Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Ligeglad med mad

Hej, jeg har et luksusproblem, som er ved at blive et stort problem, selv om jeg godt ved, der findes andre i verden der har større problemer
28. juni 2014

Lise, København N

Jeg lever i et fint parforhold med min kæreste, som jeg elsker, og vi har rigtig mange ting til fælles: Vi går op i politik, elsker at gå ture, hører meget af den samme musik og kan godt lide at tale sammen. Men der er én ting, som han går op i, og som jeg ikke gør, og det er mad.

I begyndelsen syntes han vist, det var lidt charmerende, når jeg diskede op med mine to-tre hurtige pastaretter og en god flaske rødvin, og jeg var da også glad, når han havde strammet sig an med nye retter. Men jo mere tid vi bruger sammen, des tydeligere bliver det, at mad ikke betyder det samme for mig som for ham. Han er begyndt at stikke til maden, når jeg laver en af de sammenkogte retter, og også at foreslå mig nogle andre retter at lave. Men jeg kan altså ikke finde ud af at tilberede fisk og steg og den slags, og det værste er, at jeg er ligeglad. Det interesserer mig ikke. På det seneste har vi talt om at flytte sammen, hvilket jeg rigtig gerne vil, men det med maden er samtidig begyndt at fylde ret meget, og i går så jeg ham hælde hele sin portion af min risret i skraldespanden, og jeg syntes, han var i dårligt humør om aftenen.

Orker ikke at det skal være sådan hver aften. I kan selvfølgelig bare sige, at jeg må bruge en masse tid på at lave mad, men jeg synes egentlig, der er vigtigere ting i verden. Er jeg helt galt på den?

Svar I:

Til fester i gymnasiet i 1970’erne i tylskørt og med høje hæle diskuterede jeg ofte med et flertal i andesko. Mit argument var: »Skal der være revolution, skal det være for frihed, skønhed og at nyde livet for alle.« Jeg var ved at fanges ind af din forklaring, indtil du afslørede dit motiv: »Der er vigtigere ting i verden. Er jeg helt galt på den?«

Midt i din tilsyneladende andefodsafslappethed, afslører du din indre diktator. Du ved bedre, og det må netop Information kunne bekræfte dig i. Så nej, du skal ikke lære at lave god mad – det er du jo ligeglad med. Men at lade riskorn gå til spilde i ulækkerhed er til gengæld mangel på omsorg. For verden. For skønheden. For parforholdet. Så lad ham lave maden, og lav du så noget andet, som sikkert også er vigtigt, og som jeg er sikker på, du har masser af ideer til. Men god mad er vigtig, basta. Det æstetiske er en etik.

Løsningen ligger lige for: I elsker hinanden, og så laver han mad, for det har han lyst til. Du gør noget helt andet med verden. I behøver ikke lytte til Fidel Castros taler og æde dine elendige risretter. Ingredienser kan bruges helt vidunderligt fornyende i nye forhold.

- Tine Byrckel

Svar II:

Dit brev får mig til at erindre dengang, jeg som 22-årig traf min første og hidtil eneste kone, som var virkelig god til at lave mad. Jeg voksede op på en gård på landet og var vant til frikadeller, stegt flæsk og den slags. Dertil altid kogte kartofler og en tyk, brun, meljævnet sovs med klumper i. Men den sovs, hun diskede op med, var noget tyndt sjask, syntes jeg. Den gjorde jeg heftige indsigelser imod, men hun fastholdt kursen, og efterhånden lærte jeg at sætte pris på hendes madlavning og hendes fransk inspirerede saucer, som det jo var. Hun åbnede en helt ny verden af oplevelser for mig, for varianter af den daglige kost, sund eller usund, er noget af det, der gør livet værd at leve, set derfra hvor jeg står. Den behøver ikke engang være dyr. Derfor forstår jeg hundrede procent din kæreste. Du har et klart valg: Enten tager du ham med den madinteresse, han nu engang har, eller også finder du en anden.

- Kristen Bjørnkjær

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Kære Lise.

Jeg var altså ikke sur over det med maden. Nok kan jeg godt lide lidt variation i løbet af ugen, og risene havde desuden fået lidt for meget, men det var altså ikke derfor jeg smed maden ud. Jeg var bare ikke sulten. Jeg er ked af at høre, at mit dårlige humør har gjort dig så usikker på vores fremtid sammen. Jeg var ganske rigtigt lidt småsur, men det havde intet med dig eller maden at gøre. Måske skal du bare spørge mig om hvad der er i vejen, næste gang du fornemmer at jeg er i dårligt humør. Du ved hvor meget jeg elsker at tale med dig, og det behøver faktisk ikke at være om hverken politik eller musik. Livet er så meget større, og jeg har skam et væld af interesser, som jeg endnu ikke har fortalt dig om.

Det var faktisk derfor jeg var så sur. Som du ved 'forsvinder' jeg hver tirsdag aften, og den første søndag i måneden. Du har aldrig spurgt hvor jeg går hen, og det elsker jeg dig for, men set i lyset af din bekymring for vores forholds holdbarhed, må kortene på bordet.

Jeg er helt vild med rollespil. Både klassisk 'table top-roleplaying', men på det seneste er jeg også begyndt at dyrke 'Live Roleplaying', i hareskoven om søndagen. Sagen er den at min Cleric, kaldet Aznabar, som jeg har haft siden 7.klasse, for leden blev slået ihjel! Det skete i et fuldstændigt latterligt scenarie, som min (nu tidligere) ven Leif fra rollespilsklubben havde udtænkt. Hvem fanden får den idé at placere en lvl 30 death dragon allerede som tredje encounter i en session, hvor der ud over mig og Per kun er 3 noobs med, og ingen white mage overhovedet i partyet??! Det er jo totalt sindssygt!

Anyways, derfor var jeg lidt småknotten forleden. Sorry babe. Det går bedre nu. Jeg har rullet en ny karakter, en Half Orc ved navn Azkanibar, og jeg ved bare, at han nok skal nå langt...

Så bare rolig, skat. Vi skal nok klare os. Der skal mere end din elendige mad til at skille os ad. Og næste gang du kommer i tvivl om mig eller vores forhold, så tal med mig om det, okay? Der er ingen grund til at rode Dagbladet Information eller dets læsere ind i vores forhold.

Kærlig hilsen

YouKnowWho

P.s.

Det er nok bedst hvis du venter en måneds tid med at flytte ind. Jeg har Per boende for tiden, hans kæreste har smidt ham ud. Guderne må vide hvorfor..

Niels Mosbak, Lotte Folke Kaarsholm og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Hej Lise

Egentlig synes jeg, hvilket jeg også dechifrerer er pointen i Torsten Jacobsens indlæg, at I skal vente med at flytte sammen, til I kan finde ud af at tale sammen. For det beviser du jo med dit spørgsmål, at I overhovedet ikke kan. Du skriver godt nok, at I taler godt sammen, men der er forskel på at tale til hinanden og at tale med hinanden, og det sidste stadie er I åbenbart ikke nået til.

Man snakker ikke om kæresten til veninderne og Information, nej, man snakker med kæresten! Når du når til dette stadie, kan du jo passende fortælle ham om din bekymring for dine elendige evner som kok i forhold til hans behov, og du kan jo også passende finde en løsning på dit problem sammen med ham. Jeg fortolker egentlig, at dine elendige madlavningsevner ikke påvirker ham, for så havde han da for længst foreslået, at han skulle stå for maden. Hvis altså det var korrekt, at I kan tale sammen.

Søren Kristensen

Der hvor jeg kommer fra var måltidet utroligt vigtigt og man blev gerne hængende over bordet længe, måske til en lækker dessert eller en avec. Så jeg forstår din fyr og også jeg har haft især én kæreste der ikke gik op i mad. Heldigvis var hun god i sengen (faktisk så god, at vi ofte sprang måltidet over). Det er jo som Gummi Tarzan siger: Alle er gode til noget, det gælder bare om at finde ud af hvad det er.

Lise Lotte Rahbek

Ej, altzå, kærester skal være lige gode til alle ting og supplere hinanden på ALLE måder,
og hvis ikke parret går komplet i symbiose,
så duer det ikke,
og begge parter må traske ud og finde sig en ny og mere symbiotisk partner.

Kun hvis parret passer sammen som fod i hose kan parret blive så parret, at de aldrig vil få brug for andre mnnesker og interesser end hinanden i resten af deres liv.