Interview
Læsetid: 7 min.

’Når kirken nærmer sig populærkulturen, får den indre tidehvervsmand en allergisk reaktion’

Modstanden mod en ny folkekirkeordning er en protestbevægelse, som ligner den danske EU-modstand, mener lektor i praktisk teologi Anders Holm. Forklaringen skal findes i en særlig dansk type: Den indre tidehvervsmand
Harme. Den indre tidehvervsmand kan tale ligeså harmfuldt om en bispekirke, som Luther kunne om pavekirken. Men modstanden er også en modstand mod ledelse som sådan, mod den konsensus, som følger af ledelse og koncernstruktur, forklarer Anders Holm.

Harme. Den indre tidehvervsmand kan tale ligeså harmfuldt om en bispekirke, som Luther kunne om pavekirken. Men modstanden er også en modstand mod ledelse som sådan, mod den konsensus, som følger af ledelse og koncernstruktur, forklarer Anders Holm.

Jakob Dall

Moderne Tider
3. maj 2014

Der er helt sikkert ikke økologisk mælk i køleskabet. Og der bliver med garanti røget mange cigaretter – også når børnebørnene er på besøg. Vi er hjemme hos den indre tidehvervsmand. En særlig åndshistorisk type, som rummer en del af forklaringen på den aktuelle modvilje mod en ny folkekirkeordning.

»Den indre tidehvervsmand er en dansk teologisk figur, kendetegnet ved at være en noget hysterisk, finkulturel type. En figur, som er meget kvalitativt bevidst og ekstremt sensitiv rent æstetisk på kirkens vegne. Han kan simpelthen høre, at den er gal med en zumbagudstjeneste. Det er den samme åndshistoriske type, som kan høre, at den er gal med ordet kvalitetstid,« siger Anders Holm, nytiltrådt lektor i praktisk teologi ved Det Teologiske Fakultet i København.

I sin tiltrædelsesforelæsning i marts gav Anders Holm netop en karakteristik af den indre tidehvervsmand. Udtrykket har han fra Odense-domprovsten Henrik Wigh-Poulsen, og han indrømmer gerne, at han også kender typen fra sig selv. Den indre tidehvervsmand er således også en type, som rækker langt ud over bevægelsen og tidsskriftet Tidehverv.

Netop derfor rummer typen en nøgle til at forstå nutidens kirkelige og teologiske debat. En debat, som kredser om det grundlæggende spørgsmål: Hvad er kirkelig succes? Den aktuelle debat om en ny folkekirkeordning dækker således også over en teologisk uenighed om, hvilken folkekirke man ønsker.

På den ene side dem, der ønsker, at kirken skal være en succes på samtidens præmisser, organisatorisk og indholdsmæssigt. En folkekirke, der ’møder folk, hvor de er’, som det hedder. På den anden side dyrkelsen af kirken som modkultur, som det modsatte af succes. En kirke, som taler samtiden imod og forkynder evangeliet rent og purt. Den indre tidehvervsmand hører hjemme i sidstnævnte kategori.

»Når kirken nærmer sig populærkulturen på den forkerte måde, får den indre tidehvervsmand en allergisk reaktion. Og han kan absolut heller ikke tåle, når der bliver sagt kirkeråd, for så tænker han straks, at der bliver tale om en popularisering af kirken.«

Søren Kierkegaard er den indre tidehvervsmands åndshistoriske ophav. Det er Kierkegaards kirkekamp, hans kritik af masserne, af den demokratiske leflen for laveste fællesnævner, som går igen i den aktuelle kritik af alt fra kirkeordning til alternative gudstjenesteformer på populærkulturens præmisser.

»Også Kierkegaard var allergisk over for en kirke, som ville være en succes på verdens præmisser. Hele hans kirkekamp gik ud på, at kirken havde glemt dét, den var kirke for, nemlig de kristnes selvopofrelse og lidelse. I stedet oplevede han, at samtidens præster og biskopper var øverst i alle statushierarkier og spillede med på alle verdens præmisser. ’Tag et brækmiddel!’ som Kierkegaard udtrykte det.«

Kampen om kirkens egentlige anliggende er en klassisk teologisk diskussion om den stridende versus den triumferende kirke. Hvor den stridende kirke lægger vægt på lidelsen, fornedrelsen og korset, fokuserer den triumferende kirke på opstandelsen, på sejren og på udviklingen af kirken.

De to positioner har helt forskellige opfattelser af kirkelig succes. Hvor den triumferende kirke langt hen ad vejen deler succeskriterier med det omgivende samfund med fokus på fremgang og vækst, så fastholder den stridende kirke, at kristendommens og kirkens succeskriterier netop må være afgørende anderledes end resten af verdens.

»Teologisk taler man om, at kirken nok er i verden, men ikke af verden. Derfor handler det heller ikke om at sejre på verdens præmisser, men netop om det modsatte. Om at forkynde antisejren, selvopofrelsen som dyden. For den stridende skal kirken kendes på dens modstand i verden.«

Den dobbelte fornærmethed

Den aktuelle kritik af en ny kirkeordning kan udlægges som en kamp for kirkens ret til fortsat at skulle kendes på sin modstand. Den udbredte frygt hos kritikerne er, at en synode eller et folkekirkeligt fællesudvalg, som det hedder i Betænkning 1544 Folkekirkens styre, der nu er i høring, vil skabe en konsensuskultur, en koncernkirke, som de facto vil vanskeliggøre om ikke umuliggøre kirkens modkulturelle anliggende.

Det afgørende spørgsmål er ifølge Anders Holm, om der er så meget sammenhæng mellem teologi og struktur, at man med et fællesudvalg ad bagvejen får sat rammer for, hvad de teologiske diskussioner går ud på.

»Mange frygter, at der i et folkekirkeligt fællesudvalg vil være seriøse bestræbelser på at blive enige, på at etablere et beslutningsdygtigt konsensus. Kritikerne vil hævde, at det ikke kan være en pointe i sig selv at blive enige om kirkens anliggende. For dem består pointen tværtimod i at skabe de bedst mulige betingelser for forskellighed. Og det har faktisk indtil nu været den eneste konsensus i den danske folkekirkeordning.«

Men kritikerne er oppe imod en strukturelt dominerende åndshistorisk bølge, som er stærkt optaget af ledelse, af visioner og formålsparagraffer og evnen til at sætte disse igennem.

»Traditionelt har man i folkekirken ikke været så optaget af kirkens ledere som andet end administratorer og tilsynsfolk. I dag er der opstået en særlig opmærksomhed omkring biskopperne, som ikke tidligere har været der. Det er i høj grad en medieskabt forventning, forstærket af globaliseringen, tror jeg, hvor man altid spørger lederne først. Ad den vej er der opstået nogle strukturmæssige forventninger til kirken, som minder mere om reformerte og katolske kirkemodeller.«

Den indre tidehvervsmand kan tale ligeså harmfuldt om en bispekirke, som Luther kunne om pavekirken. Men modstanden er også en modstand mod ledelse som sådan, mod den konsensus, som følger af ledelse og koncernstruktur. Også i den forstand er det en kulturel understrøm, som har klare paralleller til EU-modstanden og den kritik af magteliten, som også trives i og omkring Dansk Folkeparti. Netop eksemplet Dansk Folkeparti viser også den modkulturelle positions indbyggede problem: At modkulturen selv kan blive en succes. Med forhøjet risiko for at miste orienteringen til følge.

»Tidehverv har jo været en gigantisk succes, ikke mindst i kraft af dens politiske alliance med Dansk Folkeparti, hvor man politisk-strategisk er nødt til at klappe i hænderne og samtidig erkende, at vi i Danmark har haft en politisk kultur, der fuldstændig har undervurderet den intellektuelle styrke i Tidehvervs position. Man vidste ikke, hvor de kom fra, og man vidste slet ikke, hvordan man skulle håndtere, at mennesker opførte sig på den måde.«

Det paradoksale er så, påpeger Anders Holm, at det kan være vanskeligt at håndtere al den succes, når man har et selvbillede som de evigt undertrykte. Konsekvensen bliver en slags dobbelt fornærmethed, som kirkehistorikeren P.G. Lindhardt identificerede hos Tidehverv allerede i 1950’erne.

»Den dobbelte fornærmethed hos Tidehverv består i, at man på den ene side er sygeligt fornærmet over alle i kulturen, der ikke vil lytte til én, men samtidig er man også fornærmet over at have fået succes, for det strider jo imod anliggendet. Der står man så i en umulig spænding, hvor man blot kan konstatere, at tager man den ene side af spændingen bort, så ender den modkulturelle impuls med at blive en manér.«

Sydstatskultur

Netop i disse år står mange i og omkring Tidehverv – som hos den politiske pendant i Dansk Folkeparti – i et sådant vadested. Hvor man længe har stået på den rene nej-position, og det eneste opbyggelig formål har været at pille alting ned. Men der kommer et punkt, hvor man må pege på, hvad man ønsker at sætte i stedet. Også Luther, siden Grundtvig og sågar Kierkegaard nåede det punkt, understreger Anders Holm.

»Aktuelt ser man da også en række bestræbelser på at etablere en egentlig tidehvervsk modkultur, som også er afledt af den vanskelige balancegang mellem fiasko og succes. For hvis man ikke ønsker at få succes på nutidens præmisser, må man opfinde sine egne succeskriterier. Det er en velkendt logik i mange modkulturelle vækkelser op gennem kirkehistorien.«

Og så er vi tilbage ved den ikkeøkologiske mælk og cigaretrøgstågerne både i og udenfor Krarup og Langballes Christiansborg-kontorer. Som selvfølgelig ikke er det, det handler om, men som bliver vigtige kendetegn i etableringen af en modkultur.

»Der er en slags sydstatslogik i den tidehvervske modkultur, hvor man dyrker den klassiske, hæderlige og renfærdige verden, fra før verden gik af lave, og alt blev moderne pjat. Derfor også kampen for den klassiske folkekirkeordning, som bliver symbol på verden af i går.«

Parallellerne med vækkelsesbevægelserne både herhjemme og i udlandet er tydelige, påpeger Anders Holm. Derfor ser man for tiden også et ihærdigt restaurerings- og konserveringsarbejde i Tidehverv.

»Ligesom dengang 68’erne skulle etablere deres modkultur, henter tidehvervsfolkene lige nu inspiration alle mulige steder fra: katolicismen, Indre Mission, frikirkelige karismatikere. De eneste, man ikke lader sig inspirere af, er de konservative muslimer, som man ellers er nok så meget et spejlbillede af. Deraf udtrykket tidehvervstalebanerne, som deres modstandere af og til kalder dem. Den nye kultur, man dyrker, kan således i høj grad manifestere sig som en gammel kultur.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her