Læsetid: 7 min.

Det sidste marked er udtømt

Den 79-årige geograf David Harvey trækker fulde huse til sine forelæsninger om kapitalismens indre modsætninger. Han synes ikke Thomas Piketty har et modsvar og efterlyser politiske bevægelser med et alternativ
Der er en lurende utilfredshed med den måde, kapitalismen fungerer på, alligevel har venstrefløjen ikke udviklet alternativer eller nye visioner. Det undrer mig, siger David Harvey

Der er en lurende utilfredshed med den måde, kapitalismen fungerer på, alligevel har venstrefløjen ikke udviklet alternativer eller nye visioner. Det undrer mig, siger David Harvey

Peter Schultz Jørgensen

10. maj 2014

Køen voksede. Rundt om springvandet og tværs over Universitetspladsen til det store auditorium Palaestra på Lund Universitet. Inde var der proppet. En del gik forgæves. Når geografen David Harvey er i byen, trækker han fulde huse. Ugen før var det samme sket på universiteter i England. Harvey er på turné i anledning af sin nye bog Seventeen Contradictions and the End of Capitalism (Sytten modsætninger og enden på kapitalismen).

Interessen for David Harvey har fået et ekstra løft efter krisen. Mange i politiske bevægelser og på universiteterne fornemmer, at krisen ikke blot er bump på vejen, men ved at udvikle sig til et permanent kompleks af mange typer kriser. Ifølge Harvey skal vi ikke forvente, at samfundene får det bedre, så længe de er gennemsyrede af kapitalen. Han mener sådan set godt, at kapitalen kan finde veje og overleve sine modsætninger, men omkostningerne bliver uacceptable for flertallet af mennesker.

Harvey blev ph.d. i Cambridge i 1961. Under to ophold ved Johns Hopkins University i Baltimore gav den polariserede by og de sociale processer i byens geografi ham inspiration til en marxistisk tilgang. I 2001 kom han til City University of New York, hvor den i dag 79-årige David Harvey nu er Distinguished Professor ved The Graduate Center. Stadig produktiv som forfatter, foredragsholder og agitator.

I et forfatterskab med mere end 20 bøger bag sig har Harvey bredt sig fra geografien til økonomi, antropologi, bystudier, filosofi m.v. Hans forrige bog, Rebel Cities, fra 2013 handler især om ’retten til byen’ og om det urbane som et praktisk politisk spørgsmål. Harvey er en politisk intellektuel og en blændende taler.

I Lund talte han uden noter og holdt salens fulde opmærksomhed. Bifaldet var stort. Det undrer ham, at der er så mange begejstrede studenter til hans forelæsninger, når fraværet af en politisk studenterbevægelse samtidig er mærkbar. Ud på eftermiddagen mødte jeg Harvey på Grand Hotel.

Muligheder i modsætninger

I sin nye bog foretager Harvey nogle basale analyser af kapitalen. Det er hans håb, at andre vil gå videre derfra og analysere samfundene mere konkret for at udvikle alternativer.

»Min hensigt med analyserne af de 17 modsætninger i kapitalen har været at opnå en bedre forståelse af teorien om kapitalakkumulation, fordi den skaber åbenlyse problemer i samfundet. Dernæst handlede det for mig om at stille spørgsmål ved det politiske, fordi den sociale dynamik springer ud af kapitalens modsætninger som kan bruges til at udlede alternativer,« siger han.

Den første modsætning er mellem Marx’s to basale begreber: brugsværdig og bytteværdi. Harvey mener, at mennesket har nogle basale behov og rettigheder i forhold til jord, mad, vand, bolig, uddannelse og viden. Det er brugsværdi, som bør være fælles goder og ikke være underlagt privat ejendomsret via produktion og distribution i form af bytteværdier på markedet.

»Bytteværdiens dominans har for eksempel ført til en enorm spekulation i ejendomme over hele verden, specielt i metropolernes centre. Jeg har lige været i Istanbul, hvor der er 600.000 tomme boliger i en by, der skriger på boliger, folk kan betale. Om aftenen i New York kan du se boligblokke med kun få oplyste lejligheder. Ingen bor der, og alligevel er der hjemløse og almindelige mennesker, der mangler boliger.«

»På den måde skaber systemet helt irrationelle fordelinger. Alligevel får vi igen og igen fortalt, at den bedste måde at skaffe brugsværdier på er ved at slippe markedsmekanismerne løs. Det er nonsens, og derfor må vi ændre det for at kunne skabe gode vilkår for mennesker. Vi kan vælge, om samfundet skal være domineret af brugsværdier eller bytteværdier.«

For hver af de 17 modsætninger, der er katalytiske momenter, graver jeg nogle politiske muligheder ud, som har været adskilte. Dem kan venstrefløjen sætte sammen på en ny måde i en politisk praksis for forandringer.«

»Det er dét, sådan nogle som mig – forskeren – skal bidrage til, at åbne muligheder ved at analysere situationen. Det gør vi for lidt. Det ville være ideelt, hvis der var en forbindelse mellem analyser, udvikling af forestillinger om alternativer og den praktiske organisering.«

Accelererende vækst

De tre sidste modsætninger Harvey skriver om, er ’de farlige modsætninger’. Den første er kapitalens indbyggede behov for accelererende vækst. Den anden er om forholdet til naturen. Og den tredje er om fremmedgørelse og inhumanisering af både os selv som individer og samfund.

Harvey peger på, at kapitalen siden 1800 – og selv før – har haft en vækst på omkring 2,2 procent om året. Det er ikke en lineær vækst, men en eksponentiel vækst af renters rente. For at vise, hvor dramatisk det kan blive, bruger han fortællingen om den indiske konge, der ønskede at belønne opfinderen af skakspillet. Denne bad tilsyneladende beskedent kongen om at lægge ét korn på det første felt, to på det næste, så fire og fremdeles. Ved det 21. felt skulle der lægges en million korn. Og ved det 41. var der ikke korn nok i verden.

Makroøkonomer har opgjort værdien af den globale produktions vækst. I 1920 var den 1,7 billioner dollar (faste 1990 priser), i 1970 til 12 billioner dollar og i 2012 til 45 billioner dollar. Med en vækst på 3 procent, som anses for at være et nødvendigt niveau for en krisefri økonomi, vil værdien være 96 billioner dollar i 2030. Pointen er, at vi trådt ind i en periode, hvor vækstkurven er blevet stejl med et accelererende behov for reinvesteringer.

»I 1800-tallet var der mange felter, hvor væksten kunne foregå. Men hvor skal væksten foregå nu, hvor de sidste felter for investering af den akkumulerede kapital er ved at være brugt op? Det har faktisk været et problem siden 1970’erne, hvor neoliberaliseringen har kompenseret med en aktiv politik for ’akkumulation ved fordrivelse’. Pensionsfonde bliver angrebet og de sociale sikkerhedsnet rullet tilbage, mens der bliver givet skattelettelser til de velstillede. Der er skabt en ekstrem ulighed, via en omfordelingspolitik til gavn for de ekstremt rige, der udplyndrer resten af samfundet «

Konsekvenser

Harvey henviser til Thomas Pikettys nye bog Capital in the Twenty-First Century.

»Piketty fremdrager fantastiske data for den ulighed, neoliberalismen har skabt, og som jo er, hvad den går ud på. Men fordi han er socialdemokrat, foreslår han blot en beskatning af disse rigdomme. Problemet er, at denne klasse kontrollerer politikken, finansverdenen, medierne og universiteterne.«

Kapitalen bliver koncentreret via kreditsystemet og finansialiseringen af økonomien med en ekspansion af værdipapirer og monetær kapacitet. Harvey mener, at samfundene er overtaget af et oligarki og et plutokrati.

»Den accelererende vækst truer vores livsbetingelser i forhold til klima og destruktion af økosystemer. Der sker en voldsom kommercialisering af naturen ved at udstyre selv de fineste porer af celler og gener med bytteværdier. Kapitalen absorberer naturen og vores livsverden i sig.«

Harvey mener derfor, at miljøbevægelsen – når den går ud over det kosmetiske og afværgetiltag – må være anti-kapitalistisk.

»Jeg ville ønske, at de grønne, der taler om nulvækst, ville indse det. Vækst i en kapitalistisk økonomi er fundamental. Når du ikke har vækst, har du en depression som i 1930’erne, og det giver andre problemer.«

Harvey ser dog ikke en apokalypse for sig, hvor kapitalen eller naturen bryder sammen af sig selv. Det eneste håb er, at menneskeheden vil indse faren, inden nedbrydningen går så langt, at de menneskelige og økologiske skader bliver for store til at kunne repareres.

Venstrefløjen

Harvey er forsigtig optimist.

»Der en lurende utilfredshed som en magma i en vulkan, der rumler og bryder ud af og til. Vi har set opstande i mange byer som Istanbul, Cairo og nu i Brasilien på grund af VM i fodbold. Det vil fortsætte.«

Alligevel er han forbløffet over, at de sociale bevægelser og studenterne – bortset fra enkelte steder – nærmest er i dvale. »Venstrefløjen har ikke udviklet visioner for alternativer. Folk spørger med god ret, hvor er alternativet, hvad er jeres bud?«

»Bevægelserne i dag har en helt anden karakter end sidst i 1960’erne, hvor de var båret af fagbevægelsen, kommunistpartierne, solidaritetsbevægelsen etc. Lige nu spiller NGO’erne en stor rolle, men de kan ikke udfordre rigdommen. De kan kun afhjælpe problemer relateret til fattigdom eller miljøforhold. Det fører til en politik med afsæt i offerroller og rettigheder og ikke til radikale ændringer.«

David Harvey peger også på, at fokuseringen på identitetspolitik har fremmet en fragmentering i særinteresser på bekostning af analyser af klasser. En anden kritik er rettet mod de autonome og anarkister. Han mener, at de har brugbare taktikker, men er naive, når de afviser en demokratisk hierarkisk struktur, som f.eks. er nødvendig for at kunne organisere en hel by.

»Venstrefløjen forstår ikke, at den er fanget af denne form for opposition, som gør den temmelig magtesløs, når det kommer til solidaritet, massebevægelser og reel udfordring af magten. Vi må finde veje til at bryde ude af denne ramme og handle uden for den.«

Måske går en af disse veje gennem forhandlingerne om byrummet. Harvey har i de seneste år skrevet en del om retten til byen og har som politisk intellektuel støttet Right to The City Alliance i USA.

»Byen med masser af aktiviteter og diversitet er et fantastisk sted for organisering og udvikling af en bevægelse. Byer er også et meget konkret sted at forestille sig alternativer. Der er en lang tradition for byutopier, som vi kan trække på for at udvikle alternativer,« foreslår han.

 

 

David Harvey

Seventeen Contradictions and the End of Capitalism.

336 sider. 12 pund.

Profile Books

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frans Mark
  • Andreas Trägårdh
  • HC Grau Nielsen
  • Søren Roepstorff
  • Trond Meiring
  • morten Hansen
  • Marianne Rasmussen
  • Ejvind Larsen
  • Dorte Sørensen
  • Jens Falkesgaard
  • Carsten Mortensen
  • Estermarie Mandelquist
  • Niels-Holger Nielsen
  • Søren List
  • Henrik Christensen
  • Per Jongberg
  • Palle Yndal-Olsen
  • Torben Kjeldsen
  • Katrine Visby
  • Jakob Lilliendahl
  • Filo Butcher
  • Olav Bo Hessellund
  • Bjarne Riisgaard
  • Helge Rasmussen
  • David Zennaro
  • Torben Nielsen
  • Claus Piculell
  • John Fredsted
  • Ole Falstoft
  • Jesper Wendt
  • Britta Hansen
  • Marina Kasimova
  • Laurids Hedaa
  • Peter Jensen
  • Steffen Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Torsten Jacobsen
  • lars abildgaard
  • Steffen Gliese
  • Jan Weis
  • Flemming Scheel Andersen
  • Ervin Lazar
  • Rasmus Kongshøj
  • Per Torbensen
  • Ole Henriksen
  • Curt Sørensen
Frans Mark, Andreas Trägårdh, HC Grau Nielsen, Søren Roepstorff, Trond Meiring, morten Hansen, Marianne Rasmussen, Ejvind Larsen, Dorte Sørensen, Jens Falkesgaard, Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Niels-Holger Nielsen, Søren List, Henrik Christensen, Per Jongberg, Palle Yndal-Olsen, Torben Kjeldsen, Katrine Visby, Jakob Lilliendahl, Filo Butcher, Olav Bo Hessellund, Bjarne Riisgaard, Helge Rasmussen, David Zennaro, Torben Nielsen, Claus Piculell, John Fredsted, Ole Falstoft, Jesper Wendt, Britta Hansen, Marina Kasimova, Laurids Hedaa, Peter Jensen, Steffen Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torsten Jacobsen, lars abildgaard, Steffen Gliese, Jan Weis, Flemming Scheel Andersen, Ervin Lazar, Rasmus Kongshøj, Per Torbensen, Ole Henriksen og Curt Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

Der er stadig 6 milliarder religiøse, og den sidste milliard ligger på knæ for Wall Street. Så man kan ikke påstå de har flyttet så meget. Hvad farve opiummen har - er jo underordnet.

Det er nok ikke helt uvæsentligt i sammenhængen med filosofi, der må ha' haft svære kår, kuet af religiøse fanatikere. Nu er der så kommet et nyt kuld Liberalister, der kan tage over.
Der er intet alternativ? The one true god? anyone?

randi christiansen

Jesper - 'søg, og du skal finde - bank på, og der vil blive åbnet - og de, der lytter, vil høre ...' er en god begyndelse. Se indad, se udad - studer bevidsthedsfænomenet. De gamle vise vidste, at Gud er overalt. Og glem alt om hvad andre har fortalt dig om Guds natur - oplev selv. Ingen kan være din gudspusher - du kan lade dg inspirere af andre, som kan pege og gøre ved, men du må selv smage appelsinen. Glæd dig. Du er midt i og del af et under - og som en kvindelig, amerikansk miljøaktivist siger 'there is no such thing as away'

randi christiansen

Alt interagerer i en indbyrdes forbundet helhed - som smadrer derudad med enorm hastighed > universet udvider sig, og indtil videre kan vi kun gisne om, hvorvidt vi ender i ingenting i et tomt rum .... eller måske imploderer i et sort hul og begynder forfra - og stoffet som husker. Er bevidstheden bundet af formen, eller er der formløs bevidthed? Noget tyder på det.

Sider