Læsetid: 2 min.

Patent

[paˈtεnˀd] Eneret på en kommerciel udnyttelse af en opfindelse for en periode. Ordets oprindelse er det franske ’patente’, som igen kommer fra det latinske patens ’åben’, der oprindeligt er en afkortning af littera patens ’åbent brev’, dvs. offentlig kundgørelse
Patent. Gillettes patent på barberskrabere med udskiftelige blade grundlagde et af den moderne verdens helt store forretningsimperier.

Patent. Gillettes patent på barberskrabere med udskiftelige blade grundlagde et af den moderne verdens helt store forretningsimperier.

24. maj 2014

Patenter er ikke nogen ny form for beskyttelse af produkter. De første kendte patenter blev udstedt i 1450 i Venedig, da den italienske by var en republik og globalt handelscentrum. Med et patent i hånden kunne venetianske erhvervsdrivende få beskyttet deres produkt i 10 år. Patenterne blev især udstedt til glashåndværk.

The Best a Man Can Get? For 100 år siden tog King Gillette patent på barberskrabere med udskiftelige barberblade i USA. Det blev starten på Gillettes skraber-imperium. For som Andy Kessler skriver i bogen Eat People, udfordrede og vandt King Gillette med ét patent over to industrier: den lokale barber og de omrejsende skærslibere. Det var klogt. Det troede King Gillette i hvert fald. For siden fik hr. Gillette den gamle faustiske læresætning om den grænseløse kundskabs dæmoniske karakter at føle. Patenter udløber nemlig, og Gillette blev op gennem det 20. århundrede tvunget til at opfinde stadig mere absurde former på alt fra håndtaget og den vinkel barberbladet er sat på med – for at kunne tage nye patenter. Og i dag findes der skrabere, der dårligt kan presses ind mod kinden, og Gillette er ikke længere den store spiller i barber-industrien, virksomheden var en gang.

I 1872 konkluderede det britiske parlament, at patentbeskyttelse befordrer industriens fremskridt, skriver ph.d.-stipendiat Jakob Wested. Tre år efter stiftede Carlsbergs J.C. Jakobsen Carlsberg Laboratorium. Her lykkedes det i 1883 ingeniør Emil Christian Hansen at rendyrke en ølgær, som gjorde det muligt at undgå ødelæggende ølsyge og dermed at forfine pilsneren, som vi kender den i dag. Gæren blev navngivet Saccharomyces carlsbergensis, og der blev aldrig taget patent på metoden til at dyrke gæren. Derimod skænkede Carlsberg den frit til andre bryggerier.

På en pilgrimsfærd til den tyske by Altötting har den katolske præst Michael Wittislingen sagt: Hvis kun få virksomheder har grundlaget for vores fødevareproduktion i hænderne, og tager patenter på plantefrø – livet selv – og således kan diktere priserne på fødevare, får det uoverskuelige sociale konsekvenser i hele verden.

Broccoli, rød peber og bestemte tomat-sorter er nogle af de ting Den Europæiske Patentmyndighed (EPO) med hovedkvarter i München har givet patent på. EPO har over 7.000 ansatte spredt udover tre lande, og udsteder langt de fleste patenter i Europa. Danmark skal i morgen søndag den 25. maj til folkeafstemning om en fælles europæisk patentdomstol og nye patentregler (Enhedspatentet) administreret af EPO. De enkelte lande har også deres egne nationale patentmyndigheder. Herhjemme er det Patent- og Varemærkestyrelsen, der har til huse i Taastrup.

I overført forstand betyder ’patent’ eneret på at mene eller gøre noget bestemt. En sammenhæng af udsagn bliver det mest gyldige ræsonnement i den offentlige samtale. Det ses overalt. Aktivistisk udenrigspolitik, hvor forsvaret indgår som en central komponent, bliver til opskriften på fred. Det var i 00’erne, årene med krige i Afghanistan og Irak. I dag ses EU’s konvergenskriterier ikke længere bare som et politisk valg, men derimod som det indlysende rigtige – hævet over enhver finanspolitisk tvivl – som model for besparelser i krisetider, også i år, hvor ungdomsarbejdsløsheden eksploderer i Europa.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu