Læsetid: 3 min.

Rettidig omhu?

Manden, der reddede USA’s finansielle system fra nedsmeltning, har skrevet en nøgtern og stærkt underholdende erindringsbog med anbefalinger til fremtidens politikere
24. maj 2014

I 2008 var verdens førende finansielle system, det amerikanske, tæt på kollaps. Det faktum alene skulle være grund nok til at gøre den tidligere amerikanske finansminister Timothy Geithners nyligt udkomne erindringer interessante. Geithner, der kom fra en stilling som formand for Federal Reserve Bank of New York, tiltrådte i januar 2009 som den nyvalgte præsident Barack Obamas treasury secretary og blev dermed manden, der navigerede USA gennem den værste finansielle krise siden Den Store Depression.

Læg dertil, at manden kan skrive – han har selv ført pennen. Og betænk endelig, at den erfarne finansmand tilmed virker oprigtig optaget af at give et relativt nøgternt og selvkritisk billede af den turbulente periode, hvor han sad i førersædet. Netop det er en udfordring, for årene fra 2008-10 var langt fra præget af ro endsige køligt overblik. Tværtimod har verden næppe set magen til rådvildhed i nyere tid fra toppolitikere, der normalt ellers ikke ryster på hånden. Ikke offentligt i hvert fald.

En lukket verden

Geithner beretter underholdende om den »chokerende weekend«, hvor undsættelsen af Lehman Brothers mislykkedes. Han tager læserne med ind i den brændende smeltedigel, der endte med redningen af en storbanken AIG. Og han beskriver på førstehånd det umådelige raseri, som greb Obama-regeringen, da det gik op for politikerne, hvor overdådige finansbossernes bonusordninger faktisk var.

At bogen er læseværdig og lærerig betyder imidlertid ikke, at læseren får serveret ’sandheden’ om finanskrisen på en sølvbakke. Den løsning, som den amerikanske regering valgte, var i sin natur politisk, og Geithner ønsker med bogen at argumentere for, hvorfor den redningsaktion, han stod i spidsen for, var det mindst ringe valg.

Den strikt realpolitiske eks-finansminister – hvis første chef i øvrigt var realpolitikeren over dem alle, Henry Kissinger – er dermed ude i to ærinder:

For det første at give et i sig selv prisværdigt indblik i en ellers lukket verden: den globale finanselites gøren og laden og samspillet med de politikere, der har det lidet misundelsesværdige job at regulere foretagendet.

For det andet at argumentere for, hvorfor USA – og verden – var bedst tjent med, at Amerikas største banker og finansielle institutioner ikke gik neden om og hjem.

Det sidste er der som bekendt langtfra enighed om. Der findes kritikere – også i blandt økonomer – som mener, at hele præmissen om, at en bank kan være too big to fail grundlæggende er ødelæggende for en sund markedsøkonomi. Men altså ikke Geithner, der tværtimod mener, at markedsstyret udrensning af de usunde banker ville have sendt verden ned i et økonomisk Armageddon. En god del af de over 500 sider bruges netop på, med et hav af historier fra krisens epicenter og årene herefter, at argumentere herfor.

Geithner lægger imidlertid ikke skjul på, at de mange svære valg og politisk ubehagelige beslutninger, han stod i spidsen for, aldrig blev populære. Og han tager sin del af ansvaret herfor. Han var – tilstår han – en elendig kommunikator, som igen og igen dumpede i sin kommunikation med borgerne. En velkendt episode, beskrevet i bogen, beskriver, hvordan Geithner utålmodigt affejer en venstreorienteret kritiker, der er bekymret over krisens menneskelige omkostninger, med en replik om, at »nu må vi gå praktisk til værks«.

Den folkelige modstand

Optrinnet blev set som emblematisk for, hvordan Obama-regeringen ønskede at redde Wall Street uden at bekymre sig lige så meget om de almindelige mennesker, der befolkede ’Main Street’. Men det var – understreger den moderate demokrat – netop for at redde de mennesker, som desperat kæmpede med truslen fra hjemløshed, tvangsauktioner og fallit, at regeringen handlede, som den gjorde.

Geithner tilføjer dog, at han i dag fortryder, at regeringen samtidig med bankpakkerne ikke vedtog en større hjælpepakke til de trængte husejere. »Det skulle vi have gjort,« skriver han.

Stress Test kan dermed også læses som en guidebog til, hvordan regeringer kan blive bedre til at håndtere finansielle kriser i fremtiden. For krisen i 2008, bliver næppe den sidste af sin slags. Geithner advarer om, at »den fortsatte folkelige afsky over for alt, vi foretog os – bailouts, stimuluspakker og regeringsindgreb«, sikkert vil fortsætte med sin »gammeltestamentlige populisme.« Og »dermed stille fremtidens politikere over for alvorlige problemer«.

Og netop den opgave – hvordan man som politiker både redder kapitalismen og vinder vælgernes sympati – er så aktuel, og så svær, som ingensinde før.

Timothy F. Geithner

Stress Test – Reflections on Financial Crises.

580 sider.

35 dollar.

Crown Publishers

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu