Læsetid: 7 min.

Det sidste marked er udtømt

Den 79-årige geograf David Harvey trækker fulde huse til sine forelæsninger om kapitalismens indre modsætninger. Han synes ikke Thomas Piketty har et modsvar og efterlyser politiske bevægelser med et alternativ
Der er en lurende utilfredshed med den måde, kapitalismen fungerer på, alligevel har venstrefløjen ikke udviklet alternativer eller nye visioner. Det undrer mig, siger David Harvey

Der er en lurende utilfredshed med den måde, kapitalismen fungerer på, alligevel har venstrefløjen ikke udviklet alternativer eller nye visioner. Det undrer mig, siger David Harvey

Peter Schultz Jørgensen

10. maj 2014

Køen voksede. Rundt om springvandet og tværs over Universitetspladsen til det store auditorium Palaestra på Lund Universitet. Inde var der proppet. En del gik forgæves. Når geografen David Harvey er i byen, trækker han fulde huse. Ugen før var det samme sket på universiteter i England. Harvey er på turné i anledning af sin nye bog Seventeen Contradictions and the End of Capitalism (Sytten modsætninger og enden på kapitalismen).

Interessen for David Harvey har fået et ekstra løft efter krisen. Mange i politiske bevægelser og på universiteterne fornemmer, at krisen ikke blot er bump på vejen, men ved at udvikle sig til et permanent kompleks af mange typer kriser. Ifølge Harvey skal vi ikke forvente, at samfundene får det bedre, så længe de er gennemsyrede af kapitalen. Han mener sådan set godt, at kapitalen kan finde veje og overleve sine modsætninger, men omkostningerne bliver uacceptable for flertallet af mennesker.

Harvey blev ph.d. i Cambridge i 1961. Under to ophold ved Johns Hopkins University i Baltimore gav den polariserede by og de sociale processer i byens geografi ham inspiration til en marxistisk tilgang. I 2001 kom han til City University of New York, hvor den i dag 79-årige David Harvey nu er Distinguished Professor ved The Graduate Center. Stadig produktiv som forfatter, foredragsholder og agitator.

I et forfatterskab med mere end 20 bøger bag sig har Harvey bredt sig fra geografien til økonomi, antropologi, bystudier, filosofi m.v. Hans forrige bog, Rebel Cities, fra 2013 handler især om ’retten til byen’ og om det urbane som et praktisk politisk spørgsmål. Harvey er en politisk intellektuel og en blændende taler.

I Lund talte han uden noter og holdt salens fulde opmærksomhed. Bifaldet var stort. Det undrer ham, at der er så mange begejstrede studenter til hans forelæsninger, når fraværet af en politisk studenterbevægelse samtidig er mærkbar. Ud på eftermiddagen mødte jeg Harvey på Grand Hotel.

Muligheder i modsætninger

I sin nye bog foretager Harvey nogle basale analyser af kapitalen. Det er hans håb, at andre vil gå videre derfra og analysere samfundene mere konkret for at udvikle alternativer.

»Min hensigt med analyserne af de 17 modsætninger i kapitalen har været at opnå en bedre forståelse af teorien om kapitalakkumulation, fordi den skaber åbenlyse problemer i samfundet. Dernæst handlede det for mig om at stille spørgsmål ved det politiske, fordi den sociale dynamik springer ud af kapitalens modsætninger som kan bruges til at udlede alternativer,« siger han.

Den første modsætning er mellem Marx’s to basale begreber: brugsværdig og bytteværdi. Harvey mener, at mennesket har nogle basale behov og rettigheder i forhold til jord, mad, vand, bolig, uddannelse og viden. Det er brugsværdi, som bør være fælles goder og ikke være underlagt privat ejendomsret via produktion og distribution i form af bytteværdier på markedet.

»Bytteværdiens dominans har for eksempel ført til en enorm spekulation i ejendomme over hele verden, specielt i metropolernes centre. Jeg har lige været i Istanbul, hvor der er 600.000 tomme boliger i en by, der skriger på boliger, folk kan betale. Om aftenen i New York kan du se boligblokke med kun få oplyste lejligheder. Ingen bor der, og alligevel er der hjemløse og almindelige mennesker, der mangler boliger.«

»På den måde skaber systemet helt irrationelle fordelinger. Alligevel får vi igen og igen fortalt, at den bedste måde at skaffe brugsværdier på er ved at slippe markedsmekanismerne løs. Det er nonsens, og derfor må vi ændre det for at kunne skabe gode vilkår for mennesker. Vi kan vælge, om samfundet skal være domineret af brugsværdier eller bytteværdier.«

For hver af de 17 modsætninger, der er katalytiske momenter, graver jeg nogle politiske muligheder ud, som har været adskilte. Dem kan venstrefløjen sætte sammen på en ny måde i en politisk praksis for forandringer.«

»Det er dét, sådan nogle som mig – forskeren – skal bidrage til, at åbne muligheder ved at analysere situationen. Det gør vi for lidt. Det ville være ideelt, hvis der var en forbindelse mellem analyser, udvikling af forestillinger om alternativer og den praktiske organisering.«

Accelererende vækst

De tre sidste modsætninger Harvey skriver om, er ’de farlige modsætninger’. Den første er kapitalens indbyggede behov for accelererende vækst. Den anden er om forholdet til naturen. Og den tredje er om fremmedgørelse og inhumanisering af både os selv som individer og samfund.

Harvey peger på, at kapitalen siden 1800 – og selv før – har haft en vækst på omkring 2,2 procent om året. Det er ikke en lineær vækst, men en eksponentiel vækst af renters rente. For at vise, hvor dramatisk det kan blive, bruger han fortællingen om den indiske konge, der ønskede at belønne opfinderen af skakspillet. Denne bad tilsyneladende beskedent kongen om at lægge ét korn på det første felt, to på det næste, så fire og fremdeles. Ved det 21. felt skulle der lægges en million korn. Og ved det 41. var der ikke korn nok i verden.

Makroøkonomer har opgjort værdien af den globale produktions vækst. I 1920 var den 1,7 billioner dollar (faste 1990 priser), i 1970 til 12 billioner dollar og i 2012 til 45 billioner dollar. Med en vækst på 3 procent, som anses for at være et nødvendigt niveau for en krisefri økonomi, vil værdien være 96 billioner dollar i 2030. Pointen er, at vi trådt ind i en periode, hvor vækstkurven er blevet stejl med et accelererende behov for reinvesteringer.

»I 1800-tallet var der mange felter, hvor væksten kunne foregå. Men hvor skal væksten foregå nu, hvor de sidste felter for investering af den akkumulerede kapital er ved at være brugt op? Det har faktisk været et problem siden 1970’erne, hvor neoliberaliseringen har kompenseret med en aktiv politik for ’akkumulation ved fordrivelse’. Pensionsfonde bliver angrebet og de sociale sikkerhedsnet rullet tilbage, mens der bliver givet skattelettelser til de velstillede. Der er skabt en ekstrem ulighed, via en omfordelingspolitik til gavn for de ekstremt rige, der udplyndrer resten af samfundet «

Konsekvenser

Harvey henviser til Thomas Pikettys nye bog Capital in the Twenty-First Century.

»Piketty fremdrager fantastiske data for den ulighed, neoliberalismen har skabt, og som jo er, hvad den går ud på. Men fordi han er socialdemokrat, foreslår han blot en beskatning af disse rigdomme. Problemet er, at denne klasse kontrollerer politikken, finansverdenen, medierne og universiteterne.«

Kapitalen bliver koncentreret via kreditsystemet og finansialiseringen af økonomien med en ekspansion af værdipapirer og monetær kapacitet. Harvey mener, at samfundene er overtaget af et oligarki og et plutokrati.

»Den accelererende vækst truer vores livsbetingelser i forhold til klima og destruktion af økosystemer. Der sker en voldsom kommercialisering af naturen ved at udstyre selv de fineste porer af celler og gener med bytteværdier. Kapitalen absorberer naturen og vores livsverden i sig.«

Harvey mener derfor, at miljøbevægelsen – når den går ud over det kosmetiske og afværgetiltag – må være anti-kapitalistisk.

»Jeg ville ønske, at de grønne, der taler om nulvækst, ville indse det. Vækst i en kapitalistisk økonomi er fundamental. Når du ikke har vækst, har du en depression som i 1930’erne, og det giver andre problemer.«

Harvey ser dog ikke en apokalypse for sig, hvor kapitalen eller naturen bryder sammen af sig selv. Det eneste håb er, at menneskeheden vil indse faren, inden nedbrydningen går så langt, at de menneskelige og økologiske skader bliver for store til at kunne repareres.

Venstrefløjen

Harvey er forsigtig optimist.

»Der en lurende utilfredshed som en magma i en vulkan, der rumler og bryder ud af og til. Vi har set opstande i mange byer som Istanbul, Cairo og nu i Brasilien på grund af VM i fodbold. Det vil fortsætte.«

Alligevel er han forbløffet over, at de sociale bevægelser og studenterne – bortset fra enkelte steder – nærmest er i dvale. »Venstrefløjen har ikke udviklet visioner for alternativer. Folk spørger med god ret, hvor er alternativet, hvad er jeres bud?«

»Bevægelserne i dag har en helt anden karakter end sidst i 1960’erne, hvor de var båret af fagbevægelsen, kommunistpartierne, solidaritetsbevægelsen etc. Lige nu spiller NGO’erne en stor rolle, men de kan ikke udfordre rigdommen. De kan kun afhjælpe problemer relateret til fattigdom eller miljøforhold. Det fører til en politik med afsæt i offerroller og rettigheder og ikke til radikale ændringer.«

David Harvey peger også på, at fokuseringen på identitetspolitik har fremmet en fragmentering i særinteresser på bekostning af analyser af klasser. En anden kritik er rettet mod de autonome og anarkister. Han mener, at de har brugbare taktikker, men er naive, når de afviser en demokratisk hierarkisk struktur, som f.eks. er nødvendig for at kunne organisere en hel by.

»Venstrefløjen forstår ikke, at den er fanget af denne form for opposition, som gør den temmelig magtesløs, når det kommer til solidaritet, massebevægelser og reel udfordring af magten. Vi må finde veje til at bryde ude af denne ramme og handle uden for den.«

Måske går en af disse veje gennem forhandlingerne om byrummet. Harvey har i de seneste år skrevet en del om retten til byen og har som politisk intellektuel støttet Right to The City Alliance i USA.

»Byen med masser af aktiviteter og diversitet er et fantastisk sted for organisering og udvikling af en bevægelse. Byer er også et meget konkret sted at forestille sig alternativer. Der er en lang tradition for byutopier, som vi kan trække på for at udvikle alternativer,« foreslår han.

 

 

David Harvey

Seventeen Contradictions and the End of Capitalism.

336 sider. 12 pund.

Profile Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frans Mark
  • Andreas Trägårdh
  • HC Grau Nielsen
  • Søren Roepstorff
  • Trond Meiring
  • morten Hansen
  • Marianne Rasmussen
  • Ejvind Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Jens Falkesgaard
  • Carsten Mortensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Niels-Holger Nielsen
  • Søren List
  • Henrik Christensen
  • Per Jongberg
  • Palle Yndal-Olsen
  • Torben Kjeldsen
  • Katrine Visby
  • Jakob Lilliendahl
  • Filo Butcher
  • Olav Bo Hessellund
  • Bjarne Riisgaard
  • Helge Rasmussen
  • David Zennaro
  • Torben Nielsen
  • Claus Piculell
  • John Fredsted
  • Ole Falstoft
  • Jesper Wendt
  • Britta Hansen
  • Marina Kasimova
  • Laurids Hedaa
  • Peter Jensen
  • Steffen Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
  • Jan Weis
  • Flemming Scheel Andersen
  • Ervin Lazar
  • Rasmus Kongshøj
  • Per Torbensen
  • Ole Henriksen
  • Curt Sørensen
Frans Mark, Andreas Trägårdh, HC Grau Nielsen, Søren Roepstorff, Trond Meiring, morten Hansen, Marianne Rasmussen, Ejvind Larsen, Dorte Sørensen, Jens Falkesgaard, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Niels-Holger Nielsen, Søren List, Henrik Christensen, Per Jongberg, Palle Yndal-Olsen, Torben Kjeldsen, Katrine Visby, Jakob Lilliendahl, Filo Butcher, Olav Bo Hessellund, Bjarne Riisgaard, Helge Rasmussen, David Zennaro, Torben Nielsen, Claus Piculell, John Fredsted, Ole Falstoft, Jesper Wendt, Britta Hansen, Marina Kasimova, Laurids Hedaa, Peter Jensen, Steffen Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Jan Weis, Flemming Scheel Andersen, Ervin Lazar, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Ole Henriksen og Curt Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Bill Atkins skiver:


Jeg må på det kraftigste fraråde at socialistisk politik forbindes med miljøproblemerne. Der kan sagtens være et samarbejde mellem de to bevægelser, men løsningsmængden vedrørende miljøproblemerne er alt for diffus til at kunne bære en helhedsorienteret samfundpolitisk bevægelse.

Jeg er som udgangspunkt helt uenig. Nok er der ikke totalt overlap i de to 'løsningsmængder' (social retfærdighed og bæredygtig livsudfoldelse), men fællesmængden er så stor, at de to forhold i min optik slet ikke kan forstås adskilt.

Det er jo bemærkelsesværdigt at socialistisk prægede tanker om samfundets indretning, hurtigt stemples som 'utopiske' (Alternativets endelige udkast til et partiprogram vil lide den skæbne), mens den herskende ideologi, som beviseligt underminerer selve grundlaget for vores eksistens de sidste par tusind år, betragtes som 'realistisk'.

Socialisme er realistisk, fordi den anerkender at mennesket ikke eksisterer uden for verden. At alt hvad angår individet på samme tid angår dets omverden og dets relationer til andre individer. Socialismen benægter utopien om, at man kan trække sig tilbage til sin borg, hejse vindebroen op og lukke sine skodder, med påstanden om at 'Jeg byggede dette, så her hersker jeg!'

I det øjeblik en socialisme ophører med at være realistisk, for eksempel hvis den mister blikket for at naturen ikke kan destrueres uden at vi samtidig destruerer eksisterende, latente eller potentielle sider af os selv, da mister den enhver form for legitimitet. Præcis som det er sket for kapitalismen.

Flemming Scheel Andersen, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

P.s. Det skal selvfølgelig understreges at jeg i ovenstående ikke beskæftiger mig med 'Socialismen' i dens mange kulturhistoriske og fast definerede ideologiske former. Jeg taler om en 'socialisme' som en livsindstilling der står i delvis modsætning til 'individualisme', både epistemologisk og ontologisk.

Steffen Gliese

Vel kke "individualisme", Torsten Jacobsen, men den særlige fejlslutning, der hedder "solipsisme"?

Torsten Jacobsen

Man kan vel sige, at individualisme er solipsismens praktiske konsekvens.

Jeg postulerer at enhver verdensforståelse må tage udgangspunkt i et grundlæggende axiom:

At ethvert fænomen kun kan opleves fra et subjektivt perspektiv, men at det kun kan forstås i sin sammenhæng med alt andet. Dette gælder også for det subjektive perspektiv. Paradokset lurer altså.

Jeg springer mellemregningerne over, og konstaterer blot at man fra dette grundlæggende aksiom må udlede, at dualismen mellem subjekt og omverden er illusorisk, og må opgives. Individet er ikke en statisk enhed, der står over for en statisk omverden. Tværtimod er der tale om ét dynamisk system.

Igen med udeladelse af afgørende mellemregninger, bliver konklusionen, med Sam Harris' ord:

"You are no more responsible for the state of your brain at any given moment, than you are responsible for your height".

En sådan konklusion er jo på afgørende vis uforenelig med individualisme: troen på at 'jeg' er en stabil kerne, et fast ståsted for erkendelse. Den er ikke uforenelig med socialisme: forståelsen for, at alt er forbundet, at alt er altings forudsætning.

I parantes bemærket kan man i ovenstående også finde en afgørende begrundelse for kommunismens tragiske endeligt: man glemte her, at verden kun kan opleves som subjekt. Og at denne oplevelse jo i sidste ende er det eneste af blivende værdi i et menneskeligt samfund. Man fornedrede individet, underordnede det samfundets interesser. Man devaluerede selve det man igennem sin suveræne forståelse af sammenhænge ville ophøje.

Hjemmebrygget lommefilosofi? Helt bestemt. Pånær det grundlæggende axiom, som efter min mening ikke kan udfordres. Og accepterer man axiomet, må man jo indrette sig på dets følger. Om man kan lide resultatet eller ej..

Karsten Kølliker og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er absolut ikke enig - en fast identitet er baggrunden for al personlig udvikling og for al opnåelig lykke. Mennesket er ikke et siv, der duver for vinden.

Steffen Gliese

Og jo fastere en jeg-sikkerhed, jo større tolerance overfor andre. Kun svage individer anfægtes af andres anderledes valg og præferencer.

Torsten Jacobsen

Problemet opstår når identiteten (en subjektiv oplevelse, som jeg ikke betvivler, ej heller underkender vigtigheden af), gør individet blind for, at det er en del af en større sammenhæng. Den neoliberale logik udspringer direkte af denne blindhed: mit arbejde, mit slid, min fortjeneste, mine evner, mine mangler, min skyld, mit, mit, mit, mit, mit!

Inter er os givet, og intet skal tages fra os. Vi er alle i sidste ende lavet af stjernestøv. Men vi føler os ikke som stjernestøv: i denne simple sandhed ligger kimen til alle vores problemer, men også nøglen til en endelig transcendens.

Morten Balling, Karsten Kølliker, Steffen Gliese og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Klar tale torsten
Peter - netop forståelsen af individets uløselige forbundethed til sit ophav placerer den individuelle bevidsthed i sin rette sammenhæng og forståelse. Uden denne forståelse af altings forbundethed er netop udlagt den røde løber til privatkapitalistisk misbrug og ødelæggende indbyrdes konkurrence - og finansfascismen er inviteret indenfor, fanden har fået lillefingeren og er i fuld gang med resten, mens det bedøvende omkvæd messes om det markedskonforme demokrati og socialismens umulige utopi. Socialisme betyder at evne at være social. Så enkelt er det - og når denne grundlæggende evne til omsorg forstås i sit inderste væsen, følger naturligt og uløseligt forbundet hermed omsorgen for det, som er forudsætningen for menneskets eksistens i sin nuværende form > naturgrundlaget.

Karsten Kølliker, Steffen Gliese og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og næste udfordring i åndsvidenskab for begyndere : hvad forekommer mest logisk : at formen har skabt bevidsthed ... eller at formen er skabt af bevidsthed.
Og hvis det sidste er tilfældet, hvorfor har så denne skabende bevidsthed skabt mennesket - som kampplads mellem det onde og det gode?
Men studerer man den skabelse, som omgiver os overalt, bør det være klart, at alt er forbundet i en interagerende helhed, som vi bør studere med ærefrygt og lære af - i stedet for som åndløse zombier i bevidstløs uopmærksomhed at nedtrampe underet vi er midt i - denne umådelige gave til os, som vi er ved at erkende lovmæssighederne for kærligt samvær med. Dette er budskabet til verden - for størst af alt er kærligheden.

Jeg har flere gange hævdet samarbejdet om klimaet og anti materialismen på tværs af de traditionelle idelogier (ikke Randi :-).
Torsten Jacobsen : "....mens den herskende ideologi, som beviseligt underminerer selve grundlaget for vores eksistens de sidste par tusind år, betragtes som 'realistisk'."
Ikke realistisk i forhold til et endemål, men jeg vil sige - eksisterende ! Enhver forandring må tage udgangspunkt i nutiden.
Socialister er også materialistiske, selv om deres økonomiske niveau ligger under liberale borgeres. (det gør det vel ?) Skal forbruget ned - både det private og det offentlige - skal de bedst stillede borgere brandskattes (og ske en vis forbedring af de ringest stillede) og det offentlige forbrug nedsættes drastisk.
Altså ikke bare traditionel socialistisk lighed, men samlet reduktion.
Det hele gennem demokratiske beslutninger om minusvækst.
Med øvelse begynd, for at bruge en militær talemåde. Skal militæret indsættes ?

Kjeld Hansen

Det hele drejer sig om, at skabe balance.

Det er balance, som for naturen til at hænge sammen og fungere.

Det er omfordeling af goderne, som for menneskeligheden til at fungere - Det er Danmark og Norden det bedste eksempel på efter min ydmyg opfattelse.

Massiv menneskeskabt påvirkning af naturen, markedsøkonomi og kapitalisme skaber ubalance og nød og ender op med massiv modreaktion for at genoprette balancen. Det være sig det nogen kalder for terrorisme og klimaforandringer eller andet, som kan skabe balance.

- Vil vi have en ordenlig verden, at leve i fremover, drejer det hele sig om at skabe balance. Vi skal ændre værdi sætning fra markedsværdier til balanceværdier.

randi christiansen

Lyt til sheldon solomon på utube > morten ballings link i tråden om 'krig ført med popmidler'. Sheldon er storskøn elsker elsker elsker ham.

Lars Kristensen

I følge menneskerettighedernes Artikel 3, har vi alle ret til livet, mens det kun er dem der har kapital (penge) der har ret til at eje ejendom (jord) i følge menneskerettighedernes artikel 17.

Selv menneskerettighederne står med et problem her, for mens vi alle har ret til livet, står der millioner af mennesker der end ikke har ret til at dyrke deres egen føde.

Når vi som mennesker har ret til livet, skulle vi implicit også have ret til de basale livsnødvendigheder og en af dem er at kunne dyrke vor egen føde.

Så længe vi mennesker ikke har den basale ret til at dyrke vor egen føde, uden betaling til andre for brug af jorden, så har menneskeheden et stort og uløst problem.

Vi i den overforbrugende verden af fødevarer, vi taler om borgerløn (basisløn), men hvorfor skal det være en løn (penge/kapital).

Hvorfor ikke kræve at vi alle skal have adgang til basisfødevarer, uden at det koster noget som helst.

Vi skal kunne hente basisfødevarer, så som hvede, vand, mælk, salt, æg, kartofler, gulerødder m.v., uden at det koster noget.

Noget sådan kan gøres, når vi indretter vort samfund i mindre landsbysamfund der selv dyrker jorden, malker koen, hentes æg hos hønen o.s.v.

I landsbyer der ikke har kapitaliseret jorden og boligen og dermed ej heller basisfødevarerne.

På den måde vil det være muligt at opretholde et anstændigt liv og dertil også et velfærd, som godt nok ikke nødvendigvis indeholder luksusbiler og 50 tommers tv m.m., men blot det der skal kunne bruges, for at kunne opretholde et liv, hvor livet ikke kommer til at føles som en kamp mod kapitale interesser.

randi christiansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Lars kristensen - du har så evig ret, men menneskeheden har taget en afvej - lyt til sheldon solomons klare beskrivelse af de dynamikker, som har ledt os på afveje - og vi skal tilbage på hovedsporet. Når en kritisk masse har forstået det enkle, vil historien vende til samarbejde om overlevelse, i stedet for dette hjerne-og hjertedøde konkurrencestunt, der nu er gang i. Og vi er på vej > den store omstilling til økologisk økonomi, det nye politiske parti 'alternativet' vækker ligeledes visse forhåbninger om en rænessance for hjertets dannelse = intelligens.

Morten Balling

Der er mange interessante ting der kommer på banen i denne debat.

En ting der slår mig er at vi sætter demokratiet ligeså meget op på en piedestal som man i finansministeriet gør det med Concurrentianus. Demokratiet er måske nok det bedste bud vi har, men det er ikke løsningen på alt. Bare prøv at spørge naboer til Metrobyggeriet. 95 dB, 24 timer i døgnet i årevis er ikke ok, selv i set almenvældets milde og gode lys. Her glimrer demokratiet med politikere, som er i besiddelse af uendelige mængder ansvarsforflygtigelse og handlingslammelse, baseret på det Francis Underwood kalder "at tælle stemmer". Det er også ham der siger: "Democracy is so overrated".

Ind imellem kunne man også ønske sig at den politiske skala havde flere akser/dimensioner end én. Hvad med højre/venstre/op/ned/ud/ind? Det er utopi at tro at individets magtbegærlighed ikke spiller ind her. Det er svært ikke at drømme om, at der en dag var nogen der rystede posen, og startede med et nyt ark i skrivemaskinen. Med risiko for at få nogen af socialisterne på nakken, så peg på et velfungerende socialistisk land. Det kan ikke kun skyldes den kapitalistiske omverden. Og nej, de Radikale ("slingrefisene" ;) er nok ikke løsningen her.

Grunden til at priserne for vedvarende energi er høje, er bla. at vi i store træk skal starte fra scratch. De første dampmaskiner og elektriske motorer var heller ikke særligt effektive. Energi er samtidig verdens største marked (nr 2 er våben og nr 3 er narko), og markedet for energi styres benhårdt af dem som stadigvæk har olie reserver. Al energi her på Jorden, kommer fra Solen, inkl de fossile brændstoffer. I stedet for at brænde dem af, burde vi rette blikket imod at udnytte energien fra solen på en bedre måde, men mennesket har altid valgt de nemme løsninger. Bare se hvor meget kvælstof vi har hevet ud af atmosfæren, og skyllet ned i jorden. Alternativet var godt nok hungersnød, men det er den gode gamle med at tisse i bukserne når man fryser.

Det ville være godt for de fleste hvis Daenerys Targaryen med hendes tre drager, ikke bare var en fiktiv person, men det er hun desværre (mere end Francis Underwood). Og selv hun må indse at det ikke er nok at sætte slaverne fri. Tingene vender hurtigt tilbage til gamle tilstande. Formentligt er det op ad bakke med den store sten at lave om på det, men hvis der er nogen som har muligheden er det os mennesker.

For mig at se, er vores "redning" måske at finde i biologien/evolutionen. Det er ikke tilfældigt at vi er blevet sociale væsener. Alt peger på, at evolutionen har "fundet ud af" at samarbejde betaler sig. Problemet her er at vi efterhånden også er "kloge" nok til at gennemskue, at det allersmarteste for det enkelte individ er at de andre knokler, mens man selv fiser den af, sålænge det går upåagtet hen. Blandt de andre dyr har det fatale konsekvenser at blive opdaget, men hos Homo Sapiens har man fundet måder at kommunikere sig ud af den slags problemer.

Løsningen består også i at vi holder op med at tro at stenkuglen vi lever på, er fyldt med uendelige resourcer. Økonomi virker fint for nogle individer og kan sågar bruges til at forklare noget af evolutionen. Men Jordens historie har også vist adskillige gange, at apex dyr ikke er garanteret overlevelse som art. Den fixer Moder Natur, når hun synes de bliver for kæphøje, og det ser ikke altid pænt ud, når hun svinger øksen.

Dualismen er der ikke ret mange der tror på længere (hvis man ser bort fra den ret store del af menneskeheden som er religiøse ;). Descartes er trængt op i et hjørne fra flere sider.

Og tak Randi :)

Hvis det ikke var fordi jeg ved at magt korrumperer ville jeg sige: Torsten Jacobsen for president!

randi christiansen

Morten - i lige måde - jeg vil også være præsident (sheldon får lige perspektiveret vores medfødte drøm om at udrette noget stort) - så vil jeg dele den med alle de kloge bonghoder, som har fattet, at samarbejde er vejen til kærlig overlevelse for alle her i det jordiske paradis, som vi har fået lige til at pakke ud og nyde - og selv om vi er så superintelligente stadig fumler med knuden om pakken.
Jai - Sat - chit - anand > hyldest til sandhed - eksistens - lyksalighed
Som de indiske vise - vi søgte, fordi den danske folkekirke er faldet i søvn - siger det
Eller den græske firkant > det gode, sande, skønne og retfærdige

Morten Balling

@Randi

Ja, ind imellem har det lysnet en smule i øst, selvom Renæssancen bliver lidt diffus, når man tager de historiske briller på.

Morten Balling : " Ind imellem kunne man også ønske sig at den politiske skala havde flere akser/dimensioner end én."
Det har der været længe - søg på Retsliberal. Så ser du en firkant på spidsen - svarende til to akser.

Bill Atkins

@Torsten Jacobsen, problemet er, at der ikke ligger nogen klassekamp latent i miljøkampen, og erkendelse af klassekampen er essentiel for socialismens udvikling.

Et parløb med miljøkæmperne vil kræve at klassekampen underbetones - se blot på miljøkæmperne her på sitet. De har nærmest erstattet deres social indignation med en indignation på miljøets vegne.

Det er jo mindre personligt involverende at kæmpe mod kapitalens miljøødelæggelse, end mod kapitalens udbytning af samfundets svageste.

Morten Balling

@Leo:

Ja man har det med at glemme Retsforbundet, og hvis jeg skal være ærlig (det skal man jo), havde jeg aldrig rigtigt helt sat mig ind i georgismen. Det begynder der at være rettet op på nu :)

@Bill

Helt personligt har jeg været socialist af hjertet hele mit liv, udfra en idé om fællesskab og retfærdighed. Det ændrede sig bla. en del da det gik op for mig at en af mine amerikansk/danske venner var hardcore republikaner, og mente at George W. Bush ikke var den mest ringe præsident USA nogensinde havde haft (det var han). Først var jeg tæt på at stikke ham en, men jo mere vi snakkede desto mindre sort/hvide blev tingene, og desto mere gik det op for mig at vi på mange områder ville det samme med Verden.

Bla. kunne jeg ikke undgå en vis form for respekt overfor de højreorienterede, der under finanskrisens begyndelse mente, at hvis man havde ment a måtte man også acceptere b. Altså at hvis man var liberal, måtte man også lade falde, hvad ikke kunne stå, i stedet for at bruge diverse skattefinansierede hjælpepakker på at redde en grådig finansverden. Lidt analogt til det tyske punkband Einstürzenden Neubauten's idé om at tingene bliver bedre hvis man smadrer alting, og bygger det op påny. Dén forstod man ikke rigtigt i Ungdomshuset første gang bandet spillede der, lige efter at man havde malet huset, kort tid efter Kulørte Klat aktionerne ;)

Det gik også op for mig hvor meget frihed betyder for nogle liberalister, og jeg blev mere opmærksom på at ikke alle de regler venstrefløjen gerne ville sætte op for vores samfund gav nogen reel mening. Endelig så jeg som sagt, hvordan selv en smuk ideologi som socialismen, stille og roligt blev til korrupte magtsystemer, når der var magtsyge mennesker involveret.

Det har hverken gjort mig højreorienteret eller til en slingrefis, men jeg tror helt ærligt ikke længere på hverken socialisme eller kapitalisme. Hvis der var nogen der kunne opstille formler for et retfærdigt samfund vi alle kunne blive enige om, var jeg et langt stykke hen ad vejen klar til at lade en computer tage de beslutninger vi skulle leve efter. Colossus style ;)

Bill Atkins

Morten Balling, jeg er selv i tvivl ind imellem. Skal vi bare give efter og se at få det overstået og race mod kapitalismens drømmescenarie af et civilsamfund? Megabyer, højhuse, og slum. Kampen om arbejdet og overlevelse.

Problemet, når man diskutere med en amerikaner, er, at den amerikanske exceptionalisme tillader, at man som amerikaner indtager den holdning, dine republikanerne giver udtryk for. Eller rettere "indtog den holdning", for i dag kan du i USA ikke bare købe dig en værktøjskasse, nedsætte dig som selvstændig, evt flytte lidt rundt, overleve og skabe dig en tilværelse med familie, sygeforsikring og økonomisk overskud til at sende dine børn på college. De tider er forbi også i USA.

Den amerikanske livsstil kræver i dag en neoimperialistsik global økonomi, der gør at andre lande tvinges til at sælger deres ressourcer for værdiløse dollars og åbner deres markeder for amerikanske investeringer, hvilket betyder at balancerede samfund rives op enten ved økonomisk pression eller ved direkte trusler og krig.

Og det fordi den enkelte amerikaner forbruger hvad der svare til, at vi har fem jordkloder til rådighed. Så mit svar til mit eget spørgsmål ovenfor: Skal vi bare give efter? - må være et "nej" - for det holder ikke i længden. Der kommer flere og flere working poors, lønningerne falder, levestandarden falder, måske ikke så meget hos de fattigste, som den gør i den lavere middelklasse. Kapitalismen æder sig selv op nede fra. (Se Wilhjelm Den udeblevne kapitalismekritik)

Mere end halvdelen af de virksomheder der sælges i Danmark i dag sælges til udlandet, og en stor del af de virksomheder der sælges til udlandet, eksistere ikke om fem år. Arbejdspladserne flyttes til udlandet.

Bill Atkins

randi, jeg var lidt provokerende der, men det udtrykker netop problemet: Klassekampsretorik internt er lidt bister, miljøkamp er anderledes internt forsonende og jeg sætter naturligvis den enkelte miljøkæmpers indsats og vidensfordeling meget højt.

Morten Balling

@Bill

Jeg tror også at du og jeg er ret enige om hvad der er rigtigt og forkert. Når jeg skriver at jeg til en vis grad kan respektere republikanerne, er det absolut ham med værktøjskassen jeg hentyder til. Det er selvfølgelig delvist at kaste en provokerende bold op i luften, når jeg påstår at en computer ville kunne lave bedre love, end den måde demokratiet kører på nu, men det er ikke helt i hegnet.

En af forudsætningerne for et fungerende demokrati, er at vælgerne er oplyste. Sådan er virkeligheden langtfra idag. I Danmark stemmer en stor del af vælgerne på den der har det pæneste tøj, og virker mindst utroværdig på valgplakaten og i reklamerne op til valget. De fatter intet om politik, filosofi, sociologi mm. Samtidig er det for mig at se, en massiv falliterklæring for demokratiet, når man kigger på de to kommende statsmedister kandidater. Det må man simpelthen kunne gøre bedre. Du nævner f.eks. Wilhjelm, som på troværdigheds siden tager begge kandidater ud med uanede længder.

Så nej, selvfølgelig skal vi ikke bare give efter og drukne os selv i et naivt håb om at lige præcis vi selv nok skal klare den. Et bedre alternativ som jeg har foreslået før, er at udnævne mig til enevældig konge. Jeg lover at jeg både vil være flink og retfærdig, og kun begrænset grådig og magtliderlig. Sjovt nok har mit forslag ikke rigtigt vundet det store gehør (endnu ;).

Flemming Scheel Andersen, randi christiansen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Miljøkampen er da i aller højeste grad en del af kampen mod kapitalismen. Det er jo kapitalen, der forurener, lige fra kemivirksomheder over olieselskaber til landbrugsindustriers gift-, overgødskning og gmo-forurening eller industriers overdrevne CO2-udledning. Det er kapitalen der gør vores vandløb halvdøde, og forurener for at undgå at bruge penge på naturhensyn. Kampen mod kapitalen og kampen for naturen kan sagtens tage hinanden i hånden.

Bill Atkins

Jo, men kapitalismen er også arbejdspladser, og hvor klassekamp går ud på at presse arbejdsgiverne til, at dele overskuddet med de ansatte og sikre virksomhed og arbejdspladser lokalt, så er miljøkampen mere overordnet, og lokalt kan den i mange tilfælde betyde at en trussel mod arbejdstagerenes beskæftigelse forener arbejdere og ejere på de forurenende virksomheder, hvilket er yderst almindeligt.

Klassekamp og miljøkamp er i praksis ret så væsensforskellige, vil jeg mene.

Michael Kongstad Nielsen

Det mener jeg nu ikke, men ligesom klassebevidsthed kan være en mangelvare (man rotter sig sammen med kapitalen, gør fælles sag, for at tjene mere), så kan miljøbevidsthed også være en mangelvare blandt arbejdere på en virksomhed, der tjener penge på at have et anstrengt forhold til naturen.

Morten Balling

Måske er det her også værd at bemærke at mange de forurenende virksomheder lever af den efterspørgsel de fleste af os er med til at skabe. Det kan godt være at virksomhederne f.eks. sviner voldsomt når de producerer smartphones og fladskærme mm., men man kan jo bare ikke leve med en iPhone4 når der er kommet en femmer. Det kan omverdenen jo se, når den ringer og man fisker den frem. Pinligt!

Uden forbrugermentalitet på steroider ville en del af Verdens miljøproblemer ret hurtigt løse sig selv. Det fratager ikke virksomhederne deres ansvar, men sætter tingene lidt i perspektiv.

Og så er der ham inderen, som sidder på gaden med en wok over et bål og brænder elektronik affald, for at udvinde metaller til vores næste smartphones. Han er jo glad, selvom han sidder og hoster i røgen fra plastic og isolering. Det giver mad i maven.

Bill Atkins

Michael Kongsted Nielsen, en undersøgelse af den 'moderne klassekamps' samarbejde med den 'moderne miljøkamp' er en analyse værd. Jeg bringer lige nogle brokker til inspiration:

Miljøkamp
Miljøkampen startede med fagbevægelsens kamp mod det sundhedsfarlige arbejdsmiljø. Miljøkampen uden for virksomhederne er åbenlyst svækket af, at der ikke eksistere en politisk bevidst forbrugerbevægelse.

Traditionel klassekamp
Ifølge Marx er der en strukturel ubalance indbygget i selve den kapitalistiske samfundsform, som gør det muligt for kapitalisterne at udbytte arbejderklassen ved at betale dem en løn, som ligger under den egentlige værdi af deres arbejde. Klassekamp er således en kamp for anstændige og retfærdige løn- og arbejdsvilkår for arbejderklassen.

Moderne klassekamp
Occupy Wall Street lignenede aktioner, er udtryk for en gryende klassebevidsthed i klassen af skyldnere og som et oprør mod den klasse af kreditorer, der kontrollerer og profiterer af det eksisterende system for produktion og cirkulation af penge i økonomien.

CPUSA, det amerikanske kommunistparti, skriver i sit miljøprogram:
»Kapitalistklassen spørger os: »Hvad ønsker du: Et job eller ren luft og rent vand?«. Vi må spørge: »Hvad er det for et system, der tvinger os til den slags valg?«. Det viser, at systemet er råddent, korrupt og døende –og må skiftes ud«.
Bragt i Arbejderen 4.+6. august 2009

Morten Balling

En anden løsning kunne være at alle mennsker i den vestlige verden tvinges til at leve af Medova te med sukker i en måned tid. Man dør ikke af det, men det udvider ens sociale bevidsthed betragteligt.

Michael Kongstad Nielsen

Tak for brokkerne, Bill Atkins, de kan tjene til inspiration.
Til en enkelt af dem vil jeg lige knytte en kommentar: Marx var næppe overdrevent optaget af produktionens forhold til naturen, tror jeg, og satte næppe værdien af arbejdet i relation til de omkostninger, det påførte naturen, og dermed os alle.

Bill Atkins

Der findes faktisk en samling af Karl Marx' analyser der hedder "Naturbegrebet hos Marx" udgivet på Rhodos, og som indledes således:

Menneskeheden bliver herre i naturen, men mennesket bliver slave af mennesket eller slave af sin egen nederdrægtighed. Endog videnskabens rene lys kan, således synes det, kun stråle foran uvidenhedens mørke baggrund. Resultatet af alle vores opfindelser og vores fremskridt synes at være, at materielle kræfter bliver udstyret med åndeligt liv og den menneskelige eksistens bliver fordummet til en materiel kraft.

randi christiansen

Nobels fredspris til den/de der finder fordelingsnøglen - nåh forresten, den er jo fundet ... nåmn så til den/de der vil dele i stedet for selv at ta det hele

Randi påstår : " Økologisk økonomi er socialisme"
Nej - Retsliberalisme er økologisk økonomi. Det har den været i 100 år.
I nutiden er tilføjet en aktualitet - rovdriften på naturen og følgevirkningerne heraf - som beviser ideens bæredygtighed.

Torsten Jacobsen

@Bill Atkins, 13/4 kl 18.30

Social indignation er ikke nok. Dens grænser og uformåenhed er klart aftegnet i den globale markedskapitalismes dominans. Social indignation sælger ganske simpelt ikke billetter nok.

Hvordan kan det være? Det skyldes efter min mening, at vores kultur bygger på hvad jeg vil kalde en individualistisk verdensforståelse. En grundlæggende tro på, at individet kan være et uafhængigt, selvopretholdende system, som alene i kraft af egen virksomhed producerer tanker, motiver, evner, og handlinger.

I en verden, hvor jeg alene er ansvarlig for min virksomhed (forstået som aktivitet i verden), er det ikke urimeligt at hævde, at jeg alene har (for)tjent min skæbne. Gennem min virksomhed skaber jeg alene rammerne for mit liv. Klasser er i en sådan forståelse strengt taget ikke menneskeskabte. De skaber sig selv, når grupper af mennesker går sammen i et samfund.

Men denne verdensforståelse er forkert. Vi er ikke isolerede, selvopretholdende agenter, der opererer i en uden for os eksisterende verden. Det er en oplevelse vi har, men den oplevelse er illusorisk.

Hvordan ved jeg det? Det ved jeg, fordi det er hvad videnskaben fortæller os.

Social indignation og bekymring for miljøet er to adskilte størrelser, så længe den sociale indignation baserer sig på ideologi frem for realitet. Min sociale indignation tager udgangspunkt i det som ér, hvilket peger i retning af hvad der burde være. Heri opstår mit fællesskab med miljøbevægelsen.
En social indignation der starter med en påstand om hvad der burde være, svæver i abstraktionernes himmel, og, frygter jeg, er for evigt dømt til et beundringsværdigt nederlag.

randi christiansen

Leo - du ved, jeg arbejder med forenkling - således at sproget bliver knivskarpt, fulddækkende og forståeligt for enhver. Jeg abbonerer derfor ikke på -ismer, hvis indhold kan disputeres i uendelighed og kræver mange læsetimer.
En retfærdig fordelingsnøgle til fællesejet - hov, allerede her er der nogen, som vil anfægte termen 'fælleseje', selvom den er lysende klar > naturgrundlaget tilhører fællesskabet, og må som følge heraf ikke privatprofiteres på og konkurreres indbyrdes om - dette gælder især for overlevelsesressourcer.
Redskabet til at implementere denne modus er økologisk økonomi.
Det, som vil opstå, er ægte socialisme > evnen til at være social.
Så enkelt, at nogen afviser som utopisk. Da Vincis ideer om flyvemaskiner blev også afvist - og lad mig anføre : hvad der adskiller mennesker fra dyr, er vores evne til at forestille os og derefter realisere. Grænsen for, hvad vi kan gøre virkeligt, hvis vi vil, er ikke kendt, så de, der afviser visionen om en retfærdig og smuk verden, skal vi ikke lytte til. I stedet skal vi samarbejde om, at formulere de visioner, vi kan blive enige om. Alternativet er godt i gang, og vi andre hepper og bidrager på sidelinjen.
Jeg blev i går bekendt med prof. Sheldon salomon, som meget klart og evidensbaseret beskrev en menneskelig grundtilbøjelighed til at håndtere dødsangst ved at undertrykke den, og efterfølgende i et nødvendigt behov for at komme af med den projicerer den over på andre og slår dem ihjel - i en ubevidst forestilling om således at slippe helt af med dødsangsten. En meget plausibel forklaring på menneskets stadig tilbagevendende indbyrdes krigeriskhed - som tilmed konstant fødes med underbevidst påvirkning af kræfter, som ser egeninteresse i at vedligeholde dette splid. Del og hersk.
Det er, hvad vi med forenede kræfter må bevæge os væk fra - og opskriften er enkel > økologisk økonomi som i sin essens er social; altså samarbejdende, ikke privatprofiterende og indbyrdes konkurrerende.
Er vi fuldt opmærksomme på naturens lovmæssigheder, vil vi her finde klare anvisninger på, hvorledes det er hensigtsmæssigt for vores overlevelse at agere.

Randi - At være social og liberal samtidig er ingen modsætning. Accept af, at vi ikke er ens, er at acceptere naturen, menneskets natur.
Fælles retten til naturen - Danmarks jord - er en retfærdighedsoverbevisning - en social forståelse. Så langt er vi enige.
Det forhindrer ikke en individualitet som en frihed, der ikke generer andre og ikke forhindrer andre i at udfolde den samme frihed.
Som jeg sagde til en anden her engang : Randis kartofler er hendes egen. Dem kan du sælge for den pris du og køber kan enes om (kapitalisme !). Men andre gider ikke dyrke kartofler. Vi er ikke lige kloge, temperamentsfulde, entreprenante, livsnydende osv. Det kan der så være en dybdepsykologisk forklaring på (Salomon), men det er et faktum, der ikke kan/bør undertrykkes.

Finans- og jordspekulanter udnytter det samfund, de lever i, og generer andre mennesker. Derfor ikke sociale, men berøvere af andres frihed. Store selskaber røver borgernes fælles natur. Særlig forbryderisk, når det sker over grænserne, godt hjulpet af korrupte ledere.

Der er (gudsskabt) natur og der er menneskabte kartofler - og huse.
Dèr har du Retsliberalismen.
Henry George gik ude på prærien og opdagede, at indianerne havde retten og ikke den fremtromlende, besidderiske civilisation.

randi christiansen

Jo leo, men du bliver nødt til at anerkende, at de kartofler, som jeg dyrker, ikke er dyrket alene ved egen kraft. Det er ikke hensigtsmæssigt, at trække skillelinjen der. Min evne til at dyrke kartofler er betinget af fællesejet og fællesskabet - når den rette orden hersker, vil grænsen mellem offentlig og privat fremstå tydeligt. Husk at alt interagerer i en indbyrdes forbundet helhed.

Flemming Scheel Andersen

Torsten Jacobsen.

Social indignation er en universel medmenneskelig egenskab, som er nok.......hvis den bruges.
Og den er ikke begrænset til socialister, kapitalister, kristne eller islamister.

Ligesom grådighed ikke er begrænset til kapitalister, men har vist sig at trives fint og frodigt i alle samfundsformer.

Overbevisningen om egene ideologis overlegenhed er derimod altid og uden undtagelse den direkte vej til degeneration og svaghed, fordi vi er så dårlige til at høre og se (opfatte andre indput) når vi går i takt.
Hvor imod mangfoldighed altid giver grobund for styrke, alene p.g.a. mangfoldighedens krav om tolerance og påtvungne overvejelse om værdien af egne synspunkter og deres vægt.

Den samme styrke vokser netop ud af individdet ,der under de rigtige omstændigheder kan være et uafhængigt, selvopretholdende system, som alene i kraft af egen virksomhed producerer tanker, motiver, evner, og handlinger. Ikke som du forudsætter helt alene, men i symbiose med det omliggende samfund og bedre i et mangfoldigt og medspillende samfund, frem for et stillestående ensrettet samfund.

Og jovist er du ansvarlig for din virksomhed, men ikke alene.
Du er fuldt ansvarlig for den del du alene har kunnet påvirke og træffe fri bestemmelse om.
Civilisation er ikke at være alene om alting, det er simpelthen selve formålet (den gode side).
Men aller yderst ude er vi alle alene, fordi der er beslutninger vi ikke kan være fælles om.
Tror jeg nok

Morten Balling

@Randi og Leo

Ham George, og jer begge to er inde på noget rigtigt. Kæden hopper i hvert fald af (for mig) når personer eller organistioner kan påstå ejerskab overfor naturen. Men som i også viser, er det svært at finde ud af hvor grænsen skal gå. Natur er jo ikke kun noget med dyr, planter og jord. Kvantemekanik er også natur. Meget apropos patent debatten pt. Information er faktisk også en helt videnskabelig del af naturen. Og som vi gamle ex-hackere siger: "Information wants to be free".

Noget af det Solomon også pointerer er at vi fortrænger dødsangsten, via kultur og identitet. Identiteten finder vi oftest i kulturen. Når der pludselig dukker en anden kultur op, truer den dermed vores identitet. Samtidig har alle kulturer en løsning på det der ubehagelige med døden, typisk i form af et evigt liv (hvis man opfører sig ordentligt!). Igen skaber det ballade når der så pludselig står en fra en fremmed kultur (religion) og siger: "Idéen er sådan set god nok, men de har bare solgt dig den forkerte historie".

@Flemming:

"Universel medmenneskelig". Mkay. Det bliver sværere og sværere at tro på at vi er det eneste sted i Universet med intelligent liv. I dag kan man med relativ sindsro kalde sig "Astrobiolog", men for få år siden, var man blevet spærret inde med et glas piller, hvis man sagde den slags ;)

Sider