Hvad er det særlige ved Brøndby Strand?
Der, hvor jeg har filmet Ækte vare, er der 17 etager højt. Det er faktisk ret magisk, fordi man kan stå der og se helt ind på Rådhuspladsen. Der er også meget grønt og frodigt, samtidig med at der jo er gråt og højt. Det er nogle gode kontraster at filme i. De der bygninger, der rager op mod skyerne, er et godt symbolsk billede, og der er faktisk også masser fra Brøndby Strand, der laver kunst. F.eks. S!vas, som er rigtig stor lige nu.
Hvem er dine idoler?
Når man bliver voksen, har man vel ikke idoler på den måde, men der er en masse, jeg synes er fantastiske kunstnere. Kanye West er en af dem. En anden er den østrigske instruktør Michael Glawogger, som døde lige før premieren på min film. Han var ude at filme ude i junglen og fik malaria, som han døde af. Hans film har inspireret mig rigtig meget, især Megacities. Han var den første, jeg så, der brugte rigtige mennesker i fiktionsplot. Det åbnede virkelig min horisont og viste mig, at jeg kunne bruge mine venner og caste i gaden og stadig have en fortælling. Han bruger også rigtig meget musik – faktisk klandrer mange ham for at bruge musikvideostil, men jeg synes bare han er filmisk.
Han underviste nogle dage ude på Filmskolen for fire år siden, og jeg meldte mig til, selv om jeg kom udefra. Vi var kun 14 mennesker, og der var plads til 150, og vi endte med at sidde og spise frokost med ham hver dag, hvor han bare sad og fortalte om alt. En dag var det bare mig og ham. Det kursus var som at gå på filmskolen i to år.
Hvad betyder musikken for dig?
Fra jeg var fem, har jeg haft en walkman og bagefter en discman, så fik jeg minidisk, så fik jeg mp3, så fik jeg iPod. Siden dengang har jeg haft høretelefoner i mine ører, lige meget hvor jeg var. Også længe før iPhones. Jeg har altid haft et lydbillede til mit liv, når jeg cykler, når jeg går, lige meget hvad. Det at sætte musik til, hvad man oplever – jeg kan kigge på nogen, der er kede af det, og hvis jeg hører en glad sang imens, bliver det en helt anden situation. Jeg er også så heldig at lave musikvideoer, og derfor får jeg lov at høre en masse sange, før de kommer ud, så jeg nogle gange har nogle af de næste hits i ørerne, mens jeg cykler rundt, før de bliver en del af popkulturen, før de bliver det næste, der sker. Musik er for mig en pinpoint på, hvor tingene bevæger sig hen. En film kan tage to år at lave, men en god sang kan somme tider laves på en dag. Derfor er musik for mig den mest direkte kunstform. Du kan ikke løbe fra den; du kan vende ryggen til den, men du hører den stadig.
Har du læst Yahya Hassan?
Jeg har ærlig talt ikke læst den fra start til slut. Men jeg fik den af en veninde, der havde fået to af den i julegave, og jeg har læst i den.
Synes du, der er for få nydanskere artister i kulturlivet? Her tænker jeg ikke på rappere, men også kunstnere, digtere, forfattere, skuespillere og instruktører?
Hvis man tænker på, hvor få procent af samfundet, der bliver kunstnere, og bagefter på, hvor få procent, der er indvandrere, synes jeg egentlig, indvandrerne er repræsenteret ganske godt. Og et par af dem larmer jo rigtig meget. Der er også masser, der gør det godt. Dar Salim fra Gå med fred Jamil skal være med i Ridley Scotts næste film. Omar Shargawi er også på vej med sin næste, og S!vas har lavet en landeplage. Jeg synes, vi repræsenterer vores andel meget godt.
Er der nogle særlige fordele i at have en anden etnisk baggrund, når man er instruktør?
Det kommer an på, hvad man bruger. Nogle gange kan man bruge sine ulemper, så de bliver fordele, og nogle gange forbliver de ulemper. Det er svært at svare på den slags spørgsmål, fordi det ikke er det samme for alle indvandrere. Jeg har f.eks. ikke haft så mange af de der indvandrerproblemer, selv om der jo ikke er nogen i min familie der er instruktører eller i filmmiljøet, så jeg har lært tingene selv. Det har taget mig otte år, fra jeg startede, til jeg er nået hertil. Det har ikke været let, men det har heller ikke været umuligt. Folk på Filminstituttet har troet på mig, flere seje producere har kæmpet for mine ideer, jeg synes, der har været rimelige forhold. Jeg sætter pris på, at de systemer findes.
Er det med fuldt overlæg at plottet i ’Ækte vare’ læner sig så kraftigt op ad ’8 Mile'?
Det er lang tid siden, jeg har set 8 Mile, men jeg tror ikke Eminem bliver ghostwriter for en ældre rapper i forfald. Den her film handler jo meget om den nye generation kontra den forfaldne dinosaur, det synes jeg ikke, 8 Mile gør. Der er nogle tråde, der minder om hinanden, men sådan vil det altid være i film. Hvis du ser på plotmæssige strukturer, kan du trække dem ned over rigtig mange film og se de samme linjer, fordi det handler om dramaturgi.
Hvad skete der med det slagsmål i Palads?
På mine egne og alle drengene fra filmens vegne: Det var rigtig ærgerligt. I én ud af 51 sale, hvor filmen havde premiere, skete der noget, som vi alle syntes var så forfærdeligt. Der var 6.100 mennesker, der så filmen på åbningsdagen, og ti af dem kom i slagsmål. Hvis der er en event inden for popkultur, der samler så mange mennesker, er der en sandsynlighed for, at der sker noget. Det er vi kede af, men vi er glade for, at der kom så mange.
Hvad er tanken bag stavefejlene i filmens navn?
Når du siger ’ægte’ lyder som om det skal staves med k og ikke g. Så det handler om friheden til at stave det, som det lyder. Det har tråde til sms-kulturen, hvor man forkorter ting og skriver, som man vil, men det var også det, Gilli (som spiller hovedrollen, red.) kaldte sig, da han kom frem. Det er hans andet navn, eller brand, så det føltes passende, at den hed det, når den prøvede at vise noget autentisk.
Hvorfor spiller indvandrerdrenge aldrig rock/metal, men altid hip hop?
Sådan er det ikke altid, jeg hører rigtig meget dødsmetal, blandt andet Burzum, som er det ondeste, dem der brænder kirker af i Norge og den slags. Jeg har også hørt 90'er-punk som Refused og Ramones, og rockmusik, og jeg er indvandrer. Grunden til, at jeg har lavet en film om hiphop, er, at det var det, jeg hørte, da jeg voksede op. Det var den første musik, som jeg følte handlede om mig selv og der, hvor jeg boede, selv om det var fra USA.
Hvad er det mest irriterende ved at have et fremmedklingende navn som Fenar Ahmed?
Det er ikke irriterende. Der er mange gode ting ved det. Jeg er totalt glad for, at min mor dengang de skulle vælge navn, tænkte på, at det skulle være let at sige på engelsk ... Det betyder ’fyrtårn’ på arabisk, men det er ikke et af de meget stedsbestemte eller typiske arabiske navne. Så det har været lidt mere neutralt. Men der er ikke noget dårligt ved at hedde ens navn – jeg har aldrig forstået, når folk vil ændre det.
