Baggrund
Læsetid: 5 min.

Drogbas svanesang

Hjemme er Didier Drogba rollemodel for unge afrikanere, der drømmer om livet som fodboldstjerne i Europa. Ude er han fredsambassadør for FN og anerkendt som en af verdens bedste forwards i nyere tid. I aften skal han samle Elfenbenskysten til sejr mod Japan
Talisman. Drogba er ivorianernes helt. Altid cool og med et look, der snildt kunne gøre sig i en elegant gangsterfilm.

ISSOUF SANOGO

Moderne Tider
14. juni 2014

Elfenbenskysten indleder deres VM i nat med en kamp mod Japan. Eftersom de to andre i gruppen er Grækenland og Colombia, spås det afrikanske land gode chancer for avancement. Ved de seneste slutrunder snublede Elfenbenskysten allerede i gruppespillet, men i år skal det være. Holdet er et af de mest rutinerede ved VM. De har flere skarpe profiler, og så har de en af Europas bedste forwards gennem tiderne – Didier Drogba. Det er hans svanesang.

Ambivalens kendetegner mandskabet. Således bemærker Kevin Baxter i Los Angeles Times, at nok kan Elfenbenskysten stille med ikke mindre end seks spillere over 30, men som kollektiv har de svært ved at finde melodien. Alle vil være stjernen, helst over de andre, og helst med den afgørende fod i det afgørende øjeblik. De sidste mange år har de været storfavoritter i kapløbet om African Cup, men det er blevet ved drømmen. Sidste gang, Elfenbenskysten løftede det afrikanske trofæ, var i 1992.

»Alle omkring os vil enormt gerne se det hér hold vinde et eller andet,« udtalte Salomon Kalou for nylig. Kalou er 28 og dermed én af de yngre. Han spiller til daglig i den franske klub Lille OSC.

Andre har klaret sig forrygende. Individuelt, altså. Midtbanekongen Yaya Touré er blevet kåret som Afrikas bedste spiller de seneste tre år, og før ham var det Didier Drogba i 2006 og 2009. Touré var desuden essensen af Manchester Citys to ud af tre nylige Premier League-titler, mens Drogba nærmest ene mand sørgede for Chelseas Champions League-triumf i 2012, da The Blues vandt på straffespark over Bayern München i en rigtig herrefinale.

»Jeg stoler aldrig helt på dem,« indrømmede Tottenhams centerforward, Emmanuel Adebayor, som spillede på Togos landshold ved VM-slutrunden i 2006, til Daily Express.

»De er landet, der altid svigter,« funderede Adebayor og fortsatte sin nådesløse analyse:

»De har den bedste boksspiller i Europa i form af Didier Drogba. De har den bedste midtbanespiller i Yaya Touré. Men der er ikke noget sammenhold, du ved. Alle vil være den enestående, helten. Alle vil så gerne huskes for en individuel triumf, ikke for holdet. Ikke som symbol på en generation. Eller landet.«

Stor begejstring, kort lunte

Under alle omstændigheder glæder de sig hjemme i Elfenbenskysten, hvor faderen til Drogba, Albert Drogba, ikke skal regne med at komme til at bruge toilettet:

»Didiers mor går på wc mindst ti gange, når sønnike spiller,« sagde Albert.

En anden slægtning, Moure Touré, som er far til Yaya og Kolo Touré (Liverpool), kender også til de store følelser:

»Når mine sønner spiller godt, oplever jeg en masse glæde fra omgivelserne. Alle kommer op til mig og siger: ’Mr. Touré har givet os gode sønner’, og så giver jeg gladelig en omgang. Men når holdet taber, er det en helt anden historie. Så buher de af mig. Begejstringen er stor, men lunten er kort i det her land.«

Nu har Moure købt et nyt tv, så han kan følge Yaya og Kolo og resten af Sabri Lamouchis mænd på nært hold.

For Didier Drogba er det sidste chance. Den 36-årige afrikaner, som er født i hovedstaden Abidjan, har undervejs i en imponerende og ofte turbulent karriere boet i Marseille, London, Shanghai og siden 2013 i Istanbul, hvor han spiller for Galatasaray. Når Elfenbenskysten i aften duellerer mod Japan på Arena Pernambuco, er Drogba ikke alene holdets anfører, men også den mest rutinerede af dem alle med mere end 100 kampe i bagagen. Han er den mest scorende i Elfenbenskystens historie, og i kampen om flest kampe i landsholdets orange dragter er han nummer tre.

Øjeblikket over dem alle for den 189 centimeter høje og bomstærke angriber kom, da han sammen med Chelsea vandt Champions League-guld i 2012. Inden da havde London-holdet været lige ved og næsten ad flere omgange. Drogba udlignede i den ordinære spilletid på et sublimt hovedstød. Men det var også ham, der scorede det altafgørende straffespark, da matchen gik i overtid.

Da Drogba ankom til Chelsea i 2004, var han den nye klubejer Roman Abramovichs første store indkøb. 240 millioner måtte den russiske oligark slippe for den 26-årige Marseille-forward. I den første sæson nettede Drogba 16 mål, og Chelsea blev Premier League-mestre. Otte år senere kunne fansene på Stamford Bridge prale af deres helt – altid cool og med et look, der snildt kunne gøre sig i en elegant gangsterfilm – og de i alt 157 mål. Undervejs vandt han tre Premier League-titler, fire FA Cups, to League Cups. Og selvfølgelig Champions League.

Den enlige gazelle i front

Med Drogba begyndte en ny æra for ’forwarden’. Drogba var det fysiske pragteksemplar, som ikke blot var hurtig som en anden Fernando Torres, men også klippefast i feltet a la Claude Makélélé. Han var umulig at vælte. Og han var stærk i hovedspillet. Sammen med José Mourinho var han med til at definere det spritny system i engelsk fodbold: 4-3-2-1-formationen. Drogba var den enlige gazelle helt i front. Væk var den mytologiske, kick and run-baserede 4-4-2.

Ifølge manden selv var den suveræne aften, 19. maj 2012 på Allianz Arena i München, resultatet af en guddommelig kraft.

»Det var skæbnen, siger jeg dig,« udtalte dengang 34-årige Drogba til pressen.

»Jeg tror meget på skæbnen. Jeg beder mange bønner. Det stod skrevet i den store historie for længe siden. Gud er vidunderlig, og det her hold er fabelagtigt. Jeg er meget glad. Livet er vidunderligt.«

Hjemme i Elfenbenskysten er Drogbas betydning vokset og vokset. Han er blevet en talisman og en rollemodel for de tusinder af unge vestafrikanere, som drømmer om livet som fodboldstjerne i Europa. Men Drogba er også billedet på et samlet Elfenbenskysten. Da han og resten af landsholdet trådte ind på VM-scenen i 2006, så man et lederskab, som direkte inspirerede til afslutningen på en femårig borgerkrig, som ellers havde splittet nationen. Drogba fortsatte takterne og blev siden fredsambassadør for FN. Hovedformålet i hans private fond er at bygge hospitaler i de fattigste egne af Elfenbenskysten.

Tilføjer man mørk hud og en umiskendelig bad boy-attitude (bare tænk på hans tirader foran kameraet og dommer Tom Henning Øvrebø i den famøse Champions League-kamp mod Barcelona i 2009), kunne han minde om brasilianske Kaka. Alt, hvad han gør, står i Guds tjeneste.

»Mit job er at sikre, at mandskabet viser sig fra sin mest konkurrencestærke side, og at de omsider gør det ivorianske folk stolte,« sagde den uerfarne træner Sabri Lamouchi, da holdet havde kvalificeret sig til VM i Brasilien.

»Jeg forventer det samme fra Drogba og resten af spillerne. At de bruger al deres talent, rutine og kreativitet, så vi kan komme videre fra den første runde.«

»I år har vi en lettere gruppe. Det er ikke ligesom de to seneste VM, hvor vi havnede i rene dødspuljer,« udtalte Drogba på et pressemøde i Abidjan i midten af maj i år.

Den tidligere Sunderland-træner Steve Bruce satte hovedet på sømmet i et interview til BBC Radio 5 i maj 2012, kort tid inden Drogba skiftede til Shanghai Shenhua:

»Didier Drogba har været den bedste centerforward i Premier League de sidste otte år. Hvordan i al verden vil Chelsea erstatte ham? Han har været fantastisk, år efter år.«

Det er ikke sikkert, Drogbas mor oplever sin søns triumfer. Hvis de altså kommer i år. Hun er højst sandsynlig på toilettet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her