Læsetid 5 min.

At se nydelsen og at nyde synet

Det var en nydelse at se en ung bøsse blive draftet til NFL og en skægget dragqueen vinde Melodi Grand Prix – og som altid rummer nydelsen en sindrig dialektik
Det var en nydelse at se en ung bøsse blive draftet til NFL og en skægget dragqueen vinde Melodi Grand Prix – og som altid rummer nydelsen en sindrig dialektik
17. maj 2014

To vidt forskellige og samtidig helt ens tv-begivenheder samlede millioner af seere sidste lørdag. Den ene var det Melodi Grand Prix, som de fleste europæere kender til. Den anden var en udvælgelsesprocedure, som de færreste på det gamle kontinent har hørt om, men som er kæmpestor i USA: NFL-draften. Det, der forbandt de to begivenheder, havde imidlertid ikke meget med hverken sang eller amerikansk fodbold at gøre. Det var derimod billederne af en åbenlyst lykkeligt grædende bøsse og en lige så lykkeligt grædende transvestit.

I USA blev Michael Sam valgt i NFL-draften, hvilket betyder, at han nu er den første åbent homoseksuelle udøver af amerikanernes nationalsport på højeste niveau. Det er på ingen måde sikkert, at han nogen sinde kommer til at spille en kamp, men alene det at blive valgt til NFL er i dag så stor en begivenhed, at historien har optaget sindene i USA.

Sams valg til NFL skete cirka på samme tid, som Conchita Wurst vandt det Europæiske Melodi Grand Prix, og reaktionerne på de to begivenheder var meget lig hinanden. Der var naturligvis den liberale tolerance og begejstring over forskellighedernes anerkendelse, men lidt mere skjult, langs væggen, eller i kommentarsektioner til de videoklip af de lykkeligt grædende, som bredte sig over nettet, kunne man høre vreden og afskyen boble frem.

Konservative røster af forskellig art havde ganske enkelt svært ved at holde sig selv tilbage. Der var dem, der bare måtte udspy galde ved synet af al den glæde, som de ikke kunne glædes ved. Enkelte NFL-spillere var dumme nok til at tweete deres afsky åbenlyst (og fik straks reprimander fra deres arbejdsgivere), den konservative radiovært Rush Limbaugh var ferm til at skjule den med smarte bemærkninger, mens den russiske nationalist Vladimir Sjirinovskij sendte den ud i æteren stolt som en elefant – hans bemærkning til, at Conchita Wurst havde vundet Melodi Grand Prix, var, at det var en skam, at Rusland havde opgivet besættelsen af Østrig for 50 år siden.

Herhjemme viste Sørine Gottfredsen forståelse for den russiske reaktion: »I Rusland holder man mere fast i betydningen af litteratur, kristendom og filosofi som base for folkets identitet,« som hun formulerede det.

Marquis de Sade

Inden for kort tid har vi kunnet bevidne voldsomme angreb, både lovgivningsmæssige og fysiske, på homoseksuelle især i Rusland og forskellige dele af Afrika, og reaktionerne på sidste uges mediebegivenheder rummer noget af den samme blanding af afsky og nydelse. Men hvad er det med den afvigende seksualitet, der binder så megen energi i konservative og religiøse magthavere og kommentatorer?

Den andens nydelse har altid noget monstrøst over sig: At se den anden nyde, er at blive konfronteret med en radikal Andethed. Når jeg ser det, er det klart, at der er noget derovre, som ikke er mig. Der er en anden oplevelse. Verden er ikke min. Den Andens nydelse er på en måde et uomgængeligt bevis for, at verden ikke hænger sammen som et ordnet hele, jeg kan forstå. Alligevel kan jeg få nydelse ved at betragte den.

Alenka Zupancic rammer i sin bog Ethics of the Real en præcis karakteristik af et bestemt blik, som netop formår at nyde den andens nydelse. Det bedste eksempel på en, der har set med dette blik, er Marquis de Sade, der, som Zupancic bemærker, netop lagde al sin energi i at få den anden til at nyde. Paradoksalt, som det måske lyder, består sadismen i at fremtvinge en (umiddelbart smertefuld) nydelse i den anden, som man selv kan nyde at betragte. Det, som de Sade med andre ord kunne, var at se nydelsen samtidig med, at han kunne nyde synet. Han var i stand til at skære den anden til på lige præcis den måde, som gjorde, at hendes nydelse tog sig perfekt ud for hans blik. De Sade rendyrkede ganske vist nydelsens dialektik på en måde, de færreste formår, men er det ikke samtidig klart, at reaktionerne på såvel Sam som Wurst netop handler om forskellen mellem at se nydelsen og at nyde synet?

Nyd synet!

I lacaniansk teori er det, der sætter os i stand til at nyde synet, en fantasi. Fantasien skal ikke forstås som en løssluppen og vild ide om excessiv nydelse, men derimod som det, der gør det muligt for mig at nyde inden for rammerne af det, jeg formår at forstå og at gøre. Den sætter mig i stand til at nyde synet – også der, hvor jeg ser den Andens monstrøse nydelse.

I første omgang var det således en bestemt liberal tolerant fantasi, som havde kronede dage ved begge begivenheder sidste lørdag. Avisoverskrifterne og de sociale medier flød over med den. De gode vandt, og Putin tabte, fik vi at vide, og for en aften havde vi alle fuldskæg. Men det var netop ikke den nydelse, vi så, der blev nydt, men derimod vores egen tolerance: »Se, hvordan vi kan tolerere alt muligt her hos os.« Problemet med tolerance er blot, at den forudsætter et fravær af accept. Det er kun, hvis jeg virkelig ikke kan nyde synet af den nydelse, jeg ser, at jeg har behov for at nyde min egen tolerance. Man kan også sige det på den måde, at tolerancen bliver til en skærm, som jeg holder op foran den monstrøse nydelse, så den ikke kommer for tæt på.

Samtidig bør vi også være helt på det rene med, at Putin bestemt ikke gik skuffet i seng i lørdags. Han har uden tvivl nydt synet af Conchita, præcis som Russ Limbaugh har nydt synet af Michael Sam. Og hvad mere er: De konservative kritikere kunne faktisk nyde synet af nydelsen, de så, på en langt mere direkte måde, end tilfældet var med de liberale tolerante. Den konservative fantasi er lige netop en fantasi om den andens excessive nydelse. Er der noget mere ophidsende end at se nogen gøre det, man forbyder sig selv? Her er der ikke brug for en skærm, der kan beskytte mod den andens nydelse. Det eneste, der er brug for, er en lille stok i form af selvretfærdig forargelse, som man kan støtte sig til, mens man svælger i den andens dekadence.

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu