Læsetid: 3 min.

Løgn

[ˈlʌjˀn] Substantiv, fælleskøn. Ytring, der ikke er i overensstemmelse med sandheden. Kan bruges til at beskytte andres følelser og helbred – eller blot for egen vindings eller fornøjelses skyld
10. maj 2014

Det danske ord ’løgn’ er afledt af det svenske lögn og trækker tråde tilbage til det oldengelske lygen. Løgnen er defineret som et usandt udsagn, der mod bedre vidende fremsættes, som om det var en sandhed, med det formål at få modtageren til at tro på udsagnet.

Men løgnen er ikke blot det modsatte af sandheden. Hvis man i god tro siger en usandhed, fordi man selv er blevet misinformeret, er der for eksempel ikke tale om en løgn. Derimod er løgnen snarere det modsatte af oprigtighed, idet løgnen står i kontrast til afsenderens egen viden om virkeligheden. En løgner vil have andre til at tro på noget, som vedkommende ikke selv tror på.

Der findes mange måder at lyve på. For eksempel kan en løgner benytte sig af en ’hvid løgn’, der typisk er en lille løgn, som har til formål at beskytte andre. Den hvide løgn er beslægtet med ’nødløgnen’, som er den, man griber til i en presset situation for at dæmpe andres bekymringer eller nedtone en uheldig situation. Nødløgnen blev i denne uge ophøjet til juridisk begreb, da to embedsmænd fra Justitsministeriet blev frifundet for anklagerne om at have medvirket til at vildlede Folketinget. Der var tale om en nødløgn, mente de tre dommere.

I den ande ende af spektret finder man den ’fede løgn’ eller den ’lodrette løgn’, som ikke på samme måde har en social funktion og derfor er mindre moralsk forsvarlige.

I Danmark en minister ikke vildlede eller lyve for Folketinget. Det står i Ministeransvarlighedsloven. Loven blev vedtaget i 1964, fem år efter at 95 sømænd var druknet i et skibsforlis syd for Grønland. Den socialdemokratiske grønlandsminister Johannes Kjærbøl var blevet advaret mod at tillade sejlads i de farvande om vinteren. Men det undlod han at fortælle i en efterfølgende folketingsdebat.

Litteraturen er rig på eksempler på forskellige typer af løgn. I den opbyggelige fabel Drengen der råbte ulv lærer vi af den græske forfatter Æsop, at ingen tror på en løgner. Selv når han taler sandt. Den tyske adelsmand baron von Münchhausen er en af historiens mest berømte løgnhalse. Han lod sig pensionere fra den russiske hær i 1750 og blev siden kendt som en vittig historiefortæller med et løst forhold til sandheden. I bøgerne om hans eventyr kan man blandt andet læse om, hvordan han red gennem luften på en kanonkugle, rejste til månen og tilbage og trak sig selv og sin hest op af en sump ved hårene. Den tyske baron har lagt navn til en sygdom kendt som Münchhausen-syndromet. En patient, der lider af syndromet, foregiver, overdriver eller pådrager sig selv symptomer på sygdom for at få opmærksomhed og sympati.

I 1800-tallet fandt et opgør med løgnen sted. Filosoffen Immanuel Kant argumenterede for, at ingen løgn kan accepteres, uanset hvor lille den er. Løgnen er amoralsk og i strid med menneskets medfødte ret til at træffe frie valg. Andre, f.eks. forfatteren Henrik Ibsen, så løgnen som en del af det at være menneske, mens Oscar Wilde opfattede formidlingen af usande, skønne ting som det sande mål for kunsten.

Ét er at lyve for andre. Noget andet er at lyve for sig selv. Når et menneske bygger sit liv på en falsk forudsætning, er der tale om en ’livsløgn’. Begrebet vandt folkelig udbredelse med Henrik Ibsens skuespil Vildanden fra 1884. Heri indgår det berømte citat: »Tager De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager De lykken fra ham med det samme.«

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu