Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?
»Det ved jeg ikke. Men i lang tid brugte jeg lang tid på at forklare folk, at tegneserier var andet end Tintin og superhelte, og at jeg synes, de skulle læse nogle nye/andre tegneserier. Nu oplever jeg, at flere, jeg møder, enten har læst de tegneserier eller godt ved, at der findes andre tegneserier derude. Det er en udvikling, som er anderledes, end da jeg startede med at interessere mig for tegneserier.«
Hvilken bog har haft størst betydning for dig?
»Der er hele tiden bøger, der betyder mest for mig. Men det var stort at læse Persepolis og for første gang at se tegneserien udfolde sig på den måde. Med japanske forfattere som Murakami og Ishiguro og deres poetiske universer fik jeg lyst til at tegne stemninger frem på den måde, som de skriver. Tove Janssons forfatterskab har jeg læst flere gange – både billedbøgerne, tegneseriestriberne og romanerne, hvor Mumifar og havet er min favorit. Mumierne vil jeg altid vende tilbage til.«
Hvad er den værste bog, du har læst?
»Craig Thompson En dyne af sne og Habibi. Det er det mest følelsesladede og svulstige, jeg har læst inden for genren den grafiske roman.«
Hvilken type læser er du?
»Jeg læser både tegneserier og skønlitteratur. Men altid periodevis. I to år læste jeg kun tegneserier. Det seneste par år har det været skønlitteratur og kun få tegneserier. Jeg er langsom, og det kan tage måneder at komme igennem en roman. Novellesamlinger er nok min yndlingsgenre. Jeg kan godt lide, at man hurtigt kommer ind i en fortælling eller en scene, og man ikke skal anstrenge sig for at holde styr på personer, tid og handling. På det seneste har jeg mest læst realisme. og her er Raymond Carver, Annie Proulx, Alice Munro og Per Petterson mine favoritter.«
Hvornår læser du?
»Mest om aftenen, og så har jeg har i mange år haft forskellige kustodejob på museer ved siden af tegneriet. Selv om det ikke er tilladt at læse, har jeg læst en del bøger i smug på den måde. Her kan jeg lige læse et par sider, inden der kommer nogen forbi, der vil spørge om noget eller købe en billet. Det er en meget intens måde at læse på. Man sluger siderne, fordi man ikke ved, hvornår man bliver forstyrret.«