Baggrund
Læsetid: 7 min.

Sorte hæfter med brune pletter

Få år før sin død overdrog Martin Heidegger ’de sorte hæfter’ til sine redaktører. Hæfterne skulle udgives, men som det allersidste, instruerede Heidegger. De tre første bind er nu udkommet og er så filosofisk ufærdige, at personen Heidegger træder frem – også hans beskæmmende antisemitiske refleksioner
Antisemit. Det nye er ikke, at Heidegger – her som rektor ved universitetet i Freiburg til videnskabelig kongres i Leipzig i 1933 (ved krydset) – var nazist, men at han havde indarbejdet antisemitismen i sin filosofi. Foto: Scanpix

Antisemit. Det nye er ikke, at Heidegger – her som rektor ved universitetet i Freiburg til videnskabelig kongres i Leipzig i 1933 (ved krydset) – var nazist, men at han havde indarbejdet antisemitismen i sin filosofi. Foto: Scanpix

Moderne Tider
10. maj 2014

Længe før udgivelsesdatoen blev brudstykker fra de tre seneste bind af Heideggers samlede værker omtalt på kultursiderne i den internationale presse. De lækkede citater vakte opsigt, fordi de indikerede, at dele af Heideggers tænkning i slutningen af 1930’erne var inficeret af antisemitiske stereotyper. Det har indtil nu været omstridt, hvorvidt hans filosofi på noget tidspunkt var præget af antisemitisme, og Rüdiger Safranski benægter endda i sin kendte biografi Heidegger – en mester fra Tyskland, at det er tilfældet. Det modsatte er nu bevist. Heidegger oversætter i de omtalte afsnit tidstypiske fordomme om jøderne til filosofisk terminologi, og han falder for den falske forestilling om en jødisk verdenssammensværgelse, der som bekendt også var en central del af de nazistiske ideologers propaganda. På et tidspunkt, hvor overgrebene mod jøderne intensiveres i systematik og styrke, forholder Heidegger sig altså til den jødiske kultur ved at forbinde de selvsamme myter og fordomme, som nazisterne udnytter, med sine filosofiske begreber.

De beskæmmende antisemitiske passager, som tilsammen fylder en håndfuld af de mere end 1.200 sider, stammer fra en række sorte noteshæfter, hvori Heidegger nedskrev optegnelser fra begyndelsen af 1930’erne til begyndelsen af 1970’erne. Heidegger indleverede selv de sorte hæfter til redaktørerne af sine samlede værker i begyndelsen af 1970’erne – få år før sin død – med instrukser om, at de skulle udgives, men som det allersidste, og at ingen måtte kigge i dem inden da.

De tre første bind af ’de sorte hæfter’, der netop er udkommet, dækker perioden 1931-1941, og indholdet har form af aforismer og sentenser. Det er filosofisk mere ufærdigt stof end Heideggers øvrige skrifter; begreberne er ofte programmatisk og skitseagtigt udviklet, hvis ikke de omvendt helt uformidlet hæftes op på konkrete historiske begivenheder eller fænomener. Måske netop på grund af denne filosofiske ufærdighed træder personen Heidegger mere i centrum i optegnelserne, uden at hans overvejelser dermed får en ren privat karakter. Der er snarere tale om en særlig genre, en slags filosofisk autofiktion, som Heidegger selv betegnede som ’filosofiske forsøg’ og ’forposter’. Man kan lære om udviklingen i Heideggers filosofiske indfald, hensigter og motivationer ved at læse i optegnelserne, men samtidig efterlades læseren uden gennemførte filosofiske analyser og da slet ikke med et egentligt værk.

Leverkühns sjæl

Når man læser de sorte hæfter, kommer man til at tænke på Thomas Manns roman fra 1947, Dr. Faustus. Den handler om, hvordan komponisten Adrian Leverkühns sælger sin sjæl til djævlen til gengæld for 24 års genial kreativitet. Denne pagt sætter ham ikke alene i stand til at forny musikken radikalt, men skal muliggøre en kunst som gennemgribende kan revolutionere den borgerlige kultur og overvinde tidens modsætninger. Fortællingen forløber parallelt med Tysklands forskrivelse til fascismen, og bogens afsluttende skabelsesekstase, som munder ud Leverkühns endegyldige psykiske sammenbrud, falder sammen med den nazistiske folkerus i optakten til Anden Verdenskrig. Romanen kan læses i lyset af Manns ide om, hvordan en af den tyske kulturs store styrker, forkærligheden for det subjektive, dybsindige og abstrakte samtidig rummer en fare for dæmoni og irrationalitet, når den overføres til den politiske sfære. De sorte hæfter har ligesom Dr. Faustus ’gennembruddet’ som tematisk omdrejningspunkt.

»Alt må voves,« hedder mottoet for første bind af optegnelserne, og indsatsen er for Heidegger, som for Leverkühn i Manns roman »at gennembryde selve tiden, kulturepokens lammende vanskeligheder«. For Leverkühn er det kunsten, for Heidegger er det filosofien, som skal skabe en grundlæggende kulturel fornyelse, men udfordringerne har samme struktur. I Dr. Faustus er samtidens kunst reduceret til »en valfart med ærter i skoene«, kedsommelige og meningsløse stiløvelser; hos Heidegger er filosofien i fare for at miste sit væsen, evnen til at spørge, når den enten udarter i overfladisk livs- eller eksistensfilosofi eller jager efter legitimitet ved at efterligne naturvidenskaberne, hvorved den fortaber sig i metodeakrobatik og perspektivløs akademisk bedrift.

Heidegger forestiller sig, at filosofien i stedet skal bane vejen for en såkaldt ’anden begyndelse’, der med antikken som forbillede, men på moderne betingelser, evner at forpligte videnskab, universitet og kultur på de grundlæggende eksistentielle, etiske og politiske spørgsmål. Idet hans forestilling om filosofi er begrundet i en kritik af den moderne kultur og civilisation, og eftersom han selv træder så personligt frem i teksten, fremstår Heidegger i passager som en figur i Manns roman – som den »skolemester«, Leverkühn kalder på, der »med tilstrækkeligt geni kan forbinde det genoprettende, ja, det arkaiske, med det revolutionære«. For både Leverkühn og Heidegger drejer det sig om at overvinde isolationen af henholdsvis filosofien og kunsten til at være objekter for nydelse, underholdning og refleksion i en kultursfære og i stedet gøre dem til fundament i den praktiske, politiske virkelighed.

Viljens metapolitik

I Heideggers optegnelser er koblingen til fascismen til at tage og føle på. Han var i en periode i begyndelsen af 1930’erne overbevist nazist og på grundlag af den overbevisning trådte han ind i partiet og overtog posten som rektor ved universitetet i Freiburg i 1933. Hans tilslutning til nazismen var, som det tydeligt fremgår af optegnelserne, ikke adskilt fra hans filosofi, tværtimod udsprang den af hans tiltro til, at nazismen havde et potentiale til at skabe den gennemgribende kulturelle og politiske revolution, som hans filosofiske refleksioner i denne periode tematiserede som nødvendig. Tyskland havde de kulturelle forudsætninger for at være arnested for ’den anden begyndelse’, den nazistiske magtovertagelse var en mulighed for at virkeliggøre en sådan revolution, og med overtagelsen af rektoratet påtog Heidegger i sin egen selvforståelse ansvaret for at bidrage til at holde magtovertagelsen forpligtet på sit revolutionære potentiale. Heidegger holder dog kun et års tid på posten, før han træder tilbage.

Fra midten af 1930’erne og frem afviser Heidegger nazismens revolutionære potentiale – uden at han dog i øvrigt opgiver den revolutionære tanke om behovet for en ’anden begyndelse’ som sådan. Nationalsocialismen opfattes fra da af som et udtryk for en problematisk, ’metafysisk’, tankeform, som har rødder helt tilbage i den antikke filosofiske tradition. For Heidegger har navnlig Aristoteles præget den vestlige tradition med et problematisk ideal om et rationelt grundlag for at forholde sig til tilværelsens politiske, etiske og eksistentielle spørgsmål. Denne grundlæggende misforståelse gør sig ifølge Heidegger også gældende i den moderne filosofi, i traditionen fra Descartes, hvor mennesket i kraft af refleksion hævdes at kunne blive subjekt for verden, dvs. opnå rationel vished om fundamentet for sine tanker og handlinger. Kombineret med den moderne naturvidenskabs tekniske muligheder får forestillingen om, at vi kan opnå vished gennem refleksion ifølge Heidegger et skæbnesvangert format og en global udbredelse.

Naturvidenskaben og teknologien gøres dermed til genstand for en misforstået, metafysisk forventning. De forlenes med det teoretiske potentiale at være den eneste gyldige målestok for beskrivelse af virkeligheden, og med det praktiske potentiale at opløse den fundamentale usikkerhed, som knytter sig til etiske, æstetiske, politiske og eksistentielle spørgsmål ved hjælp af refleksion og videnskabelige metoder.

Fra først i 30’erne søger Heidegger inspiration hos Nietzsche for at finde et modtræk til denne tradition, og det mener han at finde i begrebet om vilje og beslutning. Det er ikke gennem refleksion og videnskab som i den metafysiske tradition, at mennesket finder frem til æstetisk, politisk eller etisk mening, men – hævder Heidegger – gennem en viljesakt, at det skaber en mening i disse fænomener og beslutter sig for at forpligte sig på dem. Denne viljesfilosofi ser Heidegger udtrykt i nazismen på et kollektivt plan, og derfor nærer han i en periode forhåbninger til, at denne bevægelse kan bane vejen for et principielt brud med den metafysiske tiltro til naturvidenskab og refleksion. Den rationalistiske metafysik skal erstattes af viljens »metapolitik«, som det hedder med en neologisme fra de sorte hæfter.

Det gennemgående spørgsmål i Heideggers forfatterskab er spørgsmålet om væren. Et afgørende aspekt af dette spørgsmål angår muligheden for at tænke en form for objektivitet eller meningsfuldhed, der ligger hinsides rationalismens, refleksionsfilosofiens og videnskabens målestokke. En sådan ikke-metafysisk objektivitet er ifølge Heidegger afgørende at fastholde, hvis man vil forstå mennesket som etisk, æstetisk, politisk og eksistentielt væsen. Etik eller æstetik er ikke uden målestokke, men de har en uhåndgribelighed, som gør, at de ikke lader sig indfange med metafysikkens ressourcer. Et projekt af denne karakter må bestandig risikere at ende i forskellige former for irrationalisme. Det sker med Heideggers omfavnelse af Nietzsche i begyndelsen af 1930’erne, hvor alternativet til metafysikken reduceres til en arbitrær viljesakt.

Fra midten af 30’erne gør Heidegger op med viljesfilosofien, men fortsætter projektet med at spørge til en objektivitet eller meningsfuldhed, som ligger hinsides metafysikken. Denne udvikling er som antydet også dokumenteret i de sorte hæfter, men er man interesseret i den filosofiske substans i den kritiske analyse af metafysikken såvel som i det positive alternativ, Heidegger udvikler i disse år, er forelæsningerne samlet i Nietzsche I-II samt værket Bidrag til filosofien stadig hovedværkerne fra denne periode. De sorte hæfter indeholder nuanceringer og utvivlsomt også originale betragtninger, men til en vis grad reducerer de også Heidegger, om ikke til en tegneseriefigur, så som sagt til en mannsk romanfigur.

Martin Heidegger

Gesamtausgabe Band 94-96

Schwarze Hefte 1931-38, 1938-39, 1939-41

37, 48 og 58 euro

Vittorio Klostermann

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her