Læsetid: 5 min.

Udfrielsens time er nær

I Champions League-finalen får Atlético Madrid chancen for at få hævn for årtiers hån, spot og ydmygelser
Holdets mand. Atleticos attitude og spillestil personificeres af den brasilianske midtbaneangriber Diego Costa, et muskelbundt med et ansigt som en gangster i en billig kriminalfilm og en personlig moral, der svarer til udseendet.

Jose Jordan

17. maj 2014

De har været her før, Atlético Madrid, selv om det er længe siden. I 1974 spillede de finale i mesterholdenes Europa Cup mod Bayern Münchens legendariske 70’er-mandskab, der bestod af navne som Sepp Maier, Franz Beckenbauer, Paul Breitner, Uli Hoeness og Gerd Müller. Og spanierne havde faktisk deres berømte modstandere på krogen helt frem til sidste minut af den forlængede spilletid, hvor målmand Miguel Reina lod et desperat langskud fra Schwarzenbeck smutte forbi sig. Herefter måtte spanierne ud i en omkamp, som vesttyskerne benyttede til at sætte tingene på plads og sejre med 4-0.

Det var efter den første finalekamp, at Atléticos daværende træner, argentineren Juan Carlos Lorenzo, benævnte sit mandskab El Pupas, det forbandede, og navnet er blevet hængende, fordi det så rammende beskriver de bolsjestribedes skæbne, dømt som de er til at leve et usselt og utilfredsstillende fodboldliv i skyggen af lokalrivalerne fra Real Madrid.

I muddergrøften

Hvor los Merengues – marengsene, som Real Madrid kaldes på grund af deres hvide spilledragter – optræder med den elegance og selvbevidsthed, man forventer at møde hos den førstefødte til Spaniens fodboldtrone, så er Atlético skidtknægten, der gemmes væk i et hjørne, og altid roder sig ud i problemer.

Hvor Real Madrid residerer på det imponerende Santiago Bernabeu Stadion på Paseo de la Casellana, en af hovedstadens mest attraktive avenuer, så holder Atlético til i det slidte Vicente Calderón stadion i den sydlige udkant af byen, tæt ved motorvejen og Manzanares-floden på en mudret strækning, der ganske passende har navnet Melancholics Way.

Hvor Real Madrid har knyttet nogle af verdens største firmaer til sig i lukrative sponsorater, har Atlético Madrid brugt sin lystavle til at reklamere for Hotel Lovely, en lokal luderbar, hvor tilhængerne kan dulme sorgen efter at have overværet endnu en nedslående præstation på grønsværen.

Helt nede og vende

Hvor Real Madrid har ophobet 32 mesterskaber og ni Europa Cups i sin glitrende historie, så har Atlético Madrid ikke vundet det hjemlige mesterskab, siden klubben overraskede alt og alle ved at snuppe the double (både mesterskabet og pokaltrofæet, red.) tilbage i 1996; ja, faktisk har klubben efterfølgende været nede at vende to sæsoner i Segunda Division, og da los Rojiblancos endelig vendte tilbage til den bedste række i 2002, tog det dem yderligere 11 år at hente den første sejr over Real Madrid.

Hvor Real Madrid fejrede sin 100-års fødselsdag med udgivelsen af en svulstig ballade med Placido Domingo, markerede Atlético sin tilsvarende runde dag med en video, der viste klubbens triumfer og (talrige) fiaskoer til lyden af Rolling Stones’ hit »You can’t always get what you want«.

Francos Real Madrid

Jo, der er forskel på folk og fodboldklubber, også i Madrid, hvor opgøret mellem Atlético og Real Madrid længe har været betragtet som det mest ulige storby-derby i Europa. Atlético har konsekvent været så underlegne, at der sjældent har været spænding om resultatet. Til gengæld har de rødhvides fans formået at markere sig på tribunerne, hvor de rutinemæssigt håner Real Madrid for deres historiske tilknytning til Francos fascistiske regime.

»El equipo del gobierne, la vergüenza del pais,« (regeringens hold, landets skam, red.) synger de ned mod Real Madrid-spillerne.

Og en kendt spansk fodboldkommentator med anknytning til Atlético Madrid har sammenlignet Real Madrids trofæ-rum med Aladdins hule: »Forstået på den måde, at alt derinde er stjålet.«

På det seneste er det imidlertid, som om noget er skiftet i forholdet mellem de to hold. Og det startede med ankomsten af argentinske Diego Simeone, der overtog tøjlerne på Vicente Calderón i 2011.

På det tidspunkt var Atlético Madrid en fodboldmæssig rodebutik. Holdet lå og sejlede rundt i den nederste halvdel af tabellen uden hverken selvtillid eller en klar spillestil, men Simeone fik styr på tingene og har gennem de seneste år skabt et hold, der hviler på de kvaliteter, der bragte ham selv til tops som spiller: kompromisløshed, taktisk kløgt, fysisk styrke og et vist mål kynisme.

Lefler ikke for spillets skønhed

Atlético Madrid er ikke et mandskab, der bjergtager beskuerne. På banen fremtræder de som en kompakt og veldisciplineret enhed, der foretrækker at afstraffe modstanderne gennem lynhurtige kontrastød, og i modsætning til de fleste andre af tidens store hold i Europa er både Simeone og hans kohorter på grønsværen bedøvende ligeglade med graden af boldbesiddelse.

Hvor moderne fodboldkoryfæer som Pep Guardiola, Arsène Wenger og Joachim Löw prædiker tålmodig boldcirkulation og lynhurtig tilbageerobring, så trækker Atlético sig gerne tilbage på banen og overlader initiativet til modstanderne, mens de venter på en mulighed for at straffe selv den mindste fejl.

Banditten

Holdets attitude og spillestil personificeres af dets vigtigste spiller, den brasilianske forward Diego Costa, der er en muskelsvulmende midterangriber med et ansigt som en gangster i en billig kriminalfilm og en personlig moral, der svarer til udseendet.

På sit repertoire har han glansnumre som skallesmækning, flyvende albuer og spytteri, men Costa er også – når han lader unoderne ligge – en giftig frontløber, der har scoret 36 mål i indeværende sæson, og som med sin blanding af kynisme og gennembrudskraft er selve sindbilledet på det Athletico Madrid-mandskab, som Simeone har skabt.

At holdet kan andet end blot at spille på kontrastød, beviste de i øvrigt i kvartfinalen mod Barcelona, hvor de overraskede catalonierne med at gå langt frem på banen og lægge et aggressivt helbane-pres på Messi og Co.

Sådan en behandling er Barcelona ikke vant til, og før de fik vristet sig ud af Atléticos kvælertag, havde de indkasseret det mål, der endte med at sende dem ud af turneringen.

Gadekrigere og dyre drenge

Næste weekend venter så de dyre drenge fra Real Madrid på Simeones gadekrigere. Og anskuet fra den historiske vinkel virker det passende, at det netop er lokalrivalerne fra den mondæne del af hovedstaden, der skal overvindes for at Atlético-spillerne kan løfte den forbandelse, der synes at hvile over klubben.

For intet hold har ydmyget Atlético så eftertrykkeligt som Real Madrid. Op gennem 00’erne sammensatte kongeklubben en serie på 25 kampe uden nederlag mod sine ufashionable bysbørn. Og stortalenter som Fernando Torres er gennem tiden søgt væk fra Vicente Calderón stadion i erkendelse af, at Atlético aldrig blev et rigtig storhold.

Men det blev de altså alligevel. Og lørdag på Estádio da Luz i Lissabon har de chancen for at give Real Madrid igen på årtiers hån og ydmygelser – og samtidig befri sig selv for den forbandelse, der har hvilet over klubben i 40 år.

Vamos Atlético! Udfrielsens time er kommet!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu