Køen voksede. Rundt om springvandet og tværs over Universitetspladsen til det store auditorium Palaestra på Lund Universitet. Inde var der proppet. En del gik forgæves. Når geografen David Harvey er i byen, trækker han fulde huse. Ugen før var det samme sket på universiteter i England. Harvey er på turné i anledning af sin nye bog Seventeen Contradictions and the End of Capitalism (Sytten modsætninger og enden på kapitalismen).
Interessen for David Harvey har fået et ekstra løft efter krisen. Mange i politiske bevægelser og på universiteterne fornemmer, at krisen ikke blot er bump på vejen, men ved at udvikle sig til et permanent kompleks af mange typer kriser. Ifølge Harvey skal vi ikke forvente, at samfundene får det bedre, så længe de er gennemsyrede af kapitalen. Han mener sådan set godt, at kapitalen kan finde veje og overleve sine modsætninger, men omkostningerne bliver uacceptable for flertallet af mennesker.
Harvey blev ph.d. i Cambridge i 1961. Under to ophold ved Johns Hopkins University i Baltimore gav den polariserede by og de sociale processer i byens geografi ham inspiration til en marxistisk tilgang. I 2001 kom han til City University of New York, hvor den i dag 79-årige David Harvey nu er Distinguished Professor ved The Graduate Center. Stadig produktiv som forfatter, foredragsholder og agitator.
I et forfatterskab med mere end 20 bøger bag sig har Harvey bredt sig fra geografien til økonomi, antropologi, bystudier, filosofi m.v. Hans forrige bog, Rebel Cities, fra 2013 handler især om ’retten til byen’ og om det urbane som et praktisk politisk spørgsmål. Harvey er en politisk intellektuel og en blændende taler.
I Lund talte han uden noter og holdt salens fulde opmærksomhed. Bifaldet var stort. Det undrer ham, at der er så mange begejstrede studenter til hans forelæsninger, når fraværet af en politisk studenterbevægelse samtidig er mærkbar. Ud på eftermiddagen mødte jeg Harvey på Grand Hotel.
Muligheder i modsætninger
I sin nye bog foretager Harvey nogle basale analyser af kapitalen. Det er hans håb, at andre vil gå videre derfra og analysere samfundene mere konkret for at udvikle alternativer.
»Min hensigt med analyserne af de 17 modsætninger i kapitalen har været at opnå en bedre forståelse af teorien om kapitalakkumulation, fordi den skaber åbenlyse problemer i samfundet. Dernæst handlede det for mig om at stille spørgsmål ved det politiske, fordi den sociale dynamik springer ud af kapitalens modsætninger som kan bruges til at udlede alternativer,« siger han.
Den første modsætning er mellem Marx’s to basale begreber: brugsværdig og bytteværdi. Harvey mener, at mennesket har nogle basale behov og rettigheder i forhold til jord, mad, vand, bolig, uddannelse og viden. Det er brugsværdi, som bør være fælles goder og ikke være underlagt privat ejendomsret via produktion og distribution i form af bytteværdier på markedet.
»Bytteværdiens dominans har for eksempel ført til en enorm spekulation i ejendomme over hele verden, specielt i metropolernes centre. Jeg har lige været i Istanbul, hvor der er 600.000 tomme boliger i en by, der skriger på boliger, folk kan betale. Om aftenen i New York kan du se boligblokke med kun få oplyste lejligheder. Ingen bor der, og alligevel er der hjemløse og almindelige mennesker, der mangler boliger.«
»På den måde skaber systemet helt irrationelle fordelinger. Alligevel får vi igen og igen fortalt, at den bedste måde at skaffe brugsværdier på er ved at slippe markedsmekanismerne løs. Det er nonsens, og derfor må vi ændre det for at kunne skabe gode vilkår for mennesker. Vi kan vælge, om samfundet skal være domineret af brugsværdier eller bytteværdier.«
For hver af de 17 modsætninger, der er katalytiske momenter, graver jeg nogle politiske muligheder ud, som har været adskilte. Dem kan venstrefløjen sætte sammen på en ny måde i en politisk praksis for forandringer.«
»Det er dét, sådan nogle som mig – forskeren – skal bidrage til, at åbne muligheder ved at analysere situationen. Det gør vi for lidt. Det ville være ideelt, hvis der var en forbindelse mellem analyser, udvikling af forestillinger om alternativer og den praktiske organisering.«
Accelererende vækst
De tre sidste modsætninger Harvey skriver om, er ’de farlige modsætninger’. Den første er kapitalens indbyggede behov for accelererende vækst. Den anden er om forholdet til naturen. Og den tredje er om fremmedgørelse og inhumanisering af både os selv som individer og samfund.
Harvey peger på, at kapitalen siden 1800 – og selv før – har haft en vækst på omkring 2,2 procent om året. Det er ikke en lineær vækst, men en eksponentiel vækst af renters rente. For at vise, hvor dramatisk det kan blive, bruger han fortællingen om den indiske konge, der ønskede at belønne opfinderen af skakspillet. Denne bad tilsyneladende beskedent kongen om at lægge ét korn på det første felt, to på det næste, så fire og fremdeles. Ved det 21. felt skulle der lægges en million korn. Og ved det 41. var der ikke korn nok i verden.
Makroøkonomer har opgjort værdien af den globale produktions vækst. I 1920 var den 1,7 billioner dollar (faste 1990 priser), i 1970 til 12 billioner dollar og i 2012 til 45 billioner dollar. Med en vækst på 3 procent, som anses for at være et nødvendigt niveau for en krisefri økonomi, vil værdien være 96 billioner dollar i 2030. Pointen er, at vi trådt ind i en periode, hvor vækstkurven er blevet stejl med et accelererende behov for reinvesteringer.
»I 1800-tallet var der mange felter, hvor væksten kunne foregå. Men hvor skal væksten foregå nu, hvor de sidste felter for investering af den akkumulerede kapital er ved at være brugt op? Det har faktisk været et problem siden 1970’erne, hvor neoliberaliseringen har kompenseret med en aktiv politik for ’akkumulation ved fordrivelse’. Pensionsfonde bliver angrebet og de sociale sikkerhedsnet rullet tilbage, mens der bliver givet skattelettelser til de velstillede. Der er skabt en ekstrem ulighed, via en omfordelingspolitik til gavn for de ekstremt rige, der udplyndrer resten af samfundet «
Konsekvenser
Harvey henviser til Thomas Pikettys nye bog Capital in the Twenty-First Century.
»Piketty fremdrager fantastiske data for den ulighed, neoliberalismen har skabt, og som jo er, hvad den går ud på. Men fordi han er socialdemokrat, foreslår han blot en beskatning af disse rigdomme. Problemet er, at denne klasse kontrollerer politikken, finansverdenen, medierne og universiteterne.«
Kapitalen bliver koncentreret via kreditsystemet og finansialiseringen af økonomien med en ekspansion af værdipapirer og monetær kapacitet. Harvey mener, at samfundene er overtaget af et oligarki og et plutokrati.
»Den accelererende vækst truer vores livsbetingelser i forhold til klima og destruktion af økosystemer. Der sker en voldsom kommercialisering af naturen ved at udstyre selv de fineste porer af celler og gener med bytteværdier. Kapitalen absorberer naturen og vores livsverden i sig.«
Harvey mener derfor, at miljøbevægelsen – når den går ud over det kosmetiske og afværgetiltag – må være anti-kapitalistisk.
»Jeg ville ønske, at de grønne, der taler om nulvækst, ville indse det. Vækst i en kapitalistisk økonomi er fundamental. Når du ikke har vækst, har du en depression som i 1930’erne, og det giver andre problemer.«
Harvey ser dog ikke en apokalypse for sig, hvor kapitalen eller naturen bryder sammen af sig selv. Det eneste håb er, at menneskeheden vil indse faren, inden nedbrydningen går så langt, at de menneskelige og økologiske skader bliver for store til at kunne repareres.
Venstrefløjen
Harvey er forsigtig optimist.
»Der en lurende utilfredshed som en magma i en vulkan, der rumler og bryder ud af og til. Vi har set opstande i mange byer som Istanbul, Cairo og nu i Brasilien på grund af VM i fodbold. Det vil fortsætte.«
Alligevel er han forbløffet over, at de sociale bevægelser og studenterne – bortset fra enkelte steder – nærmest er i dvale. »Venstrefløjen har ikke udviklet visioner for alternativer. Folk spørger med god ret, hvor er alternativet, hvad er jeres bud?«
»Bevægelserne i dag har en helt anden karakter end sidst i 1960’erne, hvor de var båret af fagbevægelsen, kommunistpartierne, solidaritetsbevægelsen etc. Lige nu spiller NGO’erne en stor rolle, men de kan ikke udfordre rigdommen. De kan kun afhjælpe problemer relateret til fattigdom eller miljøforhold. Det fører til en politik med afsæt i offerroller og rettigheder og ikke til radikale ændringer.«
David Harvey peger også på, at fokuseringen på identitetspolitik har fremmet en fragmentering i særinteresser på bekostning af analyser af klasser. En anden kritik er rettet mod de autonome og anarkister. Han mener, at de har brugbare taktikker, men er naive, når de afviser en demokratisk hierarkisk struktur, som f.eks. er nødvendig for at kunne organisere en hel by.
»Venstrefløjen forstår ikke, at den er fanget af denne form for opposition, som gør den temmelig magtesløs, når det kommer til solidaritet, massebevægelser og reel udfordring af magten. Vi må finde veje til at bryde ude af denne ramme og handle uden for den.«
Måske går en af disse veje gennem forhandlingerne om byrummet. Harvey har i de seneste år skrevet en del om retten til byen og har som politisk intellektuel støttet Right to The City Alliance i USA.
»Byen med masser af aktiviteter og diversitet er et fantastisk sted for organisering og udvikling af en bevægelse. Byer er også et meget konkret sted at forestille sig alternativer. Der er en lang tradition for byutopier, som vi kan trække på for at udvikle alternativer,« foreslår han.
David Harvey
Seventeen Contradictions and the End of Capitalism.
336 sider. 12 pund.
Profile Books
Harvey siger:
»Venstrefløjen har ikke udviklet visioner for alternativer. Folk spørger med god ret, hvor er alternativet, hvad er jeres bud?«
Jah, her er f. eks. et:
http://tagdel.dk/alternativet
AfD - Alternativet for Danmark - ikke at forveksle med den tyske navnesøster - har nok ikke ret meget med venstrefløjen at gøre - og nok ikke ret megen kapitalismekritik fra den kant ...
En artikel og et emne der ikke kan anbefales nok.
Hvis mennesket forfalder til at bemægtige sig værdier, uden rationel begrundelse, som kapitalismeteorien jo hævder, er det jo den politiske opgave at opbygge strukturer, der forhindrer dette i at ske, ikke at føje denne destruktive tendens.
Jeg har tidligere skrevet at vore politikere burde tage skridt til at gennemføre retfærdige samfundsfordelinger tilpasset en fremtid uden vækst.
Uden sådanne visioner er det svært at få øje på styrken af vort samfunds styresystem og værdien af den demokratiske proces.
Hvis forandringene ikke skal komme fra de lovgivende politikere med andre mål end vælgerkorpsets, eller en bestukket tandløs kulturelite, men derimod komme "nedefra" fra "forbrugernes konger", så står vi midt i en systemets konkurs.
Vi har ikke evnet på 50 år at løse det enkle problem med landbrugets brug af antibiotika??
Noget der givet vis vil komme til at koste mange deres liv.
Hvordan skulle vi så løse større problemstillinger??
Demokratiet er nødt til at opløse hierarkierne og give dem ringe eksekutiv magt uden mandat fra den folkelige interesse.
Problemet i en nøddeskal:
Piketty fremdrager fantastiske data for den ulighed, neoliberalismen har skabt, og som jo er, hvad den går ud på. Men fordi han er socialdemokrat, foreslår han blot en beskatning af disse rigdomme. Problemet er, at denne klasse kontrollerer politikken, finansverdenen, medierne og universiteterne.«
Politikere, finansverdenen, medierne og universiteterne. Hvad er fællesnævneren? En høj indkomst. Systemet virker altså, set fra dette perspektiv. Bytteværdien af egen aktivitet er høj, akkumulationen af kapital giver social indflydelse (den berømte 'frihed'), og selvforståelsen bliver derefter.
Sådanne sociale institutioner er systembevarende, alene fordi det at indgå i dem, giver en adgangsbillet væk fra bunden. Og adgang til et narrativ om individets evne og ret til fuld selvrealisering. Det er dog ikke nogen dans på roser. Kravene om stadig større effektivitet og produktivitet er allestedsnærværende. Konkurrenter lurer på alle sider, parat til i værste fald at kaste en tilbage i dybet. Frygten bliver en fast følgesvend. Frygten for ikke at have akkumuleret nok, for at blive værdiløs. For ikke at have social indflydelse når alderdommen sætter ind.
Derfor strammes grebet om det man har, og det man er stillet i udsigt. Trusler er der nok af. De fremmede, som kommer udefra for at stjæle hvad der er mit. De andre, som i kraft af deres åbenbare værdiløshed og dovenskab nasser på mig. En stadig mere uforudsigelig global økonomi, der med et slag pludselig kan gøre alt hvad jeg har værdiløst.
Hvorfor sparer folk op til deres pension? Fordi de ikke ønsker en værdiløs alderdom, et værdiløst liv. Tragedien i en sådan selv- og verdensforståelse er ubegribelig i sit omfang. Men det er netop denne selv- og verdensforståelse, som forhindrer mennesker i at løfte blikket fra plovfuren. Den evindelige knirken fra det roterende hamsterhjul er næsten ubærlig for mange mennesker. Det eneste der holder hjulet igang, det eneste der motiverer denne stadig hurtigere sprint, er frygten for den stilhed der opstår, hvis hjulet pludselig står stille.
Der er ikke tid til, at opfinde et helt nyt system, som alternativ til kapitalisme i hele verden, men magten til at kæmpe mod omstilling af kapitalismen, den skal fjernes, så udviklingen kan styres af befolkningens demokrati, til en bæredygtig fremtid, det vil starter med, hvis overlevelse er et ønske, helt uundgåligt langt mere lovgivning og regulering af finanssektoren, for ellers vil investeringer modarbejde udviklingen, af økonomiske kortsigtede årsager og ekspropriering af olie, gas og kul energiselskaberne, der skal afvikles.
Det kommunistiske Kina har igennem de seneste år tier massivt opkøbt kapitalismens teknologiske værdier gennem målrettet finansiel statsstøtte til udpegede virksomheder i Kina. Det er et faktum, som bevidner et af kapitalismens mange mangler.
Den undergraver sig selv ved egne værdier og målsætninger om mest muligt udbytte til sine ejere efter princippet om at "sælge sin egen bedstemor" bare der kommer et økonomisk over skud ud af det efterfølgende.
- Konsekvenserne af gevinsten har ingen eller meget lille betydning. Også om det på sigt er ødelæggende.
Den Kinesiske diktatur kapitalismen kan vesten ikke hamle op i mod. Det ironiske i den situation er, at globaliseringen anført af USA selv har inviteret til kapitalismen og vestens undergang.
"Harvey mener, at samfundene er overtaget af et oligarki og et plutokrati."
Harvey er ikke alene: http://www.newyorker.com/online/blogs/johncassidy/2014/04/is-america-an-...
http://www.princeton.edu/~mgilens/Gilens%20homepage%20materials/Gilens%2...
Selvom videnskabsfolkene foretrækker udtrykket "økonomisk elite dominans", så fornemmer jeg budskabet er det samme.
Når diktatur kapitalismen først har opkøbt de værdier, som er blevet opbygget gennem år hundrede, hvad gør vi så?
Markedsmekanismerne er den herskende klasses nye religion til at styre og kontrolle masserne i et moderne slaveri.
Egentlig en form for 'stamokap', vi lever i. Og denne skulle jo ifølge tesen indfase kapitalismens endeligt.
»Bytteværdiens dominans har for eksempel ført til en enorm spekulation i ejendomme over hele verden, specielt i metropolernes centre. Jeg har lige været i Istanbul, hvor der er 600.000 tomme boliger i en by, der skriger på boliger, folk kan betale.«
Meget mærkeligt ! Hvem er så tåbelig at fremstille ting, der ikke kan betales. Bad business og simpel dumhed. Markedet er sat ud af spillet pga dumme kreditgiver, der underholder spekulanterne.
Så vidt jeg kan gennemskue.
Og Harvey fortsætter : "Alligevel får vi igen og igen fortalt, at den bedste måde at skaffe brugsværdier på er ved at slippe markedsmekanismerne løs."
Jamen, markedet i eksemplet er jo netop ikke frit !
Denne David Harvey film slutter med et muligt bud på hvordan man kommer videre. [|||]
http://www.youtube.com/watch?v=qOP2V_np2c0&feature=relmfu
http://davidharvey.org
Det er jo et alternativ han kommer med, at fordele basale behov, uden at akkumulere på det. Det er den samme løsning jeg ser, at man regulerer konsekvent der hvor fordelingen er bærende for samfundet, at alle kan opretholde en tilværelse under samme forudsætninger. Velfærdssamfundet var jo denne garant i Danmark, så evidens for modellen eksisterer allerede. Det er reguleringen og opgøret der aldrig kom - snarere deregulering, og det synes jo at fortsætte. God artikel, som han selv er inde på - så mangler bevægelsen, som kan flytte ved det eksisterende. Et stort problem som jeg ser det er de aktuelle målsætninger på Venstrefløjen, de omhandler typisk usælgelige minoritetsmodeller(modeller, få vil leve under) Så det bliver aldrig om indholdet, men kun om formen.
Alle bevægelser, som vil kloden og menneskeligheden det bedste bliver som oftest betegnet som terrorister, f.eks. Green peace i 70'serne. Og hvorfor gør de det?
- Det gør de fordi de er en trussel mod den herskende elite på under en procent, som tidligere bruget religionen som pression mod masserne og som nu anvender kapital som det undertrykkende og styrende middel mod massernes opstandelse.
Jesper Wendt
11. maj, 2014 - 14:40
Det er jo netop ironien, at en samfundsmodel som den danske og nordiske velfærdsmodel, som beviseligt fungere er ved at blive ødelagt og undergravet af netop selvsamme kapitalisme, som her bliver sporet sin uholdbarhed og undergang.
Det er denne selvmodsigelse, som skaber dybe frustrationer i mit ikke så kloge hoved...
De religiøse aspekter er faktisk meget interessante.
Det danske finansministerium er i litteraturen blevet udråbt til at være hjemsted for "statsreligionens ypperstepræster", hvor man i lang tid hovedsageligt har dyrket "Concurrentianus", den græsk-romersk gud for konkurrence, der boede med de andre finansguder på det internationale markedsbjerg, og som i oldtiden var kendt for at straffe de dødelige ved at lade dem løbe om kap mod hinanden indtil de alle sammen kollapsede.
Forleden dag på TV så jeg en hypermoderne tænketanks shaman eller heksedoktor blive spurgt om hvad fremtiden mon ville bringe for Danmark og økonomien, hvortil han præsenterede sine indvoldslæsninger ved hjælp af en fin lille graf fyldt med særlig magiske vækst- og produktionstal, hvori man fornemmede kraften fra Concurrentianus.
Sidste uge så jeg en debat om vækst og ressourceknaphed, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved vores handlemuligheder som samfund, især i lyset af de stigende akkumulerede effekter af udpiningen af jorden, hvortil en politiker svarede at det skulle markedet og Concurrentianus da nok tage sig af.
Som udtryk for en højere bevidsthed var de i besiddelse af en guddommelig indsigt vi mennesker ikke rigtig kunne forstå eller skulle stille spørgsmål ved, men blot fortsætte med at adlyde, tilbede og bringe ofre til.
Det mindede mig om dengang vores samfunds øverste ypperstepræst, finansministeren, bad os (alle sammen) om at bringe en række ofre til Concurrentianus således at de andre finansguders vrede ikke ville regne ned over vores lille land og ødelægge vores (kapital)høst, men tværtimod beskytte os og sikre os et højt (aktie)udbytte de næste mange år.
Som så ofte i forbindelse med disse ceremonier, så kom ofre gaverne dog hovedsageligt fra bunden af samfundspyramiden, heriblandt en del kvindelige stillinger.
Mærkelige tider.
Harvey forklarer det bedre på knap 11 minutter: https://www.youtube.com/watch?v=qOP2V_np2c0
Tja der er muligvis ikke et økonomisk ønske om overlevelse, finanssektorens kortsigtede afkast på investering, er muligvis mere fristende for kapitalister og den magthaverne elite, men så er det vel sådan det bliver, men jeg vil nu nødigt være den, der skal forsvare formen der er anvendt og de forkastede minoritetsmodeller, som du kalder dem, personlig vil jeg ikke ønske, at være den, der skal forsvare, at intet blev gjort eller forsøgt den dag, hvor de super rige vil betale, for deres personlige sikkerhed i en overophedet verden, men det skal nok blive spændende.
Men Jesper Wendt lur mig, om ikke det bliver varmt under investeringer i olie, gas og kul i dette årti, investeringer der ikke er noget værd, når tilliden forsvinder samtidig med klimakatestroferne stiger i antal, der er en enorm økonomisk boble der er pustet op, der kun venter på en snarlig eksplosion.
Kapitalisme handler ikke om velstand, den handler om hierarki, og derfor modarbejder den den eneste virkelig velstand: noget for intet. Når fossile energikilder favoriseres, er det, fordi de kan give et afkast, mens vedvarende energikilder kan give energi, uden at det koster alverden, når først anlæggene er etablerede. Så idiotisk er kapitalismen.
Michael Pedersen
Det er da dejligt at Peter Hansen stiller den logiske sans til rådighed, for de der så tydeligt og beklageligt mangler denne egenskab.
Michael Pedersen
Produktionsprisen af en enhed fossil energi den kender vi.
Nu efter den korte version fra FN's Klimapanel, vækst er en fejl, først må vi skaffe vedvarende grøn energi.
Det liberale kapitalistiske olie, gas og kul etablissement, kommer til kort, når de liberale indhentes af følgerne, af tilsidesætte af rapporten fra FN's Klimapanel, hvor advarslen er klar.
"Op mod tre fjerdedele af verdens kul- og oliereserver skal forblive i undergrunden, hvis vi vil holde klodens temperaturstigning under to grader og undgå katastrofale ændringer af klimaet."
Vækst er alt, uden respekt for livet, for profit til de få, til døden for de mange, den går kun til, den ikke går mere, lur mig ; )
Michael Pedersen
11. maj, 2014 - 16:57
Her har du din efterlyste kalkule: (magt+forsilebrændstoffer) - (menneskeligheden+vedvarende energi) = -∞
Når kapitaleliten skifter karakter fra at være acceptable kapital-vampyrer til livstruende kræftsvulster må Gaia,eller verdens befolkning,ty til drastiske midler og hvad gør man normalt ved kræftsvulster?
Man dræber den ved forskellige metoder og her er det venstrefløjens forbandede pligt at finde den mest effektive,for tiden er ved at være knap.
Selv fortrækker jeg udsultning gennem regulering fordi det er den eneste der synes at være muligt.Det mest effektive vil være at skære den væk men er nok ikke realistisk.
Piketty er socialdemokrat og vil bare beskatte. Det er ikke nok. Jeppe Kofod er også socialdemokrat (kandidat til EU-Parlamentet), han vil også beskatte, men nu vil han sørme også regulere. Finansmarkederne skal reguleres, siger han pludselig, jamen dog, bankerne skal reguleres helt i bund, og de, der ikke lukker for rådgivning om skattesnyd og -ly, de skal kunne fratages retten til at drive bank. Sådan!, hvad mon vor mor siger til det? Men de gode takker for de nye toner fra en fredelig socialdemokrat. Men det er heller ikke nok. Det rumler i vulkanerne, siger Harvey, der vil snart ske noget. Det skal nok være sådan noget som at sætte sig ned foran de åbne døre, og blokkere for magtens opsugning af vores protest. Nedlægge den usynlige magt, der holder os fast i demokratiets manglende vilje til at gøre op med markedstyranniet. Læs dagens Center for Vild Analyse. Hvis vi vil påtage os magten til at nedlægge magten, som vi ellers selv har godkendt og er en del af, kan vi gøre det, det kræver bare en idé om, hvordan magten så skal indrettes. Socialdemokraterne vil ikke være med, når det kommer til stykket, det vidste vi før, og det ved vi nu, bare se Goldman Sachs-sagen. Nej vi skal nok til de venstreorienteredes gruppe i Parlamentet, GUE/NGL, hvor Die Linke, Syriza, IU (spansk), Folkebevægelse, Venterpartiet, og lignende kapitalkritiske partier sidder. Og så holder vi lige en dør på klem for det danske/ internationale "Alternativet", rygterne om dets bovlamme naivitet kan være stærkt overdrevne.
"Den evindelige knirken fra det roterende hamsterhjul er næsten ubærlig for mange mennesker. Det eneste der holder hjulet igang, det eneste der motiverer denne stadig hurtigere sprint, er frygten for den stilhed der opstår, hvis hjulet pludselig står stille."
Uhyggelig præcis analyse og formulering, tak.
Enevælde V2.0 - Demokratiets markedskonformitet - garant: EU
Den beslutsomt fremrykkende europæiske enhedspolitik træffer nu foranstaltninger til sine næste slag i det tidsubegrænsede finale felttog mod det overordentlige …
I al denne patologiske direktiv-iver og totalitært hørmende indblanding i gamle nationale samfundsstrukturer ser man sporene af et stadigt mere selvsikkert had til den overordentlige undtagelse – demokratiet med dets indlejrede folkestyre - som stadig er en undtagelse i historisk forstand - slimspor af forbitrelse mod det - der i sin art aldrig vil kunne erstattes …
Som den demokratiunderskudsgivende og altædende Draco Maximus - i en amoralsk symbiose med kapitalens værste udskud og dens talrige politiske paladiner – kast blot et blik på dagens ophængte valgplakater af en bizar flok stemmetiggere allerede med hånden og snablen fremme – et sammenrend i det såkaldte EU - der netop derfor vil udrydde og erstatte det overordentlige med et såkaldt markedskonformt demokrati så hurtigt og lydløst som muligt – og det samtidig med en tydelig konvergens henimod endnu flere overordnede politiske udpegninger – Thornings redning - helt uberørt af disse besværlige demokratiske valg …
Hvad man egentlig har gang i dernede i EU-imperiet vil snart blive klart for flere og flere – selv parlamentsformand Martin Schulz på et ikke særligt demokratisk - men arrangeret fupvalg - med kun to enslydende kandidater - indrømmer – at projektet efterhånden ikke står særlig stærkt – og han vil endda være formand for kommissionen – og meddeler – at det dér med de nationale samfundsstrukturer i de enkelte medlemslande naturligvis skal forblive uændret – sic! – valgflæsk på tysk …
Regnestykket, Michael Pedersen, er meget enkelt: aktivitet, der kræver vedvarende menneskelig handling er omkostningsfuld; aktivitet, der kræver menneskelig handling én gang for alle eller sjældent, er billig på grænsen til gratis.
Ja, Jan Weis, demokratiet er ungt. Og har i sine få leveår været udsat for så mange snubletråde og påført så mange knubs, at det fra en dårlig start blev til en langtrukken overlevelseskamp. Indehaverne af demokratiet har været uldne og kølige i deres begejstring, for de havde en hemmelig elsker, ejendomsrettens frie bevægelighed, eller hvad det hedder. Kærligheden til ejendom og kapital, " the pursuit of Happiness" som de siger på amerikansk, har altid trukket demokratiet skævt. Kapitalen er hellig, demokratiet kun jordisk. Men demokraterne vil ikke opgive deres tilbedelse af kapitalen, inde bagved, inde i den dybe magtens labyrint bag de mange åbne døre, jf. Kafka og CVA, huserer kapitalen som hersker og fange på samme tid. Men demokraterne vil ikke af med den. De holder fast i den til det sidste.
Jamen, der er ikke noget regnestykke, Michael Pedersen, kun den almindelige logik, der tager tingene i realtime uden at kalkulere med ting i fremtiden, vi intet aner om. Men vi ved, at vi kan sikre vores energiforsyning med vind, sol, vand og jord, og at vi kun bliver bedre og bedre til at udnytte kraften med apparater, der kræver stadig mindre for at virke.
I øjeblikket er alle optaget af at ville løse et problem med vækst, der ikke kan løses med vækst: angsten for manglende hænder på arbejdsmarkedet. Det kan ikke nok så mange opsparede værdier trylle frem.
Omstilling må forventes starter her, ikke i Kina eller Indien, de nye kapitalistiske lande, kopiere den klassiske kapitalisme, hvor der aldrig skiftes spor, før der er nært forestående profit, i et sporskifte, til intrasenterne.
Men er der ikke fordele, for de gamle økonomier i omstilling nu, selv hvis, vi ser bort fra det kaos, klimaforandringer medfører ved nølende handling.
Michael Pedersen. Der er to regnestykker. Dit beskæftiger sig med en pris i kroner og øre for en kgW/t. Et regnestykke du desperat holder fast i, fordi du er en af dem der akkumuleret kapital. eller idet mindste tror på velsignelsen ved akkumuleret kapital.
Mit regnestykke beskæftiger sig med den belastning som en KGW/T yder på Naturen. Det sidste regnestykke er det eneste relevante regnestykke og vil også om føje år være det eneste regnestykke. Dit regnestykke min gode mand hører til bland dinosaurerne.
Alternativet eksisterer, men det ligner for den hamsterhjulstraumatiserede, frygtterroriserede vælger stadig et utopisk, paradisisk fantasifoster. Del og hersk - den er altid gangbar og benyttes altid med succes af magten, som nu er klædt af og afsløret som den 1%. Deres magt og mammon er illegitim - fællesskabet frastjålet, bedraget og efterladt som måbende tåber i hamsterhjulet. Hitler tabte, kleptokratiet og finansfascismen vandt.
Og vi er fredelige borgere, som ikke ønsker at gå i krig for vores frihedsrettigheder - men når uret blir ret, blir modstand en pligt - og nødvendighed. Et liv i trældom er uværdigt - vi vil ikke være slaver for mindre ånder.
Philip B. Johnsen
11. maj, 2014 - 22:18
Hvis Europa allerede nu omstiller sig til en ny bæredygtig økonomi og energi strategi, så vil det kunne gøre Europa førende i den verden, som uomgængeligt kommer ikke så langt fremme i tiden.
Det kan føre til fornyet velstand i Europa og vise vejen frem for de nye fremadstormende lande i verden, som på et tidspunkt vil risikere at bukke under for deres egen succes gennem overforbrug og miljø konsekvenser.
Jamen, Michael Pedersen, der bliver jo ikke tale om noget velfærdstab - bortset fra det, der fremkommer af helt andre årsager, der handler om fornuftigere og mere moden forbrugeradfærd. Jeg kan slet ikke se, hvordan energi, der ikke kræver mange menneskers indsats, kan være andet end en velfærdsforbedring.
@Michael Pedersen
Hvis fossile brændstoffer fuldstændigt erstattes af vedvarende energi, vil samfundets udgifter til energi jo også falde drastisk. Principielt til 0kr /kwh. Det skal vel medtages i dit regnestykke?
Og vigtigere: velfærdstabet hvis forbruget af fossile brændstoffer fortsætter, bliver efter alt at dømme af ubegribeligt omfang. Danmark står ganske vist ikke i første række når konsekvenserne af den globale opvarmning for alvor begynder at melde sig, men det handler jo ikke kun om vores velfærd, eller hvad?
Og der er du helt galt afmarcheret, Michael Pedersen. Vi sparer noget arbejdskraft, men vi formindsker ikke outputtet andre steder, tværtimod fjerner vi en væsentlig udgift ved at have gratis energi, også til produktionen. Men der er stadig arbejdskraft nok, der er stadig mere end rigelig produktion, Du betragter det fejlagtigt som "indtægter", men reelt er der jo blot tale om at disponere og allokere samfundskræfterne - og det kan kun blive endnu lettere, når vi ikke skal bruge så meget tid og kraft på at tilvejebringe den mekaniske energi
Jamen hvis de offentlige udgifter til el og opvarmning i offentlige institutioner falder til '0', så er der jo en væsentlig besparelse at hente der, ikke? Det medregner du ikke i dine manglende 50 mia?
Og samtidig: hvis borgernes udgifter til energi falder til '0', så er der basis for en hævelse af skatteprocenten, som ikke vil mærkes som en merudgift?
Måske misforstår jeg dit argument helt fundamentalt, men jeg kan ikke helt se logikken i dit regnestykke der ender med at staten mangler 50 mia. Du siger vel nærmest at det vil være en ulykke for Danmark, hvis al vores energi i morgen blev leveret fra en gratis, uudtømmelig kilde, som f.eks. Solenergi?
Torsten Jacobsen, du er bare stødt på den såkaldte "markedslogik", der tilsiger, at man kun kan værdisætte ting, der kan omsættes. Derfor er den et mægtigt paradoks, og derfor er den skyld i, at de rigeste samfund ikke kan finde ud af at fordele værdierne til dem, der har behov for dem: fordi det handler om prisen på alt, og ikke værdien af det.
Torsten Jacobsen
Ulykken ved alle mulige vedvarende energiformer i "baghaven" er ikke at de letter miljøet eller gavner økonomien, for det vil vi alle gerne.
Forhindringen er mangel på kontrol, som vil svække magthavernes valg af værktøj.
Ellers havde vi da haft langt, langt mere vedvarende energi allerede, uden statens indblanding, begrænsning, reducering og regulering.
Teknikkerne har været tilstede og kendt i masser af år, blot er det blevet forfinet hen ad vejen.
Nemlig en stor synd at bare fordi naturressourcerne ikke kan værdiudmåles > hvad koster min ilt? Den er slet ikke til salg, og derfor bliver den bare stjålet - så er der fri jagt og latterlig kompensation. Illustrerer til fulde nødvendigheden af den store omstilling, af økologisk økonomi, så der kan blive orden i den globale husholdning og finansfascisterne pacificeret.
Endnu en akademiker fra den rige vestlige middelklasse, der mener at nogen - angiveligt venstrefløjen (hvem det så end er) - må rage kastanjerne ud af ilden for denne rige vestlige middelklasse.
Ikke før end knaphedsproblemerne kan mærkes på forbrugerpriserne, vil der ske nogen forandring ...og ingen vil da forbinde disse problemer med den herskende procent.
Jeg må på det kraftigste fraråde at socialistisk politik forbindes med miljøproblemerne. Der kan sagtens være et samarbejde mellem de to bevægelser, men løsningsmængden vedrørende miljøproblemerne er alt for diffus til at kunne bære en helhedsorienteret samfundpolitisk bevægelse.
Forudsætningen for den store omstilling er forståelsen for nødvendigheden af at erstatte indbyrdes konkurrence med samarbejde - som igen forudsætter veludviklede sociale kompetencer, at evne at være social, hvilket er essensen af socialisme - i min bog.
Sider