Læsetid 5 min.

Kønsforskellen personificeret

Hvad er et køn? Og hvad betyder det at være et kønnet væsen? Mindre end man skulle tro
Hvad er et køn? Og hvad betyder det at være et kønnet væsen? Mindre end man skulle tro
Ib Kjeldsmark
24. maj 2014

Mændene styrer verden. Sådan har det været i nogle hundrede tusinder år efterhånden. Der har været undtagelser, såkaldte matriarkater, men størstedelen af historien har tilhørt mændene. Mændene har ikke bare været mænd i betydningen af at have et vedhæng mellem benene. De har også været mænd i den betydning, der i det meste af historien har været betragtet som naturlig, nemlig som dem, der sidder på magten. Om det så er i form af dem, der har tilladelse til at sidde omkring bålet og tage beslutninger på stammens vegne, eller dem, som sidder i de vigtige bestyrelser. Om de anskues som de mest rationelle, modsat de følelsesprægede, eller som dem, der er bedst til at køre bil, forvalte penge, eller tage afgørende beslutninger. På den måde er den mandlige logik, som den kaldes, blevet selve den logik, vi indretter samfundet efter.

Kvindebevægelsen har dog skabt afgørende resultater, vil mange hævde. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, hvilket skabte en ny blanding af det kvindelige og det mandlige. Kvinder på arbejdsmarkedet er en slags kvinder, der spiller mænd, og som prøver at leve op til den mandlige logik. Når kvinderne samtidig forventes at bringe en smule duft af kvinde med ind på fabrikken, bliver de til kvinder, der spiller mænd, der spiller kvinder, som Center for Vild Analyse tidligere har formuleret det.

Ny essentialisme

Måske af den grund er der også sket en udvikling i den rolle, mænd kan indtage. I samme åndedrag, man taler om kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, taler man nemlig også om feminisering af samfundet. Det er karakteristisk, at en lang række nye mandetyper er opstået de senere år, fra den metroseksuelle mand over hipsteren til endog tabermanden. Mænd spiller i dag også kvinder, og det gælder ikke blot de klassiske drag queens. Det gælder også alle mulige andre mænd, både dem i parforhold, der påtager sig en lang række af de traditionelle kvinderoller og -opgaver, men også singler. Man kan ikke bare spille med musklerne eller køre på kværn, man skal også tænke sig om, være omsorgsfuld og god mod dyr, være med på moden og spise økologisk, tolerere alle former for seksualitet osv. Tag det moderne hipsterskæg som eksempel: Tilhører det ikke en mand, der spiller en kvinde, der spiller en mand? Skægget har løsrevet sig fra den klassiske skovhuggerkrop, som det nu kun ironisk peger tilbage på, og sidder på små, smalskuldrede mænd med MacBooks over skulderen og kreativitet som levevej.

Alle kan i dag være (mindst) to. Kvinder kan være mænd, som er kvinder. Og mænd kan være kvinder, som er mænd. Det er i dag hip to be queer, og mænd og kvinder kan på grund af disse udviklinger lettere mødes i mangfoldige hetero- og homoseksuelle forhold.

Så vidt, så godt. Men er det ikke, som om kritikken af kønsforvirringen samtidig med de nye strømninger også er kommet til at stå stærkere? Måske endda ved at udvikle sig en smule og tilpasse sig de postmoderne vilkår. Hvor kritikken tidligere bestod i en entydig biologisk essentialisme, kunne man hævde, at der i dag er en anden og mere fleksibel essentialisme på spil. Den siger ikke nødvendigvis, at du enten er en mand eller en kvinde. Snarere siger den, at du i det mindste skal vælge (og dyrke) det ene eller det andet.

Den nye essentialisme er et fremskridt i den forstand, at den faktisk spiller på en version af kønsforskellen, det vil sige, at det vigtige ikke er, at der er to væsensforskellige essenser (det mandlige og det kvindelige), men at der er selve forskellen (mellem disse to essenser). Alligevel havner den oftest i en ekstremt stereotyp og traditionel opfattelse af det mandlige og det kvindelige: »Hvor er vi henne, hvis det hele blandes sammen i en jævn grød?«, »Der må være to poler, ellers er der ingen seksualitet, spænding, lyst« osv. Sociologen Emilia van Hauen har følgelig slået til lyd for en feminisme, hvor man dyrker sin egen kvindelighed – i alles interesse forstås. Og det samme med mændene, som gennem scorecoaches lærer, hvordan de kurtiserer det modsatte køn.

Conchita Wurst

Sjovt nok kan denne essentialisme sagtens tolerere noget så radikalt som kønsskifteoperationer. »Han var i virkeligheden en pige,« siger man f.eks. Det vigtige er nemlig igen ikke, hvad man er, men hvad man vælger, og hvordan man således får det bedste og mest spændende ud af sit liv. Denne ’eksistentialistiske essentialisme’ passer således som fod i hose med en kapitalistisk markedslogik, der næres ved de millioner af selvrealiseringsprojekter, vi alle synes at have gang i for tiden.

Så hvordan kommer vi videre? Måske er det her værd at vende tilbage til Conchita Wurst, der vandt Melodi Grand Prix. Wurst kunne for så vidt sagtens forstås som en del af den postmoderne kønsforvirring, hvor lag lægger sig på lag af forskellige kønsmarkører, og hvor resultatet bliver den ’kønsneutralitet’, som Kristendemokraterne brokkede sig højlydt over i dagene efter grandprixet. Det hele kan til sidst være lige meget, hvis enhver identitet kun er foreløbig og tilfældig.

En anden og mere progressiv tolkning kunne dog være, at Conchita rent faktisk gør noget med kønsforskellen, der ikke ophæver den, men tværtimod intensiverer den. Læg mærke til den nærmest kognitive forvirring, som Conchita har skabt. Conchita er hverken mand eller kvinde, men heller ikke bare et tredje, dvs. en tredje hybridform eller en ny måde at lege med kønsrollerne på. Hun er en kvinde, men med et skæg. Hun er en mand, men med kvindelige træk og bryster. En slags kønslig selvmodsigelse. En vild tese om Conchita ville være, at hun kunne opfattes som den personificerede kønsforskel. Kønsforskellen i én krop så at sige.

Således siger Conchita noget meget mere interessant om kønsforskellen, end at den sætter forskellen mellem to essenser. Kønsforskellen bliver med Conchita ikke bare til spørgsmålet om, at der er to, som er forskellige. Kønsforskellen er, at vi alle – skønt vi forsøger det bedste, vi har lært, at være os selv – er splittede, fordi vi er kønnede. Kønsforskellen er ikke, at én deler sig i to, eller at man skal vælge et af to, men at vi ikke engang er én.

Måske er det det, feminismen betyder i dag? Ikke at vi skal lære at være os selv, mænd som kvinder, men at vi skal lære ikke at være os selv. Der er begivenheder som Conchita Wurst, der viser os, at spørgsmålet om kønnene ikke er løst endnu, ja måske at det aldrig har været stillet ordentligt. Hvis vi skal til at lære ikke at være os selv, hvad vil det så betyde for samfundets mandlige logik og institutioner, for dets daglige hykleriske selvfedme, for slet ikke at tale om dets opfattelse af økonomi og rationalitet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu