikke lidt research om hvordan det gik de børn der blev frelst, men noget helt konkret hjælp så disse børn får en god chance for at leve et ordentligt liv.

Eller drejer det hele sig kun om at stoppe misbruget?

Brugerbillede for Robert  Kroll

Har man først sagt A, så er det ligesom lige for også at sige B og C o s v.

Har man først accepteret, at det er OK at bruge tvangsindgreb mod gravide kvinder af hensyn til fostret, så er det vel også OK at "overtale" en misbruger ( mand eller kvinde) eller en bærer af en arvelig sygdom til at lade sig sterilisere for at forebygge at nogen fødes til en ulykkelig barndom og et elendigt liv ?

Det er en svær moralsk og etisk afvejning , men om et par generationer tror jeg, at den personlige frihed er så indskrænket, at man ikke vil tillade hvem som helst at få børn - staten bliver vores allesammens storebror/-søster, og vi bliver statens/fællesskabets " ejendom " ???

Den norske model lyder så super sympatisk, men ....?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Selvfølgelig lyder 'tvang' ubehageligt, især når der ovenikøbet er tale om lovgivning, men hvis man læser denne artikel og evt andre om samme emne, lyder det mere som 'hjælp'. Hjælp til at føde et så vidt muligt sundt barn, og – igen, så vidt det er muligt – hjælpe moren til at være i stand til senere selv at tage sig af sit barn. Hvilket de fleste, om ikke alle, vordende mødre vel dybest set ønsker. Og hvis ikke, så er der mulighed for abort. Ingen bliver mig bekendt tvunget til at gennemføre en uønsket graviditet.

Og er det trods alt ikke bedre, at tvinge moren til afholdenhed under graviditeten end at 'tvinge' det nyfødte barn i behandling for abstinenser? Eller skal det også være frivilligt?

Måske undgår man også ved at tvinge moren i behandling, senere at måtte tvangsfjerne hendes barn. Måske opnår man, at flere børn får mulighed for at vokse op hos deres biologiske ophav.

Men som Rasmus K. allerede har nævnt, kan det undre, at der åbenbart slet ingen statistik findes om, hvordan det senere går både børn og mødre.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Jensen

"Selvfølgelig lyder 'tvang' ubehageligt, især når der ovenikøbet er tale om lovgivning, men hvis man læser denne artikel og evt andre om samme emne, lyder det mere som 'hjælp'."

Tvang er ubehageligt - og ofte kontraproduktivt. Tvang kalder ikke på modnede beslutninger med udviklingsmæssig konsistens hos den tvungne. Hvordan man kan få tingene til at lyde i folkemundens ører er som oftest sagen uvedkommende, da fokus må og skal være hvordan det erfares hos dem, det drejer sig om. Samt på hvordan vi dermed prioriterer vore indsatser overfor ramte mennesker - og hvilke etiske fortegn og værdier, dette indlejrer i vores samfundsmæssiggørelse. Det tåbelige er jo at vi kan nå endog meget langt ad frivillighedens vej (herunder give mulighed for at mennesker med erkendte vanskeligheder frivilligt kan rekvirere retlig støtte til undgåelse af recidiv) - hvis vi styrker de eksisterende behandlingsindsatser og for alvor begynder at forebygge kvalificeret. Men nu skal vi i stedet diskutere tvang, fordi man kan kalde nogle flinke cases frem fra Norge - efter samme manipulere(n)de skabelon som vi skal diskutere kontrol og distribution af arbejdsløse (kaldet 'ledige') ... fremfor arbejdsmarkedspolitik, arbejdsdeling og f.eks. basisindkomst. Det er sådan set meget fermt tænkt, men absolut ærgerligt.

"Og er det trods alt ikke bedre, at tvinge moren til afholdenhed under graviditeten end at 'tvinge' det nyfødte barn i behandling for abstinenser? Eller skal det også være frivilligt?"
En sådan forenkling fremmer ikke en nuanceret tilgang til sagen; mange gravide misbrugere kan motiveres til at reducere deres rusmiddelforbrug hvis der gives en tilstrækkeligt intensiv støtte - og det er gavnligt med en proces, ikke en enten/eller valgsituation med lovens lange arm hængende om halsen, hvor moderen, som jo er dén der giver liv til sit barn, bærer sit barn, skal søge at være derfor sit barn, selv træffer så mange bevidste beslutninger som overhovedet muligt. Men som nævnt kræver dén slags indsatser en relativ stor ressource og kapacitet hos de fagprofessionelle.

Til slut en strengt behandlingsfaglig betragtning; hvis man endelig skal betjene sig af incitamentstyring, så er belønning noget mere virkningsfuld end straf. Selv Skinner endte med at erkende at straf yderst sjældent har et pædagogisk potentiale, belønning kan en del mere - og skader mindre. Men begge dele er altså udtryk for en (ofte temmeligt kontraproduktiv) ekstrinsisk omgang med i høj grad intrinsiske forhold hos dé, det handler om.

Brugerbillede for Johnny Hedegaard

I en kommentar står der: "Er det okay at ofre ét menneske for at redde ideén om et andet, bedre menneske?" -
Man kan også stille et omvendt spørgsmål: "Er det OK at ofre et ufødt menneskeliv, fordi det står i vejen for det enkeltes ego?" (Abort)
Eller: " Er det OK at ofre et kommende menneskeliv til fordel for egen ulykkelige undergang?".
Eller: "Er det OK at man i et samfund i frihedens hellige navn svigter og er medskaber af subkulturer der generation efter generation får færre og færre handle-, valg- og livsmuligheder?"
- Man behøver ikke drage udenlands for at opleve familier der har en familiearv, der hedder kontanthjælp, misbrug, manglende realistisk evne til at handle relevant og overskue konsekvenser.
Det foregår såmænd og i H.C. Andersen lille havfruedanmark.
Hér er man imidlertid så berøringsangst, at man ofte gør mere skade end gavn i sin iver efter at lade alle holdninger og meninger være lige gyldige.
- Tvang er et fælt ord og et fælt begreb. Men hvis man ser på samfundet og bruger lidt tid på at tænke på hvordan begreberne er skruet sammen, vil man opdage hvor meget tvang den almindelige borger er udsat for i hverdagen. Det er bare så almindeligt/uoverskueligt, at ingen orker at reagere på det.
- Dermed ikke sagt, at tvang er det store mantra hverken i denne eller andre anliggender.
Men nok så meget snak, diskussion og teori kan aldrig erstatte praksis, som så efterfølgende bør være basis for relevant evaluering og udvikling.

anbefalede denne kommentar