Læsetid: 8 min.

Ambassadøren er blevet en omrejsende sælger

Før i tiden var det danske diplomatis fornemste opgave at varetage nationens politiske interesser i udlandet. I takt med globaliseringen er den opgave imidlertid sivet ud i andre lag af samfundet, og de danske ambassader har fået mere karakter af en form for konsulentkontorer for erhvervslivet, siger professor Martin Marcussen, der er aktuel med en bog om det danske diplomati
Benspænd. Der er potentiale til, at der kan ske noget spændende med dansk diplomati, men nedskæringer og ambassadelukninger spænder ben for det, vurderer Martin Marcussen.

Tor Birk Trads

28. juni 2014

Direktører i danske virksomheder med vokseværk kan springe på her. Har du brug for rådgivning om, hvordan du etablerer et nyt kontor i Beijing, hvilken myndighedsperson du skal spise frokost med for at fremskynde processen, eller måske en kronik om din branche i det lokale dagblad?

Alt det og meget mere kan købes for 935 kroner per påbegyndt time. Dog med en mindstefakturering på 2.805 kroner per løst opgave. Tilbuddet stammer ikke fra brancheforeningen Dansk Industri eller en international konsulentvirksomhed. Det er den lovfæstede takst for tjenesteydelser købt hos den danske udenrigstjeneste, altså landets ambassader og konsulære repræsentationer i udlandet.

Ifølge Martin Marcussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet og medforfatter til bogen Dansk diplomati – klassiske træk og nye tendenser, er rådgivning af erhvervslivet blevet en kerneopgave for det danske diplomati.

»Økonomisk diplomati er blevet det nye sort,« forklarer Martin Marcussen.

»Det var helt utænkeligt tidligere, at man kunne sætte en pris på en diplomats indsats. Det kan man i dag, og der er en prisliste, man kan downloade. Den eneste begrænsende faktor er, at den diplomatiske indsats, man køber sig til, ikke må være i direkte modstrid med danske interesser. Og det er i høj grad et vidt begreb.«

Hvis man som virksomhed for eksempel vil udnytte, at der er fodbold-VM i Brasilien, kan man hyre den danske ambassadør i Brasilia til at troppe op ved en messe og vise sig ved siden af produktet. Nogle ambassader har endda en resultatkontrakt med Udenrigsministeriet, og den pålægger dem at sælge et vist antal konsulenttimer om året.

På den danske EU-repræsentation i Bruxelles er embedsværket ligefrem begyndt at tilbyde kurser til danske lobbyister, der vil vide, hvordan man får maksimal indflydelse på unionens beslutninger. Danmark har omkring 150 diplomater siddende i Bruxelles, og deres arbejde består blandt andet i at hjælpe danske virksomheder med at komme til orde i EU. Det skæpper naturligvis også lidt i pengekassen hos Udenrigsministeriet, som for tiden er præget af nedskæringer og krav om effektivisering.

Glansen er forsvundet

Ifølge Martin Marcussen har diplomatiets udvikling over mod det kommercielle fundet sted, i takt med at der er kommet et øget krav til alle offentlige institutioner om at levere synlige resultater. Det er særligt svært for en tjeneste, som opererer uden for landets grænser og er meget lidt borgernær i traditionel forstand. Derfor prøver ambassaderne nu at bevise deres værd ved at fungere som vækstfremmere i udlandet.

»Man skal kunne måle og veje meget eksplicit, at udenrigstjenesten gør en forskel. Man skaffer job til Danmark, skaber beskæftigelse og så videre,« siger Martin Marcussen.

Siden Den Kolde Krig har grundvilkårene for diplomatiet ændret sig fuldstændig. Truslen om en nært forestående atomkrig er forsvundet. Til gengæld er andre kriser dukket op: finanskriser, klimakriser, befolkningsvandringer og terror.

Samtidig har globaliseringen gjort verden mindre. Staten har mistet sit monopol på at føre udenrigspolitik. Virksomheder, borgergrupper og sågar sportsfolk forhandler i dag direkte med andre lande, og den teknologiske udvikling har gjort det muligt for os alle ikke blot at følge men også påvirke udviklingen overalt på kloden.

»Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender,« står der i Grundlovens paragraf 19, stk. 1. Men så enkelt er det ikke længere. Stjernestøvet er blæst væk i mange forskellige retninger, forklarer Marcussen.

»Det internationale er blevet allemandseje. Det gør, at lidt af glansen, det unikke og det eksklusive forsvinder. Diplomatiet er sivet i alle mulige retninger. Det er ikke noget, som kun nogle ganske få, særligt kvalificerede personer med flotte uniformer tager sig af. Det er noget, rigtig mange aktører beskæftiger sig med. Måske på nogle områder endda bedre end udenrigstjenesten. Det er jo en kæmpe identitetsudfordring for dem,« siger han.

»Vi finder den samme udvikling i andre lande. Udenrigspolitikken er ikke forbundet med noget ædelt eller noget, der har med centrale nationale interesser at gøre. Det er blevet en almindelig sektorpolitik.«

Indtil videre har udenrigstjenesten forsøgt at løse sin identitetskrise ved blandt andet at blive en mere synlig medspiller for erhvervslivet.

Laksekrisen

Danmarks største bilaterale ambassade ligger i Kina, hvor dronning Margrethe og fire ministre i sidste måned var på statsbesøg i selskab med repræsentanter for 115 danske virksomheder. Med hjem fik Danmark blandt andet et løfte om at leje to kinesiske pandaer – et privilegium, som normalt forbeholdes lande, som Kina har et særligt godt forhold til. Og det er især i den type meget statsstyrede lande, at en virksomhed kan drage nytte af at købe sig til lidt troværdighed hos en ambassadør, siger Martin Marcussen.

»Det giver virkelig credit. Hvis man kan få en myndighedsperson til at optræde på vegne af sig selv og sin virksomhed – så har man virkelig sprunget en masse led over.«

Til gengæld kan man stille spørgsmålstegn ved, om det i virkeligheden er en ambassades fremmeste opgave at tilbyde konsulentarbejde for erhvervslivet, tilføjer Martin Marcussen.

»Hvis man skærer helt ind til benet, så er det sådan set konkurrenceforvridende. Der er faktisk professionelle konsulentvirksomheder derude, som tilbyder det samme, og de får altså konkurrence fra nogle billigere og effektive ambassadører, altså offentlige personer. Det er på mange måder en subsidiering af de der store virksomheder, som jo egentlig har råd til at betale en dyrere konsulent for at gøre det.«

Martin Marcussen mener derfor, at kommercialiseringen af diplomatiet vil blive genstand for stadig mere debat, i takt med at praksissen breder sig. Men når diplomaterne bruger så meget af deres tid på at støtte erhvervslivet, betyder det så, at der bliver mindre plads til at føre politik? Ikke nødvendigvis, mener Martin Marcussen.

En småstat som Danmark går en svær balancegang i international politik, og derfor kan det være et smart træk at opbygge handelsrelationer først og derefter begynde at tale om politik. Det er faktisk en disciplin, som Danmark mestrer, forklarer Martin Marcussen.

»Vi bruger for eksempel det økonomiske diplomati som en løftestang til at komme ind under huden på kineserne. Kina er så stort, at hvis vi bare smækkede en besked om menneskerettigheder lige i ansigtet på dem, så ville de vifte den der lillebitte aktør i Norden væk og sige: ’Det gider vi sgu ikke høre på’,« siger han.

I Norge har man oplevet, hvad der sker, hvis man som lille nation hejser menneskerettighedsfanen over for kineserne uden først at være inde i varmen. Kina har blandt andet lukket af for importen af norsk laks, siden den kinesiske dissident Liu Xiaobo fik tildelt Nobels Fredspris i 2010, og tidligere i år afslog den norske regering at mødes med Dalai Lama af frygt for en yderligere nedfrysning af forholdet mellem Kina og Norge. Miseren er blevet kendt som ’Den Norske Istid’.

I den slags sager er det danske diplomati dygtigt til at vælge de rette arenaer, forklarer Martin Marcussen. Hvis vi skal tale om menneskerettigheder, gør vi det i kor med resten af EU. På den måde står vi ikke alene, og så kan vi ellers fortsætte vores egen samhandel med alle de lande, hvis regimer vi egentlig ikke kan lide.

»Det er ekstremt kynisk. Vi vælger at køre i modsatrettede spor i forskellige arenaer, og det er netop det, vi som lille land kan gøre for at maksimere flest af vores udenrigspolitiske interesser. Især når de er i konflikt med hinanden. Er det strømlinet eller elegant? Nej. Men det er effektivt,« siger han.

Et af de seneste eksempler var det danske dobbeltspil under handels- og udviklingsminister Mogens Jensens rundtur i Afrika tidligere i år. Under sit besøg hos Ugandas premierminister udtrykte ministeren en klar kritik af landets nye lovgivning, som forbyder homoseksualitet. Lovgivningen er uacceptabel og i strid med menneskerettighederne, bemærkede Mogens Jensen. Men under besøget i Nigeria var ministeren anderledes tavs. Landet har en lignende antihomoseksualitetslov, men også store oliereserver og en relativt nyåbnet dansk ambassade.

»Pragmatisk,« mener Martin Marcussen.

Dårlig ledelse

Selv om Danmark er en lille stat uden store militære eller økonomiske muskler, har vi i nogle henseender potentiale til at være en ’blød stormagt’, mener Martin Marcussen. Vi har fået et godt brand som land. Dansk mad hitter i New York, dansk design er blevet et kvalitetsstempel, og der er endda blevet udgivet en bog om, hvordan man er ’dansk’.

Det gør livet lettere for de danske diplomater, som rider på slipstrømmen fra erhvervslivets succes. I virkeligheden minder det en del om daværende udenrigsminister Per Hækkerups vision for en ’aktivistisk udenrigspolitik’, som han beskrev i bogen Dansk Udenrigspolitik fra 1965, mener Martin Marcussen.

»Dengang handlede det om, at vi skulle sprede ideer. Det er en aktivistisk måde at være til stede på uden for vores nærområder og promovere menneskerettigheder og solidaritet. Danmarks brand i udlandet giver mulighed for at eksportere særligt danske værdier, men så sandelig også for at lave business,« siger han.

»Det er en helt ny måde at arbejde diplomatisk på. En åben måde. Det handler om nation branding, offentlighedsdiplomati og alt det, der hører til den bløde magt.«

Trods gode betingelser i udlandet står det danske diplomati over for en række udfordringer. Regeringen har varslet en række ambassadelukninger som led i en spareøvelse, der skal barbere 190 mio. kroner af Udenrigsministeriets udgifter frem mod 2017.

»Der er potentiale til, at der kan ske noget spændende med dansk diplomati. Men man har for længst skåret ind til benet rent økonomisk, og nu skærer man altså i kerneområderne. Man risikerer at skade den måde, udenrigspolitikken bliver udøvet på,« siger Martin Marcussen.

Samtidig har den politiske ledelse i Udenrigsministeriet længe været mangelfuld, mener han.

»Man har haft for dårlige udenrigsministre. Det har ved flere lejligheder været sådan en post, man kunne få, hvis man var partileder eller på andre måder havde gjort sig fortjent til den,« siger Martin Marcussen og nævner nuværende udenrigsminister Martin Lidegaard som en undtagelse.

»Så længe man ikke har politisk ledelse, så vil feltet stå i stampe. Det bliver overladt til tilfældige embedsmænd at udvikle den diplomatiske aktivitet, som kan placere Danmark på verdenskortet. Det kan godt efter min mening bekymre lidt, at man har en så dårlig politisk ledelse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ivan Gullev
  • Rasmus Knus
  • Bjørn Pedersen
Ivan Gullev, Rasmus Knus og Bjørn Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ernst Petersen

Marx og Engel var nogle romantiske drømmere uden ret meget jordforbindelse. Men på et enkelt punkt har udviklingen alligevel givet dem ret, nemlig da de forudså det, som de kaldte "Det senkapitalistiske samfund", hvilket de definerede som et samfund, hvor firmaerne var blevet større og mægtigere end statsmagten.

For det må vi jo indrømme er tilfældet i dag. Politikerne ignorerer det dog i deres propaganda, hvor de bare bliver ved med at tale om "danske firmaer", selvom der hovedsageligt udelukkende er tale om danske filialer af multinationale firmaer.

Men netop dette er jo både forklaringen på, at det nu så godt som entydigt er firmaerne, der styrer politikerne i stedet for omvendt. Samt på, at også denne artikels forfatter falder i fælden med at tale om danske interesser i stedet for de store multinationale firmaers interesser, som det jo i realiteten er. (For det er jo bestemt ikke hverken en dansk landmand, en dansk håndværksmester, en lokal dansk købmand eller lignende, der har brug for diplomaternes service til den slags ting!)

Olav Bo Hessellund, Karsten Aaen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Handel har altid været en del af diplomatiet.
Bare se på de gevaldige anstrengelser der blev ført for at få lov at handle i de lukkede lande Kina og Indien.
Derfor bl.a. Også udtrykket en handelsattaché, ligesom mange ambassader også har en militærattaché, for krig var/er og trussel derom er stadigt også en del af det Store Spil.

Peter Jensen

"Nietzsche erklærede gud for død - det passer ikke."

Friedrich tilføjede jo også: "- Men han lever videre i sproget." Og det gør han jo; vækst, konkurrence og velstand? Jeg tror at Danida var den første danske platform for business to business, hvor vor udviklingsbistand formelt blev hægtet op på et gensidigt nytteforhold, som vel nok mest var ensidigt (gæt selv hvilken vej). Danmark prostituerer gerne enhver, hvis det virker nødvendigt nok. Og det gør det jo så.

lars abildgaard, Karsten Aaen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Ja, det er muligt at handel altid har været en del af diplomatiet. Men det er vist kun i Danmark, at man ser på hvor meget økonomisk udbytte den danske stat kan få ud af at handle med andre lande. Hvorfor tror I man aldrig rigtig har sagt noget til og om Irans politisk system. Ellers ville det nemlig gå ud over den danske eksport af feta til Iran...

'Med hjem fik Danmark blandt andet et løfte om at leje to kinesiske pandaer – et privilegium...'

Så kom ikke og sige, at diplomatiet ikke er til største gavn for nationen, og alle kronerne værd. Hvad skulle vi dog gøre uden?

Karsten,

der ligger du forkert. Bare se på den handelsøkonomiske grundlag for opiumskrigene.
Alle ambassader fra nærmest alle lande har en handelsattaché med i staben. De har bare ikke alle et Dagblad Information der skriver om det.

Steffen Gliese

Handelsattacheer er én ting, at prostituere hele udenrigstjenesten noget andet, Thomas Holm. Hvor skal man tage hen, hvis man vil ud af denne ufattelige fornedrelse af vores land, moral og værdigrundlag? Verden er simpelthen gået til i depravation.

Torben Nielsen, Rasmus Kongshøj, Mette Hansen, lars abildgaard og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Kommercialiseringen af diplomatiet kan ikke undre, når man ser på alt andet offentligt, der er blevet privatiseret, kommercialiseret og gjort markeds-orienteret under VKO og siden opretholdt under Helle Thorning. Men måske skulle man nedlægge de aller fleste ambassader, og kun have nogle små konsulater på ydmyge adresser i hovedstæderne, som danskere i nød kunne søge hjælp og bistand hos. For som det skrives i artiklen, kan erhvervslivet sagtens selv skaffe sig den den nødvendige konsulentbistand fra private firmaer, hvorfor skulle staten levere den konkurrenceforvridning.

I gamle dage havde vi ØK, Mærsk, Danfos, NOVO og andre markerede gode gamle danske firmaer deres egne udenrigspolitiske filialer. Nu om dage er firma-omsætningen hurtigere, udlandet som Kina, Indien, Nigeria, Brasilien langt mere selvbevidste over for kommercielle udfordringer, så selv lille DK med den royale fernis må træde mere i karakter

Peter Hansen,

god sarkasme

" I am shocked — shocked— to find that gambling is going on in here!" beskriver det bedre i mine tanker.