Læsetid: 6 min.

10 påmindelser til en ny præsident

Alaa al-Aswanys åbne brev til præsident al-Sisi på foregående side er ledsaget af vidnesbyrd fra nogle af dem, for hvem udnævnelsen af præsidenten ikke har været noget at fejre. Citaterne er sammen med udtalelser fra præsidenten selv et chokerende katalog over intimidering og tortur og en afsløring af kløften mellem regimets ord og virkeligheden i Egypten
Moderne Tider
21. juni 2014

Vidnesbyrd fra den tyske journalist Sebastian Bacchus, som blev tilfældigt tilbageholdt i Kairo og først løsladt efter indgriben fra Tysklands ambassade:

»Byrden bliver løftet fra dine skuldre, da du indser, at du ikke bliver brændt ihjel i en af det egyptiske politis lastbiler, der kører fanger til fængslet. Men sandheden om den situation, du er i, bliver afsløret, da du overværer et voldtægtsforsøg. Efter en dag med tilbageholdelse og tortur, og efter at de havde været ved at slå mig ihjel, blev jeg løsladt, takket være den tyske ambassades indgriben. Men de andre indsattes skæbne kender jeg ikke, for de er ikke tyske statsborgere.«

Dr. Ibrahim Abdel Razzek, der blev anholdt ved en tilfældig razzia på Faggalla-gaden, mens han købte bøger til den stipendiateksamen, han var ved at forberede sig til:

»Hver gang jeg sagde: ’Vis barmhjertighed, jeg er læge,’ slog de hårdere. De tæskede mig på Azbak-politistationen og i Abu Za’abal-fængslet. Jeg blev tvunget til at tage tøjet af, og de hældte koldt vand på os og efterlod os til næste dag uden tæpper eller tøj på gulvet, som var dækket med vand. Hver dag under inspektionerne fik de os til at stå med hovedet mod væggen og tæskede os. Jeg kunne ikke fåfat på mine slægtninge, besøg og fødevarer var forbudt.«

Generaloberst Abdel Fatah al-Sisi i et tv-interview:

»Hvis jeg elsker egypterne, så ønsker jeg ikke, at nogen gør dem ondt eller sårer deres følelser. Vi ønsker at genskabe sikkerheden med politiets støtte, men uden at krænke menneskerettighederne.«

Yasmine Hossam, advokat for en række af indsatte i Abu Za’abal-fængslet:

»Der foregår tortur i alle fængsler, men Abu Za’abal-fængslet overgår alle andre i torturens brutalitet. Vidnesbyrd fra fangerne i Abu Za’abal om den tortur, de har været udsat for, er gruopvækkende. Den offentlige anklager har bevidst undladt at dokumentere krænkelserne. Anklageren kunne kun repræsentere seks ud af 40 personer, der – efter at have forklaret statsadvokaten, at de havde været udsat for tortur – skulle undersøges retsmedicinsk. Denne beslutning blev først ført ud i livet ni dage efter torturen, hvor de fleste mærker var forsvundet. Derefter gik de ud og fortalte os, at der ikke foregår tortur i fængslerne.«

Fælles rapport udsendt af 16 egyptiske menneskerettighedsorganisationer den 12. februar 2014:

»Organisationerne, som har underskrevet denne erklæring, opfordrer til en hurtig og uafhængig undersøgelse af de hæslige påstande om brutal tortur og seksuelle overgreb, som de tilbageholdte i forbindelse med fejringen af treårsdagen for revolutionen den 25. januar 2011, både mænd og kvinder, blev udsat for i fængsler og på politistationer i Egypten. Khaled Al Sayed har berettet detaljerne om torturen, som en stor gruppe indsatte, der blev tilfældigt arresteret og ført til Azbak-politistationen, blev udsat for. Han fortalte, at politifolk på stationen placerede velkendte politiske aktivister i et rum, hvor de blev tortureret, mens deres øjne var tildækket. De tvang dem til at høre skrigene fra de indsatte, som blev tævet og udsat for elektriske stød. De sagde ting som: ’I revolutionære er ansvarlige for, hvad der sker med disse unge. Hvis det ikke var for jer, ville vi have løsladt dem, så de kunne gå hjem.’ Mere end en af dem, der kom tilbage til det store fællesrum efter at være blevet tortureret, fortalte, at de havde været udsat for seksuelle overgreb og elektriske stød forskellige steder på kroppen. De underskrivende organisationer udtrykker dyb bekymring over nogle af de vidnesbyrd, som dokumenterer tvungne vaginalundersøgelser i Kanatter-fængslet på kvinder, der var blevet anholdt i forskellige sammenhænge, herunder på revolutionens treårsdag. Dertil kommer seksuel chikane fra politiets side mod tilbageholdte kvinder på flere politistationer.«

Generaloberst al-Sisi i et interview i avisen Al-Masry Al-Youm:

»Egypterne er af natur rolige og tålmodige mennesker, og de vil bare gerne leve i fred og sikkerhed. Det vigtigste er at føre en værdig tilværelse.«

Erklæring fra Amnesty International, 22. maj 2014:

»I lyset af nye chokerende beviser, som Amnesty International for nylig har indsamlet, står det klart, at snesevis af civile er blevet udsat for tvungen forsvinden i flere måneder, at de er blevet udsat for tortur og andre former for mishandling for at tvinge dem til at indrømme at have begået eller medvirket til forbrydelser. For at slippe for at sidde i fængsel og blive udsat for tortur har nogle tilbageholdte indvilliget i at indrømme forbrydelser, så snart de er blevet præsenteret for sikkerhedspolitiets anklager. Advokater har fortalt Amnesty International, at de ikke fået lov til at deltage i de indledende retsmøder, og at de ikke blev notificeret om datoen for retssagen. Antallet af rapporter om tortur i Egypten er konstant stigende. Det ser ud til, at voldsom undertrykkelse bliver skjult bag en elegant retorik om en køreplan, der skal føre landet til demokrati.«

Vidnesbyrd fra den tilbageholdte Karim Taha under hans transport fra Wadi Al Natroun-fængslet til Al Fayyoum-fængslet:

»I lørdags var der opfordringer til sultestrejke i protest mod den umenneskelige behandling. Da vi vågnede, var vi omgivet med sortklædte og maskerede mennesker med hunde. Vi troede, vi var i Guantanamo. De fanger, som var sigtet for straffelovsovertrædelser, blev bange og trak sig til side, mens vi begyndte at råbe: ’Åbn cellerne og luk os ud.’ De fik os til at tage tøjet af og samlede alle vores ejendele, hældte petroleum på dem og satte ild til. De brændte alt: bøger, tøj og al mad. Vi var barfodede og kun iført undertøj. De slog ring om os og begyndte at slå, råbe fornærmelser og give os elektrochok. De bandt reb om halsen på os som på hunde og slæbte os hen ad gulvet på maverne. De tvang os til at synge en sang for al-Sisi og gentage: ’al-Sisi er min præsident.’ De, der nægtede, blev udsat for hårde slag. Vi fik elektriske stød, blev slået med stave og fik tåregas, indtil vores kollega Mohamad Abdullah døde. Han kunne ikke klare det på grund af sin alder. De ældre blandt de tilbageholdte fik skader mange steder på kroppen. Soldaterne kappedes om at stjæle vores ure. Vi blev transporteret til Al Fayyom-fængslet kun iført undertøj.«

Generaloberst al-Sisis møde på med mediefolk:

»Jeg kan se på alle egyptere med kærlighed, påskønnelse og respekt, og jeg håber ved Gud, at de ser alt det gode, som kommer fra mig.«

Vidnesbyrd om tortur fra Mahmoud Farahat, tilbageholdt i Wadi el-Natroun-fængslet:

»De får dem til at ligge på maven med hænderne bundet bag ryggen, tildækker deres øjne og får politiets hunde til at bide dem. Cellerne og fangerne blev overhældt med vand. De brændte deres tøj og ejendele, herunder eksamenspapirer. Mahmoud Farahat er ingeniørstuderende på første år på al-Azhar-universitetet. Han har en tilladelse, som giver ham lov til at have bøger i fængslet og gå til eksamen. Men da han skulle op til sine eksamener, slog de ham med en pisk eller en stav, og da han så slog fra sig, nåede fornærmelserne og ydmygelserne et niveau, så han til sidst sagde til sin familie: ’Jeg vil ikke gå til eksamen. Jeg ønsker ikke at forlade min celle.’ Det var uropolitiet, der havde overfaldet ham. Under et besøg på fem minutter sagde Mahmoud til sin familie: ’Jeg ønsker ikke at se jer igen. Jeg vil ikke, at der kommer nogen, undtagen min far. Jeg ønsker ikke, at I skal se mig sådan her.’«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her