Læsetid: 16 min.

Lenin mod Stalin i Kiev

Spørgsmålet er ikke, om Ukraine er modent eller værdigt nok til blive optaget i EU, men om dagens Europa kan opfylde forhåbningerne hos ukrainerne. Hvis Ukraine ender med en blanding af etnisk fundamentalisme og liberal kapitalisme med oligarker, der trækker i trådene, vil det blive lige så lidt europæisk som Rusland er i dag
Der er en pæn portion historisk ironi over den behandling ukrainske aktivister giver statuerne af Lenin, for den sovjetisk-russiske dominans, de gør oprør mod, har sin baggrund i Stalins og ikke Lenins regime, skriver Slavoj žižek.

Der er en pæn portion historisk ironi over den behandling ukrainske aktivister giver statuerne af Lenin, for den sovjetisk-russiske dominans, de gør oprør mod, har sin baggrund i Stalins og ikke Lenins regime, skriver Slavoj žižek.

Maxim Zmeyev

31. maj 2014

I tv-reportagerne fra masseprotester i Kijev mod Janukovitj-regeringen så vi dem igen og igen – billederne af vrede demonstranter, der væltede statuer af Lenin. Her var en oplagt måde for de ukrainske masser at udtrykke deres vrede på: Statuerne fungerede som symboler på sovjetisk undertrykkelse, og Putins Rusland ses med sin dominanspolitik over for sine naboer som en nutidig forlængelse af den sovjetiske politik.

Det er værd at erindre sig, at det først var fra 1956 og frem, at Sovjetunionen blev plastret til med Lenin-statuer. Indtil da var statuer af Stalin mere udbredte. Men efter Khrusjtjovs ’hemmelige’ undsigelse af Stalin ved kommunistpartiets 20. kongres blev Stalin-statuerne systematisk erstattet af Lenin-statuer i hobetal. Lenin blev bogstaveligt talt til stand-in for Stalin.

Det så man også anskueliggjort i den ændring af partiorganet Pravdas avishoved, som blev gennemført i 1962. Frem til da havde forsidens øverste venstre hjørne været prydet af to profiler, Lenins og Stalins, side om side. Men umiddelbart efter den 22. kongres blev Stalin nu ikke blot officielt forstødt som ledestjerne for kommunismen, hans profil blev også erstattet med Lenins, således at der nu var to identiske Lenin-figurer side om side. På en måde betød denne bizarre fordobling, at Stalin i sit fravær blev endnu mere til stede end nogensinde.

Bagvendt billedstorm

Der var ikke desto mindre en god portion historisk ironi i synet af ukrainere, der vælter Lenins statuer som udtryk for deres vilje til at bryde med sovjetisk-russisk dominans og hævde deres nationale suverænitet. Den ukrainske nationalisme havde ikke sin gyldne æra i zartidens Rusland – dengang blev national ukrainsk selvhævdelse holdt nede – men i det første årti af Sovjetunionens historie, hvor indigenisering blev parolen for den sovjetiske politik i et Ukraine, der var udmattet af krig og hungersnød. Ukrainsk sprog og kultur blev genindført, så ukrainerne kunne tage kommunismen til sig på egne nationale præmisser, og retten til sundhedspleje, uddannelse og social sikring indført. Indigeniseringen fulgte de principper, som Lenin utvetydigt havde formuleret:

»Proletariatet må nødvendigvis kæmpe imod tvangsmæssig fastholdelse af undertrykte nationer bag en given stats grænser, og dette er præcis, hvad kampen for retten til selvbestemmelse betyder. Proletariatet må kræve retten til politisk løsrivelse for de kolonier og nationer, som ’dets egen’ nation undertrykker. Sket dette ikke, ville ’proletarisk internationalisme’ blive et meningsløst udtryk, og gensidig tillid og klassesolidaritet mellem arbejderne i undertrykkende og undertrykte nationer ville blive umulig.«

Lenin forblev trofast over for den position til det sidste: Umiddelbart efter Oktoberrevolutionen, da Rosa Luxembourg argumenterede for, at små nationer må have deres fulde suverænitet, hvis progressive kræfter skulle få mulighed for at dominere i den nye stat, var også Lenin tilhænger af en ubetinget ret til national løsrivelse.

I sin sidste kamp mod Stalins projekt for et centraliseret Sovjetunionen advokerede Lenin igen for små nationers ubetingede ret til at løsrive sig (in casu: Georgien) og insisterede på fuld suverænitet for alle de nationale enheder, som sovjetstaten bestod af. Intet under, at Stalin beskyldte Lenin for »national liberalisme« (i et brev fra 27. september 1922 til Politbureauet). At Stalin allerede var slået ind på en anden retning, fremgik af hans forslag om, at Sovjetruslands regering også skulle påtage sig regeringsmagten over de øvrige fem republikker (Ukraine, Hviderusland, Aserbajdsjan, Armenien og Georgien):

»Hvis den nuværende beslutning bekræftes af centralkomiteen i RKP (Det Russiske Kommunistparti, red.), skal den ikke offentliggøres, men meddeles republikkernes centralkomiteer og herefter cirkuleres videre blandt de sovjetiske organer, de centralasiatiske eksekutivkomiteer eller til sovjetkongresserne i de nævnte republikker. Der vil herefter blive indkaldt til en alrussisk sovjetkongres, hvor denne beslutning vil blive erklæret for at være disse republikkers ønske.«

Stalinismens sejr

Enhver rådslagning mellem den højere myndighed, Centralkomiteen, og de enkelte republikkers basis blev således afskaffet: Den højere myndighed kunne nu blot gennemtrumfe sin vilje. Som for at føje spot til skade besluttede Centralkomiteen sig tilmed for, hvad basis skulle bede den højere myndighed om at gennemføre, som om dette ønske udsprang fra basis selv. I det mest bemærkelsesværdige tilfælde anmodede de tre baltiske stater i 1939 om optagelse i Sovjetunionen. Det skete ved en manipuleret folkeafstemning efter den russiske invasion, og Kreml imødekom gerne ’folkekravet’. Med sådanne fremgangsmåder vendte Stalin tilbage til taktikker fra den prærevolutionære tsaristiske politik: Ruslands kolonisering af Sibirien i det 17. århundrede og af det muslimske Asien i det 19. blev nu ikke længere fordømt som imperialistisk ekspansion, men lovprist som nødvendig for at sætte tilbagestående og traditionsbundne samfund på rette kurs mod progressiv modernisering. Putins udenrigspolitik er i den forstand en klar fortsættelse af den tsaristiske-stalinistiske linje. Efter den russiske revolution, hævder Putin, traf bolsjevikkerne beslutninger, der var til alvorlig skade for Ruslands interesser: »Af en række forskellige grunde afgav bolsjevikkerne store dele af det historiske sydlige Rusland til republikken Ukraine – må Gud dømme dem herfor – uden hensyn til befolkningens etniske sammensætning. Disse områder udgør i dag den sydøstlige del af Ukraine«.

Intet under, at Stalins portrætter i dag på ny bliver fremvist ved militærparader og offentlige arrangementer, mens Lenins er fjernet. I en meningsmåling gennemført i 2008 for tv-kanalen Rossija blev Stalin vurderet til at være den tredje største russer til alle tider med en halv million stemmer, mens Lenin var helt nede på sjettepladsen. Stalin fejres i dag ikke som kommunist, men som en genopretter af russisk storhed efter Lenins antipatriotiske ’afvigelse’. Putin brugte for nylig udtrykket Novorossija (’Ny Rusland’) om de syv sydøstlige oblaster i Ukraine og har dermed genoplivet et udtryk, der sidst blev brugt i 1917.

Men selv om den leninistiske understrøm blev undertrykt med Stalins magtovertagelse, levede den videre i den kommunistiske opposition mod Stalin, der var trængt under jorden. Som Christopher Hitchens skrev i 2011:

»Længe før Solsjenitsyn blev de afgørende spørgsmål om Gulag stillet af oppositionelle fra venstrefløjen, fra Boris Souvarine til Victor Serge til C. L. R James, samtidig med at overgrebene stod på, til stor fare for dem selv. Disse modige og forudseende kættere er i nogen grad blevet skrevet ud af historien (selv forventede de en meget værre skæbne, hvad de ofte også fik).«

Kontrast til fascismen

Denne interne uenighed var en naturlig del af den kommunistiske bevægelse og i klar kontrast til fascismen. »Der var ingen dissidenter i det nazistiske parti,« fortsætter Hitchens, »som ville sætte deres liv på det spil for det synspunkt, at Føreren skulle have forrådt nationalsocialismens sande væsen.« Netop på grund af denne spænding i hjertet af den kommunistiske bevægelse kunne man på dette tidspunkt under 1930’ernes store udrensninger ikke befinde sig noget farligere sted end i selve toppen af nomenklaturaen: I løbet af kun et par år blev 80 procent af medlemmerne af Centralkomiteen og Den Røde Hærs ledelse da også skudt.

Genopblusset russisk nationalisme har også medført, at flere af vedtagne historiske sandheder må skrives helt om. Et eksempel er Andrej Kravtjuks nylige film, Admiralen, der hylder Aleksandr Koltjak, den øverste chef for Den Hvide Hær, som styrede Sibirien fra 1918 til 1920. Her er det imidlertid værd at erindre sig det totalitære potentiale og den rå og direkte brutalitet, som kendetegnede de kontrarevolutionære hvide styrker i denne periode.

Havde De Hvide vundet, skriver Hitchens, »ville betegnelsen for fascisme have været et russisk, ikke et italiensk ord (...) Generalmajor William Graves, kommandant for den amerikanske ekspeditionsstyrke, der invaderede Sibirien i 1918 (en begivenhed, der ser ud til at være systematisk bortretoucheret fra alle amerikanske historiebøger), skriver i sine erindringer om den altgennemtrængende morderiske antisemitisme, der dominerede den russiske højrefløj: ’Jeg tvivler på, at historien inden for de sidste 50 år kender til noget land i verden, hvor mord kan begås så ubekymret og med så ringe risiko for straf som i Sibirien under Admiral Koltjas regeringstid’«.

Venstrefløjens vildfarelse

Hele det europæiske neofascistiske højre (i Ungarn, Frankrig, Italien, Serbien osv.) har under den igangværende ukrainske krise konsekvent støttet Rusland, hvorved de udstiller løgnen i den officielle russiske fremstilling af folkeafstemningen på Krim som et valg mellem russisk demokrati og ukrainsk fascisme. Begivenhederne i Ukraine – de massive protester, der væltede Janukovitj og hans kumpaner – må forstås som et forsvar mod den dystre arv, Putin har genoplivet. Protesterne blev udløst af den ukrainske regerings beslutning om at prioritere gode forbindelser med Rusland højere end Ukraines integration i Den Europæiske Union. Forudsigeligt har mange anti-imperialistiske venstreorienterede reageret på nyheden med nedladende belæringer over for ukrainerne: Hvor vildledte er de ikke, at de stadig idealiserer Europa? Forstår de da ikke, at et medlemskab af EU blot vil gøre Ukraine til en økonomisk koloni for Vesteuropa, der før eller senere vil lide den samme skæbne som Grækenland? I virkeligheden er ukrainerne langt fra blinde over for realiteterne i EU-samarbejdet. De er til fulde klar over unionens problemer og uligheder: Deres budskab er blot, at deres egen situation er meget værre. Europa har måske nok problemer, men de er ved siden af Ukraines en rig mands problemer.

Bør vi så bare støtte den ukrainske side i konflikten? En ’leninistisk’ grund taler for det. I Lenins allersidste skrifter, længe efter at han havde givet afkald på utopien fra Staten og revolutionen, overvejede han ideen om et beskedent, ’realistisk’ projekt for bolsjevismen. På grund af den økonomiske underudvikling og de russiske massers kulturelt tilbagestående stade, hævdede han, fandtes der ikke nogen direkte vej for Rusland til et socialistisk samfund: Alt, hvad Sovjetmagten kunne gøre, var at kombinere en politisk moderat ’statskapitalisme’ med en intensiv kulturel opdragelse af bønderne. Ikke hjernevask og propaganda, men en tålmodig og gradvis indførelse af civiliserede normer. Fakta og tal afslørede »hvor stor en mængde gravearbejde, der endnu forestår for at nå op på samme standard som et almindeligt vesteuropæisk civiliseret land ... Vi må bestandig huske på den semiasiatiske uvidenhed, som vi endnu ikke har frigjort os selv fra«. Må vi ikke forstå de ukrainske demonstranters ønske om tilknytning til Europa som et tegn på, at også deres mål er ’at nå op på samme standard som et almindeligt vesteuropæisk civiliseret land’?

Værdikamp

Men her bliver tingene hurtigt mere komplicerede. For hvad skal vi mere præcist forstå ved de ’europæiske værdier’, som de ukrainske demonstranter påkalder sig? Europa kan ikke reduceres til en enkelt idé, for historisk spænder Europa også over nationalistiske og endda fascistiske elementer. Europa omfatter imidlertid også en idé om det, som Etienne Balibar har kaldt for égaliberté – frihed-i-lighed. Denne idé er det unikke europæiske bidrag til den globale politiske fantasi, selv om den i dag i praksis for det meste bliver forrådt af de europæiske institutioner og af borgerne selv. Mellem disse to poler findes der også en naiv tillid til værdien af Europas liberal-demokratisk kapitalisme. Europa kan i de ukrainske protester få øje på sine egne bedste og værste sider: dets emancipatoriske universalisme og dets skumle fremmedhad.

Lad os begynde med det skumle fremmedhad. Ukraines nationalistiske højre er et eksempel på strømninger, vi i dag ser have fremgang overalt, fra Balkan til Skandinavien, fra USA til Israel, fra Centralafrika til Indien: De etniske og religiøse lidenskaber eksploderer, og Oplysningstidens værdier viger. Sådanne lidenskaber har altid ligget på lur. Det nye er den deciderede skamløshed, de fremturer med. Lad os først forestille os et samfund, der til fulde har indarbejdet alle de store moderne aksiomer om frihed, lighed, retten til uddannelse og sundhedspleje for alle sine medborgere – et samfund, hvor racisme og sexisme er blevet uacceptabelt og latterligt. Men lad os så videre forestille os et samfund, der fortsætter med simulere respekt for disse aksiomer, men reelt er gået i gang med at udhule dem for deres indhold. Her er et eksempel fra den nyeste europæiske historie: I sommeren 2012 erklærede Viktor Orbán, Ungarns højreorienterede premierminister, at et nyt økonomisk system kan blive nødvendigt i Centraleuropa. »Lad os håbe«, sagde han, »at Gud vil hjælpe os, så vi ikke bliver nødt til at opfinde en ny slags politisk system i stedet for demokratiet. Et system, vi ville blive nødt til at indføre af hensyn til vores egen økonomiske overlevelse ... Samarbejde er et spørgsmål om magt, ikke om hensigter. Der findes måske lande, hvor tingene ikke fungerer på den måde, f.eks. de skandinaviske lande, men så lurvede halvasiatiske mennesker som os selv kan vi kun forene ved at sætte magt bag.«

Ironien i disse ord gik ikke hen over hovedet på ældre ungarske dissidenter: Da den sovjetiske hær i rykkede ind i Budapest for at knuse folkeopstanden i 1956, var det budskab, som gentagne gange blev sendt fra de belejrede ungarske ledere til Vesten, at de forsvarede Europa mod de asiatiske kommunister. Nu, efter kommunismens sammenbrud, ser den kristelig-konservative regering sin hovedfjende i det multikulturelle og forbrugeristiske liberale demokrati, som nutidens Vesteuropa repræsenterer. Orbán har allerede givet udtryk for sin sympati for ’kapitalisme med de asiatiske værdier’. Hvis det europæiske pres på Orbán fortsætter, kan vi måske forestille ham sende følgende budskab til Østen: »Her i dette land forsvarer vi Asien!«

Menneskeligt barbari

Dagens indvandrerfjendske populisme har erstattet direkte barbari med et barbari med et menneskeligt ansigt. Den omfatter en regression fra den kristne etiks bud om at ’elske din næste’ til det hedenske princip om at privilegere sin egen stamme på bekostning af den barbariske Anden. Selv når den fremstiller sig selv som et forsvar for kristne værdier, repræsenterer den i virkeligheden den største trussel mod den kristne arv. »Mænd, der begynder at bekæmpe kirken af hensyn til frihed og menneskelighed,« skrev den engelske forfatter G.K. Chesterton for 100 år siden, »ender med at bortkaste frihed og menneskelighed for blot at kunne bekæmpe Kirken (...) Sekularisterne har ikke blot ødelagt guddommelige ting, de har også ødelagt sekulære ting, hvis det kan være dem til nogen trøst.« Gør ikke det samme sig gældende for religionens tilhængere? De fanatiske forsvarere af religion begynder med at angribe den moderne sekulære kultur så hårdt, at det ikke er nogen overraskelse, at de ender med at forsage enhver meningsfuld religiøs oplevelse. På lignende måde er mange liberale værdikrigere så ivrige efter at bekæmpe antidemokratisk fundamentalisme, at de ender med at kaste frihed og demokrati over bord, så længe de blot kan bekæmpe terror. ’Terroristerne’ er nok parate til at ødelægge denne verden for deres kærlighed til den næste, men de, som fører krig mod terror, er lige så klar til at ødelægge deres egen demokratiske verden af had til den muslimske Anden. Nogle af dem elsker den menneskelige værdighed så meget, at de er klar til at legalisere tortur for at forsvare den. De, som forsvarer Europa imod truslen fra ’masseindvandring’, gør meget det samme. I deres iver for at beskytte den jødisk-kristne arv er de klar til at forsage, hvad der er vigtigst i denne arv. Europas indvandrerfjendske forsvarere, ikke de formodede masser af indvandrere, der venter på at invadere det, er den sande trussel mod Europa.

’Red hvad reddes kan!’

Et af tegnene på denne regression er et krav, der ofte høres fra det nye europæiske højre om et mere ’afbalanceret’ syn på de to ’ekstremismer’, højre og venstre. Vi får gentagne gange at vide, at man skal behandle den yderste venstrefløj (kommunisme) på samme måde som Europa efter Anden Verdenskrig behandlede det ekstreme højre (de besejrede fascister). Men i virkeligheden findes der ingen balance her: Når fascisme og kommunisme sidestilles, privilegeres fascismen i al hemmelighed. Således kan man fra højre høre den påstand, at fascismen kopierede kommunismen: Før han blev fascist, var Mussolini socialist; Hitler var også en nationalsocialist; koncentrationslejre og folkemorderisk vold var taget i brug i Sovjetunionen, et årti før nazisterne greb til de samme metoder; udryddelsen af jøder har klar præcedens i udslettelse af klassefjenden osv. Pointen med disse argumenter er som regel at hævde, at en moderat fascisme var en berettiget reaktion mod den kommunistiske trussel (en pointe, fremført for længe siden af Ernst Nolte i hans forsvar for Heideggers engagement i nazismen). I Slovenien advokerer dele af højrefløjen nu for en historisk rehabilitering af besættelsestidens antikommunistiske hjemmeværn, der bekæmpede partisanerne under Anden Verdenskrig: De traf det svære valg at samarbejde med nazisterne for at forpurre kommunismens langt større onde.

Mainstreamliberale fortæller os, at når de grundlæggende demokratiske værdier trues af etniske eller religiøse fundamentalister, må vi slutte op om den liberale demokratiske dagsorden, redde, hvad reddes kan, og lægge alle drømme om radikale sociale forandringer til side. Men der er en fatal fejl i denne påkaldelse af solidaritet: Den ignorerer den måde, hvorpå liberalisme og fundamentalisme er fanget i en ond cirkel. Det er det aggressive forsøg på at eksportere liberal tolerance, der får fundamentalismen til at kæmpe så heftigt og hævde sig så selvbevidst. Når vi hører nutidens politikere tilbyde os valget mellem liberal frihed og fundamentalistisk undertrykkelse og triumferende stiller deres retoriske spørgsmål: »Jamen ønsker I da, at kvinder skal udelukkes fra det offentlige liv og fratages deres rettigheder. Ønsker I, at hver en religionskritiker skal dømmes til døden?«, bør selve svarets selvindlysende karakter gøre os mistroiske: Hvem vil dog ønske sig dette? Problemet er, at den liberale universalisme for længst har mistet sin uskyld. Hvad Max Horkheimer sagde om kapitalisme og fascisme i 1930’erne gælder i dag også i anden sammenhæng: De, som ikke ønsker at kritisere det liberale demokrati, bør også tie om religiøs fundamentalisme.

To grunde til flugt og panik

Men hvilken skæbne venter der da den liberale demokratiske drøm i Ukraine? Det står ikke klart, hvad der venter Ukraine inden for EU. Jeg genfortæller ofte en velkendt joke fra Sovjetunionens sidste årti, der ikke kunne være mere passende til lejligheden. Rabinovitsj, en jøde, ønsker at udvandre. Bureaukraten på emigrationskontoret spørger ham hvorfor, og Rabinovitsj svarer: »Af to grunde. For det første, fordi jeg er bange for, at kommunisterne skal miste magten i Sovjetunionen, hvorefter de nye magthavere vil lægge al skyld for kommunisternes forbrydelser over på os, jøderne.« Bureaukraten afbryder ham: »Men det er jo det rene vrøvl. Intet kan forandre sig i Sovjetunionen. Kommunisterne vil holde sig ved magten for altid.« Og Rabinovitsj svarer: »Tja, det er så er min anden grund.« Man kunne forestille sig en tilsvarende dialog imellem en ukrainer og en EU-administrator. Ukraineren beklager sig: »Der er to grunde til vores panik i Ukraine i dag. Den ene er, at vi frygter, at EU vil lade sig presse af Rusland til at opgive os og lade vores økonomi kollapse.« EU-administratoren afbryder: »Men I kan stole på os. Vi vil ikke svigte jer. Faktisk vil vi påtage os ansvaret for jeres land og fortælle jer, hvad I skal gøre!« Og ukraineren svarer: »Ja, det er så vores anden grund.« Spørgsmålet er ikke, om Ukraine er modent eller værdigt nok til blive optaget i EU, men om dagens Europa kan opfylde forhåbningerne hos ukrainerne. Hvis Ukraine ender med en blanding af etnisk fundamentalisme og liberal kapitalisme med oligarker, der trækker i trådene, vil det blive lige så lidt europæisk som Rusland (eller Ungarn) er i dag.

Nogle politiske kommentatorer hævder, at EU ikke har givet Ukraine tilstrækkeligt med støtte i konflikten med Rusland, og EU’s reaktioner på den russiske besættelse og annektering af Krim og Ruslands infiltration af Østukraine har været halvhjertede. Men der er en anden form for støtte, som har været endnu mere påfaldende ved sit fravær: Vi har ikke set et eneste forslag til, hvordan dødvandet kunne brydes. Europa vil ikke være i stand til at tilbyde en sådan strategi, før det fornyer sin forpligtelse på den frigørende kerne i sin historie: Kun ved at lade det gamle Europas rådnende lig bag os, kan vi holde egaliberté-arven i live. Det er ikke ukrainerne, der skal lære af Europa. Det er Europa, der må lære at leve op til den drøm, som har motiveret demonstranterne på Maidan. Den lektie, som skræmte liberale må lære er, at kun en mere radikal venstrefløj kan redde, hvad der er værd at bevare i den liberale arv i dag.

Maidans demonstranter var helte, men den sande kamp – kampen for, hvordan det nye Ukraine skal være – begynder nu, og den bliver langt hårdere end kampen mod Putins intervention. Et nyt og mere dristigt heltemod vil blive nødvendigt. Det er allerede i nogen udstrækning blevet udvist af de russere, som er imod deres eget lands nationalistiske lidenskaber og fordømmer disse som et magtens redskab. Det er på tide at gøre en grundlæggende solidaritet mellem ukrainere og russere gældende og afvise konflikten på dens nuværende præmisser. Det næste skridt må blive en offentlig markering af dette broderskab med etablering af organisatoriske netværk mellem de ukrainske politiske aktivister og den russiske opposition mod Putins regime. Det lyder måske utopisk, men det er kun en sådan tankegang, der vil kunne give protesterne en sandt frigørende dimension. Ellers vil vi stå tilbage med en konflikt mellem nationalistiske lidenskaber manipuleret af oligarker. Sådanne geopolitiske spil er helt uden interesse for autentisk emancipatorisk politik.

© Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Piculell
  • Vibeke Lincke
  • Rasmus Kongshøj
Claus Piculell, Vibeke Lincke og Rasmus Kongshøj anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Lögun

Er det ikke åbenlyst hvad der venter dem?
I samme sekund kup regeringen kom til magten blev der sagt ja til kæmpe lån fra IMF.
De behøver blot at kigge på Grækenland for at vide hvad der venter.

Ervin Lazar, Peter Jensen, Leopold Galicki, Martin Andersen, Sascha Olinsson, Eva eldrup, Claus Oreskov, Rune Petersen, Rasmus Kongshøj og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

han har nogle pointer, men forherliger Lennin i den grad, og så var der i Ukraine en anarkist bevægelser som havde styret over halvdele af landet og blev bekæmpet og knyst af Lennis parti ven Trotzky efter de have været i alliance mod de hvide armere der invaderede Ukranie og Hviderusland fra Polen. Det sammen var også tilfælde i Sibirien hvor også anarkisterne kæmpede med våben mod Bolsjevikkerne og så de hvide i 1920'erne.

Slavoj Žižek ignorer selv vigtige fakta og gør kommunisterne til bedre end de faktisk var.

Henning Lögun

De multinationale står klar til at fortære dem...IMF lånet åbnede op.
"There are two ways to conquer and enslave a nation. One is by sword. The other is by debt."
-John Adams

Ljudmila Trojanova, Martin Andersen, Eva eldrup, Claus Oreskov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Jeg forstår ikke Slavoj Žižeks historiske tilgang! Han tager udelukket afsæt i de direkte involverede og inddrager ikke de bagved styrende og magtfulde kræfter i den globale økonomi. USA's indgriben, infiltration og politiske styring af krisen i Ukraine udelades behændigt.

Benjamin Lau Jensen, Peter Jensen, Martin Andersen, Per Torbensen og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Artiklens konklusion er et uforvansket utopi at den gode gamle kultur elitære slags. Et samarbejde mellem to forsvindende intellektuelle minoriteter som skal mødes i en fælles fascination af idelogisk pedanteri har ingen gang på jorden. Her svigter Žižek den selvsamme lenistiske arv har forfægter at stille sig i brechen for. Om nogen gik Lenin imod intelligentsiaens selvskabte ret til at dominere masserne og ingen argumenterede som Lenin for masserne imod de fås dominans.

Per Torbensen, Jens Thaarup Nyberg og Eva eldrup anbefalede denne kommentar
Stephan Paul Schneeberger

Lennin var for massen når var for hans ideologi skal du bare også huske at sige - mens det gæld så ikke venstreoppositionen i både hans parti og uden for hans eget

Nic Pedersen

Lad os nu se, hvad der sker, når ukrainerne (og ikke bare dem på Maidan-pladsen) møder IMF og verdensmarkedsprisen på f.eks, naturgas.
(og det kan nok tage et par valg/kup)

Martin Andersen

Vi har ikke set europæiske fredsinitiativer i Ukraine, der kommunikerer samlet europæisk vilje til reelt at forstå og støtte dialog og forsoning, der kan bryde dødvande af manglende dialog og forsoning - mellem Vest- og Sydøstukraine - siger Slavoj Zizek - mange værgeløse dør hver dag i Sydøstukraine - børn, kvinder, gamle, sårede - vi skulle kunne forvente, at EU's ledere ser vold mod civile i Ukraine og reagerer på vold med humanitet - og sætter ord på den europæiske arv af humanitet, egaliberté, som er en del af EU's grundlag, og kræver vold mod civile stoppet i Ukraine, som er et land, som søger associeringsaftale med EU!

Men: Hverken Catherine Ashton, EU's repræsentant for udenrigspolitik, eller EU's præsident, Herman van Rompuy, eller formand for EU Kommission, José Manuel Barosso, eller formand for EU parlamentet, Martin Schulz, magter at sætte ord på den europæiske arv af humanitet og kræve vold mod civile i Sydøstukraine stoppet.

EU mangler endnu at sætte ord på den europæiske arv af humanitet og egaliberté og kræve denne arv respekteret af den ukrainske regering og af det ukrainske parlament til gengæld for associering med EU - det må den tyske diplomat, Wolfgang Ischinger, fastholde over for den ukrainske regering og over for det ukrainske parlament i forbindelse med OSCE rundbordssamtaler om fred og forsoning i Ukraine, som er støttet af EU, USA, Rusland:

https://www.securityconference.de/en/news/article/monthly-mind-june-2014...

http://rt.com/news/157404-putin-ukraine-crisis-kiev/

http://rt.com/news/160224-ukraine-troops-withdrawal-constitution/

http://www.kyivpost.com/content/ukraine/dobkin-verkhovna-rada-memorandum...