Nekrolog
Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: Ulrik Golodnoff (1948 - 2014)

Ulrik Golodnoff var et søgende menneske, som vejledte både sig selv og andre med tarotkort. Og livet igennem var fascineret af riddertidens myter
Moderne Tider
17. maj 2014
Troldmand. Ulrik Golodnoff bliver af sin familie og venner beskrevet som et søgende menneske, det kom både til udtryk gennem tarotkort og interessen for fortidens folk og tohåndssværd. Han mente selv, han fandt det, han søgte, da han flyttede til Langeland og fandt sit eget ’kongerige’ i skoven.

Troldmand. Ulrik Golodnoff bliver af sin familie og venner beskrevet som et søgende menneske, det kom både til udtryk gennem tarotkort og interessen for fortidens folk og tohåndssværd. Han mente selv, han fandt det, han søgte, da han flyttede til Langeland og fandt sit eget ’kongerige’ i skoven.

På et bræddeloft over garagen i familien Golodnoffs parcelhus i Lyngby sad i begyndelsen af 1960’erne en gruppe teenageknægte. Iklædt hatte med fjer og med hjemmelavede sværd af bambuspinde og overskårne tennisbolde drømte de sig tilbage i tiden. Til dengang en rigtig mand havde et sværd ved hånden.

Der var en af drengene, som aldrig slap fascinationen af historien, ikke mindst af riddertiden: Ulrik Golodnoff. Efternavnet stammer fra en russisk indvandrer, der kom til Danmark for 300 år siden, men det eksotisk klingende navn passede perfekt til Ulrik Golodnoff, der gennem hele sit liv søgte efter svar på livets store spørgsmål via historisk viden og myter.

I ungdomsårene tog han på lange rejser til Indien i et folkevognsrugbrød og vendte hjem i afghanerpels. Senere boede han i forskellige kollektiver og endte med at slå sig ned på Sydfyn. Og så – på en rejse i sommeren 1971 – faldt Ulrik Golodnoff over tarotkortene i en new age-boghandel i San Francisco. De blev siden hans rettesnor i livet og en åbning ind til det spirituelle. Ulrik Golodnoff fik aldrig en uddannelse, men kaldte sig tarotmester, levede af at lægge kort for folk og udgav flere bøger om emnet, holdt foredrag og tog på alternative messer. Han var også inspireret af astrologi og numerologi, og gennem det, han kaldte ’terapeutisk tarot’, kastede han lys over og forvandlede menneskers skygge- sider.

»Ulrik havde en fantastisk evne og gave til at forstå andre mennesker,« siger barndomsvennen Niels Hartley, kaldet Sole.

Fandt sit sværd

Ulrik Golodnoff blev skilt fra sin første kone Lea Golodnoff i midten af 1980’erne. Omtrent samtidig med deres kobberbryllup. Det fejrede de med en kæmpe fest, de kaldte ’kobbermisse’

»Det var jo atypisk at fejre en skilsmisse – men på en måde typisk for dem,« fortæller sønnen, Tobias Golodnoff.

Parret blev ved med at være gode venner og holde fødselsdage og jul sammen. Han var aldrig en traditionel far, siger Tobias Golodnoff, men han har været en stor inspiration:

»Ulrik er nok det mest nærværende menneske, jeg nogensinde har mødt. Det kan godt være, at han var meget optaget af sine spirituelle rejser, men når man havde brug for ham, var han der.«

Ulrik Golodnoff flyttede til Svendborg i 1978, var det følgende årti en central figur i det alternative miljø i byen og var blandt andet også engageret i spilleværtshuset Kloster Moster. Han var kendt som et uhøjtideligt menneske, med bemærkninger som »livet er en selvhenter« og »det går tit godt«, hvor kant og ironi altid lå på lur.

Den sidste halvdel af sit liv var han meget optaget af katharerne, et sydfransk kristent mindretal, der omkring år 1200 blev forfulgt blev slagtet og brændt som kættere af den katolske kirke. Han arrangerede rejser til blandt andet Carcassonne i Sydfrankrig og kartharborgen Montségur.

»Troldmand er et ord, jeg godt vil hæfte på Ulrik,« siger Søren Rasmussen, der kendte ham i over tyve år. De skrev sammen en bog om tarotkort og var i år 2000 på en rejse i Sydfrankrig, og i en sværdbutik i Carcassonne faldt Ulrik Golodnoff over en kopi af et våben, oprindeligt båret af den skotske ridderlegende William Wallace. Et langt sværd med en smal klinge og et læderbetrukket greb.

»Vi går jo alle sammen dybest set og leder efter vores sværd,« som Søren Rasmussen formulerer det.

Og da Ulrik Golodnoff fik det i hænderne, lyste hans øjne. Han havde fundet sit sværd. Det blev hjembragt og hængt op på væggen i hans hjem.

Rejst videre

Som ung var Ulrik Golodnoff buddhist, men for 10 år siden meldte han sig ind i folkekirken. »Hvorfor gå over åen efter vand,« sagde han engang om sit skifte – for Ulrik Golodnoff handlede alle religioner i bund og grund om det samme.

Ordet søgende bliver gang på gang brugt om Ulrik Golodnoff. Selv mente han, at han fandt det han ledte efter, da han flyttede til Langeland i 1992, tæt på det yderste næs ved Fårevejle Gods. Her boede han i et lille hus midt ude i skoven. ‘Kongeriget’ kaldte han stedet. Efter endnu et forlist ægteskab boede han her alene, indtil han for fire år siden mødte kinesiologen Lotte Pedersen, som han siden arbejdede, rejste og levede sammen med i en fælles kærlighed til meditation, tarotkort og naturen.

»Han søgte efter balance i krop sjæl og ånd, og det var det, vi havde sammen, « siger Lotte Pedersen. Hver morgen begyndte parret dagen med en kop te og med at trække dagens tarotkort, som de analyserede ved fælles hjælp.

De havde planlagt bryllup til august, men Ulrik Golodnoff døde pludseligt ved en ulykke under træfældning i sin elskede skov i begyndelsen af april.

»Han døde, mens han levede,« som præsten sagde ved begravelsen, der trak flere hundrede mennesker til Sct. Jørgens Kirke i Svendborg.

»I vores univers er hans rejst videre, fordi han skal noget andet. Det var det, han troede på, og det tror jeg også,« siger Tobias Golodnoff.

Med sig i kisten har Ulrik Golodnoff sit sværd. Ikke lavet af bambus og en overskåren tennisbold. Men et halvanden meter lange tohåndssværd med greb betrulet med læder.

Serie

Et liv er forbi

På denne plads fortæller vi hver uge om en afdød person på basis af samtaler med de pårørende.

Hvis du har mistet en, som du synes, at Informations læsere bør kende til, så skriv til modernetider@information.dk.

Seneste artikler

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her