Læsetid: 2 min.

Læser du bøger: Majse Aymo-Boot

Majse Aymo-Boot, dansk forfatter og redaktør, havde en af sine første litterære oplevelser, da hun som treårig så Musen Malle dø i en børnebogs vejkant. Siden tog Woolf og Flaubert over
31. maj 2014

Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Det er mindre vigtigt hvilken, men det er en vild tanke at forestille sig alle sidde bøjet over en bog på én gang, om det så bare var fem minutter, et helt samfund. Thomas Bernhards Gående, ville jeg sige, lige nu. En ekstrem bog, indædt og suveræn.«

Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Der er mange bøger, som er den bog, der har haft størst betydning for mig. Det ultimative er udskifteligt. Som treårig var det Musen Malle om en mus, der dør og bliver til et skelet. Jeg åd billederne, særligt det hvor den ligger blodig og død i vejkanten, mens jeg græd inderligt. Senere var det Mio min Mio (det skulle helst være noget med død og ædelmod i). Senere igen Bølgerne af Virginia Woolf. Den har været dannende for mig. Flauberts ætsende Klichéordbogen er jeg meget glad for, det er en bog, jeg altid skulle have i tasken. Sidste sommer var det Duras’ Det materielle liv der betød mest for mig.«

Hvad er den værste bog, du har læst?

»Jeg læste en bog der hed Gamle Gule i skolen, hovedpersonen var en stor, tung, gul, jovial, knuselskelig, langpelset og nok også begejstret savlende hund. Men det kan umuligt være den værste. Jeg husker også et hæfte fra dansktimerne om rapserier og hærværk og skyldfølelse, som der var noget i særklasse patroniserende og intimiderende over.«

Hvilken type læser er du?

»Jeg springer fra den ene til den anden og har mange halvt læste bøger liggende. En udskydende læser, begejstret over en ny bog skynder jeg mig at lægge den væk og gemme den til en anden dag, hvor jeg er mere klar i hovedet. En meget lidt helhedsorienteret læser. Jeg kan godt lide at læse i bøger, kan føle anstrengelse ved at skulle læse en bog kronologisk (af narrative årsager). Men jeg har altid lyst til at forsvinde ind i noget tekst.«

Hvornår læser du?

»Tit på vej til at skulle noget andet.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu