Baggrund
Læsetid: 8 min.

Elitens mand er blevet demokratiets kandidat

Bannerfører for et demokratisk Europa eller symbol på unionens kollaps? Efter forrige weekends europæiske valg brød en heftig strid ud om Jean-Claude Juncker, der med parlamentets største valgsejr lignede en ny kommissionsformand. Mens så skiftede Angela Merkel signal. Og så blev Jürgen Habermas vred
Jean-Claude Juncker, mangeårig formand for eurogruppen, spillede en afgørende rolle i udformningen af Maastricht-traktaten og var en af stabilitetspagtens bagmænd. Hans kritikere ser ham som repræsentant for et kriseramt europæisk projekt uden politisk og demokratisk legitimitet

Jean-Claude Juncker, mangeårig formand for eurogruppen, spillede en afgørende rolle i udformningen af Maastricht-traktaten og var en af stabilitetspagtens bagmænd. Hans kritikere ser ham som repræsentant for et kriseramt europæisk projekt uden politisk og demokratisk legitimitet

Patricia de Melo Moreira

Moderne Tider
7. juni 2014

Egentlig ønskede den 59-årige teknokrat og mangeårige premierminister for Luxembourg angiveligt slet ikke at afløse José Manuel Barroso som formand for EU-Kommissionen. Da de europæiske socialdemokrater forud for europaparlamentsvalget pegede på den tyske parlamentsformand Martin Schulz som mulig kommissionsformand, lod Jean-Claude Juncker sig modvilligt nominere som kandidat for den konservative gruppe (EPP).

Det er Lissabontraktaten, der bærer ansvaret for, at Jean-Claude Juncker dermed havnede i midten af et stormvejr. For det er bløde formuleringer i denne, EU’s nyeste traktat, der har udløst den bitre strid mellem parlament og ministerråd, der begge gør krav på retten til at nominere kommissionsformanden. Men da de europæiske vælgere i maj gjorde EPP til parlamentets største gruppe og dermed føderalisten og pro-europæeren Juncker til dets kandidat, blev striden også til en strid mellem tilhængere og modstandere af europæisk integration.

Debatten om den næste kommissionsformand har bevæget sig fra »irriterende til sindssyg«, skriver den tyske analytiker Jan Techau i en analyse for tænketanken Carnegie Europe. »Skandalen er ikke, at EU’s stats- og regeringschefer – det europæiske råd – forsøger at finde en kommissionskandidat, der har fuld opbakning fra så mange medlemsstater som muligt. Skandalen består i, at et forsøg på magtovertagelse fra Europa-Parlamentet med succes er blevet solgt til både vælgere og intellektuelle som en forbedring af det europæiske demokrati,« mener han.

Dårlige resultater

For tilhængere af europæisk integration er nomineringen af parlamentets kandidat Jean-Claude Juncker som kommissionsformand en begyndelse på den nødvendige demokratisering af unionen, som den tyske kansler, Angela Merkel, i løbet af eurokrisen har forsøgt at kvæle.

For modstandere af yderligere europæisk integration er Juncker som føderalist og medlem af en generation af gamle europæere som Helmut Kohl og Jacques Delors ifølge sine mest indædte kritikere et bristefærdigt symbol på et system, der siden eurokrisen har mistet sin demokratiske legitimitet.

Jean-Claude Juncker, mangeårig formand for eurogruppen, spillede en afgørende rolle i udformningen af Maastricht-traktaten og var en af stabilitetspagtens bagmænd. Hans kritikere ser ham som repræsentant for et kriseramt europæisk projekt uden politisk og demokratisk legitimitet.

»Juncker hører altså til dem, der bærer et ansvar for euroens oprindelige synder. Juncker var desuden en af arkitekterne bag en sparepolitik, der har forårsaget en permanent vækstkrise med faldende inflationsrater. Resultaterne af hans økonomiske politik er dårlige, men det er der ikke nogen, der taler om,« skriver den tyske topøkonom Wolfgang Münchau i et hårdt angreb på Juncker i magasinet Der Spiegel.

Andre beskriver Juncker som en mand, der er oprigtigt drevet af Europa og besidder en enorm institutionel viden. »Jeg har indtrykk af, at den europæiske presse ikke tilstrækkeligt anerkender hans præstation i eurogruppen. Det har jeg altid fundet en anelse unfair«, siger Ulrike Guérot, analytiker i tænketanken Open Society Initiative for Europe, til Information.

Hemmelige debatter

Spillet om spidskandidaten begyndte for alvor, da Junckers modkandidat, den tyske socialdemokrat og formand for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, til ministerrådets irritation kom på ideen om at øge parlamentets demokratiske legitimitet og reelle politiske magt ved at lade de forskellige grupper nominere hver deres kandidat til posten som kommissionsformand forud for det europæiske valg. Siden Lissabon-traktaten har parlamentet haft større indflydelse på udpegelsen af kommissionsformanden, mens den endelige beslutning dog stadig ligger hos ministerrådet.

Martin Schulz, de europæiske socialdemokraters kandidat, og Juncker forsøgte i løbet af den europæiske valgkamp hårdnakket at markere deres indbyrdes politiske forskelle, blandt andet i en tv-duel, der kun blev fulgt af 0,02 pct. af Europas borgere. Men reelt er de begge integrationister, og valgresultatet har ført til forbrødring. Socialdemokraterne har efter valget allieret sig med de konservative om at pege på Juncker for at skabe præcedens for, at parlamentet nominerer kommissionsformanden. Og Jean-Claude Juncker har overrasket både en tøvende Angela Merkel og sine kritikere ved i offensive vendinger at gøre krav på posten som kommissionsformand.

Minister for skattely

Bliver Juncker kommissionsformand, vil det være kronen på en karriere, der fra starten har peget i retning af Bruxelles. I 1974 meldte den 20-årige-Juncker sig ind i Luxembourgs kristne sociale parti og uddannede sig til jurist ved universitetet i Strasbourg, hvor han også mødte sin hustru, Christiane Frising, som han giftede sig med i 1979.

I 1982 blev den retorisk og analytisk begavede unge politiker hevet frem i første række af daværende finansminister, Jacques Santer, der gjorde Juncker til arbejds- og socialminister. I 1989 overtog Juncker posten som finansminister, hvor han arbejdede særligt ihærdigt for at forsvare hertugdømmets bankhemmelighedslove mod krav om større transparens fra blandt andre Frankrigs senere førstemand Sarkozy. Det er posten som finansminister, Juncker sad på i intet mindre end 20 år, der i denne uge fik den franske økonom Thomas Piketty til at kalde ham et »overraskende valg« for den konservative gruppe. Luxembourg er »åbenlyst blevet et skattely« også for andre europæiske landes virksomheder, påpegede Piketty.

Ikke desto mindre var det særligt i de første år af 1990’erne, at Juncker profilerede sig som europæisk tænkende politiker. Under de barske forhandlinger om en valutaunion i 1991 var det Juncker, der reddede ØMU’en med ideen om undtagelsesklausuler, de såkaldte opt-outs, for lande som Storbritannien og Danmark.

Røg og mørke

Samtidig fortsatte han sin kurs mod stadig højere politiske embeder. Da Jacques Santer i 1995 blev formand for EU-Kommissionen, overtog Juncker posten som premierminister for Luxembourg, samtidig med at han ret usædvanligt beholdt sin finansministerpost. Også som premierminister bibeholdt han et blik for den integrationsproces, som han anser for afgørende for europæisk fred. Blandt andet spillede Juncker en afgørende rolle som formidler mellem Frankrigs Jacques Chirac og Tysklands Helmut Kohl, da stabilitetspagten skulle forhandles på plads i 1996. Jo flere europæiske ledere der blev skiftet ud, des mere voksede Jean-Claude Junckers autoritet, altimens hans kristendemokrater blev siddende på magten – og dobbeltminister Juncker fortsat vogtede nidkært over den finanssektor, der er afgørende for hertugdømmets økonomi.

Regeringsmagten holdt helt frem til 2013, hvor Junckers parti mistede den som følge af en skandale omkring den nationale efterretningstjenestes ulovlige aflytning af politikere.

Det siger noget om, hvordan Juncker opleves, at han i Bruxelles er kendt for at ryge indendørs, også under møder og på steder, hvor det ikke er tilladt. De mange år har gjort ministerrådsbygningen Justus Lipsius til hans anden dagligstue, og også de mange magtfulde politikere, der omgiver ham, ser igennem fingre med røgen – blandt andet fordi Juncker er kendt for at være meget nærtagende. Han siges også at have hang til alkohol i en grad, som ifølge en af Informations kilder har belastet hans forhold til Angela Merkel. Juncker selv har flere gange irritabelt afvist rygterne, især efter at den hollandske finansminister Jeroen Dijsselbloem, som for godt et år siden afløste Juncker som chef for eurogruppen, kaldte sin forgænger en »uforbederlig ryger og drikker« og sagde, at gruppemøderne efter Dijsselbloems tiltræden var blevet mere »calvinistiske«.

Klassisk for en gammel-europæer bar Junckers varetagelse af den fælles valuta præg af de lukkede døres politik. Han har udtalt, at det kan være nødvendigt at fortie ting over for en offentlighed, der reagerer uforstående på det europæiske projekts nødvendigheder. Eurozonens politik diskuteres bedst i »hemmelige, mørklagte debatter«, hævdede han på et møde blandt europæiske føderalister i 2011.

Dette samlede regnestykke fandt Storbritanniens premierminister David Cameron i den forløbne uge uacceptabelt. Og i forlængelse af hans trussel om at forlade unionen, hvis den skulle have Juncker ved stævnen, begyndte Europas mægtigste leder Angela Merkel at udsende signaler om, at andre kandidater måtte tages i betragtning.

Men så tabte den fremmeste europæiske tænker tålmodigheden. Uanset Junckers kvalifikationer er Europas ledere nødt til at respektere parlamentets nominering, advarede den respekterede tyske filosof Jürgen Habermas for en uge siden i en hård kritik af Angela Merkels europapolitik i avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Vælger ministerrådet at ignorere Junckers legitime krav på posten vil det ifølge den aldrende filosof være en direkte hån mod de europæiske vælgere, der har peget på Juncker som en ny begyndelse for et europæisk demokrati. »Og hvordan svarer vores regeringschefer på denne nye begyndelse? De tætner skodderne for at forsvare en overgribende eksekutiv magt, som de i løbet af krisen har udbygget på udemokratisk selvbemægtigende vis, mod en flod af formodet irrationel folkelig vrede«, sagde Habermas med en beskrivelse, som paradoksalt kunne have passet på den de lukkede rums tilgang, Juncker tidligere har forfægtet.

»Jeg håber dog, at det europæiske råd skifter holdning. Hvis denne forsamling virkeligt foreslår en anden person end de to spidskandidater, vil de ramme det europæiske projekt i hjertet. For herefter ville det være umuligt at lokke borgere til at stemme ved et europæisk valg. Af både juridiske og forfatningspolitiske grunde anså jeg engang sådan en bevidst destruktiv handling for at være udelukket.«

Samme pointe stod at læse i mere kulørte tyske medier. »Sagen er klar: Europæerne ønsker, at Juncker bliver EU-præsident. Schulz har det næstbedste resultat. Det bør ikke blive en tredje, der slet ikke stillede op til valget. Ellers bliver demokratiet en farce. Sådan noget går måske i DDR eller i højrenationalistiske bananrepublikker. Men ikke i EU, der risikerer at afskaffe sig selv på den måde«, lød det i en leder i tabloidavisen BILD, der ellers ikke ofte er på linje med Jürgen Habermas.

Et bestemt Europa

Og så valgte Merkel at vende på en tallerken. »Jeg fører samtlige diskussioner i den ånd, at Jean-Claude Juncker bør være den næste formand for EU-Kommissionen,« sagde hun nu og gik dermed i rette med sine egne tidligere udmeldinger.

»Naturligvis er Juncker en eksponeret person. Han gælder som føderalist, som pro-europæer, som barn af Kohl og Delors. Han er ikke hvem som helst. Som person symboliserer og inkarnerer han et bestemt Europa. Det er jo også derfor, at briterne ikke kan leve med ham«, siger Ulrike Guérot.

Til modstanden fra Cameron har Juncker svaret, at »Europa ikke bør lade sig afpresse.«

»Frem for alt i det kontinentale Europa, lande som Østrig, Holland, Tyskland og Frankrig, er der stemmer, der mener, at den lovede politisering udebliver, hvis ikke Juncker bliver udnævnt,« siger Ulrike Guérot og understreger, at brydekampen mellem Bruxelles, Berlin og London afspejler den fortløbende opdeling af Europa i to hastigheder.

»Der er to diskussioner. En diskussion føres af landene, der står uden for euroen. En anden føres af eurolandene, der intuitivt ønsker mere demokratisering, mere politisering af eurozonen. Mere europæisk integration. Derfor ønsker de Juncker som præsident.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her