’Sandheden kommer i fiktionens forklædning’

Det starter – som så mange andre ting, ville psykoanalytikere måske hævde – med en traumatiserende oplevelse: En pervers og dragende scene fra filmen Blue Velvet af David Lynch: Det er klippet, hvor Dennis Hopper i en bizar rolle – efter at have bundet et glas spiritus – sidder iført læderjakke og suger i en iltmaske på knæ foran en kvinde, som han har beordret til at sprede benene– hun er kun iført en blå kimono, han suger ilt, stirrer mellem benene og stønne-klynker intenst efter ’mommy’.

Imens står en fyr i et skab i rummet og kigger på de to ud af en sprække. Dennis Hopper slår kvinden, når hun ser på ham, truer hende, og afslutter seancen ved at tørkneppe hende på gulvet.

Rock star-filosoffen Slavoj Žižek valgte scenen til at indlede et interview – eller show, om man vil – i Den Sorte Diamant i København sidste søndag. Over for ham sad den amerikanske interviewer Paul Holdengräber, der var medbragt for at få den maniske filosof fra Slovenien til at opholde sig ved emnet overvågning om lørdagen, hvorefter Žižek talte om voyeurisme og digitale identiteter dagen efter.

Men tilbage til filmen: Det centrale i klip fra Blue Velvet er, siger Žižek, hvem der kigger – »ud fra hvis blik er denne scene konstrueret?« spørger han. Den ’åbenlyse’ fortolkning er, at det er den belurende mand i skabet.

Storkens blik

En af Žižeks venner, der er filmkender, har en anden og simpel læsning af den 30 år gamle film: Man skal forstå klippet som en visuel hallucination, hvor et barn – bag en lukket dør – lytter til forældrenes samleje uden at have begreb om, hvad sex er. Barnet prøver med andre ord at sætte billeder på lydene fra et samleje.

»Det er en pragtfuld fortolkning af den iltmaske – eller hvad det nu er – han (faderen, Dennis Hopper, red.) tager på og ånder med,« siger Slavoj Žižek og forsikrer, at han nok selv skal undlade at imitere det for publikum.

»Det leder os hen til den første afgørende pointe,« siger Žižek. »Betydningen af fantasier – det er Freuds basale læresætning, som er mere aktuel end nogensinde – disse såkaldt barnlige fantasier: Børn mistænker, at nogen har sex, noget mystisk, de ikke, hvad er. Og så forsøger de at forestille sig det.«

»Jeg tror aldrig, at vi bliver modne, forstået på den måde, at man ved, hvad sex er, og at man ikke behøver disse drømme. Vi mennesker har altid brug for en fantasi, vi kommer aldrig til at sige: Nu er jeg fuldt ud moden: Jeg ved, hvad vi laver, det er bare mig og min partner.«

Hvorfor har vi brug for fantasier, spørger Holdengräber. Žižek svarer ved at citere den franske psykoanalytiker Jacques Lacan: Det virker ikke uden: Det lader sig ikke gøre at have sex uden at have fantasien at støtte sig op ad.

Slavoj Žižek underholder efterfølgende med, at han som barn havde flere forestillinger om, hvordan børn bliver til. Han anede vagt, hvordan sex egentlig foregik, men forstod ikke reproduktionen fuldt ud. Han havde derfor en ide om, at et par konstant måtte have sex under hele graviditetsperioden for under hver akt at udvikle barnets næse, derefter et ben, så et øre og dernæst øjne, etc.

En anden fortælling, som også cirkulerede i hans barnesind, var en nyfortolkning af fortællingen om storken. I Žižeks verden måtte parret tåle at have sex, mens storken overvågede fornøjelserne. Hvis storken så kunne lide og var tilfreds med, hvad den så, så gengældte den ved at bringe parret et barn.

Springet fra voyeurisme til emnet digitale identiteter tager Paul Holdengräber ved at spørge ind til, hvilke rammer medier som Facebook sætter. Låser det i virkeligheden ikke mennesker inde, så de er nødt til at foretage konsistente valg, der indskrænker deres personligheder, spørger han.

»Det, der interesserer mig ved den slags fænomener – ikke kun Facebook, men lad os kalde det opsatte identiteter – hvor man kan opfinde falske identiteter, er, at jeg kan være en heteroseksuel mand og så konstruere min digitale web-persona som en promiskuøs kvinde eller homoseksuel,« siger Žižek:

»Og det er åbenlyst, hvad jeg nu vil sige: Det, der interesserer mig, er, hvordan der kan være mere sandhed i den maske, som man adopterer, end i dit indre jeg. Jeg har altid troet på masker, og aldrig troet på det frigørende potentiale i at tage maskerne af.«

— Så man skal beholde personanen?

»Ja, men hvorfor? Nu skal jeg give dig et simpelt eksempel: Lad os sige, at jeg i virkeligheden er en sky, impotent og dum person, der er bange. Men via interaktion på nettet adopterer jeg en skærm-persona, som er en brutal voldtægtsmand, der ydmyger folk og slår kvinder og så videre…«

»Det er for nemt at sige, at jeg i virkeligheden er en kujon, men der (på nettet, red.) forestiller jeg at være magtfuld og macho.

Men hvem siger, det forholder sig modsat? Hvad hvis nu jeg i virkeligheden er den brutale fyr, men i den virkelige verden undertrykker jeg det på grund af socialt pres? Den ægte maske er mit autentiske selv. Og sandheden kommer i fiktionens forklædning.«

Den evige pseudoaktivitet

Forestillingen om, at den maske, vi tager på, i virkeligheden er vores sande jeg, er meget inspireret af Nietzsche – eller hvad, indskyder Holdengräber.

»I det her tilfælde tror jeg på fremmedgørelse, men fremmedgørelse i den forstand, at vi har brug for et eksternt koordinat, vi kan identificere os i forhold til. Sandheden er derude.«

»Men ikke fordi vi skal undgå vores sande indre jeg. Vores indre jeg er fuld af lort. Det er elendighed. Jeg har aldrig troet på, at man skal gå dybt ind i en person. Hvis jeg gør det, så oplever jeg bare lort. Vi er alle beskidte egoister. Det interesserer mig ikke.«

Men er der ikke et potentiale for, at medier som Facebook skaber og fremmer pseudo-aktivitet? Ikke et dumt spørgsmål, konstaterer Žižek, men vi skal ikke forstå det i den åbenlyse forstand, hvor vi i stedet for at dyrke kærligheden i det virkelige liv, bruger nettet til at drømme om det samme.

»Det er slet ikke så simpelt, at internettet bare er et medie, hvor vi kan foregive at være aktive. Det er langt mere paradoksalt. Det virkelige liv, rigtige begivenheder, kan udgøre langt mere pseudo-aktivitet,« siger Slavoj Žižek.

Han nævner et eksempel: Økologi er det ultimative eksempel på pseudoaktivitet i Žižeks øjne. Det er ikke det at redde planeten, der nødvendigvis er noget galt med, det er den individualistiske tilgang til løsningen, Žižek har et problem med.

»De siger: Hvad har du gjort ved det? Og så har ideologien et svar: Har du sat aviserne til side og sorteret Coca Cola-dåserne. Hvis du gør alle de her små ting, så har du gjort din pligt. Det er et absolut eksempel på pseudo-aktivitet.«

»Det er en løsning, der bliver tilbudt til os, så vi ikke rigtigt behøver tænke over det og gøre noget. Så kan man sige, at man har sorteret coladåserne (…) og så kan man sige, at man har gjort sin pligt over for Moder Jord, og så fortsætte uden at forandre noget,« siger han.