Læsetid: 7 min.

Stater vil overvåge kritikere

I denne uge udkom bogen om Snowden og NSA-skandalen af Glenn Greenwald, der bragte Edward Snowdens afsløringer ud i verdensoffentligheden. I dette uddrag skriver Greenwald om statsovervågningens moralske mekanismer: Den sælges som forsvarsvåben mod de onde, men i statsmagtens øjne er de onde enhver, der truer den eksisterende sociale og politiske orden
Privatliv. NSA-skandalen er ikke første gang, USA’s myndigheder har haft problemer med grænserne for statens overvågning af dets borgere.

Alex Milan Tracy

17. maj 2014

I et finsk eksperiment gennemførte forskere en af de mest radikale simulationer af en allestedsnærværende overvågning ved at opsætte kameraer i forsøgspersonernes hjem, også på deres toiletter og i deres soveværelser, ligesom al deres elektroniske kommunikation skulle registreres. Selv om det annonceopslag, hvor forskerne efterlyste frivillige deltagere til eksperimentet, fik massiv viral udbredelse på de sociale medier, viste det sig vanskeligt at tiltrække de minimum 10 husholdninger, der var nødvendige for at gennemføre eksperimentet.

Og de, som endte med at melde sig, beklagede sig navnlig over, at selv de mest banale sider af deres hverdagsliv blev overvåget. En deltager fandt det ubehageligt at være nøgen i sit eget hjem, mens en anden pludselig oplevede at blive opmærksom på overvågningskameraerne, når hun satte sit hår efter et brusebad. En tredje tænkte meget på overvågningen, hver gang han tog sin medicin. Som følge af overvågningen fik harmløse handlinger tillagt nye lag af betydning.

Deltagerne følte sig generet af overvågningen i begyndelsen, men ’vænnede sig snart til det’. Hvad der til at begynde med føltes som kraftigt invaderende, føltes efterhånden normalt, og til sidst hæftede deltagerne sig ikke længere ved at være konstant overvåget.

Som eksperimentet viser, vil folk generelt være tilbøjelige til at holde mange ting for sig selv, uanset, at det, de foretager sig, på ingen måde kan karakteriseres som ’at gøre noget forkert’. Privatlivets fred er en forudsætning for en lang række menneskelige aktiviteter. Hvis en eller anden ringer til en selvmordslinje, lader sig indlægge på en abortklinik eller ser porno på internettet – og når en whistleblower ringer til en journalist – kan der være mange gode grunde til, at det kan ske uden udefrakommende snagen. Det behøver ikke handle om at skjule noget forkert eller ulovligt.

Kort sagt: Når det kommer til stykket, har vi alle et eller andet at skjule. Journalisten Barton Gellman beskriver det på denne måde:

»Privatliv handler om relationer. Det helt afgørende er: Hvem er dit publikum? Man vil helst ikke have, at ens arbejdsgiver opdager det, hvis man er i gang med at se sig om efter et nyt job. Man fortæller ikke detaljer om sit sexliv til sin mor eller til sine børn. Man røber ikke forretningshemmeligheder for rivaler. Vi blotter os ikke vilkårligt og lægger stor vægt på, at ingen må kunne gribe os i en løgn. Men blandt selv retskafne borgere er det at lyve en »social hverdagshandling«, har forskere konstateret (universitetsstuderende lyver mindst to gange om dagen, mens resten af befolkningen lyver mindst en gang dagligt) ... Fordi alle har noget at skjule, ville en altomfattende gennemsigtighed være et sandt mareridt.«

Ondskabsargumentet

Det hyppigst anvendte argument for overvågning – nemlig at den er til gavn for samfundet og befolkningen som helhed – har som forudsætning en særlig verdensopfattelse, hvor mennesker opdeles i de gode og de onde. Set i den optik sætter myndighederne alene deres overvågningsapparat ind imod de onde mennesker, dvs. dem, der ’har ondt i sinde’, og det er følgelig kun disse, der har noget at frygte, når deres privatliv invaderes. Her er der langt fra tale om nogen ny taktik. I en artikel i nyhedsmagasinet Time fra 1969, der handlede om den også dengang stigende bekymring blandt amerikanerne for den amerikanske statsmagts voksende overvågningskapacitet, forsikrede Nixons justitsminister, John Mitchell, magasinets læsere om, at »ingen borgere i USA har noget som helst at frygte, medmindre de er involveret i ulovlige aktiviteter«.

Den samme pointe blev fremsat igen i 2005 af en talsmand for Det Hvide Hus som svar på den massive medieforargelse over afsløringen af den daværende præsident Bushs ikke retsligt godkendte aflytningsprogrammer: »Det her handler ikke om at monitorere telefonsamtaler, hvor folk taler om deres børns fodboldtræning, eller hvad man tager med til sammenskudsgilde i børnehaven. Vores programmer er specialdesignet til at overvåge telefonopkald fra virkelig slemme mennesker til andre virkelig slemme mennesker.« Og da præsident Obama i august 2013 var gæst i talkshowet The Tonight Show og af værten, Jay Leno, blev bedt om at kommentere NSA-afsløringerne, sagde han: »Vi har ikke et spionageprogram, der er rettet imod amerikanerne. Hvad vi har, er nogle mekanismer, der kan spore et telefonnummer eller en e-mailadresse, som kan have forbindelse til planer om terror.«

Mange lader sig besnære af argumentet. Den opfattelse, at den invasive overvågning kun omfatter en marginaliseret gruppe af personer med ’ondt i sinde’, der ikke fortjener bedre, sikrer, at flertallet ikke blot samtykker i det omfattende magtmisbrug, der foregår, men ligefrem støtter op om det.

Overvågede kritikere

Problemet er, at den holdning fuldstændig overser det, som er det drivende mål for alle myndighedsinstanser. ’At have ondt i sinde’ betyder i overvågningsinstansernes øjne nemlig langt mere end ulovlige handlinger, voldelig opførsel og terrorplaner. Også legitim opposition og kritik kan tillægges ondsindede motiver. Det ligger i autoriteters natur – de være sig statslige, religiøse, familiemæssige osv. – at sidestille uenighed og holdninger, der afviger fra normen, med ondsindede planer eller i det mindste med truende adfærd.

De historiske arkiver bugner af eksempler på grupper og individer, der blev sat under statslig overvågning alene på grund af deres afvigende synspunkter og aktivisme: Martin Luther King, borgerretsbevægelsen, diverse fredsbevægelser, miljøforkæmpere osv. Efter den daværende amerikanske regerings og FBI-chefen J. Edgar Hoovers mening havde alle disse mennesker ’ondt i sinde’, og det havde de alene, fordi de havde engageret sig i politiske aktiviteter, der ville kritisere og udfordre den herskende orden.

Ingen forstod bedre end J. Edgar Hoover, hvor magtfuldt et redskab overvågning kunne være til at knuse politisk modstand. Hoover stod for den store udfordring at forhindre folk i at udøve deres forfatningssikrede ret til ytrings- og forsamlingsfrihed (det Første Forfatningstillæg), selv om loven udtrykkelig forbød statsmagtens politiog sikkerhedstjenester at anholde personer, alene fordi de udtrykte upopulære synspunkter. I 1960’erne oplevede USA en række højesteretssager, der førte til fastsættelse af strenge beskyttelsesforanstaltninger for ytringsfriheden. Det kulminerede med domstolens enstemmige domsafsigelse i sagen Brandenburg vs. Ohio i 1969, der omstødte en tidligere dom mod en Ku Klux Klan-leder, som i en tale havde truet ledende politifolk med vold. Retten afgjorde, at garantierne i den amerikanske forfatnings første tillæg var så stærke, at de konstitutionelle hensyn til at sikre ytrings- og pressefriheden »ikke tillader Staten at forbyde eller bandlyse et forsvar for brugen af vold«.

Som et modtræk over for disse garantier indførte Hoover et system, der skulle forhindre, at der overhovedet udviklede sig dissiderende synspunkter.

FBI havde iværksat et indenlandsk kontraspionageprogram ved navn COINTELPRO, hvilket første gang blev afsløret af en gruppe krigsmodstandere, som følte sig overbevist om, at fredsbevægelsen var blevet infiltreret, sat under overvågning og udsat for alle mulige andre beskidte kneb. Men da de manglede beviserne og dokumentationen for deres påstande og ikke havde kunnet overtale journalisterne til at skrive om deres mistanker, brød de ind i et FBI-kontor i Pennsylvania, hvor de stjal tusindvis af dokumenter.

COINTELPRO-dokumenter viste, hvordan FBI målrettet havde spioneret imod politiske grupper og individer, som efterretningstjenesten havde vurderet som subversive og farlige, herunder NAACP, sorte nationalistbevægelser, socialistiske og kommunistiske organisationer samt fredsaktivister og diverse højreradikale grupper. Bureauet havde infiltreret disse med agenter, som bl.a. forsøgte at manipulere medlemmerne til at begå forbrydelser, så FBI bagefter kunne arrestere og retsforfølge dem.

Det lykkedes for FBI at overtale New York Times til ikke at offentliggøre disse dokumenter og endda levere dem tilbage, hvorimod Washington Post bragte en større artikelserie. Det blev disse afsløringer, som førte til nedsættelsen af Senatets såkaldte Church-komité, som konkluderede, at FBI i de foregående 15 år havde:

» ... gennemført en sofistikeret selvtægtsoperation, som direkte har søgt at forhindre udøvelse af det Første Forfatningstillægs ret til ytrings- og forsamlingsfrihed ud fra en forestilling om, at et stop for fremvæksten af farlige grupper og udbredelse af farlige ideer vil kunne beskytte den nationale sikkerhed og afskrække fra vold.«

»Mange af de anvendte teknikker ville selv i de tilfælde, hvor alle efterretningsmålene vitterligt var involveret i voldelige aktiviteter være uacceptable for et demokratisk samfund. Men COINTELPRO gik langt videre end dette. Den latente hovedpræmis for programmerne var, at et bureau, der står i lovens og ordensmagtens tjeneste, har pligt til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at bekæmpe det, som den må anse for at være trusler imod den eksisterende sociale og politiske orden.«

Et centralt COINTELPRO-notat redegjorde for, hvordan man kunne »plante paranoia« i fredsaktivisters bevidsthed ved at bilde dem ind, at der »stod en FBI-agent på lur bag hver en postkasse«. På denne måde ville dissidenterne overbevise om, at de altid blev overvåget, give efter for deres egen frygt og afholde sig fra at deltage i aktivisme.

Ikke overraskende viste taktikken sig at virke. I en dokumentarfilm fra 2013 med titlen 1971 beskriver flere af datidens aktivister, hvordan Hoovers FBI var »på nakken af alle« borgerrettighedsbevægelser med infiltratorer og overvågning og med agenter, der mødte op til alle møder og rapporterede tilbage bureauet. Den vedvarende overvågning og registrering kom på notorisk vis til at hæmme bevægelsens muligheder for at styrke og udbygge sin organisation.

På det tidspunkt havde alle institutioner i Washington indset, at selve eksistensen af statslig overvågning – uanset hvordan den var udformet og blev brugt – var et effektivt middel til at stække mulighederne for dissens.

Glenn Greenwald

Overvåget – en insiderberetning om Edward Snowden, NSA og den amerikanske overvågningsstat.

296 sider 299,95 kr.

Informations forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Carsten Mortensen
  • Per Jongberg
  • Bjarne Riisgaard
  • lars abildgaard
  • Henrik Christensen
  • Alan Strandbygaard
  • Nic Pedersen
  • Torben K L Jensen
  • Torben Nielsen
  • Steen Sohn
  • Ib Christensen
  • Henrik Klausen
  • Marianne Rasmussen
  • Tom Paamand
Espen Bøgh, Carsten Mortensen, Per Jongberg, Bjarne Riisgaard, lars abildgaard, Henrik Christensen, Alan Strandbygaard, Nic Pedersen, Torben K L Jensen, Torben Nielsen, Steen Sohn, Ib Christensen, Henrik Klausen, Marianne Rasmussen og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Rasmussen

"...selve eksistensen af statslig overvågning – uanset hvordan den var udformet og blev brugt – var et effektivt middel til at stække mulighederne for dissens."

Skræmmende! En verden med løbsk paranoia.

Per Jongberg, Jørn Andersen, Henrik Christensen og Henrik Klausen anbefalede denne kommentar
Martin Nygaard

"what's he building in there...?????????"

Stakkels små paranoide stater. Husk nu på hvem der tjener hvem, demokratikalder i det selv...

Nic Pedersen

Og glem heller ikke, hvem der tjener PÅ hvem.

Tjenerne tjener jo ret godt på at tjene i "demokratiet"!

((Man kan evt. indsætte flere anførselstegn i ovenstående)

leif voetmand, Rune Petersen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Indtil videre, har det været skuffende resultater, faktisk, er der ikke sket noget som helst, der juridisk har flyttet noget, ej heller gennemsigtighed. Fornemmelsen er snarere - at systemet arbejder på at lukke endnu mere.

Stor respekt for det arbejde der er blevet gjort, men i praksis har det ikke hjulpet meget. Det er måske tidligt i processen, og det ville da være rart at høre perspektivet - i den videre formidling, hvor meget mere af de 99% kan vi forvente at se til ... eller er formidlingen ved at ebbe ud?

På mange måder, føles det lidt som om der opereres med en skjult dagsorden, om det skyldes sagens natur, eller anden aktør, er lidt svært at dekryptere. Indtil videre - må det klassificeres som relativ harmløs information. Jeg vil medgive, at jeg var overrasket over de misbrugte Wienerkonventionen - aflytninger fra ambassader(UK). Endnu mere, at det har været helt uden konsekvenser. Mængden af logning måske, men om det er x eller xx antal bytes er omsonst.

Dertil har det været meget sparsomt med den egentlige udveksling, selve dokumentationen - det meste har været person fnidder af den ene eller den anden karakter. Hvad der er opnået, er tilgengæld, at alle kender til NSA's rolle, og 'frygten' sikkert, stille og roligt forplanter sig, som med de gamle CIA myter.

Behovet for privatliv, ændrer sig ikke i indhold, kun i form. Det kan kun tolkes som et demokratisk efterslæb (lovgivning). Her kommer det Internationale snit ind, som en bekvem medspiller, for dem der vil holde befolkningerne i mørket.

Jeg ved godt der sker lidt i Brasilien, men det er marginalt, og man kender stadig ikke den aktuelle indflydelse - jeg er dog helt enig i tankegodset og udviklingen. Man skal naturligvis selv kunne styre trafikken i landet, specielt i tilfældet af krig, det er ganske enkelt en skødesløs adfærd, uanset hvor US venlig man er.

Det sidste der taler mod formidlingen er, at alle andre whistleblowers typisk bliver tiet ihjel i US, men ikke Snowden. Måske omfangets natur - er årsagen, igen ligger djævlen i detaljen, og den er jo væsentlig. Jeg er stadig skeptisk, lad mig udtrykke det sådan.

Bill Atkins

Spioneret imod politiske grupper.. ...nationalistbevægelser, socialistiske og kommunistiske organisationer samt fredsaktivister.

De der spioner er, hvilket Snowdon-sagen jo også viser, under alvorlig og begrundet risiko for at skifte side.

Steffen Gliese

Hvad skaber overhovedet denne opdeling? Den meste terror er reaktion på forhold, der opleves som ubærlige. Ingen 9/11 uden amerikansk militær i de arabiske stater, f.eks.

Lars Jensen

Som Jesper Wendt skriver, har polemikken om overvågning intet ændret formelt. Reelt bilder jeg mig dog ind, at mine omgivelser nu anser mig for mindre sindssyg og paranoid, når jeg klager over overmåde megen snagen i mine private forhold.
Bemærkes skal, at privat snagen kan ske v.hj.a. og under dække af efterretningsvirksomhed.
(se hertil www.eksistential-institute.dk )

Andreas Kallesen

Når man skaber et totalitært diktatur er det nødvendigt at bruge massiv overvågning. Vi så det i Nazityskland, USSR og DDR. Nu ser vi det samme i EU og USA.

Den største trussel mod et fascistisk eller totalitært diktatur er sandheden, og derfor vil man censurere og bekæmpe dem der taler sandheden.

Kjeld Hansen

Et stort og afgørende skridt mod det totalitære samfund er taget. Internettet har bragt viden ud til alle. En viden, som er uddannende og dermed en trussel mod magthaverne, som tror de ejer hele verden.

- Men de lever i sandheden kun på massernes nåde, som med et øjen blinken kan sende dem for porten.

PS Gad vist om fordøren bliver sparket et om et øjeblik, når man skriver sådan noget? Jeg venter i spænding.

Helene Nørgaard Knudsen

Så er det måske det EU's nye genistreg med at kunne censurere links handler om. Ikke at overvåge men undertrykke kritikere. Jeg vil jo mene at det er en umulig opgave at få overblik over hvilke sider der står noget om een selv på uden en søgemaskine.

Espen Bøgh

Det handler om statsmagt, men sandelig også om statspsykose i statsmagten ganske som vi så det flere steder og på flere tidspunkter i Europa i det forrige århundrede.

Den totale statsmagt er beskrevet både af Aldous Huxley i "fagre nye verden" og af George Orwell i "1984", som var vendt mod hver sin politiske opfattelse, henholdsvis den Amerikanske og den Russiske i sin tid.

- Somalivet i den liberale Amerikanske model og frygtens model i den kommunistiske ideologi.

Ingen steder er mennesket frit, og demokratiet er blot en illusion, der skal dække over dette.

Bedraget om, "at pennen er mægtigere end sværdet", er en løgn vi skal skille os af i erkendelse af, sværdet vil ødelægge pennen eller penneføreren, såfremt det strider mod statsmagtens interesser.

Mange steder i verden har Amerika bevist dette via deres indblanding i andre landes interne affærer alene til fordel for deres hellige opfattelse af liberalismen selvforherligelse af deres ideologi.

Det Panoptiske fængsel som verdensmagten Amerika i dag står for med sine aflytninger skaber ikke blot selvcensur af de enkelte individer, men som det overfor også beskriver, bruges det samtidig til, at udstille modparterne som paranoide sjæle, der føler sig uretmæssigt forfulgt af statsmagten, som har skabt overvågningstilstanden og benytter den råt og brutalt.

Hidtil har NSA, CIA og FBI ikke formået at skabe de resultater som de siger, - tværtimod(!) viser historien, at selv om de kendte til 11. september fortog de sig intet.

Den efterfølgende massive kritik og omlægningerne samt de mange mange flere penge institutionerne fik tilført for at bekæmpe terrorisme, lykkedes det alligevel ikke at afværge Boston Marathon, og igen kendte de begge attentatmænd og deres ekstreme radikalisering, der omfattede handling!

Ufrivilligt falder den tanke ind, at tjenesterne står sig bedre ved at holde terrorånden fast i befolkningens bevidsthed, og samtidig giver det institutionerne endnu flere penge og magt fra politikerne.

Den Amerikanske psykose ligger i direkte forlængelse af Joseph McCarthy i 10950'erne og Mccarthyismens hærgen over det Amerikanske samfund med angstpsykosen og kommunismen.

En periode der var præget alene af en enkelt mans korstog for sin egen politiske fantasi, og hvor andre politikere, som Nixon, også deltog i dette korstog mod kommunismen.

Amerikas selvretfærdiggørelse af deres invasioner af andre lande i nyere tid begrundet i løgne om masseødelæggelsesvåben, som ingen endnu har fundet et eneste spor af viser hvor langt man politisk er villige til at gå til værks overfor andre landes undertrykkelse.

Man spionerer ikke mod borgerne fordi de er terrorister, men for at fastholde magten over dem for det som i tiden vil blive kaldt ulovligt , umoralsk eller stødende overfor masserne, og dermed retfærdiggøre disse personers udstødelse af samfundsordenen i hele offentligheden.

Det er så gennemsyret af den liberalistiske ånd i det Amerikanske samfund, og er den del af det politiske systems tankesæt.