Læsetid: 5 min.

Med kurs mod Lissabon

Hvis det lykkes Atlético Madrid at vinde Champions League i finaleopgøret med byrivalerne Real Madrid, er det ambition og holdånd, der vinder over økonomisk formåen, lyder det fra Atleticos forventningsfulde træner
El Cholo. Fans hylder Atleticos argentinske træner Diego Simeone–El Cholo–efter Champions League-semifinalesejren over Chelsea. Nu bliver finaleopgøret for første gang nogensinde et rent madrilensk anliggende.

El Cholo. Fans hylder Atleticos argentinske træner Diego Simeone–El Cholo–efter Champions League-semifinalesejren over Chelsea. Nu bliver finaleopgøret for første gang nogensinde et rent madrilensk anliggende.

David Klein

10. maj 2014

Fodboldspillerne fra Atlético Madrid vejrer lige nu en spektakulær triumf, som næsten ingen havde troet mulig: Med et par kampe igen, den allersidste mod FC Barcelona på mægtige Camp Nou, står Atletico til at vinde La Liga. I morgen aften tager de imod Malaga, en kamp, de snildt kan vinde. Og efter drømmesejre over netop Barca og senest Chelsea i semifinalen møder Diego Simeones rød-hvide krigere byrivalerne Real Madrid i Champions League-finalen i Lissabon 24. maj. Det er første gang i historien, at to hold fra samme by dyster om pokalen med de store ører. Atleticos succes kommer af en uforlignelig holdindsats, en enestående evne til at producere altædende centerforwards og ikke mindst en gudsbenådet cheftræner, som på de kanter kaldes Cholo.

Atleticos konkurrent, Real Madrid, er vant til virakken, selv om de har måttet vente 12 forbandede år på igen at komme i en Champions League-finale. Sidste gang var i 2002, i Glasgow, hvor Zinedine Zidane afgjorde det hele med sin vidunderlige helflugter. At vinde la décima, den tiende pokal, har været en besættelse for los blancos. Den har også krævet en behændig fortrængning af det faktum, at Real skulle vente 32 år mellem pokal nummer 6 og nummer 7, og at de undervejs tabte til Liverpool i finalen i 1981.

Det var Spaniens nuværende landstræner, Vicente del Bosque, der sørgede for holdets mindeværdige sejr i 2002. Del Bosque vandt to ligatitler og to Europa Cup-finaler på fire år. Men han blev fyret alligevel, sikkert fordi han ikke kunne tale engelsk. En uge efter hans exit stod hele verden nemlig på den anden ende. Det var den dag, hvor David Beckham skrev kontrakt med Real. Onde tunger siger, at Beckham havde sin egen træner med i håndbagagen – Carlos Queiroz, Manchester Uniteds tidligere hjælpetræner. Han kunne i hvert fald engelsk.

Den negative myte

Siden har trænere stået i kø for at lukke munden på den madrilenske besættelse. José Antonio Camacho, Mariano Garcia Remón, Vanderlei Luxemburgo, Juan Ramón López Caro, Fabio Capello, Bernd Schuster, Juande Ramos, Manuel Pellegrini og José Mourinho. ’Mou’ brød ottendedelsforbandelsen. Nu spillede Real med om en finaleplads flere år i træk. Men de nåede den ikke. Så kom italienske Carlo Ancelotti. Han har skabt ro og stabilitet i galehuset.

I den anden ende af byen må de mønstre en endnu større hukommelse. Atletico har kun været i én Champions League-finale nogensinde, og det er 40 år siden. Luis Aragonés, der siden blev træner for det spanske landshold, scorede det første mål, men et langskud fra Bayern Münchens Hans-Georg Schwarzenbeck gjorde det til 1-1, og tyskerne endte med at vinde 4-0.

Den negative myte, som har klæbet til Atletico lige siden, blev skabt ved den lejlighed. De var i sandhed forbandede. De kunne ikke slå tyskere, lige meget hvad, og de kunne i hvert fald ikke få skovlen under de rige, fucking storebrødre fra Real Madrid.

I 1999 måtte Atletico rykke ned i Spaniens næstbedste række, og da Diego Simeone tog over i 2011, lå holdet millimeter over nedrykningszonen. På det tidspunkt var de lige blevet slået ud af Copa del Rey af en flok semi-amatører fra Albacete. Men i Simeones første sæson vandt los indios, indianerne, Europa League og kravlede op på en femteplads i La Liga. Året efter vandt de den europæiske Super Cup med en sejr over Chelsea og sluttede som nummer tre i den spanske første division. Nu var de tilbage i Champions League. Løjerne sluttede med en Copa del Rey-sejr over Real Madrid, endda på Estadio Santiago Bernabeu. Det var deres første sejr over Real i 14 år.

Først Bernabéu, så til Calderón

I årene efter Fernando Torres’ exit til Liverpool i 2007 havde Atletico svært ved at finde sine ben. Og med salget af Sergio ’Kun’ Agüero i 2011 troede de fleste, at derouten var uigenkaldelig for Los Rojiblancos. Men så kom Radamel Falcao og ikke mindst Diego Simeone. Indstillingen blev ændret. Man holdt op med udelukkende at spille som Spaniens hårde hunde, de frygtede bøller fra Vicente Calderón, men med taktisk kløgt og i bølger af offensiver, der samtidig var godt garderet af en stramt orkestreret defensiv. Imponerende. For Atletico har aldrig været et godt brand, og de har altid været præget af finansiel ustabilitet. Turister har altid strømmet til Bernabéu, og først derefter til eksotiske, beskidte og folkelige Estadio Calderón.

Der er flot i Madrid. Et af de smukkeste steder er Cibeles Pladsen. Der er masser af trafik, men i hjertet af pladsen står Fuente de la Cibeles, en fontæne navngivet efter den romerske frugtbarhedsgudinde Cibele (også kaldet Ceres). Hun knejser i en stridsvogn trukket af to løver. Her flokkes Real Madrid-tilhængere for at fejre deres triumfer, og billeder af Iker Casillas og Raúl González, der kysser statuen, er nedarvede billeder på Real-kultens nethinde.

Bevæger man sig et kort stykke ned af Paseo del Prado fra Cibeles-fontænen, ramler man ind i Atletico-fans. Rigtig mange af dem i disse tider. De hænger ud ved statuen af Neptun, som jo er havets gud. Diego Simeone er et navn, der klinger højt, frodigt og længe lige nu. Fansene kalder ham El Cholo. Nogle gange betyder det en mexicansk gangster (og sådan ser han også ud med sit tilbagestrøgne hår og arrede look), andre gange refererer det bare til en person af blandet europæisk og sydamerikansk blod. De elsker deres Cholo.

Til mødrene

De elsker også myter. Cholo er rorgængeren, der pisker skibet frem. Neptuns vand og hav er hans element. Hele vejen til Lissabon. Lige ved siden af deres stadion, Vicente Calderon, løber floden Manzanares. Den munder ud i Tagus, som igen bugter sig hele vejen til Lissabon og Estádio da Luz, hvor finalen mod Real Madrid venter 24. maj.

Og nu har de chancen for at vinde det hele. Eller næsten. For Real Madrid har allerede hapset Copa del Rey-pokalen med deres sejr over FC Barcelona. Da Atletico vandt udekampen over Chelsea på Stamford Bridge, var det londonernes åbningsmål, der prikkede hul på bylden. Nu kunne Simeones drenge endelig spille deres eget spil. Hårdt, pågående, offensivt og som en bølge af folk, der gerne løber solen sort for hinanden. Uimodståeligt, beskidt og elegant på samme tid, måske inkarneret i den kæmpestore angriber Diego Costa, der prikker bolde i nettet fra alle tænkelige vinkler. Og er en bisse, når det stikker ham. Eller når Simeone fortæller ham, at han skal være det. Rygterne vil, at Costa allerede er på plads i Chelsea fra næste sæson. Igennem årene har Atletico haft en enestående evne til at producere stjerner med løbepas til endnu større klubber: Luis Garcia Postigo, Luboslav Penev, Christian Vieri, Jimmy Floyd Hasselbaink, Sergio Agüero, Diego Forlán. Og senest Radamel Falcao, den colombianske forward, der i 2013 skiftede til AS Monaco.

»Det kan godt være, vi ikke har de økonomiske midler, som andre klubber, men ingen kan matche os, når det gælder ambition og holdånd,« sagde en stolt Diego Simeone efter den sidste semifinale. Og så havde han et personligt budskab til sine spilleres familier:

»Jeg vil gerne sige tak til mødrene, som fødte mine mænd. Tak. De har store nosser.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu